Mandag den 30. januar

Øverst: Fragtbåden har ligget for natten ved byen Tagaung
Nederst: Mit yndlingssted på båden – allerforrest siddende i solen

Kl. 05:00 begynder landsbyen at vågne. Flere små både lægger til med varer til markedet, og med lommelygter i mørket aftales der handler. Hér er der ikke så tåget om morgenen, så vi kunne have sejlet allerede kl. 07:30, men det bliver først kl. 09:00, da der skal læsses endnu 4-5 tons sukker. Imens får jeg så mulighed for at spise morgenmad i landsbyen og købe lidt mad, og jeg får købt mig endnu en langærmet skjorte, hvilket hele tiden har været planen, men jeg har simpelthen ikke kunnet finde en skjorte, som er stor nok. Min tøjstørrelse er ikke lige så asiatisk, og de panikker som regel, når jeg træder ind i en tøjbutik. :-)
I går gik der en stor burmeser ombord med nogle møbler, som han skal have til Rangoon for at sælge. Han inviterer på morgenmad i landsbyen og bagefter på en snak på båden, hvor vi jo nu kan sidde i hans møbler. Han er lidt af en macho herre på 49 år, som går meget op i sine store muskler og sine fine titler og forbindelser. Han har været i militæret i 20 år og har nu fået et udmærket job. Det er det generelle billede i Burma, at den direkte vej til succes og til landets privilegier går via en karriere i og loyalitet overfor militærregimet, og denne mand viser også stolt sit identifikationskort fra myndighederne. Hans sovekabine (vi andre sover på dækket) fortæller han stolt, at han har fået ved at kontakte militæret i Katha og bede dem skaffe en plads på båden. Det er sådan det foregår i Burma, og denne magtstruktur med privilegier vil hænge ved i mange, mange år selv om deres formelle magt vil være faldende (forhåbentlig). Vi taler om, hvad der er værd at se i Burma, og han foreslår selvfølgelig Nay Pyi Taw, som er den nybyggede hovedstad mellem Rangoon og Mandalay. For ca. 10 år siden begyndte regimet at bygge en ny hovedstad – uden at folket blev spurgt – og efter nogle år flyttede man hele statsadministrationen. Denne by er bygget på en bar mark, og for en udenforstående skulle den virke død og uden nogen kultur. Det siger jo også næsten sig selv. Byer bygges af folk, som flytter sammen gennem årtier eller århundreder og danner et liv og en kultur sammen – ikke ved, at et diktatur sætter gravemaskiner i gang og tvangsforflytter. Jeg har oplevet det et par gange, at når jeg møder regimets trofast folk, så udtrykker de stolthed over deres hovedstad, og denne gamle 3-stjernede soldat kan da heller ikke forstå, hvorfor jeg ikke skal til Nay Pyi Taw. Jeg forklarer – han kan meget lidt, men dog lidt engelsk, - at der ikke er noget at komme efter i denne by, og det kan han jo så tygge lidt på. Men flink det er han bestemt og meget gæstfri. Set fra hans perspektiv, hvor han er opdraget med det burmesiske militærs fjendebilleder og dermed blåstempling af militærets handlinger, så har han jo en succesfuld karriere.
Vi lodser kun én gang mere i en time, og så er båden fuld, så nu går det mod Mandalay. Endelig rykker vi lidt på kilometertælleren! Jeg tror, at der er 300 kilometers sejlads, og vi sejler nok omkring 12-15 kilometer i timen, så det siger sig selv, at der skal nogle timer til. Og så sejler vi rigtig meget i zigzag mellem sandbankerne, hvilket forlænger strækningen. Af og til rammer vi en sandbanke. Jeg har fundet vi perfekte sted at sidde på båden; nederste dæk allerforrest, hvor man kan sidde i solen og kigge lige ned på vandet, der brydes meter for meter.
Om aftenen bliver vi ved med at sejle, så det tyder på, at vi når et godt stykke og dermed ikke ankommer alt for sent tirsdag i Mandalay – jeg håber ikke, at vi rammer en sandbanke og må stoppe.

Søndag den 29. januar

Øverst: Sukker fragtes til båden med oksekærrer
Nederst: Der lodses rissække i Ti-Kyaing

Ok indrømmet; det har været en temmelig kold nat. Jeg har ligget på skibsdækket med det meste af mit tøj på og så et forholdsvis tyndt tæppe, og temperaturen har været nede omkring 10 grader i nat. Dertil kommer, at der er meget tæt tåge. Det har der været alle morgener hér i de nordlige egne, og det gør, at det føles endnu koldere, og morgenerne føles kolde til langt op på formiddagen. Man skal faktisk helt hen til middag, før man for alvor føler, at solen varmer. Jeg står op ved 6-tiden, da det bliver lyst, og da har radioen med den noget anstrengende buddhistiske morgenmeditation allerede kørt i en time. Den kører i 2 timer med messen i stort set samme toneleje. Sådan er det alle steder. Fx på et thehus, hvor de allerede forbereder dagen fra kl. 04:00, tænder de for fjernsynet, som sender dette med et billede af en munk, det messer. Munkene messer i klostrene fra kl. 04:00 til kl. 06:00, hvorefter de spiser, og kl. 08:00 går de ud i gaderne og tigger mad med en klokke foran sig, som der er én, der slår på en gang i mellem. Hér på båden har vi heldigvis ingen munke :-) ... men meditationen kører på radio i 2 timer, og derefter sættes der musikvideoer på fjernsynet med burmesiske pop-kunstnere. Disse videoer er meget populære i Burma og sættes på ved de sociale stunder om morgenen og efter solen er gået ned inden sengetid. Tågen er tyk, og det er klamt og koldt, og først kl. 10:00 kan vi se så meget, at vi kan sejle videre. Og vi ligger tilsyneladende stadig på sandbanken, som vi dog hurtigt kommer fri af. Vandet er kun en meter dybt foran skibet, og en af de unge springer i vandet og markerer sandbanken med en bambusstav til brug for de næste skibe. Denne sandbanke ligger midt i floden, og man skal zigzagge gevaldigt for at komme uden om den.
Vi sejler kun 10 minutter, og så skal der lodses mere sukker, og jeg får på fornemmelsen, at det var planen, at vi skulle være nået hertil i aftes, så vi kunne lodse om aftenen. Denne forsinkelse kan måske betyde, at vi ikke når frem mandag? – Vi får se. Sukkertønderne skal glide ned ad en sandklitte på en sliske og ind på båden, men det er ganske besværligt at lodse på denne skrænt og det tager tid. Vi har kun læsset omkring 20 tønder, da hele skrænten med sliske og det hele styrter i floden; ikke så godt. Det sker ikke nogen noget, men jeg bliver da pyntet med en del sand og vand. :-) Vi sejler 100 meter længere hen til en jordskrænt og lodser her ca. 20 tønder, men det er besværligt, og jeg har på fornemmelsen, at de opgiver. Vi sejler i hvert fald videre og efterlader mange tønder. Efter en times tid stopper vi igen ved en større landsby, Ti-Kyaing. Her lodser de ris i fem en halv time, så nu er der snart gået to dage med at lodse. Ved siden af lodsområdet ligger et mindre buddhistisk tempel, hvor der kører en højtaler med meditationer. Det er ubegribeligt! Det kører i timevis. Det samme og det samme, og det minder lidt om en minaret, som ikke blot kalder til bøn, men bliver ved og ved. Det er svært at forholde sig til, at folk, som bor her, skal høre på dette konstant. Ufatteligt anstrengende og ensformigt. Da de er færdige er båden tæt på at være fyldt, så det sætter jo en begrænsning for, hvor meget mere vi skal lodse. Jeg får dog bekræftet, at jo – det bliver tirsdag før, vi er i Mandalay. Fint nok. Hellere ankomme tidligt tirsdag end sent mandag, hvor jeg får besvær med at finde et hotel. Det her er i hvert fald den billigste overnatning ind til videre! 3 nætter og selve sejladsen for 40 kr., og maden på båden er også billig. De lokale på båden var til at begynde med lidt tilknappede med at kommunikere med smil og fagter – de kan så godt som intet engelsk, men nu løsner det lidt op, og det er nu ganske rart. Hele familien bor på båden med børn og det hele, og så er der nogle unge hjælper, maskinfolk og styrmænd; og så 5-7 passager.
Ved flodbredden i Ti-Kyaing tæller jeg omkring 2000 rissække af 50 kg. Vi tager ikke alt med, men langt over halvdelen, og dertil er der på båden over 50 tons råsukker, en ganske stor mængde kul, noget dyrefoder, pap, siv, tomme flasker, brænde, noget teaktræ, og på passagerdækker en del papkasser med importvarer fra Kina. Vi er ved at være fyldt, så nu skal der sejles.
Vi sejler videre 1-2 timer, og så lægger vi til ved en lille landsby – Tagaung – for natten. Hér ligger vi lidt mere i læ, end vi gjorde sidste nat midt på floden, men det gør ikke så stor forskel; det bliver stadig ret koldt, men denne nat har jeg taget endnu flere lag tøj på. :-)

