Mandag den 20. februar

Øverst: Wat Si Saket
I midten: Night Market ved den centrale havnefront i Vientiane
Nederst: Pha That Luang

Det skandinaviske bageri fra Luang Prabang har også en afdeling her i Vientiane, så den gode kaffe frister til morgenmad dér. Der er en hyggelig lille forhave, og der mangler bestemt ikke kunder i butikken, da mange europæiske fastboende kommer og henter morgenbrød hér. Efter morgenmaden går jeg på jagt efter et andet guest house, da jeg forsøgte at forhandle prisen på mit lidet prangende værelse ned uden held, og så må jeg jo videre. Ikke langt fra bageriet finder jeg Syri 1, som er væsentligt billigere end dér, hvor jeg bor nu, og så er det et langt hyggeligere sted. Blot ved at gå 300 meter fra de centrale gader med de mange restauranter og guest houses får man så meget mere for færre penge! Syri 1 Guest House har udmærkede værelser, der er en lille forhave med en dam med fisk, der er en opholdsstue med akvarium, sofaer og fjernsyn, balkoner med liggestole og akvarium, og på de brede gange er der pyntet stilfuldt med gamle træredskaber, bøger og stole og borde. På det andet guest house er der en trappe fra gaden op til et værelse med en madras på gulvet, og absolut intet andet! Det er en ufordring at finde det rigtige sted at overnatte, da man som regel går rundt med fuld oppakning, og når man så finder et værelse et sted, som egentlig ikke er optimalt, og det er sent, så tager man det. Selv om prisniveauet er højere i Vientiane, og 70.000 kip derfor ikke er vildt dyrt, så er mit prisniveau for Laos generelt 50.000 kip, og jeg får så nu også et værelse til den pris, så det kan sagtens lade sig gøre. Syri 1 Guest House i Vientiane kan hermed anbefales!
Morgenmad og hotelskift har taget lidt tid denne morgen, men nu er det på plads, og jeg har fået lejet en cykel, for i dag skal jeg se, hvad der er at se i Vientiane, – og det er især templer. Templerne i Vientiane er store og ikke helt uinteressante selv om, man er blevet lidt ”tempelmæt”. Ved et af templerne kommer jeg i snak med en novice, som sidder og læser lektier på en bænk. Han er 20 år gammel har været novice i 10 år. Han kommer fra det allernordligste Laos fra en fattig familie, og hans eneste chance for at gå i skole er at blive novice (munk i et kloster), da han så har et gratis sted at bo, og han får gratis mad, da de jo tigger om morgenen. På den måde kan han med besvær få råd til at læse, da han dog skal betale for skolegangen. Han har således efter primary school i landsbyen derhjemme taget secondary school og high school i en større by og er nu kommet til Vientiane, hvor han er på 1. år på college. Han er således på 7. år, men det har taget 10 år, da han har skullet finde penge, og som munk må han jo ikke arbejde, så det afhænger af, hvad familien derhjemme kan spare sammen. Han vil gerne arbejde for en NGO, og det er helt normalt, da det er blandt de bedste jobs i så fattigt et land, men også fordi hans hjemegn har brug for hjælp. Han sidder og læser materiale om folkesundhed og effektivt landbrug, og han har netop oversat UNDP’s årsrapport, så de lokale kan blive mere velinformerede om, hvordan de udvikler deres samfund. Så jeg bestemmer mig for, at jeg fint kan blive 20 dollars fattigere på ham, så det får han inden han egentlig selv har bedt om det (det havde han nu nok gjort siden hen alligevel...:-)...). Han inviterer mig på besøg i hans kloster, så jeg lover at dukke op sidst på dagen, når jeg har været på min rundtur i Vientiane.
Vientiane er efter min mening en skøn by, og jeg forstår, hvorfor den omtales som et dejligt og populært sted at bo for expath’s. Efter 6 dage i Laos, som udelukkende har været i landets meget turistede områder, så er Vientiane dejlig afslappende og imødekommende. Hér bliver man ikke konstant konfronteret som turist, – da halvdelen af de mange udlændinge i bycentrum er fastboende, – og her er smukt. Trafikken er heller ikke slem af en hovedstad at være. Langs hele vandkanten til floden er der bygget en slags ”havnefront”, hvor der ikke kører biler, og hvor man kan tage en løbetur, sidde og nyde solen, og der er night market ved aftenstide. Dette er efter min mening en stilfuld hovedstad!
