Tirsdag den 7. februar

Munke på tiggergang foran mit hotel i Rangoon

Vi ankommer kl. 04:00 om morgenen til Aung Mingalar busterminalen, som ligger meget langt fra Rangoons centrum. Det er egentlig planen at spare en dyr taxatur og vente på første bus kl. 05:00, men der er sandelig en munk med bussen, som skal til et kloster tæt på centrum, og han har sin helt egen pick-up truck med chauffør, så vi er tre, der hopper bagpå og får et gratis lift. Vi er ankommet så tidligt, at jeg vælger at tage et par timer med morgenmad på en café før, jeg vil forsøge at tjekke ind på et hotel. Det er min erfaring, at det er nemmest at få et værelse omkring kl. 08:00 om morgenen, for så ved de, hvem der tjekker ud, og man er den første til at få værelset. Jeg vælger at tjekke ind på samme hotel som sidst: Daddy’s Home. Da turismen i Burma er eksploderet den senere tid – og især denne vinter – kan det være svært at finde et billigt værelse. Man kan selvfølgelig booke, men så får man som regel ikke det billigste værelse, og hvis man forsøger at booke 3-4 dage i forvejen, så får man gerne svaret, at alt er optaget, da de ikke ved, hvem der tjekker ud – selv om de selvfølgelig får ledige værelser hver dag. Så min anbefaling til andre rejsende i Burma (i højsæsonen) er, at man forsøger at planlægge sin rejse, så man ankommer til en ny by tidligt på dagen. Til det er natbusserne perfekte. I øvrigt læste jeg i avisen i går, at Burma i 2010 havde 300.000 turister, i 2011 400.000, og der forventes mange flere i 2012. Den store pagode i Rangoon, Shwedagon, har i januar måned haft omtrent 1000 udenlandske besøgende om dagen, så det tyder på en kraftig vækst!
Nu skrev jeg endnu en gang Rangoon, hvilket jeg har gjort konsekvent på denne blog, og det må føre mig til en lille diskussion af stednavnene i Burma. Mange bynavne m.m. har forskellige navne. Noget er blot forskellige stavemåder eller måder at udtale det samme navn, men nogle navne er ændret for nogle år siden af militærregimet – uden hensyntagen til befolkningens ønsker. Burma blev ændret til Myanmar, og hovedstaden Rangoon blev ændret til Yangon – og siden byggede regimet en helt ny hovedstad. Floden Irrewaddy er ændret til Ayeyarwady (hvilket mange lokale dårligt nok ved..., da det udtales stort set ens...), og jeg kunne blive ved. Især ændringen til Yangon og Myanmar er politisk begrundet, og da Aung San Suu Kyi tidligere har udtalt, at hun foretrækker at bruge navnet Burma indtil folket er blevet spurgt om, hvad de ønsker, så har jeg konsekvent gjort det hér på bloggen, og det samme med Rangoon. I hverdagslivet i Burma siger folk dog konsekvent Myanmar og Yangon – sidstnævnte også fordi Rangoon af burmeserne udtales på næsten samme måde som Yangon og ikke, som man gør på engelsk, hvor oo bliver til et langt u. Jeg har taget enkelte etniske personer – især i Kachin-staten – i at kalde landet for Burma, men ellers virker Myanmar til at været accepteret, og jeg tvivler egentlig på, at navnene vil blive ændret tilbage selv om, den politiske situation skulle ændre sig. Dertil kommer at ændringen fra Burma til Myanmar har en etnisk vinkel og begrundelse og med en vis pointe. Burmeserne er den etniske gruppe, som udgør omkring 69% af befolkningen (Bamar), og hvorfra magthaverne (militæret) kommer, så man kan hurtigt få lidt problemer, når man taler om burmeserne etnisk set, men om Burma som dækkende for hele befolkningens nation. I virkeligheden tror jeg mere, at modstanden mod navnet Myanmar handler om den udemokratiske måde, det er sket på end selve navnet. Anyway; jeg burde nu egentlig nok skrive Myanmar og Yangon fremover – og jeg har jo hele tiden kaldt floden for Ayeyarwady....
Resten af dagen i Yangon går med at tumle rundt i byen. Der er ikke rigtig mere, som jeg vil se hér, og nu har jeg en dag mere end egentlig planlagt, så jeg forsøger at finde ud af, om jeg kan tage en dagstur til Twante i morgen. Twante er ikke så langt fra Yangon, men det er på den anden side af floden, og derfor er det reelt i delta-regionen. Og da Twante var blandt de meget hårdt ramte byer under cyklonen Nargis i 2008, og den manglende hjælp fra regeringen selv sagt ikke har bragt den store begejstring for militærregimet med sig, så skal man have en tilladelse fra myndighederne for at rejse til området. Det skulle være nemt at få, og man skal blot skrive under på, at man bl.a. ikke vil involvere sig i politiske forhold m.m. Jeg finder MTT for at søge om tilladelsen og får beskeden, at dette krav blev afskaffet for 6-7 måneder siden. Meget positivt, og endnu et tegn på, at landet er under forandring. Det mest positive er næsten den måde, som den ældre dame i receptionen giver mig beskeden på. Hun siger det med et stort smil og virker nærmest glad og stolt over at kunne give mig beskeden om, at endnu en tåbelig restriktion fra regimet er skaffet af vejen.
Jeg har ét projekt mere i dag. Sidst jeg var i Yangon bemærkede jeg, at der lå en ret sølle township ikke langt fra havnen, så jeg har bestemt, at de skal have mit tæppe nu, hvor jeg er tilbage i den varme del af landet, og det bliver de selvfølgelig glade for. Hvad angår varme, så er det nu blevet temmelig varmt i Yangon. For 3 uger siden var der 32 grader om dagen, så nu er der mindst 35 grader og luftfugtigheden er meget høj, så det er på kanten til, hvad der er rart. Jeg begynder at forstå, hvorfor den varmeste periode er lavsæson for turister med pænt over 40 grader om dagen. Pyh.