Lørdag den 28. januar

Øverst: Fra min fragtbåd på Ayeyarwady
Nederst: Mit logi i 4 dage og 3 nætter på dækket på båden

Jeg har fået at vide, at hurtigbåden sejler kl. 09:00 og kl. 10:00 – igen forskellige udtalelser, – og at billetten til Mandalay koster 286 kr. Jeg beslutter at gå til billetkontoret kl. 08:00, og dér får jeg så at vide, at båden koster 321 kr. Det er simpelthen utroligt! Det er alt for dyrt, og jeg tror jo ikke på, hvad de siger, så jeg bliver ved med at sige, at det er for dyrt, og at de må have nogle andre både – ikke regeringskontrollerede. Det ved jeg, at de har, men ofte får man ikke lov til at sejle med dem. Efter at have insisteret nogen tid, så giver de sig, og så er der pludselig en langsom båd i dag, som er billigere. Jeg bliver ført til et kontor, hvor jeg kan købe en billet for 40 kr.! Det tager så 3 dage og 2 nætter, så jeg er i Mandalay mandag, men det er helt fint. Jeg tager gerne et par dage på en båd. Men jeg får at vide, at båden sejler 08:45, så jeg får pludselig travlt. Jeg SKAL have købt et tæppe at have med, da jeg ved, at man bare sover direkte på dækket – ingen stole eller bænke overhovedet, og der er meget koldt om natten, og jeg skal have vand og mad med. Jeg spæner gennem byen og får købt et tæppe og noget mad og en billet, og så er jeg klar til en bådtur. Det er en fragtbåd! Dvs. vi skal lodse noget fragt undervejs, og der er kun 5 andre passager end mig + mandskab. Det skal nok blive godt. Vi sejler kl. 10:00 (typisk – godt at jeg fik spænet rundt for at handle ind...), og så går det ellers stille og roligt ned ad floden. Det er roligt og hyggeligt, og der er næsten ingen motorstøj. Det skal nok blive en skøn tur.
Efter have sejlet i 2 timer gør vi holdt for at lodse gods. Det er uforarbejdet sukker, som er hældt på en tønde på størrelse med en halv olietønde, og så er det størknet til fast form. Det ligner nærmest størknet øllebrød, og en tønde vejer nok ca. 100 kg, da to mænd skal anstrenge sig kraftig for at bære dem på en bærestang. Efter en time sejler vi endnu en time, og så gøre vi holdt igen kl. 14:00. Her lodser de sukker og sække med kul i seks en halv time (!), så det er blevet mørkt, og jeg forbereder mig på, at vi ikke kommer længere i dag. Vi har nok på nuværende tidspunkt lodset omkring 40 tons sukker og en stor mængde kul – og der er stadig masser af plads. :-) Det er et slidsomt arbejde at lodse dette gods, om end der denne gang er en sliske, som sukkertønderne føres ned ad til båden. Kullene bæres på ryggen – 4 store sække ad gangen per mand. Der er selvfølgelig rigtig megen ventetid, men det er hyggeligt at være hér ved flodbredden ved en (meget) lille landsby og helt uden for det Burma, jeg har set ind til videre, og jeg får rigelig tid til at se på landsbyen, hvor de bl.a. er i gang med at bygge et par små både.
Kl. 20:30 sejler vi sandelig videre i mørket – det havde jeg ikke forventet med alle de sandbanker. Med god grund. :-) Vi sejler i 45 minutter, og så rammer vi en sandbanke – og dér bliver vi. De prøver at få os fri i nogen tid, og jeg tror egentlig også, at vi næsten er fri, men de vælger at kaste anker her for natten, så nu ligger vi midt på floden (tror jeg; kan intet se i mørket) på 1 meter vand (!), og båden stikker 1-2 meter så vidt, jeg kunne forstå kaptajnens forklaring. Det er meget lidt for så stor en båd, men bådene på Ayeyarwady må ikke stikke dybt, hvis de skal kunne sejle her.
Som forventet bliver det meget, meget koldt for natten, og det er godt, at jeg holdt fast i, at jeg ikke ville sejle uden tæppe. Midt på natten er vi omkring de 10 grader, og jeg ligger med det meste af mit tøj på og med mit forholdsvis tynde tæppe på trædækket, mens en kølig brise blæser gennem det åbne skib. Det er selvsagt meget ukomfortabelt, og jeg sover ikke så meget, men det er hvad jeg har forventet, og jeg storfryser ikke – så jeg overlever. Generatoren og dermed lyset bliver slukket kl. 22:00, og så ligger vi ellers her i mørket og venter på en ny dag. Brrr.... :-)

Fredag den 27. januar

En landsby med høstede rismarker i staten Kachin

Mens jeg betalte 45 dollars (260 kr.) for togturen fra Mandalay til Myitkyina, hvilket er meget dyrt, så betaler jeg meget mindre nu, hvor jeg skal næsten halvvejs tilbage – 4 dollars. Det er et generelt problem i Burma, at folk svarer i øst og vest, og når du spørger den ene, kan noget ikke lade sig gøre, og når du spørger en anden, kan det pludselig godt. Det kunne godt have ladet sig gøre at få en billigere togbillet fra Mandalay, men det fik jeg bare ikke lov til, fordi jeg spurgte den forkerte person. På toget møder jeg en pensionist fra Østrig, som også skal til Naba, og han har fået at vide, at togturen tager 5 timer; jeg har spurgt 3 forskellige og fået svarene 9 og 10 timer – og det er det rigtige. Det er en ganske fin togtur, som primært går gennem kæmpe områder med rismarker – så vi kan tilføje endnu en stor ressource til Kachin-staten (og til resten af landet): risdyrkning. Risen er netop høstet, så markerne står med stubbe, og der er høstakke overalt. Langs togstrækningen er der en militær kontrolpost for hver bro med sandsække og skyttegrave, hvilket mere eller mindre er hver anden kilometer, så militæret gør meget for at beskytte jernbanen. Der har været nogle angreb mod jernbanen, da militæret transporterer tropper til konfliktområdet, men så vidt jeg ved kun mod skinnerne. Kachins oprørshær har ingen interesse i civile ofre, så de går kun efter at ødelægge militærets infrastruktur.
Togturen er fin og behagelig, om end det bumler og gynger meget voldsomt. Det svarer sådan set til at sidde på en vippe på en legeplads i 9 timer, så det er rart, da der igen er fast grund under fødderne. I den lille by Naba holder der en bus og venter, som kører den ene times kørsel gennem bjergene til Katha. Det er nok den mest faldefærdige bus, jeg nogensinde har kørt med! Det er ren skrotbunke – men den kører. :-) Vejen går ad en bumpet jordvej gennem bjergene og over små broer med planker til 2 hjulspor; i regntiden ville jeg nok foretrække et andet køretøj til denne tur!
Jeg ankommer til Katha lige før det bliver mørkt og finder flodbredden, hvor byens få guest houses ligger, og så opstår dagens problem. Alt er optaget. Egentlig er der kun 2 guest houses, som tager udlændinge, men jeg prøver 4 steder før jeg finder et rum og det først efter lang diskussion. De mener bestemt, at jeg bare kan sove i en seng på et værelse hos en af de andre gæster, og jeg holder fast i, at der da må være et værelse et sted i Katha – så lille en by er det heller ikke. Og så er der pludselig et værelse, som jeg skal betale 70 kr. for. Det er megadyrt for et meget, meget ringe værelse på et guest house, hvor intet fungerer, men hvad kan man gøre. Efter 20 minutter ankommer en amerikansk pige, som jeg også så i Myitkyina, og der er så et værelse til hende til 45 kr. Det er virkelig anstrengende, at jeg har skullet diskutere med dem i en halv time for overhovedet at få et værelse, og så er der endda et endnu billigere værelse, hvilket jeg udtrykkeligt spurgte om (via an tolk). Det er mange steder den måde, det fungerer på, og jeg er ved at være godt træt af, at de ikke bare kan tage sig en lille smule sammen og svare på det man spørger om. Nogle gange forstår de selvfølgelig ikke, hvad man siger, men denne gang var det en lokal forretningsmand, som var god til engelsk, som oversatte. I Burma er der generelt en farlig ballade med at få et hotelværelse med bureaukrati og dårlige forhold – og for få sengepladser.
Katha er ikke et sted, hvor jeg gider at være længere end højst nødvendigt – jeg havde ellers fået at vide, at der skulle være hyggeligt. Der er ikke meget at se ud over, at det var byen, hvor den kendte forfatter George Orwell boede nogle år (1926-27). Så planen er, at jeg rejser videre i morgen tidlig. Problemet er, at den langsomme (regeringskontrollerede) færge først sejler på mandag, og hurtigbådene, som sejler i morgen og i overmorgen, koster 286 kr., hvilket er fuldstændig afsindig dyrt her i Burma. En anden mulighed er at tage tilbage til jernbanen og tage toget, men så får jeg slet ikke sejlet på floden, som jeg havde håbet. Hm, vi må se i morgen.