Jeg får set en del templer i dag, og ét af dem er Wat Si Saket, som også har stor arkæologisk betydning, og som er gjort til museum. Hér gjalder lyden af en munks chanten hen over området, og efter at have set selve det gamle tempel går jeg over i en tilstødende, nyere tempelbygning, – det er hér en munk sidder med mikrofon og gennemfører en ceremoni. Det er et bryllup, og gæsterne sidder og svarer ind imellem og slår på gong-gongen på bestemte tidspunkter. Inde længe kan jeg høre et mønster, at det er, når munken kommer op i det høje falsetleje – dér, hvor det begynder at lyde anstrengende i en europæers øre... – at der skal slås på gong-gongerne. :-) Ældre kvinder sidder og forbereder den religiøse pynt til festen med blomster og blade, og brudesengene står også hér. Det har jeg nu ikke set i et tempel før. Det er en seng udsmykket med en masse fancy tingel-tangel, og så er der et donationstræ foran – et træ, hvor man sætter pengesedler på. På et tidspunkt kommer en ældre kvinde med en skål med slik blandet med blomster, og det bliver kastet ud over folk, og derefter går en skål rundt til donationer. De er meget gæstfrie, selv om dette jo egentlig er lige ved siden af en turistattraktion, og vi sidder 2-3 udlændinge bagerst og kigger på. De kommer med flasker med drikkevand til os, og vi får lidt af slikket, og så kommer der en mand med iskolde og rigtig gode iced coffees. Mums! Man bliver helt forlegen over denne venlighed overfor sådan et par fremmede som blot dumper ind, men omvendt kan man heller ikke sige nej tak, da det vil sætte værten i et dårligt lys, så jeg deltager på høfligste vis. :-)
Næste tempel er også ”optaget” af en ceremoni. Det er en familie, som har problemer, så de sidder i kreds om en munk, som forretter en privat ceremoni, hvor han blandt andet ”kaster” velsignelse over dem med noget, som ligner en lille kost. – Jeg kan ikke lige huske navnet, men det er en helt normal tingest – også i hinduismen. På et tidspunkt kommer jeg tilfældigvis forbi en katolsk kirke, Sacré Coeur, som er en beskeden kirke, men er blandt de meget få i Laos, som har fået lov at bliver der gennem hele den kommunistiske periode. (Derudover er der nogle få hundrede små private menigheder rundt i landet). Det er den første og formodentlig også den sidste kirke, jeg ser i Laos, og jeg ser den kun ude fra vejen. Da jeg stopper ved kirken, er der en bil, som stopper op, vender om og holder øje med mig til jeg er væk igen. Det kunne være en tilfældighed, men det virker nu ikke sådan, så jeg opholder mig der kun i et minuts tid og skynder mig væk. Sidst på dagen cykler jeg 4-5 km ud af byen til Pha That Luang, som har stor symbolsk betydning for Laos, – både buddhistisk betydning, men også i forhold til landets uafhængighed. Det ligger på en bakke, og lyses op af den nedgående sol. Templet er blandt andet trykt på deres pengesedler.
Jeg ankommer lidt sent til novicens kloster, da jeg farer vild i de små og efterhånden mørke gader, men efter en del søgen finder jeg stedet, og det er en god oplevelse at få lov se deres primitive sovesale, og få talt lidt mere med en lokal, som kan nok engelsk til en ordentlig samtale. Det er ikke noget prangende logi, og der er mange myg, men det er jo en seng, og jeg håber, at han med tiden falder til blandt de andre novicer – han er jo flyttet til Vientiane for nylig og kender ikke mange hér. Hans kamp for at få en uddannelse er ret urimelig – selv om han jo faktisk er blandt de mere heldige, som rent faktisk kan studere. Han har så også ofret meget for det, da han er flyttet hjemmefra som 10-årig, og han har levet det afsondrede munkeliv i 10 år for, at det kan lade sig gøre. Drømmen er – som hos de fleste andre novicer – en dag at komme så langt, at han kan få et job (og stoppe som munk) og dermed selv tjene penge til resten af studiet. Vi må håbe, at de lykkes for ham, – det gør det bestemt ikke for alle. I dette kommunistiske land kontrollerer og fordeler regeringen de fleste jobs, og kun internationale NGO’er (de helt store organisationer som FN, Verdensfødevareprogrammet, Røde Kors osv.) kan arbejde nogenlunde uafhængigt i Laos. De lokale NGO’er er underlagt statsmyndighederne med dertil hørende korruption for at få et job, og så går betegnelsen NGO (non-government organisation) jo også lidt i fisk...