Velkommen til min rejseblog

Dette er mine rejsebeskrivelser fra 12 ugers rejse på den indokinesiske halvø i Sydøstasien i vinteren 2012. Turen er gået gennem Burma, Thailand, Laos, Vietnam og Cambodja, og det er blevet til 11.500 km med bus og båd samt et par enkelte togture, så der har været mange timer på vejene. En del af rejsen har været en forholdsvis traditionel backpackerrejse, som er så normalt i denne region, men jeg har dog forsøgt at gøre mine beretninger interessante med gode historier og historiske perspektiveringer, så jeg håber, at der er lidt for enhver smag.

Jeg vil fremhæve mine 26 dage i Burma fra den 14. januar til den 8. februar! Dette har for mig været den afgjort mest interessante del af min tur, da Burma er så markant anderledes at rejse i end resten af Sydøstasien. Desuden sker der store forandringer i Burma i disse måneder, og det har været interessant at være tæt på begivenhederne. Burma brænder i disse måneder af længslen efter fornyelse, og det mærkes!

VELKOMMEN !!

Rejserute
Dubai (UAE) – Bangkok (Thailand) – Yangon (Burma) – Meiktila – Bagan – Mandalay – Myitkyina – Katha – Mandalay – Kalaw – Nyaungshwe (Inle Lake) – Yangon – Bangkok (Thailand) – Chiang Mai – Chiang Rai – Chiang Saen – Chiang Khong – Huay Xai (Laos) – Pakbeng – Luang Prabang – Vang Vieng – Vientiane – Paksan – Phonsavan – Muang Kham – Nam Neun – Nong Khiaw – Muang Ngoi Neua – Muang Khua – Dien Bien Phu (Vietnam) – Hanoi – Halong Bay – Hue – Danang – Hoi An – Saigon – Phnom Penh (Cambodja) – Kratie – Siem Reap – Battambang – Kampot – Sihanoukville – Koh Rong – Sihanoukville – Krong Koh Kong – Bangkok (Thailand)

Oversigt over indlæggenes indhold
..9/1-10/1 ..Dubai og verdens højeste bygning, Burj Khalifa
11/1-13/1 ...Bangkok
................Afsnit om Burmas historie
14/1-16/1 ...Yangon – med Shwedagon Pagoden
17/1-18/1 ...Meiktila
19/1-21/1 ...De tusinder af templer i Bagan, ånderne på Mt. Popa
................................................................... og flodsejlads til Mandalay
22/1-24/1 ...Mandalay og U Bein’s Bridge i Amarapura
25/1-27/1 ...Myitkyina i Kachin-staten, som er en etnisk gruppe
..................................................................i konflikt med militærstyret
28/1-31/1 ...På en fragtbåd fra Katha til Mandalay
..1/2 .........Mandalay
..2/2-4/2 ....Trekking fra Kalaw til Inle Lake
..5/2-6/2 ....Nyaungshwe med bådtur på Inle Lake
..7/2-8/2 ....Yangon og tur til Twante i delta-regionen
..9/2-13/2 ...Bangkok, Chiang Mai, Chiang Rai og Chiang Saen (Golden Triangle)
14/2-18/2 ...Huay Xai, 2 dages sejlads på Mekong og Luang Prabang
19/2-21/2 ...Vang Vieng, Vientiane og Paksan
22/2-25/2 ...Phonsavan, Muang Kham og Nam Neun
.................................................– en udfordrende rejserute i bjergene
26/2-28/2 ...Nong Khiaw, Muang Ngoi Neua og Muang Khua
..............................................– idylliske landsbyer ved floden Nam Ou
29/2-2/3 .....Dien Bien Phu og Hanoi
..3/3-4/3 ....Halong Bay
..5/3-7/3 ....Hue med kongepaladset, Danang, Hoi An og ruinerne i My Son
..8/3-13/3 ...Saigon (Vietnam), Phnom Penh (Cambodja) og Kratie
14/3-15/3 ...Angkor Wat og sejltur fra Siem Reap til Battambang
16/3-18/3 ...Battambang med bambustog og Kampot med saltmarker og fiskerlandsbyer
19/3-21/3 ...Paradisøen Koh Rong og Sihanoukville
22/3-24/3 ...Krong Koh Kong og jungletur i Cardamom-bjergene
25/3-28/3 ...Bangkok, Ayuthaya og hjemrejse

Onsdag den 28. marts

Øverst: Grand Palace
I midten: Temple of the Emerald Buddha
I midten: Phra Wiharn Yod, Prasat Phra Dhepbidorn, Phra Mondop
Nederst: Dusit Maha Prasat Throne Hall

Jeg flyver først fra Bangkok i aften, så jeg skal have dagen til at gå. Til det formål har jeg gemt ”Grand Palace”, som vel egentlig er den seværdighed i Bangkok, som står øverst på listen over, hvad man skal se, men jeg har altså gemt det til i dag. Grand Palace er et 218.000 m2 stort område centralt i Bangkok med templer og det gamle palads. Det svarer vel lidt til det danske Amalienborg og domkirken, – det er bare langt større og mere overdådigt. Området er omgivet af en høj mur ud til resten af byen, så man kan ikke rigtigt se bygningerne fra afstand, og da de ligger ganske tæt inde på området, så trækker det jo lidt ned med hensyn til, hvor scenisk det hele er. Det er forholdsvis dyrt at komme ind og se det, og der er rigtig mange turister, og dertil kommer, at dele af området er lukket af eller er under renovering, så jeg er ikke som sådan overimponeret. Jeg har set langt kønnere ting rundt omkring i Sydøstasien de sidste måneder, men jeg må dog indrømme, at det er stort og fyldt med så mange små kunstneriske detaljer, at man bliver helt forpustet. Det gælder generelt for templer i Asien, at der er lagt ubegribeligt mange ressourcer i det, og hvis jeg tænker på de utallige templer og paladser, som jeg har set, så tæller det jo millioner og atter millioner af mandetimer. Så det mest imponerende ved Grand Palace er egentlig, at man har sådanne gamle bygninger med så stor historisk, religiøs og kunstnerisk betydning samlet på et lille område, – og man vedligeholder dem.
Det mest betydningsfulde tempel er ”Temple of the Emerald Buddha”, som er en buddha-statue med en lang historie. Den er ikke så stor endda, og er lavet i jade stone, dvs. den er grøn, men har været dækket til, da den første gang blev fundet i en stupa i Chiang Rai. Et stykke af dækket var faldet af og afslørede den lysende grønne sten, hvilket begyndte legenden om ”The Emerald Buddha”. Forskellige konger flyttede rundt på statuen indtil den endte hér i det nuværende Bangkok. De første dele af tempelområdet blev bygget omkring 1770’erne, da thaierne flyttede hovedstaden til Bangkok efter Ayuthayas fald i 1767, og buddha-statuen blev flyttet til Bangkok i 1778 (fra Laos, hvor den stod i 226 år..). Grand Palace blev bygget i 1782 som bopæl for kongen, og kongedømmets administration blev flyttet hertil, og siden hen er der kommet flere og flere palæer og templer til samt nogle stupaer med nogle af de gamle kongers grave. Der er også en stor model af Angkor Wat. I dag er kongens residens flyttet til det nordlige Bangkok, men paladset bevogtes stadig med en garde som ved Amalienborg i Danmark. Der er vagtskifte netop, som jeg kommer forbi, og man kan sige meget godt om de danske garders stil og disciplin, men de slå ikke thaiernes. Det er gennemført perfektionistisk, og det lange ritual slutter endda med, at den ene garde afslutter med at rette uniformen til på den nye garde, så alt er knivskarpt.
Efter endt sightseeing går jeg tilbage til hotellet efter min bagage, og så er det ellers blevet tid til at tænke på lufthavnen. Turen derud går glat, og flyveturen til Dubai ligeså. Inden afgang er det lidt panik nær ved, hvor jeg sidder. To niqab-klædte matroner størrelse ”meget stor” har et problem med selen; den kan ikke nå rundt om dem. :-) Men det er da godt, at personalet har udstyret til denne situation. De henter en smart lille forlænger, som man kan klikke på, og så er vi sikret, at de damer ikke flyver rundt i kabinen under take off. Man må sige, at der er stor kontrast mellem passagererne på dette fly, – ovenpå sidder Eva Mendes på Business Class... :-) Nå, jeg får et længere transit i Dubai i nat inden, jeg lander i København i morgen over middag.
Min rejse er ved at lakke mod enden, og jeg kan begynde at tænke på de kommende ugers gøremål i Danmark. Det har været en lang men også uforglemmelig tur rundt i Asien, hvor jeg synes, at jeg har formået at få vekslet lidt mellem det normale ”backpacker track” og nogle mere almindelige, lokale områder i de forskellige lande. Det har været interessant at stifte bekendtskab med den sydøstasiatiske mentalitet og religion, og jeg har sat pris på at kunne komme tættere på historien om en region, som har været enormt plaget af konflikter i især de sidste 100 år. Asiaterne er et ydmygt og omhyggeligt folkefærd, og de udviser generelt stor gæstfrihed og imødekommenhed, så det har været meget let at rejse her, og det er selvfølgelig også én af hovedårsagerne til, at det er så populært at rejse i Sydøstasien. Det er ganske enkelt noget helt andet end mine rejseoplevelser fra Afrika.
Jeg håber, at I af jer, som har holdt ud til at læse mine skriverier, har været underholdt af at følge rejsen. Det er jo nok ret få, som har tygget sig gennem det hele, da jeg har skrevet en del, – det er blevet til omkring 145 sider, – men I kan så trøste jer med, at I kun er blevet præsenteret for nogle af de bedre blandt de 6700 billeder, som jeg har fået knipset. :-) Tak for interessen for denne gang!