Torsdag den 26. januar

Øverst: Asfaltarbejde i Myitkyina
Nederst: Ungdomsgudstjeneste for studerende

Der er ikke så voldsomt meget at se i Myitkyina, når man har set markedet, flodbredden og byens beskedne museum. Jeg skal mødes med de unge studerende kl. 15:00, da vi skal til et møde i YCF (Young Christian Fellowship), som er en kristen ungdomsgruppe for de unge universitetsstuderende – et KFS-møde. Inden da får jeg tid til et par praktiske ting. Jeg får syet den ene af mine sko (7 kr.), og så skal jeg også lige klippes lidt (14 kr.). Der er rigtig mange frisører og skønhedssaloner i Myitkyina, og de unge er meget modebevidste med europæisk/amerikansk inspiration. De to unge fyre, som står for klipningen – den ene deres bedste frisør, og den anden med et beskedent engelsk ordforråd – er meget stolte af dagens kunde, og de gør det også ganske udmærket. Jeg må dog lige få dem til at tage det værste af de asiatiske bakkenbarter, som de giver mig :-) - men ellers fint.
På vejen udenfor YMCA er de ved at lægge ”asfalt”, og også her i Myitkyina foregår det med kvinder, som slæber skærver. Det er en håbløs måde at lave asfalt på, og man forstår, hvorfor vejen hurtigt går i stykker igen. De lægger først skærver, og koger så asfalt over bål, som hældes på med en slags vandkande. Til slut en vejtromle. Man må næsten håbe, at de snart får mulighed for at importere nogle maskiner til at lægge asfalt i Burma.
Med Myitkyina stifter jeg bekendtskab med endnu et køretøj – kinesisk, tror jeg. Thonbeecars er en motorcykel/knallert med to baghjul og et lad som en mindre pick-up truck. I byen møder jeg også en far, som kommer hen til mig med sin omtrent 4-årige dreng, for at jeg kan hilse på ham. Han er albino, og faderen vil gerne have, at han skal se, at andre er lyse i huden som ham. Han ligner faktisk blot en europæisk lyshåret dreng, men hans øjne kan ikke tåle sollys, så han har store solbriller på, og da de tager dem af, så han kan se mig, bliver han meget sky.
Kl. 15:00 mødes jeg med studenterne, og de kører mig til universitetsområdet, hvor de holder deres møde i en åben, overdækket sal. De har et ”arrangement keyboard”, og det bruger de som orkester – dvs. et keyboard med trommer, bas og det hele, og så styres det blot ved at markere akkorden og trykke på forskellige knapper, når der skal være tromme fill, eller rytmeskift mellem fx vers og omkvæd. Det er, hvad de har, og det er deres muligheder for at spille vestlig lovsangsmusik, som i USA og Europa. De tre studerende skal stå for musikken i dag, så de skal øve lidt først, og så vil de selvfølgelig gerne have mig til at spille en sang også. Jeg er ikke så begejstret for arrangement keyboard,... :-) men vi finder en sang, som vi alle kender, hvor jeg kan spille til; ”Above All”. De er ganske begejstrede for at høre rigtigt klaverspil, da arrangement keyboard er noget andet – man lærer ikke rigtig at spille klaver, og de har ikke rigtige klaverer, så det kan de ikke. Da vi synger en salme, spiller én af lærerne til, og det foregår med én og samme akkord hele vejen og så melodien.
Ellers er der ligheder med moderne danske lovsangsmøder. De unge står for lovsang en halv time før – og de er to sange, som spilles, synges 5-6 gange hver med samme arrangement på keyboardet, og så begynder selve gudstjenesten. De har møde hver uge, men den sidste uge i måneden er engelsk gudstjeneste – ikke fordi der er engelsktalende gæster e. lign., men kun fordi de ønsker at blive bedre til engelsk for at have mulighed for at binde større bånd til USA og Europa. Prædikenen holdes af byens baptistpræst – de fleste i Kachin er baptister eller katolikker, – og han indleder med at udtrykke taknemmelighed for muligheden for at prædike på engelsk, en drøm som han har haft for mange år siden, og som nu går i opfyldelse, fordi han har haft mulighed for at lære engelsk. Hans prædiken er centreret om, at de unge studerende skal være meget bevidste om det privilegium og dermed også ansvar, de har. De er blandt de forholdsvis få, som kan få en universitetsuddannelse, mens andre er bønder på landet, og mange familier må sende folk til modstandshæren, som i nu 8 måneder har kæmpet mod det burmesiske militær. Disse unge studerende er meget vigtige for Kachins fremtid, da de med deres uddannelse og især med deres engelskkundskaber i de kommende år bliver Kachins mulighed for at skabe bedre relationer med eksempelvis NGO’er og virksomheder med udenlandske investorer – den dag det måtte komme.
Efter mødet – hvor jeg unægtelig skaber en del opmærksomhed, da jeg vist er den første vestlige gæst nogensinde – tager vi til markedet i byen, hvor de har en lille gave til mig. Et lille armbånd af jade stone, og så skal jeg også smage kyet u gazaw, som er en slags grød eller suppe med ris, som er gæret, som ved risvin og så med hele æg puttet i. Det er altså ris, lidt alkohol og æg, og smager sødt, om end jeg har lidt svært ved sådan bare lige at køre 3 hele æggeblommer ned. :-) Det er trist at skulle sige farvel til disse unge mennesker, men de har været et rigtig god bekendtskab i Myitkyina, og de sætter også stor pris på at møde udlændinge fra vesten, så de kan øve sig på deres engelsk og i det hele taget blive opmuntret i deres orientering mod vesten. Man forstår, hvorfor det burmesiske militær, som i 50 år har haft et fjendtligt forhold til vesten vil forhindre Kachin-staten i at danne disse vestlige forbindelser.
Tilbage på YMCA møder jeg om aftenen to mænd fra UNHCR (FN’s flygtningehøjkommissariat). Det er dem, som skal rapportere om flygtningesituationen i konfliktområdet. Det er håbløst at se på. Disse to mænd er burmesere, dvs. de er loyale overfor militæret. De har nu siddet i Myitkyina og gloet i 3 måneder uden at foretage sig noget. Militæret vil ikke give dem adgang til konfliktområdet, men på denne måde har man symbolsk gjort noget. Militæret kan sige til omverdenen, at FN er tilstede, men det er spil for galleriet. Disse oplysninger har jeg selvfølgelig fra anden side – de to mænd snakker blot om lidt af hvert, om konflikten og om katastrofen Nargis (2008), hvor de også arbejdede. Til at begynde med anede jeg ikke, hvem de var, men jeg anede uråd om, at de nok var burmesere, da jeg fortalte om det komiske forhold omkring udlændinge, når de rejser med det regeringskontrollerede tog. De bliver ved med at sige, at det handler om sikkerhed, hvilket er en ensidig og burmesisk fortolkning af situationen.
Nå, konflikten i Kachin er en speget situation. I morgen skal jeg med toget til Naba og derefter til Katha, hvor jeg forhåbentlig kan finde en seng og siden en båd til Mandalay.

