Fredag den 3. februar

Øverst: En Danu landsby, hvor jeg har overnattet
I midten: Også munke (novicer) klatrer i træer :-)
Nederst: Mange marker er nyligt høstede og ligger brak til regnen kommer igen

Det er dejlig mad, som de sådan kan trylle frem i disse landsbyer, og efter en god gang morgenmad, forlader vi Danu landsbyen kl. 08:00. Jeg kan se, at landsbyens brønd er opført med støtte fra en tysk NGO, og netop Shan-staten er et af områder, hvor man har kunnet få lov til at udføre hjælpearbejde. Vi har overstået de stejle bjerge, så i dag er det mere bakket terræn, hvor det går op og ned, men ikke så stejlt. Det er et landbrugsområde, og landbruget er ganske veludviklet og frugtbart på disse egne. Hér kan der dyrkes 3-4 gange om året! I regntiden dyrker man ris på overrislede marker, og derefter dyrker man noget andet, som fx grøntsager. Så dyrker man gerne hvede i begyndelsen af den tørre tid, – det er de ved at høste netop nu, – og hvis de kan kunstvande, kan de dyrke endnu en afgrøde inden, de brænder markerne af og forbereder dem til, regnen kommer igen. Det er meget frugtbare forhold, og mange steder i Burma kunne det endda gøres endnu mere effektivt og udbytterigt med en modernisering af landbruget. Selv om landbruget er godt i dette område, er det stadig forholdsvis primitivt med marker som renses manuelt med hakker og okser for en plov, og oksekærre er det mest anvendte transportmiddel – og i øvrigt det eneste, som rigtig kan bruges på de mudrede veje i regntiden.
Vi får frokost i endnu en landsby og får også tid til at hvile os lidt. Og så møder vi en gruppe pensionister, som også er på tur (der er også kortere trekking ture, hvor man bliver kørt noget af vejen). Trekking i området mellem Kalaw og Inle Lake er en forholdsvis stor turist attraktion, så i højsæsonen, – hvilket er nu, – kan der være ganske mange turister. Det er selvfølgelig lidt irriterende, men vi møder dem blot en gang i mellem. Sidst på eftermiddagen kommer vi til et kloster, hvor vi skal overnatte. Her er der nok 25 udlændinge, og jeg møder faktisk 2 ældre damer fra København. (De er dog blevet kørt noget af vejen.... :-)...) Det er et hyggeligt kloster, men med de mange turister holder munkene sig for sig selv. Kun 7-8 novicer – dvs. børn på ca. 8-12 år, som er i lære til måske at blive munke, og som går rundt i de samme dragter – løber rundt og leger ved klosteret.
Mens vi sidder og spiser på et repos lige udenfor selve klosteret, begynder børnene på aftenmeditationen. De giver den fuld gas, og det minder mest af alt om en dansk skoleklasse, som synger. Det skulle være 1-stemmigt – det er det ikke. :-) Men de er ganske entusiastiske, mens de sidder i skrædderstilling foran alteret med buddha-figuren og med hænderne samlet foran hovedet. Som ved de voksne munke, så er der én, som siger nogle ting for, og så følger resten i et bestemt mønster. Alle buddhistiske tekster i Burma er på et gammel sprog som hedder Pali, og det er en af de ting, som børnene bruger meget af deres klostertid på at lære. Det er selvfølgelig godt for børnene, at de har en form for skolegang, men dog spild at tid, at de ikke lærer noget, som de kan bruge i et civilt liv (kun ca. 2% af novicerne forsætter som voksne som egentlige munke). Det svarer til, at danske kristne lærte hebræisk som en del af en religiøs uddannelse.
Efter nogen tid er meditationen slut, og så får de øje på mig udenfor med min computer. Det vækker altid stor begejstring for folk i Burma – børn som voksne – at se mig skrive. :-)
Natten her på klosteret bliver næppe så kold, som sidste nat, da vi ikke længere er helt så højt oppe i bjergene, så det skal nok blive et fint sted at sove. Jeg håber virkelig ikke, at de begynder med meditationen kl. 04:00 i morgen. Det plejer munkene jo egentlig at gøre i klostrene....