Tirsdag den 27. marts

Jeg skal spare jer for flere billeder af Bangkok, så her kommer et bilede af

de flydende haver på Inle Lake, Burma

Også denne dag skal jeg bare trille rundt i gaderne og købe nogle ting. Jeg begynder dagen hos en skrædder, da jeg skal have nogle nye bukser til, når jeg spiller jobs, og her kan jeg får dem skræddersyet til forholdsvis billige penge, – 180 kr. betaler jeg for høj kvalitet og bukser skræddersyet til mig. Han tager mål, og jeg finder ud af, at han faktisk er fra Burma, – han er Kachin, så det er jo hyggeligt, når jeg netop har besøgt Kachin-staten. Efter endt måltagning til bukser, tager jeg bussen til området med Bai Yoke bygningen, som er én af de højeste bygninger i Bangkok. – Måske egentlig den højeste. Der er i hvert fald en masse turister dér, og man skal betale adgangsbillet for at komme derop. Jeg dropper det – mest fordi, jeg ikke har flere penge tilbage... – men jeg får da købt, hvad jeg skal bruge i nogle af de tusinder af butikker, som ligger spredt i de mange markeder, supermarkeder og gadebutikker. Det er helt ubegribeligt, så mange handelsmuligheder, der er, og det er ganske uoverskueligt at finde ud af, hvor man skal gå hen. Om aftenen skal jeg atter forbi skrædderen til ”fitting”, og de passer perfekt i første forsøg, så det er jo helt perfekt. Alternativt var de blevet rettet til, og så kunne jeg hente dem i morgen.
Det er helt mærkeligt sådan at bo flere dage i den samme by, da jeg jo max har haft 2 nætter samme sted de sidste 2½ måned, men skal man gøre det, er Bangkok bestemt er passende sted. Det er en virkelig stor by med alt, hvad man overhovedet kan få brug for, og jeg forestiller mig, at man kan bo her i årevis og stadig finde nye steder og begivenheder, som man kan besøge. Selv om man bliver lidt træt af trafikken og den travle stemning, så er der også meget godt i Bangkok, og jeg har hotel i et roligt og smuk kvarter tæt på centrum, så det er helt perfekt.

Mandag den 26. marts

Øverst: Ayuthaya Historical Park
I midten: Fra Wat Maha That
Nederst: Og I skal da lige se en munk vande blomster... :-)

Jeg vil gerne se Ayuthaya, og da jeg kun har begrænset tid til det, så har jeg valgt blot at købe en dagstur fra Bangkok, så det er programmet for i dag. Jeg skal møde op allerede klokken 07:00, og dér dukker der en fin minivan op, som kører de 1½ times kørsel mod nord til byen Ayuthaya. Ayuthaya er Thailands stolte historiske sted med ruiner fra den gamle hovedstad fra midten af 1300-tallet til byen blev ødelagt af burmeserne i 1767. Kongedømmets hovedstad blev placeret på en stor ø i floden, netop hvor 2 andre floder løber sammen med floden Chao Praya, som løber videre mod syd igennem det nuværende Bangkok, så den gamle hovedstad var placeret på et i handelsmæssigt øjemed strategisk perfekt sted. Desuden har det været optimalt at skulle forsvare på en ø med vand til alle sider. Det var således også kongedømmet Ayuthaya, som voksede sig så stort, at det i 1431 væltede Angkor kongeriget, og denne thaiernes stormagtstid regnes for at være grunden til Thailands senere regionale betydning som stormagt. Efter Ayuthayas fald blev der etableret en ny hovedstad i området med det nuværende Bangkok.
I dag er der skudt en moderne by op omkring de gamle ruiner, og de fremstår derfor som arkæologiske områder spredt rundt omkring i en moderne by, så charmen ved det gamle kongedømme er bestemt forsvundet. Det er interessant nok at se de gamle ruiner, men mest på grund af den historiske betydning. Selve ruinerne er blot museumsseværdigheder, som er sat stort op for de mange turister, og de ligger tæt mellem veje, butikker og hvad man nu ellers har i en moderne by. En diametral modsætning til det fredfyldte Bagan i Burma.... En af de mere triste ting, som man kan se, er resultatet af efterårets oversvømmelser, som ramte ruinerne i Ayuthaya hårdt. De stod i 1-3 meter vand, og på alle ruinerne kan man se grænsen med det lyse mudder for, hvor højt vandet har stået. Man må håbe, at de arbejder på nogle forholdsregler mod, at det sker igen.
Det er ikke verdens bedste guidede tur med en guide, som taler forfærdelig dårligt engelsk, så man forstår højest tidspunktet, hvornår bussen kører igen til næste sted, og så er selve turen heller ikke optimalt planlagt. Der er nogle steder, som vi vel egentlig burde se, men som ikke indgår i programmet, så det er jo mærkeligt, men vi ser da en masse ruiner, og da jeg de sidste uger har set rigtig mange ruiner....., så er det fint nok med sådan en overkommelig dosis af gamle sten, – og så er det ellers tilbage i bussen med air condition. :-)
Tilbage i Bangkok står den på det sædvanlige besøg i Khao San området til noget mad, og så har jeg jo en god terrasse med udsigt til floden, hvor cruiserne med lys og karaokemusik sejler forbi i en lind strøm. Jeg er holdt op med at tælle antallet af gange, hvor de synger den asiatiske udgave af ”Happy Birthday”. – Man får en mistanke om, at hvis der er fødselarer ombord på bådene, så skal de synge fødselsdagssang netop ud for mit hotel....

Søndag den 25. marts

Fra tagterrassen på mit hotel i Bangkok

I dag er planen, at jeg skal på weekend markedet. Det er jo søndag, og Chatuchak er et enormt weekend marked med alt, hvad man kan forestille sig. Jeg behøver heldigvis ikke, at tage så tidligt af sted, da jeg nok næppe orker en lang dag på markedet. Det er kæmpestort! Jeg tager en bus derud og træder ind i et spindelvæv af små gader med butikker. Det er umuligt at finde rundt hér, så man går bare i en retning, og så må man købe noget, hvis man ser det, for man finder nok ikke stedet igen. Der er over 15.000 butikker! – Og mere end 200.000 besøgende om dagen. Man kan få alt lige fra madvarer til tøj, elektronik, service, dimser og mere tøj. Det er ubegribeligt stort, men et passende sted for mig at bruge en dag inden, jeg skal hjem. Jeg har jo ikke købt mange ting undervejs på min tur, da jeg ikke har gidet at slæbe det, men nu er det tid til at få købt det, som jeg skal have med hjem.
Jeg finder lidt forskelligt, og får også købt nogle bukser, som rent faktisk er lange nok til mig! :-) Det er ellers ret trættende at se på tøj i Asien, da 99% af det er noget ragelse, og det kræver noget energi at lede efter det rigtige sted, hvor man kan få noget af en bare rimelig kvalitet. Efter at have vandret mig selv træt på blot en brøkdel af det koloenorme marked vender jeg snuden hjem mod hotellet og restauranterne med aftensmad, og sådan gik første dag i Bangkok.

Lørdag den 24. marts

Øverst: Hængekøje i skoven
I midten: Udsigt over skoven i det sydlige Cardamom Mountains
Nederst: Vandfald på Tatai floden

Jo, man kan godt sove i en hængekøje, men en seng er nu bedre. :-) Myggenettet har virket fint. Der er spændt et stykke plastik ud over hængekøjen, så selv om det regner lidt om morgenen, så kan man fint bare blive liggende og vente på, at guiderne får gang i bålet til noget morgenkaffe og en lunet baguette. Det er simpel morgenmad, men jeg tror nu, at jeg vil foretrække det frem for frugt, som har ligget i skoven natten over....
Efter morgenmaden pakker vi sammen og kører videre tilbage mod Krong Koh Kong. På vejen gør vi holdt ved et vandfald på Tatai floden, som er en større flod end floden fra i går. Det er et fint vandfald, og det er mere spektakulært, men ikke så perfekt til at svømme i. Det er dog godt med et vandfald under alle omstændigheder, så jeg kan få fjernet lidt af junglesnavset inden, jeg kommer tilbage. Jeg vi forsøge at få en bus videre med det samme, og jeg skulle jo nødigt tage livet af min sidemand med den syrlige duft af jungle og hængekøje. :-) Vi bliver nogen tid ved vandfaldet, og kører derefter tilbage tidsnok til, at jeg kan nå bussen til Bangkok i dag. Der er ikke noget at lave i Krong Koh Kong, så jeg vælger at tage af sted med det samme, så jeg får en dag mere end planlagt i Bangkok.
Busselskabet, som jeg køber billet hos, er eneste selskab, som sælger billetter helt til Bangkok, men jeg skulle nu nok bare have sørget for turen selv med lokal transport i mindre bidder. Selskabet kører kun de 10 km til grænsen, og derfra skal jeg alligevel skifte til andre busser, så det kunne jeg egentlig godt have klaret selv. Men på den anden side så skulle jeg med denne billet være sikret at komme helt til Bangkok i dag, og jeg vil nødigt strande i Trat for en overnatning, så det er nok den dyrere billet værd. Det går fint ved grænsen, om end han bruger en evighed på at tjekke mit pas, da han tjekker stemplerne 3 gange, så det tager tid. Jeg har aldrig forstået systemet med stempler i pas. Det er ét stort kaos, så det er umuligt at overskue, – og jeg har efterhånden temmelig mange stempler i mit pas, – så det giver næppe megen mening at tjekke det. Anyway, sådan er det jo verden over.
Efter grænsen er der først en del ballade med at finde en bus til os, men så dukker der en fin luksusminivan op, og da vi, der skal helt til Bangkok, kan fylde den op, kører den os helt til Khao San Road, som er området med guest houses for backpackere, så jeg slipper for yderligere transport i Bangkok. Det er fint, og jeg ankommer klokken 21:00. Jeg vader rundt i over en time for at finde et værelse. Det er lidt sent, så der er kun dårlige og dyre værelser tilbage, og jeg skal være her nogle dage, så jeg vil finde et ordentligt sted. Efter en times søgen beslutter jeg mig for at gå 1 km mod nord til det sted, hvor jeg boede sidst. De har kun dyre værelser tilbage, men jeg er heldig at finde et værelse på nabohotellet. Der er én, som har reserveret et værelse, men som ikke er dukket op, så det får jeg. Det er perfekt, når jeg nu skal være her i 4 dage. Det er billigt, der er udsigt til floden fra værelset, og på hotellet er der balkoner og en skøn tagterrasse, og jeg har badeværelse og internet. Det er et scoop for 44 kr. i denne del af Bangkok, så jeg klager ikke, og det er sent, så et bad, noget mad på Khao San Road og en seng er lige, hvad jeg har brug for ovenpå en lang dag. – Eller ovenpå en lag tur. Dette er sidste hotel, så herfra skal jeg kun slæbe mine ting til lufthavnen.