Onsdag den 25. januar

Øverst: Solopgangen fra toget i Kachins morgentåge
I midten: Ayeyarwady flodbredden nedenfor markedet i Myitkyina
Nederst: Udsigten fra Jaw Bum

Den på papiret 16 timer lange togtur varer næsten 20 timer, hvilket så betyder, at jeg får mulighed for at se solopgangen fra toget. Hér i Kachin-staten er farverne anderledes; der er knap så tørt, om end det stadig er vinter, så bladene visner på nogle træer som i resten af landet, men der er samtidigt mere grønt. Det giver et ganske flot farvespil, som minder om tidligt dansk efterår. Temperaturen er også derefter! Temperaturen har nok været omkring 13-14 grader i togkupéen i nat, så jeg ser i den grad frem til, at solen står op, så jeg kan få noget varme i kroppen. Der er meget tåget denne morgen, så man kan ikke se mange meter frem, men hen på morgenen brænder solen igennem.
Myitkyina er en rigtig dejlig by. Jeg er umiddelbart eneste udlænding (jeg møder senere 3 andre og det er alt), så folk kigger gevaldigt efter mig og hilser pænt. – Og så er der selvfølgelig også lige motorcyklerne, som vil sælge en taxatur. De nærmest overfalder mig i en grad, jeg ikke har oplevet i Burma før, hvor jeg bliver spurgt 15 gange – og minsandten om ikke også nummer 16 synes, at han finder det relevant at spørge, efter at han har set mig sige nej til de første 15. Det er et cirkus, men det er mest ved stationen, og det aftager op ad dagen, da de nemt kan kende mig fra de andre udlændinge (de har styr på de 4, der er...) og ved, at jeg siger nej. Ellers er folk meget venlige, men det er meget få som kan bare lidt engelsk – de fleste kan absolut intet ud over ”yes” og ”no”, men det nytter jo ikke meget, når de ikke ved, hvad de svarer på....
Jeg finder efter en lille omvej YMCA (Young Men’s Christian Association), som er en verdensomspændende kristen organisation, og her kan jeg få et billigt værelse. Det er et udmærket sted, og det er rart at være i gode omgivelser, hvor man deler nogle fælles værdier. Det gør på mange måder en samtale lettere. Ude foran indgangen ses YMCA’s slogan: ”That they all may be one”, hvilket er store ord og dermed en stor vision i et land som Burma. Og da jeg træder ind i receptionen, hænger der et spejl med teksten: ”learn to earn, earn to live, live to serve”. – Og så hænger der et træstykke med en indskrift om YMCA’s 9th World Council på Nyborg Strand i 1985!! Og det er ikke fordi, der hænger noget for alle mulige arrangementer – det eneste, der hænger er fra Danmark. Pudsigt.
Jeg begynder straks at undersøge, hvordan det ser ud med min plan om at sejle tilbage til Mandalay på Ayeyarwady, og det ser desværre ikke så godt ud. Jeg har fået at vide fra flere i Rangoon og Mandalay, at man ikke kan sejle der for tiden pga. for lav vandstand, men det har jeg simpelthen ikke kunnet forstå, – og det gjorde jeg såmænd ret i. Det er i virkeligheden ikke pga. vandstanden, at jeg ikke må sejle der, men pga. kampene med KIA (Kachin Independence Army, som er den væbnede del af KIO – Kachin Independence Organisation). De foregår i området nord for Bhamo, som jeg ville sejle igennem. Det havde jeg også forventet kunne blive et problem, men alle jeg har spurgt har afvist det og henvist til vandstanden. Senere på dagen møder jeg en NGO-arbejder fra den nordlige del af staten, som bekræfter, at det slet ikke ville have været farligt at rejse den vej, men militærregimet har behov for at fremstille Kachin som en usikker forbryderstat for at have et påskud for at tilføre endnu flere tropper til området (hvilket de har gjort i stor stil efter, at præsident Thein Sein i december beordrede militæret til at stoppe kampene). Det var det samme med konduktørerne i toget, som måtte fortælle mig, at Kachin var et ”meget, meget, meget” farligt område. Jeg ved ikke, om de selv troede på det – det er muligt – men de har i hvert fald ikke ret. (Man skal selvfølgelig ikke rejse ud i den del af bjergene, hvor kampene foregår.) Der har desuden været nogle bombeangreb i Myitkyina – det værste var en granat, som blev smidt ind på et hjem for forældreløse og dræbte 10 for 2-3 måneder siden. Folk i Kachin er ikke i tvivl om, at militærregimet står bag angrebene, da de skal bruge et påskud for at angribe KIA, og de seneste måneder har militærregimet tilført stadig flere tropper til området. Det hele handler om selvstændighed og penge. For Kachin er det retten til en vis selvbestemmelse i en delstat, mens det for regimet handler om at udnytte statens store ressourcer. Den nuværende konflikt, som brød ud i juni sidste år, opstod, da regimet lod kineserne påbegynde byggeriet af en 152 meter høj dæmning i Myitsone 45 km nord for Myitkyina, og dermed tvangsflyttede (uden kompensation til alle) 15.000 indbyggere og oversvømmede landsbyer og flere hellige steder. Strømmen skulle selvfølgelig gå til kineserne og pengene til militærregimet. Det specielle i denne situation er, at den nuværende præsident har stoppet projektet (ind til videre...). Kachin har desuden store guldminer og jademiner, så derfor er det vigtig for militæret at få fingre i denne stats ressourcer. Det er en sørgelig situation, som desværre ikke ser ud til at have nogen ende foreløbig.
Efter at have indlogeret på YMCA går jeg rundt og ser på byen. Byens marked er endnu et hyggeligt sted – selvfølgelig med masser af aktivitet, men med venlige folk, der hilser pænt. Det er på ingen måde anstrengende. I Myitkyina kan man gå langs floden med en flot udsigt – det kan man ikke rigtig i hverken, Yangon, Bagan eller Mandalay – så byen er helt igennem hyggelig og har enkelte restauranter ned til floden. Da jeg ikke kan komme med en båd, bestemmer jeg, at jeg vil tage toget til Naba, tage en pick-up truck til Katha, og så nøjes med en sejltur fra Katha til Mandalay, hvilket i øvrigt også skulle være den smukkeste strækning. På den måde kommer jeg uden om konfliktområdet, men får stadig lidt sejltur. Jeg misser en overnatning i en lille landsby, Sinbo, men til gengæld får jeg nok en dag i Katha, som skulle være et rigtig dejligt sted. På togstationen finder jeg ud af, at jeg skal med toget fredag morgen kl. 07:45, så det passer fint. Derefter går turen til byens museum, som råder over udstillinger om de mange etniske grupper i den nordlige del af Burma. Jeg tror, at der er 50 bare repræsenteret på udstillingen! Jeg går videre mod nord langs stranden forbi nogle pagoder – bl.a. en 33 meter lang liggende buddha – for at finde Manau Park, hvor Kachin statens årlige festival holdes den 10. januar (Kachins nationaldag). Festivalen var aflyst i år pga. den væbnede konflikt i staten.
På vejen bliver jeg mødt af 3 unge studerende omkring de 20 år. De vil gerne holde mig med selskab for at kunne øve sig på deres engelsk. De læser alle engelsk på universitetet, som ligger efter Manau Park. De er rigtig søde og venlige, og først og fremmest så taler de rigtig godt engelsk, så det er muligt at føre en rigtig samtale. De viser mig rundt i parken, hvor de plejer at holde fest, og derefter bliver jeg inviteret ind ved huset til den, der bor tættest på. Den ældste – en dreng, som gerne vil være ”den smarte type” – vil gerne invitere sin kæreste med også, så hun kan tale lidt engelsk; og så vandt hun en større skønhedskonkurrence for nylig, hvilket han er ganske stolt af, så han vil gerne vise hende frem. Fint, så er vi fem med mig. :-) De vil gerne tage mig med på tur resten af dagen, så vi drøner af sted på 3 motorcykler (90 kubik, så i Danmark vil vi nok kalde det en knallert..) mod nord. Først skal vi krydse broen over floden for at se udsigten, men da vi kommer til broen, bliver der lidt diskussion. Det viser sig, at fremmede slet ikke må krydse denne bro, men vi får så lov. På broen er der placeret soldater, og det skyldes, at der tidligere er fundet bomber på broen – derfor forbudt område. Det er dog et par måneder siden dengang, hvor der hver nat sprang bomber i byen og folk var bange. Militærregimet skulle bruge en undskyldning for en offensiv mod KIA, og fik sandsynligvis håndlangere til at udføre angrebene. Om de har fundet bomber på denne bro, tvivler jeg på. De har nok bare sagt, at de har fundet dem, da det ville være dumt rent faktisk at sprænge dette stykke infrastruktur i stykker. Anyway.
Efter broen drøner vi videre mod nord og ser deres auditorium til undervisning og vi kommer også forbi baptisternes teologiske universitet. Bag universitetet efter 18-20 kilometer kommer vi til Jaw Bum, som er et lille bjerg, som de lokale bruger til at bede. De studerende siger, at de fx altid tager derud, når de har været til eksamen, og så er der fred og ro og meget smukt. Der er både en lille have til at bede, og så er der et udsigtstårn med rigtig god udsigt med Myitkyina i baggrunden. Det er en helt igennem super god oplevelse af kunne tale – i hele sætninger – med lokale, som vil fortælle om deres liv. Det er specielt at opleve, at Kachin kulturen er anderledes end, den burmesiske, buddhistiske kultur, som jeg ellers har mødt i Burma. Disse unge er kristne (baptister) og er meget vestligt orienterede og interesserede. Det er som de bare venter på muligheden for i højere grad at blive en del af resten af verden – deraf også deres valg om at læse engelsk, og de er i den grad klar til det. De er moderne unge med tanker og diskussioner om ungdom, kirke, politik og religion som unge mennesker fra en moderne kirke i Danmark. Nuvel, det er meget forskellige verdener, men jeg mærker især drivet, og jeg er overbevist om, at Kachin-folket vil klare sig godt i et kommende Burma med fred og (forhåbentlig en dag) uden militær indflydelse. Nu er disse universitetsstuderende jo ikke som sådan repræsentative for hele Kachin, men i nogen grad tror jeg, at det er generelt, og i hele byen fornemmer jeg forskellen med en lidt mere vestlig verden fx med langt mere mode indenfor tøj, hårstil m.m. Med hensyn til forskellene mellem fx Kachin og Bamar (burmeserne) gør religionen en stor forskel. Efter nogle uger i Asien er jeg begyndt at fornemme, hvordan buddhismen på en vis facon kan opleves, som en dyne over kulturen, som en byrde, som dræner og holder dem nede. Eksempelvis er det et trist fremtidsperspektiv, der er for de tusinder af børn, som bliver munke og nonner i en meget ung alder. Det gør de bl.a., fordi de kommer fra fattige kår, hvor der ikke er råd til mad, og så sender man børnene til klosteret, hvor de får mad, når de går rundt og tigger. Desuden siger buddhismens lære om karma jo, at man som fattig selv er uden om sin situation. Til gengæld kan man ved at blive munk springe nogle trin over frem til nogle bedre inkarnationer, og det er jo så et oplagt valg, hvis man har et meget kummerligt liv. Det er ærlig talt lidt trist at se på børn, som er afskåret fra almindelige børns hverdag, og som går rundt i gaderne og tager almisser.
Før solnedgang kører vi tilbage til byen. I morgen eftermiddag skal jeg mødes med de studerende igen, da de har en form for lovsangsmøde, og de skal vist selv fremføre noget. Den sidste gang i måneden er det ”international” altså engelske sange, så jeg skal med, og så har de vist en skummel plan om, at jeg skal spille til nogle af deres sange. Hm, det må vi jo se på. :-)
Det har været en meget spændende dag med mange meget interessante samtaler. Det meste bliver ikke uddybet ligesom, der heller ikke er nogen navne eller beskrivelser af hvem, der siger hvad, og det er selvfølgelig for ikke at skabe problemer for nogle af de lokale. De må ikke tale med mig om de ting, som de gør, men har selvsagt stor interesse i at fortælle om deres land, Kachin. Mens der tidligere var stor overvågning på internettet, så må det være løsnet noget op. I dag er der læssevis af internetcaféer, og der er ikke noget, der tyder på særlige restriktioner.

