søndag den 12. februar 2012

Torsdag den 9. februar

Bangkok set fra Skytrain

Endnu en lidt for kort nat, da jeg skal forlade hotellet kl. 06:00 for at nå mit fly til Bangkok kl. 08:30. Og det er så ydermere surt, at flyet er 2 timer forsinket, så jeg kunne have sovet længere, og jeg kommer sent til Bangkok, hvor det er mit håb, at jeg trods manglende booking kan få en plads på et nattog til Chiang Mai allerede første nat. Morgenmaden i lufthavnen bliver noget skrabet, da det er megadyrt, men jeg køber et stykke dansk rosin wienerbrød! Det kan man købe i lufthavnen i Yangon...
I Bangkok står der mindst 1500 i kø til ”Immigration”, så det bliver en lang ventetid trods de mange åbne skranker. Thailand er propfyldt med turister på denne årstid. I Bangkok kender jeg heldigvis transportmulighederne lidt, så jeg kommer den lange vej til togstationen på et par timer, og så er det jo spændende, om jeg kan få en billet. Det går legende let, og kulturchokket er ret markant fra Myanmar. Jeg går ind på banegården Hualamphang og bliver hurtigt mødt af en dame med et udmærket engelsk og en køreplan i hånden, og på få minutter har hun forklaret mig mulighederne, og jeg har fået en billet til i aften kl. 19:35. Jeg kan som regel godt lide udfordringen med at rejse de mere besværlige steder, hvor ikke alt er tilrettelagt for én, men det er nu også ganske imponerende og også rart, at jeg helt gnidningsfrit kan komme fra Yangon til Chiang Mai på 24 timer. Den største udfordring i Bangkok er egentlig at omstille sig til ny valuta, nye priser, og ny mad, hvor jeg ikke helt har fundet mine foretrukne retter i Thailand endnu. Også omstilling til venstrekørsel på vejene tager tid. Når man krydser en gade er det jo i et virvar af biler og motorcykler, og de holder ikke tilbage for noget som helst, så man skal have det helt på reflekserne, om de holder til højre eller venstre....
Der er tonsevarmt i Bangkok, og det til trods for, at der er lettere overskyet og diset. Luftfugtigheden er meget høj, og da jeg kommer på internettet (slut med håbløse internethastigheder for en tid..), ser jeg, at der nok kommer torden i nat og i morgen. Jeg har hørt fra flere, at det ofte har regnet i Bangkok denne vinter. Det skulle være unormalt med den slags vejr hér på denne årstid, og også i Asien snakker man en del om klimaforandringer og vejrforhold, som ændrer sig fra det sædvanlige. Efterårets oversvømmelser er samme historie.
Toget er ren luksus i forhold til mine sidste 4 uger! Det er en sovebriks med madras, pude og tæppe, og der er god plads og air condition. Denne soveplads er bedre end mange af de senge, som jeg har haft på forskellige hoteller, så jeg klager ikke. Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg vil lave i Chiang Mai, men det må jeg jo finde ud af på vejen. Det er meget normalt med trekking, men jeg har jo trekket i Myanmar, og de stammefolk, som man besøger, er de samme, som lever på begge sider af grænsen mellem Thailand og Myanmar. Desuden kan min ene fod ikke klare mere trekking foreløbig, så måske skulle jeg prøve noget med en cykel... det må jeg se. Umiddelbart tror jeg, at jeg efter et par dage i Chiang Mai vil bevæge mig mod grænsen til nogle mindre i byer i håb om bare lidt færre turister. Der er rigtig mange turister i Thailand, så det står ikke lige øverst på mit menukort. Under alle omstændigheder må jeg jo nok indstille mig på, at det er bare sådan, det er i Sydøstasien. Take it or leave it...

5 kommentarer:

  1. Under billedet skriver du "Bangkok set fra Skytrain". Hvad er skytrain. Er det et flyvende tog ......

    SvarSlet
  2. Når du skriver at du vil bevæge dig mod grænsen,går jeg ud fra at det er den til Burma. Ærgerligt du ikke fik spurgt Trine og Claus om der er noget spændende at se i området. De har jo været der.

    SvarSlet
  3. Hej Anders. Fuldstændig fantastisk at læse om din tur indtil videre. Har godt nok ikke fået læst det hele, men jeg skal da love for, at du får oplevet noget! Vi savner dig herhjemme :-) men det er jo godt, at du hygger dig :-) Særlig har vi nydt at læse om den langvarige tur til Mandalay på det kolde dæk. Uha, man fik da helt kuldegysninger ved tanken :-) knus og kram. Mette og Christian.

    SvarSlet
  4. Hej Anders, Fortsat god tur, spændende at følge dig. Hilsen fra os. Moster Grethe

    SvarSlet
  5. @ Kurt: Skytrain er en slags metro, men den kører på en bane hævet over vejbanen - altså 1-2 etagers højde. Noget af metroen på Amager er på samme måde.

    @ Dorthe: Nej det er grænsen til Laos - jeg er på vej til Laos. Selvfølgelig er der ting at se i Chiang Mai, hvis man er glad for turister eller i det hele taget almindeligt storbyliv. Det gider jeg ikke, så derfor har jeg skyndt mig videre, og det har været positivt (hvilket man kan læse om i de kommende dage).

    @ Mette & Christian: Dejligt at høre fra jer. Jo, det var koldt på dækket på den fragtbåd. Og siden hen har jeg oplevet nætter på 10 grader, så der har ikke været mere end 5 grader den første nat på båden. Det passer egentlig også godt med, hvad folk har sagt om vinternætterne i det nordlige Burma. Jeg havde bare lidt svært ved at tro, at jeg lå og sov i 5 graders varme... :-)

    SvarSlet