Fredag den 23. marts

Øverst: Trekking i skoven
I midten: Vandfald i skoven
Nederst: Vi kører på små motorcykler gennem skoven

Jeg finder noget morgenmad på et gadekøkken og mødes med de andre, som skal af sted på turen. Vi er fem i alt, og på fem motorcykler – vi har en guide hver – sætter vi kursen mod bjergene. Det går først mod syd tilbage ad asfaltvejen, Conservation Corridor, og efter 20 km kører vi ind på grusvejene i skoven. Første stop er på en lille sti, hvor vi starter vores trekking for at se, om vi kan finde nogle dyr. Det er kun 2-3 timers trekking, så det er ikke så langt, men det er til gengæld temmelig ufremkommeligt. Junglen er virkelig tæt, og når vi forlader stien, er det ret besværligt at komme nogen vegne. Vi forsøger at følge lyden fra nogle gibbonaber, men det er for svært at komme derhen. Ellers ser vi mest flagermus, krybdyr og insekter – og kradsemærker efter grise og efter bjørne, som stjæler honning fra bierne, som bor indeni de hule træer. Ja, og så ser vi en del igler – på vores fødder. Vi er alle godt pakket ind med strømperne udenpå bukserne, men de elendige små udyr prøver at komme ind alle vegne, så det er ret irriterende.
Efter gåturen kører vi videre ind i skoven, og via små stier kommer vi til et fint vandfald. Det er et rigtigt fedt vandfald med en lille sø nedenfor. Man kan springe de 7-8 meter ned fra toppen, og man kan svømme ind bag vandfaldet og kravle op på en lille klippeafsats. Et superfedt lille vandfald, og det er tiltrængt med en svømmetur ovenpå vandreturen gennem grene og spindelvæv og efter den støvede motorcykeltur. Efter endt svømning er det tid til frokost, og vi går et stykke ned gennem den lille flod. Hér i den tørre tid er der ikke mere vand end, at man kan springe fra sten til sten.
Turen går videre på motorcyklerne gennem nogle landsbyer og nogle plantager med pepper, gummi, kardemomme og en masse andet, som jeg ikke finder ud af, hvad er. Efter nogen tid kører vi noget af vejen tilbage igen og drejer fra i skoven til det sted, hvor vi skal overnatte. Guiderne, som alle er lokale folk og tidligere soldater, gør klar til natten med hængekøjer til os alle og med bål til en dejlig omgang barberque. De har sågar en flaske whisky med, om end det er lidt flot at kalde det whisky. Der er ikke mange procenter i den, men den står nu godt med grillstegt gris, løg, grønne tomater, baguettes med mere.
Efter endt grillmad gør vi klar til nattrekking. Vi skal forsøge at finde nogle dyr, og guiderne har en lygte på et stort batteri med. Det er ikke meget, vi ser, men lidt bliver det da til. Første dyr er der egentlig ikke rigtig nogen, der ser – jeg ser kun skyggen. Vi går på en lang række. 7 mand med en guide forrest og bagerst, og to positioner foran mig springer et dyr på størrelse med en stor hare eller en lille gris over stien og strejfer guidens ben. Mere ser vi ikke til den. :-) Mens vi langsomt går videre gennem den tætte skov i bælgmørke med den kraftige lygte og nogle lommelygter, ser vi ellers mest edderkopper (store!) og andre sjove insekter. Vi ser også en rovfugleunge, som ligger i skovbunden, og da vi senere passerer samme sted ser vi moderen, en rovfugl med vingefang på 1-1½ meter, flyve væk. Vi ser også en lille slange. Den er ikke mere end 20-30 cm lang, men dog giftig. Som guiden siger: lille eller stor – ”same, same”. :-) Det er ham, som går bagerst – altså foran bagerste guide, – som ser den krydse stien, så jeg, som går to pladser foran, er tilsyneladende gået lige forbi den. Men den er altså heller ikke så stor. :-) Men okay; selv om jeg ikke lige så slangen, så skal jeg indrømme, at man ser sig pænt godt for, hvor man træder, når man sådan vader gennem en jungle med alskens kryb i bælgmørke.
Efter endt nattrekking går vi ombord i hængekøjerne. Vi er alle mere eller mindre mumificerede i myggespray, og dertil kommer, at det er nogle fine militærhængekøjer med myggenet over, så de lukker tæt, så det skal nok blive fint. Vi må se, om man kan sove i sådan en tingest.

Torsdag den 22. marts

Øverst: Koh Kong Conservation Corridor
Nederst: Solnedgang i Krong Koh Kong

Jeg har valgt et lidt dyrere busselskab til Krong Koh Kong, da jeg ikke orker flere problemer med Sorya, og det er da også en rigtig fin turistbus, som vi kører med. Turen går gennem Koh Kong Conservation Corridor, som er en vej gennem de sydlige dele af Cardamom Mountains, som er et enestående naturområde. Skovene er stadig i forholdsvis god stand, – det er i det mindste en positiv ting, som er kommet ud af Cambodjas mange krige, da udviklingen har været sat i stå, og derfor har afskovningen ikke nået at sætte så kraftigt ind. I dag er det gjort til beskyttet område, og selv om de korrupte myndigheder trods deres eget forbud mod afskovning alligevel i stor stil står bag den ulovlige skovhugst, så er skoven stadig i relativ "god stand". Den uberørte jungle går fra bjergtoppene og hele vejen til havet, hvor Sydøstasiens største mangrove skov findes. At skoven går helt til kysten ses kun her og et sted i Burma. Ellers er det jo normalt, at befolkningerne indtager kysten og breder sig ind i landet, men hér har det været for uvejsomt, og Krong Koh Kong har også længe været ganske afskåret fra resten af landet, da der kun var en elendig gammel jordvej. I dag er vejen fin gennem denne korridor gennem skoven.
På vejen får vi rigelig tid til at se på skoven, da den tætte skov lukker helt tæt på begge sider af vejen; men også fordi bussen punkterer midt i skoven..... Øv. Nå, men det tager heldigvis ikke så lang tid, og så går det videre mod byen. I Krong Koh Kong finder jeg er hotel og ser mig lidt omkring i byen. Der er ikke meget, man kan tage sig til i denne by. De har et lokalt marked og nogle restauranter, da der er forholdsvis mange udlændinge, men de fleste er på ture udenfor byen eller taget til øen Koh Kong, som er en smuk og forholdsvis uberørt ø. Jeg forestiller mig, at det er lidt i stil med Koh Rong, hvor jeg netop kommer fra, så planen er, at jeg ikke tager flere strandture, men til gengæld vil jeg prøve at finde en tur i bjergene. Man kan tage på en 2-dages tur i bjergene på motorcykel med guide, og så trekker man lidt og sover i junglen. For mig er udfordringen her og nu, at jeg kun vil booke turen, hvis der er andre med. Det bliver lidt for kedeligt at være af sted alene med en guide. Heldigvis dukker der nogle gutter fra Tyskland op senere på dagen, så vi ender med en gruppe på 5, som tager på tur i morgen. Det er super. Det bliver spændende, hvad vi kan se. Vi skal på trekking for at se på dyr både dag og nat, men min erfaring med jungleture er altså, at det er meget svært at se nogle dyr, da de selvfølgelig har meget optimale forhold for at gemme sig. Men hva’. Det bliver helt sikkert er hyggelig tur, – og jeg skal sove i hængekøje. :-)

Onsdag den 21. marts

Øverst: Vi forlader Sok San og Koh Rong
Nederst: Sihanoukville – nordvestlige bydel med havnen

Det bliver til endnu en rolig morgen på stranden, da vores afgangstidspunktet for vores båd er flyttet til middag. Turen tilbage foregår i et helt andet vejr end herud. Det er stille vejr, og havet er forholdsvis roligt. I Sihanoukville bruger jeg resten af dagen til at gå fra stranden, hvor jeg bor, til bycentrum for at se, om der er nogle brugbare butikker eller boghandlere. Det er begrænset, hvad der er i denne by, men jeg får da set mig lidt omkring. Sihanoukville er først og fremmest kendt for sine strande, og nogle af dem er da også ganske udmærkede selv om, der er langt bedre strande på øerne ud for Sihanoukville. Sihanoukvilles strandområde har gennem årene udviklet sig til at være et ”party-sted”, hvor der er spækket med strandbarer, restauranter, guest houses, souvenirbutikker og tour booking bureauer, og så er der mulighed for en lang række strandaktiviteter. Nogle synes jo tilsyneladende om det, – for mig er det ikke noget særligt. Det er som ved de fleste andre af de store stranddestinationer i Asien. Det bliver ”big business”, og i Vietnam og Cambodja betyder det, at russerne køber det og bygger kasinoer og diskoteker på stribe. Anyway, jeg skal videre og har købt en busbillet til Krong Koh Kong i morgen, som er sidste by inden, jeg forlader Cambodja.

Tirsdag den 20. marts

Sok San på Koh Rong

Det er skønt at vågne op på en sådan strand, mens men lytter til bølgernes sagte brusen. Jeg sover til engang efter solopgang og kigger ud gennem en sprække i bungalowen. Der er helt vindstille om morgenen, så vandet er næsten spejlblankt, selv om det er det åbne hav. Dette er et helt igennem fantastisk sted, som endnu ikke er spoleret at turisme. Det er stadig uberørt og skøn natur og en simpel men hyggelig landsby, men der er desværre en stor risiko for at fremtiden vil byde på bunker af resorts og dermed turister, som man kender det fra de andre store turiststeder. Det er helt igennem en skam!
Jeg tager en svømmetur i det stille vand. Ved lavvande skal jeg næsten 150 meter ud før jeg ikke kan bunde længere. Man kan ikke rigtigt foretage sig andet end at slappe af herude, så man kan tage tingene i et meget roligt tempo. Jeg finder noget morgenmad, går en lille tur, nyder solen og kigger på fisk. Der er masser af fisk. Fra den lille bådebro kan man se mange fiskestimer med småfisk og med små ”flyvefisk”, som i hundredvis springer i vandet synkront på samme tid. Der er også større fisk, og vandet er helt rent og klart, så man kan stå og se, hvor jagten går fra de store fisk mod stimerne af småfisk.
Hen på eftermiddagen begynder nogle af de ældre børn at fiske med snøre fra broen, og det tager ikke lang tid for dem at fange nogle fisk. – Så er dagens måltid i hus. Én af dem fisker fra den lille restaurant, som er i byen, og som ligger lidt ude i vandet, men selv om man kan se de mange fisk i vandet, har han ikke heldet med sig. Vi må se, om de har fisk på menuen i aften. :-) Jeg har forholdsvis hurtigt fået timer nok i solen, så jeg fortsætter dagen i en hængekøje i skyggen. Nice. Nice.