Tirsdag den 24. januar

Øverst: Fra toget – overrislede marker
I midten: Fra toget – tørre marker med korn og kvæg
Nederst: Min enekupé

Pigen fra Østrig og ham, som jeg deler værelse med, skal tidligt af sted til lufthavnen, da den ligger 50-60 km fra Mandalay – det er ret besværligt. Jeg skal først med tog fra Mandalay (centrum) kl. 13:00, så jeg har god tid til en rolig morgen, hvor jeg bl.a. kan få købt vand og mad til togturen. Toget kører på slaget 13, så det går planmæssigt – dvs. jeg har lidt besvær med at finde min kupé, da jeg bliver ledt til en forkert togvogn. Det er i det hele taget utroligt kendetegnende for Burma, at deres engelsk er så dårligt, at de ofte ikke aner, hvad de siger. Nogen gange har jeg også et indtryk af, at de ikke aner, hvad de taler om. Hvis man fx spørger om vej i byen, og de ikke kender stedet, så kan de finde på – på meget overbevisende vis – at vise én i den stik forkerte retning. Om det er fordi, de er forvirrede, eller om bare gerne vil være høflige og så svarer på noget, som de ikke aner noget om, det ved jeg ikke. Det er det samme på restauranterne – rent kaos. Selv med et menukort, hvor man kan pege, kan man ikke være sikker. De første 3 dage i Rangoon bestilte jeg 3 forskellige retter – men fik alle dage det samme. Har på fornemmelsen, at de bare tager noget af det, som de har lavet.... men hvorfor så et menukort?
Da jeg finder rette kupé, sidder der kun én anden passager i kupéen, som er med 4 sovepladser, men han er bestemt også noget for sig selv. Han kan intet engelsk, og møder mig med et ”no”, da jeg træder ind. Hans tøj er en lang brun dragt, som godt kunne minde lidt om munkenes tøj, men som er brunt. Han tilhører helt sikkert en af de marginale etniske grupper, men jeg har ingen anelse om hvilken, og det finder jeg nok heller ikke ud af. Han har langt sort hår og ligner vel – og opfører sig som – en shaman af en art. Han hilser ikke og kigger ikke på mig, sidder og snakker med sig selv, og ind i mellem begynder han at grine, som om han snakker med ånderne, og de fortæller nogle gode jokes. Pludselig sidder han i skrædderstilling på sin seng, kigger ud af vinduet spiller luftguitar og synger en lille sang. Han helt igennem totalt stenet. Ham skal jeg så dele kupé med de næste 17 timer.... :-) Det ville nu ikke gøre noget, hvis der kom en 3. person i kupéen.
Turen mod nord går gennem landsbyer og marker og terrænet veksler mellem beboede områder med tørre marker og våde marker som ved risdyrkning, og gennem mere øde bush-agtige områder. Toget bumler og skramler helt vildt. Jeg sidder vel i én af de bedre vogne, da det er ”upper class”, så min vogn er nok kun fra 60’erne... :-) Hvis man har tendens til køresyge, skal man faktisk huske nogle piller, for 17 timer, hvor alt bliver kastet rundt indvendigt, tror jeg bliver lidt anstrengende.
Efter 3-4 timer kommer kontrollørerne, og det viser sig så, at min kupémakker ingen billet har, og det er jo lidt suspekt. Kontrollørerne går nærmest i panik, og på få sekunder er der 3 unge hjælpere til kontrolløren, som har fjernet hans pude og tæppe, og de samler febrilsk et stykke papir op, som han har tabt. Okay, jeg har betalt mange penge for turen set med burmesiske øjne, men jeg havde så heller ikke rigtig noget valg om at købe en billigere plads; jeg er jo ikke sart – så skulle jeg hellere brokke mig over standarden på selve toget. Den blinde passager bliver selvfølgelig smidt ud, men jeg er så mere i tvivl om, hvorvidt det egentlige problem er, at han er en tyv, eller om det er, at der er andre i kupéen med udlændingen. De gør – med lidt engelskbesværligheder – klart for mig, at kupéen er til mig alene; så er vi der igen. I togene, som kontrolleres af militærets folk, bliver vi adskilt fra de lokale, som det skete på den korte tur i Rangoon, og åh ak og ve, hvis jeg skulle forulempes med en lokal. De siger selvfølgelig, at det er en tyv, men det stemmer nu ikke så godt med hans meget afvisende facon, da jeg trådte ind i kupéen – måske det hænger sammen med, at han så vidste, at han ville blive opdaget, da der ikke må være lokale i kupéen med udlændinge. – Og måske hans skøre mumlen og syngen var små glædessange over, at lykken tilsmilede ham, og der trådte en turist ind i hans kupé :-) Anyway, han ville have fået det svært, da jeg formodentlig ikke sover på togturen, og jeg har mine tasker i sengen i mine arme, så det var blevet svært. Jeg er ikke overbevist om, at han var en tyv; jeg tror han var en blind passager, og stemplet ”kriminel” er helt normalt fra militærregimet overfor alle de lidt afvigende etniske grupper. Disse fordomme har været der i årtier og er et af de kæmpe problemer, som Burma har for at komme videre i et forhåbentlig kommende demokrati. Stigmatiseringerne og mistroen sidder utrolig dybt.
Det var et sjovt bekendtskab men også rart, at det kun varede nogle timer. Toget kører lidt langsommere nu i det mere uvejsomme terræn, og togturen er en helt god oplevelse, hvor man kommer tæt på de lokale samfund, mens man kører forbi, og jeg kan sidde og iagttage bønderne og deres meget primitive landbrug i markerne med segl og oksekærrer, mens solen begynder at gå ned. Jeg er væk fra storbyerne og turistområderne, og det har jeg ventet et par uger på, så det er skønt!