Mandag den 19. marts

Øverst: Min bungalow på Koh Rong
Nederst: Landsbyen Sok San på Koh Rong

Jeg skal med bus de 105 km til Sihanoukville, hvorfra jeg satser på at få en båd ud til øen Koh Rong allerede i dag. Det kræver også en booking af en bungalow, da det vil være pænt træls at lande på en næsten øde ø langt fra land uden et sted at bo. Jeg tror faktisk, at det kræves, for at man kommer med båden. Busturen tager kun godt 2 timer, så der er god tid til at få arrangeret diverse ting inden båden sejler kl. 14:00. Det er en hyggelig lille båd – en lille passager-/fragtbåd, som mest af alt minder om en fiskekutter uden fiskeudstyr. Turen tager 3 timer, og det går skråt mod vinden i blæsevejr, så vi får en gyngetur og må også tage imod noget saltvand fra bølgernes skumsprøjt. Men hva’; de næste to dage er stranddage, så det er jo nok ikke det sidste bekendtskab med saltvand... :-)
Der er lidt skyet i dag, hvilket også er årsagen til blæsevejret, men af og til kommer solen frem, og sol eller ej – det er svært at skjule, at dette er en rigtig ”paradis ø” dækket af skov op ad bjergene og med kilometerlange øde sandstrande. Vi ankommer til den lille landsby Sok San, som ligger ved den ene ende af en flere kilometer lang, hvid sandstrand med palmer og turkisgrønt vand. Der er ikke mange andre turister. Jeg ankommer sammen med et finsk par, og vi er de eneste i denne gruppe bungalows, og så er der 4 bungalows i landsbyen 150 meter væk med nogle gæster, så der er rigeligt med strand til alle. Jeg finder jeg min bungalow og tager en svømmetur i de forholdsvis store bølger, mens solen går ned bag bjergene. Nice! Jeg klager ikke. :-)

Søndag den 18. marts

Kampot
Nederst: Saltmarker omkring Kampot

Kampot er en speciel by. Der er ikke vanvittig mange turister, men der er en god atmosfære med en havnefront langs floden og en del restauranter og barer med hver sit særpræg. Min første association er det danske Gilleleje. Flere af hotellerne har en ugentlig aften med live musik med bands af vestlige musikere, som kommer til Kampot og spiller, eller som allerede bor der. Ejeren af det hotel, som jeg bor på er selv musiker, og han har fået hentet et elklaver fra Thailand – et sjældent syn i Asien, da de mest har automatikkeyboards i forfærdelig kvalitet, og i det hele taget kræver et klaver for meget teknik, så langt de fleste, som spiller musik på barerne rundt om i Asien, spiller guitar. Da han hører mig spille, bliver han straks meget opsat på, at jeg skal spille med bandet, men det er om mandagen, og jeg rejser videre i morgen tidlig, så det kan jeg altså ikke.
Jeg lejer en cykel og kører lidt uden for byen gennem nogle fiskerlandsbyer og kommer også til saltmarkerne, som de har i dette område. Man lukker saltvand fra havet ind på nogle flade stykker land, og lader vandet fordampe, og derefter kan man skrabe saltet af. Mere er der egentlig ikke at sige om Kampot. Det er et roligt og hyggeligt sted med lav puls, og netop denne stemning er grunden til at udlændinge slår sig ned her.

Lørdag den 17. marts

Vi nærmer os Kampot

I dag går turen til Kampot, og det går rigtig godt. Det er en lang tur på 10 timer plus den forventede forsinkelse, men det er ikke så slemt, da jeg tager en tidlig bus for at være tidligt fremme. Der er halvanden times ventetid i Phnom Penh, hvor jeg skal skifte bus, så det bliver et gensyn med det vanvittige cirkus med tuk tuk chauffører, der kæmper om en kunde. Efterhånden som jeg kommer tættere på kysten, bliver vejene mindre, og kystfornemmelsen breder sig med sandjord og palmetræer. Turen går via Kep og videre til Kampot, hvor jeg efter lidt søgen finder en seng på en sovesal. Det er nok den bedste sovesal, jeg har haft indtil nu med seng på øverste etage under taget og med åbne sider og en fin balkon. Meget fine forhold for en sovesal, og det er rart med lidt frisk luft, når der er så varmt. Jeg bliver i Kampot i morgen og ser mig lidt omkring, selv om der ikke er så forfærdeligt meget at lave i denne by. Det er et populært sted for udlændinge, som slår sig ned og eksempelvis driver et hotel eller en restaurant, og mit hotel har vestlig ejer og vestlige folk i receptionen/baren.

Fredag den 16. marts

Øverst: De andre må skille deres bambustog ad
I midten: På motorcykel på de små veje på landet
Nederst: Prasat Banan

I dag er planen, at vi skal prøve det legendariske bambustog, som kører på togstrækningen, som går gennem Battambang. Jernbanen er oldgammel og i en forfærdelig sølle stand, så der kører ikke tog mere, men bambustogene kører stadig. Vi vælger at leje en motorcykel, så vi bagefter kan køre videre og se nogle andre ting. Vi kører til en lille landsby udenfor Battambang, hvorfra toget kører, og så lejer man et bambustog og kører ca. 7 km til en anden landsby. Tidligere kørte der flere lokale med disse tog, og de brugte det som transport, så der var jævnligt et lokalt tog, som man kunne hoppe på. Dem er der ikke mange af mere, så man lejer sit eget tog. Konceptet er, at man har to hjulaksler, hvorpå man lægger en slags plade af bambus på ca. 2-3 km2, og så sættes der en 6hk motor på, som driver en drivrem ned til den ene aksel. Det er en meget primitiv konstruktion, og det sjoveste ved dette tog er jo, hvad man gør, når man møder et andet tog. Så skiller man det ene tog ad, så det andet kan passere, og samler det så igen og kører videre. I tidligere tider kørte der også rigtige tog på strækningen, så når man hørte hornet fra toget, så var det bare med at komme af skinnerne i en fart! :-) I dag er der kun bambustog – og mest med turister, men der er ikke mange turister, så det er ikke træls. Det er jo sådan set kun sjovt, når man møder andre. Vi betaler for et tog og drøner af sted og møder inden længe et andet tog. Reglen er, at det tog med færrest passagerer må føje sig og skille sit tog ad. Vi er to, og det andet tog har 4 personer..... men, men, men... vi har en motorcykel! :-) Og motorcykler har altid forkørselsret, så de andre må skille deres tog ad. :-) Næste tog vi møder er to piger, som vi også talte med på båden, og de siger, at det er sjette gang, at de skiller det ad. De kunne bare have taget en motorcykel med. :-)
Normalt kører man tilbage igen, men vi har jo vores motorcykel, så vi kører videre fra landsbyen ad de små jordveje. Det er en rigtig dejlig og smuk tur, og det giver muligheden for at se landsbyer og marker i Cambodja langt fra alfarvej. Cambodjanerne er utroligt venlige! Det er meget mærkbart sammenlignet med deres nabolande. Folk hilser, er venlige og hjælpsomme, og det er skønt at drøne derud af på de små veje, mens man hilser på folk – og spørger om vej, da det ikke hjælper meget, at vi har et mindre kort med. Det er temmelig svært at finde vej alene herude. Vi kører til Prasat Banan, som er et lille angkoriansk tempel bygget på en bakketop og bygget i samme stil som det mægtige Angkor Wat. Det lokale mener, at Angkor Wat er bygget efter inspiration fra dette tempel, og det er ikke usandsynligt, – men nok ikke nødvendigvis den hele sandhed.
Fra Prasat Banan kører vi til Phnom Sampov – ”Killing Caves,” – som er et mindre bjerg med et tempel på toppen. Nedenfor templet er der et par grotter, som i dag blot kaldes Killing Caves, da de blev brugt som fængsel af Khmer Rouge, og 10.000 mennesker blev dræbt i disse grotter. Der er en stor grotte, som har en stor glasmontre med kranier, som er fundet i grotten, og der er en mindre grotte, som en lokal pige, som viser rundt, fortæller blev brugt til mindre børn. Endnu et dystert sted med minder om Cambodjas mørke historie. Fra Phnom Sampov kører vi tilbage til Battambang og ankommer lige til solnedgang. Jeg er ikke så interesseret i at køre i mørke, da det er lidt svært at hitte ud af reglerne for lys på køretøjet hér i Cambodja, og politiet er bundkorrupt, så de udnytter enhver lejlighed til at hive et par ekstra dollars ud af én. En skør ting er eksempelvis, at man kan få en bøde for at køre med lys på om dagen. Nå, jeg render ikke på problemer med politiet, og det har i det hele taget været en rigtig skøn dag med bambustoget, hvilket har været rigtigt sjovt, og det har været godt at kunne køre rundt på egen hånd.

Torsdag den 15. marts

Øverst: En by med husbåde på Sangker floden
I midten: En ældre dame skal med båden
I midten: Fiskere på Sangker floden
Nederst: Floden snor sig gennem mangroven

Båden sejler – efter sigende – klokken 07:00, og vi skal først transporteres de 11 km til Tonle Sap søen. Det varierer en del, hvor denne sø egentlig begynder. I regntiden bliver søen langt større, og her i den tørre tid skal man længere ud for at komme til søen. Der arbejdes dog i disse år på at grave kanaler og bygge en mindre havn, så Siem Reap har lettere adgang til søen hele året. Tonle Sap fungerer som en slags overløbsventil for Mekong floden og er blandt andet årsagen til, at der som regel ikke er oversvømmelser i Phnom Penh. Når vandet kommer ad Mekong nordfra, så løber det baglæns ad Tonle Sap River og fylder det flade område ved Tonle Sap, som blot bliver langt større. Det var også i dette område, at de værste oversvømmelser var i Cambodja sidste efterår. Også Siem Reap var oversvømmet. Kanalerne fra den lille havn og ud til selve den store Tonle Sap sø er vist ikke helt færdige endnu, for vi sejler ad en kanal, hvor der næsten ikke er noget vand, og bunden af båden går på grund, så motoren skal have fuld skrue, og de kæmper nogen tid for at få os igennem. Det går blandt andet ud over en lille båd med to ældre kvinder, som vi passerer, – de får en tur i det mudrede vand.
Efter at have krydset hen over Tonle Sap går turen op ad Sangker floden mod Battambang. Det er en meget, meget flot tur, og det er lige før, at jeg må sige, at den slår sejlturene i Laos. Her er godt nok ingen bjerge, men turen går i timevis op ad en lille flod med ”floating villages” – flydende landsbyer, – hvor folk bor på husbåde, som de kan flytte alt efter årstiden og vandstanden. Det er landsbyer med alt lige fra butikker, restauranter, templer og kirker til bure med høns, grise og alt, hvad man ellers skal bruge for at drive et samfund. Der er store byer og mindre byer langs floden, og ind i mellem er der landjord, som ligger så højt, at de bygger huse på land, men stadig på høje pæle. Ud fra pælene at bedømme, så svinger vandstanden på Tonle Sap og dermed også på floden mere end 3 meter, så det er en enorm forandring i miljøet. Det er som ved Inle Lake i Burma, men jeg tror faktisk, at vandstanden svinger lidt mere her på Tonle Sap. Det er min fornemmelse; jeg ved det ikke. Jo længere vi kommer op ad floden, jo mindre bliver den, og vi sejler gennem eksotiske mangrove sumpe, hvor floden zigzagger kraftigt. Hér sejler man efter samme princip, som med hårnålesving i bjergene. Hornet i bund før man kommer til et skarpt knæk, da der kan komme en båd om hjørnet. Især midtvejs er det nogle ret fattige samfund, som lever langs floden, og i det hele taget viser denne tur en meget stor og væsentlig del af det cambodjanske samfund.. Dem som lever ved og af floden.
Turen tager 7-8 timer og har været det helt rigtige valg. Vi ankommer til Battambang, som er en stor by, men stadig i overskuelig størrelse, og centrum er hyggelig med floden, som løber gennem byen, og der er marked og en række gader med butikker, restauranter og hoteller. Hyggeligt og overskueligt. Vi bliver her en dag, så vi kan se nogle ting i morgen.

Onsdag den 14. marts

Øverst: Angkor Wat
I midten: Angkor Wat set udenfor voldgravene
I midten: Bayon
Nederst: Ta Prohm – dette sted er med i Tomb Raider

I dag skal vi se Angkor Wat og andre templer fra Angkor tiden, som var regionens mægtigste rige omkring år 800-1400. Vi hyrer en tuk tuk for en hel dag, og det er rigtig dejligt komfortabelt blot at have sin egen transport ventende, hver gang man har set et tempel. Vi begynder ved Angkor Thom, som blev bygget af den seneste konge, kong Jayavarman VII, som byggede denne nye hovedstad få kilometer fra Angkor Wat, som tidligere var lagt i ruiner af Cham-folket. Det er kun templer, som er tilbage i dag, men i sin tid var Angkor-riget en stor by – med op mod en million indbyggere på en tid, hvor London udgjorde 50.000 indbyggere. Stenbygninger har været forbeholdt guderne, så resten var i træ, og disse bygninger er væk i dag. Siden forsvandt ruinerne i junglen, og indenfor de sidste 100-150 år har man så opdaget disse gamle imponerende ruiner, og Angkor Wat har således været en turistattraktion i 100 år, og der har gennem årene været ført talrige arkæologiske studier samt restaurationsprojekter på de gamle templer. Angkor Thom er en stor og imponerende by, og alt er bygget under samme konge, og nogle historikere mener, at en væsentlig baggrund for Angkor-rigets fald efter denne konge var, at han brugte for mange ressourcer både økonomisk og menneskeligt på sine meget ambitiøse byggeprojekter. Hovedtemplet er Bayon, og derudover ser vi Baphoun og Phimeanakas. Sidstnævnte er et tempel ved paladset – hvor kun området er tilbage med voldgrave omkring og med de store terrasser foran. Terrasserne foran er imponerende. De er såmænd ikke noget særligt, men man skal forestille sig, at kongen og hoffet indtager terrassen, mens sletten foran er fyldt med tusinder af soldater, elefanter, dansere osv. Det har været et storslået rige.
Fra Angkor Thom kører vi videre til templet Ta Keo, som blev bygget af Jayavarman V, men det blev ikke færdiggjort – formodentlig pga. hans død. Efter Ta Keo kører vi til Ta Prohm, som er et rigtigt eksotisk tempel. Det er her, at dele af filmen Tomb Raider med Angelina Jolie er blevet optaget, og templet er stadig ”begravet” i junglen med kæmpe træer og deres rødder, som kravler ned over ruinerne. Store dele er ikke restaureret, og man kan kravle rundt mellem stenene i de små gange i templet, og det hele er hyggeligt og lidt eventyrligt i dette tempel. Fedt sted!
Fra Ta Prohm kører vi til selveste Angkor Wat. Dette er et enormt tempel! Det store tempelområde er omgivet af en mur og en stor voldgrav, og indenfor muren går man den lange vej op til selve templet. I gangene i den yderste ring af templet ses stenudskæringer på væggene hele vejen rundt. Det er 300 meter bredt, så der må være 1,2 km hele vejen rundt. Templet er imponerende stort, men Ta Prohm var efter min mening faktisk et mere eksotisk og smukt tempel. Det kan dog være lidt svært med sådanne sammenligninger, da Ta Prohm er gemt væk i junglen, mens det enorme Angkor Wat står som et kæmpemæssigt monument med slette, bassiner, mur og enorme voldgrave omkring.
Fra Angkor Wat går turen til Phnom Bakheng, som er et lille tempel, men det ligger på en bakketop, som giver god mulighed for en pæn solnedgang. Vi ankommer lige tidsnok til at komme så langt frem i køen, at vi kommer derop, – resten bliver afvist. Men det er nu ikke noget særligt. Man kan skimte Angkor Wat i det fjerne, men ellers kan man ikke se nogle templer, og solen går ned bag den store sø Tonle Sap, som man kan se i horisonten.
Det har været en rigtig lang dag med mange templer, og ofte vil man vælge at bruge flere dage i området. Der er mange flere templer, og man kan tage på ture til templer, som ligger længere væk. Nogle templer ligger 30-40 km fra Angkor Wat, og et tempel som Prasat Preah Vihear ved grænsen til Thailand (det tempel, som de to lande havde en kort militær konflikt omkring (igen) sidste år) er også et tempel fra Angkor tiden. Vi har dog set nok templer, så vi tager videre i morgen med båd til Battambang.

Tirsdag den 13. marts

Det meste af Cambodja er fladt som en pandekage

Bussen kører planmæssigt, og det går fint derud af. Disse busfolk er lidt ældre og har noget lettere ved at tage deres arbejde seriøst sammenlignet med de to klaphatte i går. Men selvfølgelig skal noget gå galt med dette busselskab, Sorya, og denne gang er det air condition-anlægget, som bryder sammen. Umiddelbart tænker man, at man vel kan klare sig uden. Det kan man dårligt. I en air con bus kan man ikke åbne vinduerne, og det kan man så heller ikke, når det ikke virker, så der bliver stegende hedt i bussen. Jeg ved ikke, hvor varmt der er, men jeg har sjældent oplevet noget lignende. Det er dog heldigvis sådan, at jeg kun skal køre 2-3 mere med denne bus, og så skal vi, der skal til Siem Reap skifte bus. Heldigvis. Den anden bus formår at køre til Siem Reap uden yderligere problemer, så jeg ankommer til solnedgang i Siem Reap og finder et hotel, hvor jeg skal møde en ven, som jeg rejste med i Burma et par dage. Vi mødes igen hér i Cambodja og rejser nogle dage sammen. Jeg er jo ved at nærme mig afslutningen på min tur, så jeg regner med at skrue lidt ned for tempoet her til sidst.. :-) – sådan vil det være, når man rejser flere personer sammen. Mon ikke vi kan slappe lidt af ved stranden, når vi kommer til kysten.