Mandag den 23. januar

Øverst: U Bein’s Brigde i Amarapura
Nederst: En pick-up truck i Mandalay – med munke hængende bagpå

I aftes mødte jeg de andre 2 amerikanere fra færgen, og de ville gerne med til Amarapura, så nu er vi 5 personer til at deles om transporten. Vi finder en af de mange små blå ”pick-up trucks”, der kører rundt som taxaer. Det er et spøjst – og oldnordisk – køretøj med 2-takts motor og kun lige akkurat plads til 5 personer.
I Amarapura skal vi se U Bein’s Bridge, som er verdens længste teaktræsgangbro, og som går tværs over Taungthaman søen. I regntiden når vandet nogle gange helt op til broen, så hér i den tørre tid er det et særligt syn at se denne lange bro på høje pæle. Det er et ganske fascinerende byggeri, og der er kun en lille bid midt på, som er erstattet af betonsøjler for at styrke broen – ellers er det de gamle pæle, som står endnu. Der er desværre ganske mange turister, men det er der jo ikke noget at gøre ved – det er en bro, der skal opleves, så vi begynder at vandre over gangbroen. Det bliver en rolig og afslappet dag. Både fordi vi er 5 personer, men også fordi vi ikke rigtig gider de andre oplagte turiststeder udenfor Mandalay. Fx Sagaing Hill, som sikkert giver udsigt over Mandalay, men nu ved vi jo (fra Mandalay Hill), at det ikke er noget synderligt interessant syn, og resten er bare endnu flere pagoder.... I det hele taget er Mandalay ret uinteressant, så det er rart, at det er netop hér, at jeg kan bruge tid i selskab med de andre rejsende.
Efter at have gået over broen og tømt en kokosnød på en cafe, tager vi en robåd tilbage til den anden side.

Søndag den 22. januar

Unge nonner med paraplyer for solen i Mandalays gader

Min amerikanske følgesvend og jeg beslutter os for at tjekke ud fra det dyre hotel og satse på, at vi kan finde noget billigere. Vi begynder på Nylon Hotel, da den østrigske pige vil ankomme fra Bagan og tjekke ind dér om formiddagen, og det vil være lettest, hvis vi bor tæt på hinanden. Desværre har Nylon Hotel ikke nogle enkeltværelser, så det ender med, at jeg deler et værelse med amerikaneren – som i øvrigt bor og arbejder i Saigon, så jeg kommer formodentlig til at møde ham dér, når jeg kommer så langt. Kl. 11:00 mødes vi med den østrigske pige, og så drager vi af sted for at se lidt af Mandalay. Der er ikke så meget interessant at se i Mandalay – de mest spændende ting ligger lidt uden for Mandalay, og det tager vi i morgen. Vi begynder med at tage til Mahamuni Paya. Man bliver hurtigt lidt træt af at se pagoder, så når man vælger at se endnu én, så skal der gerne være noget specielt ved den. Mahamuni Paya er en buddhafigur med rigtig meget guld på, da folk bliver ved med at donere bladguld til figuren, som så bliver lagt på – guldlaget skulle nogle steder være 15 cm tykt. Desuden må kvinder ikke bede ved figuren, og de må ikke give bladguld; det må kun mænd, så kvinder må blive udenfor og kan så se statuen på afstand, eller de kan ”følge med” på videoskærme.
Efter Mahamuni Paya går vi et par kilometer til Gold Pounders’ Workshop, som er et sted, hvor bladguldet hamres ud. Der skal hamres i 5 timer på guldstykker lagt mellem bambuspapir, før det er så tyndt, som det skal være. Det er et temmelig hårdt arbejde at stå med store hamre (som en meget stor muggert) og finde en rytme, hvor man slår og slår dag ud og dag ind.
Efter guld workshoppen kommer vi forbi togstationen, og jeg skal have købt min togbillet til Myitkyina. Desværre har jeg valget mellem et tog med afgang 04:30, hvilket vil stjæle endnu en nats søvn, og med ankomst kl. 22:00, hvilket ville være risikabelt sent at lede efter et hotel, så jeg ender med at købe en billet til en sovevogn, hvor jeg skal af sted midt på dagen tirsdag, og ankommer onsdag morgen tidlig. Det passer perfekt, men billetten koster 260 kr., og da regimet kontrollerer togene og får en del af pengene, så er det ikke optimalt, men sådan må det blive.
Solnedgangen skal vi se fra Mandalay Hill, hvor der er et tempel med udsigt. Templet er dog ikke noget særligt, og da man jo har set en solnedgang før, så er udsigten heller ikke noget at gøre noget stort nummer ud af. Man har mere udsigt mod nord end mod Mandalay, og der er så diset, at man alligevel ikke kan se horisonten klart. Det mest interessante er munkene i templet, som slipper fugle løs. Den første er en ugle, og derefter slippes nogle af fangenskabet hård medtagede spurve fri. Én falder dog til jorden, og en anden ender i et træ halvt bevidstløs. Den sidste due ligger på muren med benene i vejret. En munk sætter to fingre på maven af den og ryster på hovedet. En ganske komisk situation, men det er dog også skidt at se dyrplageriet. Det er et meget populært offer i både buddhismen og hinduismen – når man slipper disse dyr fri, er det som, at man ”slipper livet fri”.

Lørdag den 21. januar

Øverst: Både på Ayeyarwady på vej fra Bagan til Mandalay
Nederst: En færge helt magen til den, jeg sejler med

Dagen begynder tidligt, da jeg skal nå båden kl. 06:00 fra færgelejet 1-2 km fra hotellet. Da jeg afleverer nøglen, får jeg endnu en positiv oplevelse af dette guest house. Vi er to, der skal med båden tidligt, og da vi derfor ikke får morgenmad, så har de pakket en lille pose med morgenmad til os – fantastisk. Det er meget mærkbart, at de hér er hjemmevante med de behov, som rejsende i Burma har. Jeg tager en trishaw (en slags 3-hjulet cykel med plads til 2 passagerer i en sidevogn) til havnen, hvor båden venter – eller skulle jeg sige færge. Jeg havde forventet en mindre båd, da det jo er hurtigbåden, og den traditionelle færge er en del længere tid om turen, men denne båd er en lille færge med plads til over 100 passagerer. Vi er kun 18 plus personalet, hvilket så også tæller 2 i maskinrummet, 5 på broen, og nogle stykker i køkkenet, så der er god plads. Ved et kig ned i maskinrummet, da vi lægger fra kaj, ser jeg en mand tappe lidt brændstof ét sted, og hælde det ned i et lille hul et andet sted med en 1 liters drikkedunk, og en anden maskinmester trækker i et stykke snor – muligvis fordi vi bakker fra kajen. Sådan kan man også betjene en båd, om end det ikke lige er allernyeste model...
”Åh, den vej til Mandalay...” – floden er vel 5-600 meter bred, og jeg svært ved at forestille mig, at der skulle være flyvefisk hér. Jeg spørger en lokal, men enten er det engelskkundskaberne, eller også tror han bare, at jeg er skør, da jeg spørger til flyvefisk. Det er nok bare noget, som Rudyard Kipling (som har skrevet teksten til den originale udgave af Four Jacks fortolkning af Mandalay-sangen) har fundet på – eller også er fiskene uddøde; han skrev teksten i 1892... :-) Jeg kan dog sagtens sætte mig ind i det eksotiske for kolonitidens rejsende, når de sejlede op og ned ad Ayeyarwady floden. Det er en smuk tur i et fladt landskab med sandbanker. Færgen er helt perfekt! Der er soldæk med dejlige stole, der er indendørs siddepladser, en lille restaurant, og hvad man ellers skal bruge. Hér har jeg 12 timer i solen på vej op af floden til at skrive og læse og dase – skønt! :-)
Det er mørkt, da vi forlader Nyaung U, og det må være en meget erfaren skipper. Sejlrenden er afmærket med noget, der ligner forlængede kosteskafter sat på bunden, da der er sandbanker til begge sider, og foran på båden navigeres efter en skarp projektør. Solopgangen bryder frem og fortrænger med tiden tågen, som om morgenen ses som en dyne over det varme vand. Der er nærmest noget mytisk over dette landskab. Langs floden er der landsbyer, som lever af at dyrke markerne, og som fisker i floden. Floden er i det hele taget centeret for disse samfund, da der pumpes drikkevand fra floden op i cisterne i byerne, de lokale vasker tøj og bader i floden, og megen trafik foregår også hér. Nogle af de både, som sejler på Ayeyarwady er helt ubeskrivelig oldnordiske, med sort røg i en lind strøm fra en motor, hvor stemplerne i langsomt tempo skydes af som en salve med et tungt maskingevær. De kan høres på stor afstand.
Da vi er cirka halvvejs, møder vi den tilsvarende færge, som sejler fra Mandalay til Bagan, og de to færger lægger sig sammen midt på floden – det skal bytte kaptajn. Især det sidste stykke ind til Mandalay er så ufordrende i forhold til sandbankerne – som kan ændre sig fra dag til dag – at denne kaptajn er specialist i at navigere dér. Mens vi zigzagger op ad floden, bliver det eftermiddag, og vi passerer de to store broer syd for Mandalay. Det er de eneste broer, som krydser floden hér, og i det hele taget passerer vi kun én bro på turen; det er forholdsvis tæt på Bagan. En sådan infrastruktur sætter nogle begrænsninger for et land som Burma. Mens vi sejler mod Mandalays ”havn” – det er landets andenstørste by, men havnen er ikke meget andet end et par flydere, og ellers lægger de store fragtskibe til ved den bare flodbred – går solen ned bag Sagaing Hill, og det bliver mørkt netop som vi ankommer – perfekt timing. Jeg kan ikke forestille mig, at det er så smart at navigere på floden med så stor en båd i mørke. Vi stiger ud på en lille flydende platform, og derfra skal vi gå ca. 3 meter på en tynd, vuggende planke ind til bredden. Jeg er lidt overrasket, at tingene er så primitive her i Mandalay.
Jeg deler en taxa med 3 amerikanere, et senior par og en ung fyr. Han har ikke booket hotel, så vi følges til det hotel, hvor jeg har booket. Der viser det sig så, at trods min reservation af værelse, så har de kun et ”shared room”, dvs. et dobbeltværelse, hvor der allerede bor en gæst. Det vil jeg ikke acceptere, så jeg må ud i Mandalays gader for at finde et hotel. Som forventet bliver det rigtig svært, og jeg ender med at tage et værelse til 115 kr. – det er det dyreste, jeg nogensinde har lejet (inkl. Afrika), så det er lidt irriterende. Mandalay er en ret dyr by, men nu har jeg da i det mindste et værelse, og i morgen vil vi tjekke ud og prøve at finde et andet hotel, og jeg skal mødes med den østrigske pige, som jeg mødte i Bagan for at aftale, hvad vi skal lave i Mandalay.