Mandag den 12. marts

Vi får lappet et par hjul på et marked

Jeg skal tidligt op, da jeg har valgt at tage den tidligste bus for at få nogle timer i Kratie. Det bliver er par dage med buskørsel, men jeg vil gerne se bare lidt af det østlige Cambodja, og det bliver ved, at jeg tager en kort tur til Kratie. Jeg burde være i Kratie kl. 14:00, så medregnet lidt forsinkelse så skulle det give et par timer; måske jeg endda kan nå ud til delfinerne. Vi må se. Det er nok tvivlsomt, om det bare lige kan lade sig gøre sidst på eftermiddagen, da jeg så skal betale en formue for transport og egen båd. Irrawaddy delfinerne er en stærkt truet dyreart, og de kan opleves 15 km nord for Kratie.
Det er en udmærket bus, som jeg kører med, og vejene er rigtig gode, så det skulle man jo tro gav basis for en overkommelig bustur. Men der tager jeg fejl. Øv. Chaufføren og hans hjælper er et par skvadderhoveder, og service er i den grad et fremmedord for dem – både service overfor os udlændinge, men også de lokale er godt trætte af dem. Busturen skulle tage 6½ time, men vi bliver over 4 timer forsinkede, så jeg ankommer til solnedgang og får ikke set noget i Kratie. Turen er ganske enkelt spild af tid. Jeg aner ret tidligt, hvor det bærer hen med Gøg og Gokke ombord, så da jeg skal noget af samme vej tilbage igen i morgen, så overvejer jeg på et tidspunkt bare at hoppe af bussen. Det gjorde jeg desværre ikke.... Indenfor den første times tid har vi haft to voldsomme opbremsninger med blokerede hjul, da chaufføren kører møgelendigt og hasarderet, og det går ikke hurtigere af den grund, for vi stopper konstant og ordner små (private) ærinder undervejs. Som sædvanligt holder vi pause ved en restaurant, men vi udlændinge tager ikke fra buffeten, da han siger kun 10 minutters pause. Vi holder der i 30 minutter. Derefter kører vi 1-2 km til et marked, hvor vi venter en time mens de lapper et hjul samt vores reservehjul. – Hvorfor sørger man ikke for at have et lappet reservehjul med? Og hvorfor i alverden holdt vi ikke bare pause ved markedet, mens de lappede hjul og ikke 2 km før? Nå jo. Vi skal spise et bestemt sted, så busselskabet får betaling for at stoppe dér med bussen. Siden hen punkterer vi igen, da hjulet ikke er lappet ordentligt, og de laver samme nummer med ikke at reparere bussen mens vi holder spisepause, og til sidst fylder de alle passagererne fra en anden bus over i vores bus, så de må stå op. Sorya er landets største busselskab, så de er svære at komme udenom på visse strækninger, men jeg skal i hvert fald gøre et ihærdigt forsøg, for de har været meget ringe i dag, og især personelt har været meget, meget ubehøvlede overfor især os udlændinge.
Nå, jeg ankommer i Kratie til solnedgang, hvilket er ganske flot i denne by. Byen minder om en mindre udgave af Chiang Saen (Thailand), som jeg ganske godt kunne lide, da hele havnefronten langs floden var hovedgade med markeder, gadekøkkener og rigeligt med bænke til at nyde udsigten over Mekong floden. Efter et par dage i Cambodja mærker man klart, at deres engelskkundskaber er ret svage, og det besværliggør jo nogle ting. Jeg finder noget mad ved et gadekøkken ved floden, men hun giver mig 1000 riel for meget tilbage, og da jeg prøver at forklare det for hende og tæller pengene for hende igen og igen, så opfatter hun det som utilfredshed med, hvad jeg skal betale, for hun forstår ikke et ord engelsk. Men hun kan jo se på pengene, mens jeg tæller dem for hende, og efter nogen – lang tid – tid falder tiøren. :-) 4000 riel er én dollar, og det gælder begge veje, så der er ikke tale om, at man skal veksle mellem de to valutaer, som i andre lande, hvor differencen skal give et overskud til vekselereren. I Cambodja er riel og dollar smeltet sammen, og man får flere priser i dollar end i riel, og skal man have penge tilbage, så blander de det bare lidt efter, hvad de nu har. Det har jeg ikke set før, da veksling af penge altid koster et lille gebyr i form af en kursdifference mellem, om man veksler den ene eller den anden vej.
Dette er mere eller mindre, hvad jeg oplever i Kratie, så det er jo nok ikke rigtig den lange bustur værd, men jeg har da set en masse cambodjanske plantager på vejen. Cambodja har udmærkede landbrugsmuligheder, og allerede i dag er der forholdsvis veludviklede landbrug. Det er ikke som i Thailand og Vietnam, men dog heller ikke så ringe som i Burma – eller i Afrika, hvor landbruget er langt dårligere udviklet. Efter at have fundet et billigt værelse i Kratie, får jeg købt en busbillet til Siem Reap i morgen. Jeg har på fornemmelsen, at de efter lidt forhandling går med til at leje et værelse ud billigt i håb om, at de kan sælge mig en dagstur, eller en busbillet til næste destination; det tager de overpriser for, så de tjener på det. Han forsøger at sælge mig en busbillet til 15 dollars, hvilket jeg bliver ved med at slå hen, og til slut opgiver han med et smil og siger ”du er ikke spor nem”. Nem? Nej, det handler vel mere om, om man er dum nok til at købe en busbillet på hotellet uden at undersøge prisen først. Jeg går de 150 meter til billetkontoret og køber samme billet for 10 dollars.

Søndag den 11. marts

Øverst: Tuol Sleng fængslet – S-21
Nederst: Phnom Penh set fra det olympiske stadium

Morgenens højdepunkt er helt afgjort, at Mamas restaurant på den anden side af gaden har en rigtig kaffemaskine! Det får bestemt den ellers lidt specielle kaffe til at smage hæderligt. Planen for i dag er, at jeg skal se Phnom Penh, da jeg formodentlig ikke kommer tilbage hertil igen. Jeg begynder med det vigtigste og mest interessante, som er Tuol Sleng museet, som var et grusomt fængsel under Khmer Rouge’s rædselsregime i 1975-1979.
Cambodja er rent etnisk en forholdsvis homogen befolkningsgruppe, da Khmererne udgør over 90% af befolkningen. Resten er primært etniske vietnamesere, thaier og kinesere, pga. udveksling med nabolandene. Således har de nordvestlige dele af Cambodja i nogle perioder været under thailandsk besættelse, og vietnameserne har også haft en del indflydelse – senest 1979-1989, hvor de tog kontrol med landet for at afsætte Khmer Rouge. Khmererne har været i landet siden de første spor man kender fra det 2. århundrede, og i 802 erklærede Jayavarman II sig for den første ”god-king” (gudekonge) af Angkor og lagde dermed grunden til et 600 år langt Khmer imperium. Angkor-riget dominerede hele regionen i omkring 600 år, og denne tid regnes for Cambodjas storhedstid og er i dag nationens historiske stolthed. I 889 flytter hovedstaden til Angkor området (Angkor Wat), men i 924 flytter hovedstaden til Koh Ker for en 20-årig periode, hvorefter den dog flytter tilbage igen på grund af mangel på vand. Angkor Wat – ”Alle Templers Moder” – bygges i 1112, men Angkor imperiet er begyndt at slå revner og vise svaghedstegn. I 1177 indtager Champa-riget Angkor-kongedømmet i 4 år, da de besejret khmererne med et overraskelsesangreb, men Jayavarman VII slår dem tilbage i 1181 og starter en regeringsperiode som Angkor-tidens største og mest byggende konge. Han ændrer statsreligionen fra hinduisme (som inderne havde bragt til landet århundreder før) til mahayana buddhisme og bygger Angkor Thom. Efter hans død begynder Angkor-riget at svækkes, hvilket i 1431 ender med, at thaierne endegyldigt besejrer khmererne og ødelægger Angkor og sender kongefamilien, præster og kulturpersoner i fangenskab i Ayutthaya (thai-rigets hovedstad).
De følgende århundreder er præget af kampe med vietnameserne og thaier, og Cambodja bliver landet, som ligger lidt klemt mellem de to stormagter på hver side. Hovedstaden skifter frem og tilbage, men bliver med tiden endeligt i den nuværende hovedstad Phnom Penh. I 1800-tallet er det især vietnameserne, som har taget kontrol med landet, og som truer med at udrydde det, og det ender med, at franskmændene i 1863 presser kong Norodom I til at underskrive en traktat om fransk protektorat. I 1942 overtager japanerne landet, men mister det igen efter 2. Verdenskrig. I 1953 får Cambodja selvstændighed med kong Sihanouk i spidsen, og han træder tilbage som konge i 1955, danner et politisk parti og vinder valget stort.
I 1963 flygter Pol Pot ud i junglen i det østlige Cambodja for at starte en guerilla-krig med støtte fra vietnameserne mod Sihanouk’s regering, og i 1969 drages Cambodja ind i Den Amerikanske Vietnam-krig, da præsident Nixon indleder massive bombardementer i Cambodja – først ved grænsen til Vietnam men siden i hele landet. Dermed bliver også Cambodja offer for de amerikanske bombardementer, som Laos blev det, og i dag er der også i Cambodja store problemer med UXO’s (unexplloded ordnance). Omkring 250.000 cambodjanere bliver dræbt under de amerikanske bombardementer. 1970-1975 er præget af borgerkrig, da Sihanouk bliver vælter at militærkommandør Lon Nol, og det får Sihanouk til at støtte Pol Pots Khmer Rouge i kampen mod Lon Nol. Mange unge Khmer Rouge soldater forstår ikke meget af regimets politiske agenda, men de melder sig i kampen, da de som fattige bønder hører deres konge Sihanouk – nyere Cambodjas største konge; til tider kaldet ”den sidste god-king” – opfordre dem til at melde sig hos Khmer Rouge. Khmer Rouge overtager magten og indtager Phnom Penh den 17. april 1975, og dermed begynder knap 4 års rædselsregime – et af de frygteligste regimer, som verden nogensinde har set, og de gennemfører et af verdenshistoriens mest omfattende folkemord. Khmer Rouge truer i stigende grad den vietnamesiske grænse og skaber ustabilitet i regionen, så i december 1978 invaderer Vietnam Cambodja og afslutter rædslerne ved at drive Khmer Rouge på flugt i januar 1979. Sihanouk slår sig sammen med Khmerstyrkerne i vest i kampen mod den vietnamesisk-støttede regering, men i 1984 slår vietnameserne Khmer Rouge tilbage til at føre guerilla-krig fra junglen i det nordvestlige Cambodja og fra flygtningelejre i Thailand. I 1989 trækker vietnameserne sig ud af Cambodja, da Sovjetunionens fald flytter magtbalancen, og der arrangeres valg i 1993 under ledelse af FN – en kæmpe opgave, som har lagt grunden for et stort FN og NGO arbejde i landet. Det royalistiske (Sihanouk) parti Funcinpec vinder valget, men det kommunistiske CCP truer fra øst og overtager med tiden kontrollen. I 1997 væltes Funcinpecs premierminister ved et militærkup, og Hun Sen (CCP, kommunisterne) overtager magten og siden vinder CCP et regulært valg i 2003. I 2004 træder kong Sihanouk til alles store overraskelse tilbage og overlader tronen til sin søn. Sihanouk er Cambodjas nutidige nationalhelt, men han er også til dels en splittelse for landet med sin historie med Khmer Rouge, og både kongefamilien og mange politikeres og mange embedsfolks store historiske forbindelse til Khmer Rouge regimet har gjort det meget vanskeligt for Cambodja at tage et opgør med denne historie. Således er nogle af de endnu levende ledere stadig ikke dømt, men med international hjælp er man netop i disse år i gang med retssagerne. Pol Pot døde i 1998. De senere år har været præget af et forholdsvis stabilt politisk miljø, og det er da også en væsentlig faktor i landets langsomme men positive udvikling.
Men historien spøger stadig. Khmer Rouge’s regime i 1975-1979 var et dybt, dybt sort hul i landets historie, som landet gennem nogle år med borgerkrig og under påvirkning af Vietnam-krigen faldt ned i, og som det har taget mange år at komme op af igen. Pol Pot udviklede en ekstrem maoistisk tankegang. I Kina så man Maos frygtelige regime med en landbefolkning, som skulle være kernen i samfundet. Dette ideologiske fokus på landbefolkningen førte Khmer Rouge til ekstremerne. Byerne blev tømt, og folk blev sendt på landet i arbejdslejre for at arbejde i rismarkerne. Alle større byer og ikke mindst Phnom Penh blev bogstavelig talt evakueret og tømt. Langt de fleste intellektuelle, kulturpersoner og religionspersoner blev dræbt. Man kunne blive dræbt for at kunne læse, hvis man bar briller, alle munke skulle aflægge munkehvervet, eller blev dræbt, og gjorde man den mindst indsigelse mod denne ”revolution”, blev man henrettet. Omkring 2 millioner – 25% af landets befolkning – blev dræbt på under 4 år. Pol Pot og Khmer Rouge skulle bruge 1-2 millioner mennesker for at bygge dette utopiske, kommunistiske landbrugssamfund, og budskabet var, at resten ikke skulle bruges, og deres død ville ikke være noget tab. De kunne blot dræbes. Det gik hårdest ud over folk med kontakt til udlandet, og religiøse personer, som kristne, muslimer og ikke mindst de buddhistiske munke. Folk med en uddannelse og etniske grupper, som vietnamesere og kinesere – alle, som udgjorde den mindste trussel mod eller udviste afvigelse fra ”revolutionen”, blev dræbt. Mænd, kvinder, børn, spædbørn, ældre og i høj grad også syge og handikappede. Ingen blev skånet. Også mange Khmer Rouge folk mistede livet, og det kan være lidt svært at forstå, hvad der fik unge drenge fra landet til at melde sig hos Khmer Rouge, da rigtig mange af dem ikke selv overlevede det. Én af forklaringerne er netop kongens opfordring til at gøre det, men også fattigdom og uvidenhed spillede kraftigt ind.
For mig er det specielle ved dette folkemord den politiske motivation. Jeg har besøgt Rwanda, som også har oplevet et folkemord, men dette var etnisk motiveret, og det er lettere for mig at forstå, hvordan man gennem årtier kan opbygge fordomme mod hinanden, som kan eksplodere i sådan et had. Pol Pots regime var en ideologisk utopi. Et ideologisk projekt, hvor fjenden var dem, som var modstandere af projektet – eller som blot var i vejen. Det er svært at forstå, hvordan Khmer Rouge fik opbakning. Denne krig havde kun tabere.
Tuol Sleng museet var et fængsel under Pol Pots regime. Det var tidligere et gymnasium, men da Phnom Penh blev rømmet, omdannede man det til et fængsel, som man kaldte Security Prison 21 (S-21). Fængslet blev snart det største center for totur og henrettelser, og 20.000 personer blev ført fra fængslet til en udryddelseslejr udenfor byen og dræbt. The Killing Fields of Choeung Ek er 16 km udenfor for byen, så dér kommer jeg dog ikke ud. Noget af det, som gør S-21 til et særligt sted for eftertiden, er, at Khmer Rouge havde en helt særlig stil med notorisk at notere og dokumentere alt, hvad de foretog sig. Al tortur blev dokumenteret på skrift og med billeder, og fangerne blev bedt om at skrive tilståelser før, de blev henrettet. Alle disse dokumenter giver stof til eftertidens forskning i, hvad der forgik på dette grusomme sted. Museet er bygninger med de gamle torturlokaler og med celler til fangerne. Udstillingerne er billeddokumentation, og man kan se diverse torturredskaber. Trappeopgangene, svaleopgangene og lokalerne minder om... et gymnasium. Det var jo, hvad det oprindeligt var. Ved svalegangene er der dækket med pigtråd, så man ikke kan springe ud over rækværket og begå selvmord.
Nå. Det er et besøg, som lige skal fordøjes. Jeg går videre gennem byen forbi det olympiske stadium, hvorfra man har en ganske god udsigt over byen og videre den lange vej mod nord til den franske ambassade. Der er egentlig ikke noget særligt at se dér, men jeg vil gerne derud på grund af historien. Jeg har nok forventet en mindeplade eller lignende, men der er ingenting, og ambassaden er lukket med en stor mur omkring, så det er såmænd ikke noget særligt. Men historien er speciel, da mange udlændinge flygtede til ambassadeområdet i 1975, da Khmer Rouge tog magten. Omkring 2000 mennesker søgte tilflugt hér deriblandt en del cambodjanere, som eksempelvis var gift med eller arbejdede hos vesterlændingene. Under trussel om, at alle ellers ville blive dræbt, gennemtvang Khmer Rouge en aftale om, at alle cambodjanere skulle udleveres. Kvinder gift med mandlige vesterlændinge kunne blive – mænd gift med vestlige kvinder skulle udleveres og alle andre cambodjanere ligeså. Sådan blev det, og de fleste forventes at være blevet dræbt. Jeg har i hvert fald ikke hørt om overlevende. Franskmændene og de andre udlændinge blev siden evakueret ud af Cambodja.
Fra ambassaden går turen videre forbi Wat Phnom pagoden og langs floden til Royal Palace og Silver Pagoda. Jeg går dog ikke indenfor, – jeg er ved at være lidt overfodret med templer, paladser og andet glitter. :-) På vej tilbage til hotellet får jeg taget en tur rundt på markedet, men jeg finder ikke noget, som jeg kan bruge. Jeg prøver at finde nogle sko, men det meste er noget skrammel, og det dur jo ikke rigtig med for dårlige sko.
Tilbage på hotellet sidder en ca. 60-årig herre, som jeg talte med i morges. Det har været meget, meget varmt i dag, og jeg har på min tur bundet 6 dåsesodavand.... :-) Herren på hotellet har sammen med hotelmanageren og 1-2 andre personer valgt en anden strategi. De er blot blevet i skyggen på hotellet hele dagen og har ladet den ene dåseøl afløse den anden. Bordet er halvt fyldt, og jeg tæller ca. 80 tomme dåser... Skål! :-) Der bor ganske mange udlændinge fast i Cambodja om vinteren. Hér midt i marts begynder den varme periode, og de fortæller mig, at dette er nogle af de første rigtig varme dage i år. Jo tak. Der er 36 grader og stegende hedt, og om natten skal man hen til midnat før, man lige kravler under de 30 grader, så det er varmt, og air condition på værelset er ikke standard, da elektricitet i Cambodja er meget dyrt, så et air con værelse koster en del ekstra.

Lørdag den 10. marts

Øverst: Phnom Penh ved det centrale marked
Nederst: Phnom Penh ved Tonle Sap floden

Bussen til Phnom Penh kører planmæssigt fra Saigon, og det er en bus med air condition, så de 6 timers bustur er hurtigt overstået. Ved grænsen tager det dog lidt tid, – mest fordi de gør det så besværligt for mig som muligt. Før grænsen går buskonduktøren ned gennem bussen og samler pas, så han kan ”sørge for hurtigere visa” for os. Det koster 25 dollars. Han spørger mig, om jeg har visum, og jeg siger, at det har jeg ikke, men det får man bare ved grænsen, – det gør vi jo alle sammen. Det tolker han som, at jeg selv vil ordne det ved grænsen, så han opkræver ikke betaling. Ved grænsen tager det så tid for mig, da han sender mig til den forkerte kø, så jeg skal stå i kø flere gange, og stemningen er i det hele taget lidt uvenlig – også med personalet på visumkontoret. Det viser sig så, at visummet kun koster 20 dollars! Så jeg har altså lige trodset hans guldrandede forretning, som grænsefolkene sikkert også er en del af. Jeg skal hilse og sige, at de andre rejsende udlændinge følte sig godt snydt. Han har taget 5 dollars for at udfylde en formular, som vi jo selv kunne udfylde, hvis man delte dem ud i bussen, som man gør i alle andre lande, og så tager det kun nogle få minutter ved visumkontoret – mest fordi kun én af de 5 grænsemedarbejdere på det lille kontor arbejder; de andre kigger på. Nå, jeg sparer 5 dollars, som jo er mange penge i Vietnam og får en påmindelse om, at vietnameserne er berygtede for at liste ekstra betaling ud af turisterne – både med de mere uskyldige salgstricks, som man selv må sørge for at afvise, og med mere ufine metoder.
Da vi krydser grænsen til Cambodja mødes vi straks af indtrykkene af et helt andet land. Vietnam er ikke noget fattigt land, og det præger landskabet, som man ser, når man kører igennem landet. I Cambodja ser man igen det mere simple landbrug og de simple huse af blik eller sølle trækonstruktioner, som også er kendetegnende ved de andre fattige lande, Burma og Laos, som jeg har rejst i i Asien. Umiddelbart kan jeg godt lide landskabet, og der er jo desværre lidt den konflikt mellem, hvad der er charmerende for en rejsende, og hvad der er godt for dem, der skal bo der. De gammeldags huse og landskaber er kønne og eksotiske, men de er også langt hen ad vejen udtryk for fattigdom, og de lokale vil selvfølgelig gerne ændre deres tilværelse til det bedre.
I Pnomh Penh mødes jeg af en horde af vilde tuk tuk chauffører, som kæmper for at få en vestlig passager. Endnu et tegn på, at dette er et fattigere land. Okay, der er altid chauffører, som henvender sig til én – også i stor stil, – men hér i Phnom Penh mærker man desperationen, og busselskabet er også forberedt på det, så de har en afspærring klar til at spærre af til siden af bussen, hvor der bliver åbnet til bagagerummet. Jeg skal helt sikkert passe mere på min taske og i det hele taget på sikkerheden hér i Cambodja, end jeg har skullet andre steder. Der er også mange tiggere i gaderne, og det er ikke specielt rart at se desperate mødre sidde og tigge med et lille barn liggende ved sig. Jeg ser også en mand, som sidder på fortovet og er ved at spise nogle stykker kål, som han har fisket ud af en affaldspose.
Nå, selv om fattigdommen er synligt til stede i Phnom Penh, så er det stadig en smuk by, som bl.a. adskiller sig ved, at man først nu er begyndt at bygge høje bygninger som skyskrabere, der ellers ses i alle andre storbyer i Asien. Cambodja har en barsk historie bag sig, og de er først i de senere år begyndt at finde et spor, hvor man kan tro på positive økonomiske fremskridt, og det ses bl.a. med disse udenlandske investeringer i form af skyskrabere, som bygges. Efter en del traven rundt finder jeg et fint guest house med et dejligt værelse med bad og ikke mindst fjernsyn – jeg skal jo være her i weekenden, så der er fodbold på programmet. :-) Okay, der er ingen strøm i Phnom Penh, da jeg kommer til hotellet, men det kommer jo igen senere; der er adskillelige strømafbrydelser hver dag, og det er svært at klage, når man betaler 32 kr. for det... :-)