Fredag den 20. januar

Øverst: Buddhistisk tempel ved Mt Popa
I midten: Nats på Mt Popa
Nederst: Solnedgangen ved Ayeyarwady floden i Nyaung U

I dag skal jeg på en halvdags tur til Mt Popa sammen med nogle andre fra hotellet. Det giver lidt ekstra muligheder, at man kan dele en minibus, og så er det rart at følges med nogen. På denne tur møder jeg en pige fra Østrig, som er på sin anden ud af seks måneder i Sydøstasien, og vi planlægger også at dele en taxa i Mandalay, hvor de mest interessante ting at se ikke er i centrum, men i området omkring byen.
Mt Popa ligger godt en times kørsel fra Nyaung U, og bjerget er omtrent 1660 meter højt. På en høj vulkansk klippeformation ved siden af i omtrent 806 meters højde ligger der et buddhistisk tempel. Der er en masse aber, som holder en med selskab de 777 trin til toppen, og fra toppen er der udsigt over sletten. Der er både buddhafigurer og nats i skøn blanding, og det er et meget populært sted for burmeserne at give donationer. Ved bunden af de mange trapper er der et ”shrine” med de 37 nats – der er 37, som er det største og mest populære, og som regnes for at bo på dette bjerg. Det er nærmest helt forfriskende at se på andet en variationer af buddhastatuer,... :-) men ellers er det et forholdsvis beskedent sted. Selv om nat dyrkelsen kun er den primære religion for få procent af burmeserne, så er det helt normalt i Burma, at man også dyrker disse ånder side om side med buddhismen. Her i landet (også her) går religion og overtro hånd i hånd i folks daglige liv, og fx kan man nogle steder se nats vogte indgangen til et buddhistisk tempel.
Det er rart, at det er en halvdagstur, da jeg skal med en båd kl. 06:00 i morgen, så resten af dagen går med afslapning i selskab med østrigeren, og i selve Nyaung U finder vi en af de ældste pagoder, som er med guld kuppel, og hvorfra man kan komme ned til floden og se solnedgangen, mens en gruppe unge (børn) munke smider ”kludene” og tager et aftenbad lidt længere nede ad floden. Der er bestemt en hyggelig og rolig atmosfære i Nyaung U.

Torsdag den 19. januar

Øverst: Bagan

Nederst: Solnedgangen over Bagan

I dag er ”store pagodedag”, men først skal jeg lige skifte hotel til May Kha Lar Guest House. Det er et helt perfekt sted for backpackere og kan helt bestemt anbefales. Værelserne er normale, men der er rigtig god hjælp at hente til den videre planlægning af rejsen. Hér kan jeg leje cykel, købe en billet til en båd til Mandalay, og den meget venlige ejer hjælper også med hotel booking i Mandalay. Det er en af ulemperne ved eksplosionen i turismen i landet, at hotellerne er booket, så det er svært at finde et værelse, og man skal gerne booke i forvejen, hvilket er lidt svært, når man som backpacker stort set planlægger fra dag til dag. Jeg får også plads i en minibus med andre rejsende fra hotellet til Mt Popa, hvor man dyrker nats – ånder fra de animistiske religioner.
Resten af dagen skal jeg cykle rundt i Bagan, som er et 75 km2 stort område med ca. 3200 pagoder! – store og små. Det er et UNESCO World Heritage Site og er et enormt arkæologisk levn fra de 230 år fra ca. 1050 til 1287, hvor Bagan kongedømmet herskede i området med Anawrahta som kongen, der grundlagde det og indførte buddhismen som hovedreligion i landet. Mange af pagoderne har været ødelagt og er blevet genopbygget især efter en lang række jordskælv gennem historien. Det seneste voldsomme jordskælv var i 1975, hvor en stor del af Bagan blev ødelagt, så mange af pagoderne er restaureret eller decideret genopbygget. Og efterhånden som de finder flere ruiner i forskellige udgravninger, bygger de dem op igen. Der har været megen diskussion gennem årene, hvorvidt man skulle bibeholde de arkæologisk set autentiske ruiner, eller om man skulle genopbygge – og måske endda forandre og modernisere nogen af dem. Det er konflikten mellem arkæologien og de lokale burmesere, som stadig ser det som et helligt sted og bruger det til bønner, donationer osv. De fleste er dog holdt i den oprindelige stil, men især i det, der hedder Old Bagan, er der lidt ”poppet” med mange souvenirsælgere og boder. Men når man kører lidt ud på sletten, så er det et virkelig hyggeligt og fredfyldt område med masser af plads og altid en ny pagode bag den næste busk :-)
Det er helt perfekt med en cykel, da jeg nok får cyklet 25 km i dag for bare at se lidt af det enorme område. På vejen derud møder jeg en fyr fra Moskva, så vi tager den lange dag på Bagans sletter i bagende sol sammen – der er nok ca. 30 grader midt på dagen her om vinteren; om sommeren kan der blive 43 grader, og så er det uudholdeligt at cykle rundt på de sandede og støvede veje og stier en hel dag. Enkelte af de store pagoder kan man komme op i, så man ser udsigten, og vi udvælger hvilken pagode, der skal være vores spot til solnedgangen – i tilpas afstand til hovedvejen, så vi kan finde hjem i mørke :-)
I Old Bagan er der en stor bod med materiale for NLD – Aung San Suu Kyis parti. Man kan købe T-shirts, kalendere og meget andet som fx en taske, hvorpå der er broderet: ”I Love Democracy”. Efter en lang varm og støvet dag slutter vi ved Shwesandaw pagoden, hvor der er god udsigt til solnedgangen. Det er den mest brugte pagode til solnedgang, så det vrimler med mennesker – jeg tror der er 6-700 mennesker, som er ankommet i 9 turistbusser, en del minibusser, og så alle os, der er på cykel. Solnedgangen er ganske fascinerende, og der er en speciel stemning her, hvor tågen hæver sig fra jorden, mens mørket sænker sig. Engang var dette et stort rige med en mangfoldig kultur og meditationer ved hver pagode – og på områderne mellem pagoderne bygget i teglsten har der været klostre, huse og markeder bygget i træ, og som nu er væk.
Om aftenen finder jeg noget mad i Restaurant Rd på en kinesisk restaurant – med dukketeater! Det er en knægt på – vil jeg tro – 12-13 år, der giver den gas med dukkerne. Det er han nu ret god til. Men den kinesiske musik er lidt anstrengende i længden :-)