Fredag den 9. marts

Øverst: Saigon centrum nær People’s Committee Building
I midten: Saigons havnefrant
Nederst: Saigon River

I dag skal jeg på sightseeing i Saigon, og de mest interessante ting her handler om Vietnams krigshistorie. Jeg er egentlig forberedt på, at Saigon er en kaotisk by, og jeg havde overvejet en anden rejserute udenom Saigon, men jeg bliver positivt overrasket. Saigon er en flot by, som det er nemt at besøge. Det meste ligger centralt i byen, så man kan gå rundt, og byen ligger smukt ved Saigon floden. Der er et kvarter med alle backpacker hotellerne og en lang række restauranter samt bureauer, som sælger ture og busbilletter, og så kan man gå mod centrum med høje skyskrabere, arkitektonisk fine bygninger af både ældre og nyere dato, og langs floden er der mange fine – og lidt dyre – restauranter og en lang promenade.
Jeg går først til hindutemplet, Mariamman, som er et hindu tempel som så mange andre. Det for mig mest iøjnefaldende hér er, at de mange bedendes ritual handler meget om at røre templet og figurerne og overføre kraften til deres egen krop. Eksempelvis klamrer folk sig til ydervæggene til selve skrinet med gudefiguren og alteret. Og så brænder folk røgelsespinde af i stor stil, hvilket er helt normalt. Hér i dette forholdsvis lille men populære tempel ser jeg dog skilte med en opfordring til kun at brænde én røgelsespind af hver – eller at bede i stedet for; for helbredets skyld. :-) Fra templet går turen videre til det centrale marked, da jeg skal til at tænke på at få købt de ting, som jeg skal have med hjem. Meget tøj i Asien er noget skrammel, men noget er okay, og jeg skal jo udnytte, at det er billigt. Turen går videre forbi den store Notre Dame Cathedral og Reunification Palace, som på symbolsk vis blev indtaget under Saigons fald, og videre til War Remnants Museum, som er et museum for den amerikanske Vietnam-krig. Vietnams historie handler jo i ret høj grad om deres mange krige og magtkampe med omkringliggende riger, så inden jeg fortsætter med museet må det være tid til en lille historietime.
I tiden 100-200 f.kr. blev Vietnam underlagt kinesisk herredømme, og med Vietnam menes Nordvietnam, da delta-området indtil nyere tid altid har været en del af Cambodja (Khmer-riget), og da resten af Sydvietnam i århundreder var underlagt Champa-riget. Det kinesiske herredømme over Nordvietnam varede i 1000 år til 938 e.kr., hvor krigsherren Ngo Quyen overvandt kineserne og skabte det første i en række succesfulde dynastier. Det var også i denne tid, at buddhismen blev indført som statsreligion. I tiden 1100-1800 udvidede vietnameserne riget mod syd og overtog Champa-riget og dele af Khmer-riget (deltaet) til et Vietnam. Det var dog et Vietnam splittet mellem flere forskellige dynastier, som bekæmpede hinanden, og dermed fortsatte de store forskelle mellem Nord- og Sydvietnam med at skabe ustabilitet i området. Flere krigsherrer har gennem tiden forsøgt at forene nord og syd, og det seneste var Nguyen-dynastiet, hvis palads jeg jo besøgte i Hue. Det var blandt andet truslen om et atter splittet Vietnam, som fik Frankrig til at overtage kontrollen med landet gennem flere militære slag i årene 1859-1885, og de dannede kolonien Fransk Indokina.
Japanerne invaderede Fransk Indokina i 1941 pga. franskmændenes tilbagetog i Europa, og som Tysklands allierede fik Japan kontrollen og brugte fransk Indokinas mange ressourcer i deres krigsførelse. Det førte bl.a. til en hungersnød i landet i 1945, hvor omkring 2 millioner vietnamesere – ca. 10% af befolkningen – døde. I 1941 opstod i Nordvietnam en oprørsgruppe ved navn Viet Minh under ledelse af kommunisten Ho Chi Minh, som med stærk marxistisk-leninistisk inspiration kæmpede for et Vietnam frit fra såvel fransk som japansk besættelse. Efter 2. Verdenskrigs afslutning erklærede han Vietnam selvstændigt og hans tropper indtog Hanoi, hvilket fik franskmændene til at slå tilbage og drive Viet Minh mod bjergene, hvorfra de førte guerilla-krig. Dette var begyndelsen til Den Første Indokinesiske Krig, som varede fra 1946 til 1954. Franskmændene tabte koloniherredømmet i 1954 med nederlaget i Dien Bien Phu i 1954 (se mere om dette den 29. februar). Forhandlingerne om selvstændighed i Geneva i 1954 endte med en deling mellem et Nordvietnam og et Sydvietnam, hvilket i de første måneder førte til op mod én million immigranter – mest katolikker, som flyttede fra nord mod syd af frygt for kommunisternes forfølgelser. I Sydvietnam begyndte Viet Cong en guerilla krig med formål at vælte den sydvietnamesiske regering (med katolsk leder), som havde afvist at holde et ellers i Geneva planlagt valg, og dermed begyndte den væbnede konflikt, som eskalerede til Den Amerikanske Vietnam-krig. I de følgende år blev først den katolske regimeleder Diem dræbt og siden i de følgende år var Sydvietnam præget af forskellige militære ledere, og det skabte et stadigt mere ustabilt Sydvietnam med en voksende kommunistisk tilslutning. USA støttede Sydvietnam med våben og rådgivning og i 1965 satte de de første amerikanske tropper ind i krigen mod Viet Cong. I 1968 gennemførte nordvietnameserne den berømte Tet-offensiv, som godt nok blev et militært tab, men som førte så store grusomheder med sig, at da det efterhånden nåede den amerikanske befolkning i 1968, begyndte den folkelige modstand mod krigen i USA. USA øgede sit til troppeantal til på et tidspunkt at have over en halv million soldater i Vietnam og trak de sidste soldater ud i marts 1973. Efter amerikanernes tilbagetrækning førte Nordvietnam en række angreb mod Sydvietnam, hvilket endte med Saigons fald i april 1975. Vietnam var atter forenet – under kommunistisk herredømme, og det er det stadig i dag. Mange sydvietnamesere flygtede ud af landet, men de fleste fik en tur i ”genopdragelseslejre”, hvor lærte at blive ”gode kommunister”.
I december 1978 invaderede Vietnam Cambodja for at fjerne det frygtelige Khmer Rouge regime under ledelse af Pol Pot. Khmer Rouge tog i stigende grad kontrol mod øst i Cambodja og truede Vietnam med angreb ind over grænsen. Vietnam tog kontrol over Cambodja (indtil 1989), og som hævn for at afsætte det kinesisk støttede Khmer Rouge angreb Kina Vietnam fra nord i 1979. Det blev en kort invasion – 17 dage – da vietnameserne formåede at drive dem tilbage med så store tab, at de opgav. Denne konflikt med Kina fik Vietnam til politisk og økonomisk at knytte sig mere til Sovjetunionen, – kulturelt har Vietnam i århundreder været knyttet til Kina, – og det betød derfor også, at Vietnam måtte lægge en ny kurs i årene omkring Sovjetunionens sammenbrud i 1989.
Efter manglende økonomiske fremskridt i en årrække overtog en række reformpolitikere magten i slutfirserne og det førte til den berømte Doi Moi reformation i 1986, som reformerede Vietnams økonomiske politik markant fra en ren kommunistisk planøkonomi til nutidens ”socialistiske markedsøkonomi”. – Lidt i stil med det, som man ser i Kina; kommunisme og kapitalisme i forening. Det er først og fremmest denne politiske forandring i 1986, som har ført til, at Vietnam har udviklet sig markant de sidste 25 år, og som har løftet landet ud af fattigdom – og væbnede konflikter.
De mange krige fylder stadig en del i Vietnam i dag, men som turist oplever man det mest ved, at de gerne fremviser resterne fra krigene, som krigsområder, museer og gamle våben. Man oplever intet had mod franskmænd eller amerikanere. Dog er der stadig en kulturel kløft mellem Nord- og Sydvietnam, men så længe landet udvikler sig positivt økonomisk, er der ikke noget der tyder på, at der vil være opbakning til et politisk opgør med det kommunistiske et-parti styre.
Med denne historie in mente besøger jeg War Remnant museet, som har en udstilling af amerikanske våben, tanks og fly udenfor, og som indenfor er en række fotoudstillinger med billeder fra krigen. Det er en barsk udstilling med afdelinger med billeder af såvel massakrer, som af handikappede, som blev født med skader efter amerikanernes kemiske krigsførelse. Der er også en udstilling med billeder taget af de 173 krigskorrespondenter fra begge fronter i krigen, som blev dræbt. Udstillingen er som alle andre museer i Vietnam lettere propagandistisk – i dette tilfælde først og fremmest mod amerikanerne – og skal fremvise amerikanernes grusomheder under krigen. Det er veldokumenteret, og amerikanerne begik adskillelige massakrer under Vietnam-krigen, men det som museet ikke fortæller, er selvfølgelig historierne om forbrydelser begået af det kommunistiske Nordvietnam. Såvel under krigen, som i tiden før og efter. I dag, hvor vi ved, at kommunismen brød sammen, er det ofte lidt let at kritisere de væbnede konflikter mod kommunismen, men havde kommunismen overvundet den vestlige verden, havde alt set anderledes ud i dag, og det var jo med denne frygt in mente, at et land som USA gik så langt i denne krig, som de gjorde. Anyway, en sådan konflikt har 2 sider. Museer i Vietnam viser kun den ene, men det kan man nok heller ikke rigtig fortænke dem i. Hvis man tager til USA, vil man i dag stadig få lært, at USA vandt krigen. Det tror de stadig i USA, at de gjorde...
Efter dagens tur rundt i Saigon kan jeg slappe lidt af tilbage på sovesalen, som er rigtig fin af en sovesal at være. Der er air condition, – hvilket er væsentligt, når der er så varmt, – og der er tv, hvor der går Nicholas Cage film med vietnamesisk synkroniseret indtaling. :-) Luksus for 26 kr. – inklusiv morgen mad.