Onsdag den 18. januar

En lille 2-takts lastbil

Efter en rolig morgen, vandrer jeg mod busopsamlingsstedet. Der skulle komme en bus ca. kl. 11:00, og det tager 4-5 timer til Bagan. Da klokken bliver 11:30 vinker manden fra billetkontoret mig ud for nu er bussen her, men da jeg ser en overfyldt pick-up truck, bliver jeg temmelig sur. Jeg har betalt for en billet, til en rigtig bus – faktisk en luksusbus, og så stiller han op med en pick-up truck. Det er absolut første gang, at jeg oplever, at nogen prøver at snyde i Burma, – og det kunne også godt blive sidste gang. Burmeserne er normalt helt igennem fair, og man kan stole på dem, så jeg bliver lidt overrasket over dette scenarium. Efter at have gjort klart, at han har lovet – og jeg har betalt for – en bus, så gik der 2 minutter. Så stod der en bus! Pludselig var det ikke noget problem at finde en bus, men det var en ”local bus” med varer i midtergangen og en del stop på vejen, men det er jo nu engang en del af charmen.
Køretøjerne i Burma er en historie for sig. Det er ét af de områder, hvor man virkelig kan se, at Burma har været et lukket land, og jeg har fået fortalt, at det har været endnu værre med meget færre biler blot for få måneder siden. Med forandringerne i landet er priserne på biler blevet normale, så almindelige middelklassefolk kan købe en bil, så bilparken er vokset gevaldigt de sidste måneder. En bil, som tidligere kostede måske 60.000$ (hvilket stort set kun regimets folk havde råd til) koster i dag 15.000$, så denne ændring har store konsekvenser. Jeg håber ikke, at forandringerne sker så hurtigt, at Burma som samfund ikke kan følge med – ingen kan have interesse i, at trafikken ender med at være som fx i Bangkok. Nå, men vejen på vores bustur skal vi tanke ved en lille tankstation. Der kommer også en lille lastbil af en slags, som der kører ganske mange af. Det er en 2-taktsmotor, som vel nærmest ligner motoren fra en knallert, som sidder i det fri forrest foran en slags førerhus, og så er der et mellemstort lad bagpå. De oser vildt og lyder omtrent som en fiskekutter, og det er virkelig specielt, når sådan en tøffer gennem gaderne fuldt læsset på vej fra landet til markedet i byen. Da den skal starte igen, er det noget med at kortslutte nogle ledninger under rattet, og så spytter den en masse sort røg ud og er klar til at køre. Jeg ved ikke hvor gamle disse motorer er, men jeg tror, at de er et levn fra ”temmelig gamle dage”. Jeg kan fx ikke huske, at jeg har set dem i Afrika, selv om dér også er mange meget gamle lastbiler.
Vores egen bus er nu også en gammel raslebunke, og det viser sig, at for at starte bussen igen.... så skal den skubbes i gang! Med lidt besvær kommer vi i gang, og så rasler vi videre til Nyaung U, som er byen, hvor jeg skal bo ca. 5 km fra Bagan. Da jeg ankommer, forsøger jeg mig på et par populære hoteller, men de er fuldt booket, så det er først ved det fjerde hotel, at jeg finder en seng. Det er ikke noget super godt sted, men det ligger lige ved siden af et rigtig godt sted, som er fuldt booket, men hvor jeg kan få et værelse dagen efter, så jeg tager én nat, og skifter hotel til nabohotellet, hvor der er meget mere liv med mange backpackere.
Nyaung U er et sted med rigtig mange udenlandske turister, så det sætter bestemt sit præg på byen, og der er rigtig mange restauranter. Det plejer egentlig at være et ”turn off” for mig med alle de turister, men jeg kan faktisk godt lide atmosfæren her i Bagan. Det er rigtig hyggeligt, alting er afslappet, man møder andre udlændinge, og der er en hyggelig sidegade, som populært kaldes ”Restaurant Road”, med mange hyggelige restauranter side om side. Det passer mig fint, at jeg skal være her i 3-4 dage.

Tirsdag den 17. januar

Phaung Daw U Paya ved Lake Meiktila

Det er lidt stenet sådan at sidde 5 timer om natten på et thehus og vente på, at det bliver lyst, men heldigvis er der et par unge fyre, som holder mig med selskab. Kl. 04:00 begynder de andre spisesteder at gøre klar til en ny dag. Der stilles frem, og frituregryden kommer i sving. Det er nu ganske fascinerende at se, hvordan det ”sidder i fingrene på dem”, når de samler en samosa eller andre af de andre ting, de sælger. Kl. 07:00 går jeg på hotelværelsejagt. Det første hotel vil have 150 kr. for det mindste værelse, så jeg vandrer videre over broen over Lake Meiktila til bydelen på den anden side – dér er også et hotel. Desværre er der fejl på mit kort, så jeg går rundt en times tid, før jeg endelig finder det. De har kun de allerbilligste værelser tilbage til 30 kr. inklusiv morgenmad, men det er en seng, så det tager jeg.
”Værelset” ligger i en gammel kolonibygning lige ved siden af hotellet, som er temmelig forfalden, og der er fire senge (heldigvis skal jeg ikke dele det med andre), et badeværelse – selvfølgelig kun med koldt vand – og så er det væsentligt for mig, at jeg har en stikkontakt til at oplade mine ting. Stikkontakten hænger på væggen og dingler i de to ledninger, så det kan jeg ikke sætte et stik i; men det bliver fikset, og så har jeg et værelse. Det interessante er så, at det er den bygning – som jeg godt vidste skulle ligge tæt på – hvor Aung San Suu Kyi for mange år siden holdt ferie (honeymoon) sammen med sin mand Michael Aris. – Der er tydeligvis ikke rørt en finger siden da.
Efter at have nappet 1-2 timers søvn som kompensation for den skrabede nattesøvn, går jeg ud i byen for at se, hvad Meiktila er. Det er i hvert fald ikke en turistby! Der er dog et par smukke pagoder ved søen – især Phaung Daw U Paya, som vel nærmest ligner et forgyldt vikingeskib. Ellers er der ikke meget at sige om Meiktila, men der er dog et mindesmærke – godt skjult ved et afsides kloster – som markerer de 20.000 japanske soldater, som blev dræbt hér, da briterne ved 2. Verdenskrigs afslutning i 1945 tog Burma tilbage (med hjælp fra Aung San og de andre burmesiske frihedskæmpere – se evt. historieafsnittet).
Ellers skal jeg have fundet ud af, hvordan jeg kommer videre til Bagan i morgen. Nær ved busselskabernes butikker møder jeg en yngre pige, som står i en mindre butik. Hun kan lidt engelsk, så det bliver en lejlighed til at få en snak om lidt af hvert. Man skal dog lige ”klappe hesten” med hensyn til de mere politiske emner, som militær, etnicitet og regeringer. I Rangoon var det generelt meget tydeligt, at støtten til Aung San Suu Kyi var stor. Hér i Meiktila fornemmer jeg, at det er lidt anderledes – ikke mindst, da der ligger en stor militær flyvebase udenfor byen, og militærets folk fylder (i civil) en del i gadebilledet.
Meiktila er først og fremmest en handelsby, da den ligger strategisk midt mellem Bagan, Taunggyi (Inle Lake) og Mandalay – og så med Rangoon mod syd. Der er virkelig mange varer på markedet! Jeg tror aldrig, at jeg har set så meget ris før. Der er tonsvis af ris, og store mængder af forskellige grøntsager og løg. Der er afsindig meget tørret rød chili – fx et lager rum på ca. 25 m3, der er fuldstændig fyldt op med chili. Eller en anden bod med omtrent 40 sække (affaldssæk størrelse) hvidløg!! Meiktila er absolut stedet, hvis man skal handle stort ind... :-)
Resten af dagen går med afslapning og aftensmad på et lokalt sted ved søen med udsigt til Phaung Daw U Paya. Der er ikke nogen egentlig restauranter i Mektila, men det mad, som jeg finder er det bedste, jeg har fået ind til videre i Burma. Serveringen bliver klaret af 3 børn, hvor den yngste er 9 år – men ligner en dreng på 6-7 år (asiaters alder er ret svær at regne ud; de ser yngre ud, end de er).
På hotellet bliver det også til en snak med en tysker – en fyr, som mere eller mindre har levet på farten i 25 år. Han er lidt en spøjs fætter, men ganske flink og i snakkehumør. Det er rart en gang i mellem at møde nogle andre udlændinge, så man kan føre en længere samtale – med hele sætninger. De fleste burmesere forstår simpelthen ikke, hvad du siger, hvis du formulerer en hel sætning. Man er nødt til at kommunikere med enkelte ord, som man kan håbe, at de kender – og så fagter. Sprogbarrieren er bestemt den største barriere, der er til det burmesiske folk – selve mentaliteten falder efter min mening rigtig godt i hak med os europæere.