En bambusflåde på Ayeyarwady floden
Vi har heldigvis sejlet et godt stykke i nat, så det skrider fremad. Der er nok lige 2 grader varmere her længere mod syd, og jeg har efterhånden vænnet mig til rytmen her på båden. Jeg kan sove fra lyset (generatoren) slukkes kl. 22:00 til kl. 04:00. Derefter er det for koldt, så jeg må bevæge mig for at holde varmen. Nord for Mandalay er der kun lidt tåge, så vi kan sejle videre allerede fra kl. 06:00, hvor det bliver lyst.
Et liv på sådan en båd må nu være ret hårdt i længden, men de er jo selvfølgelig vant til det. De har så også lidt bedre sovefaciliteter end os passagerer, men der er ingen steder at side eller ligge udover et par bænke i køkkenet og så det bare plankegulv. Det er rart at lære nogen af dem lidt at kende, men det er omvendt så også mærkeligt, at vores verdener er så forskellige. Eksempelvis en ung, sød familie med en pige på 2 år, som har spankuleret rundt på båden; dem sætter vi af på en sandbanke med en lille båd og nogle sivhytter – det er deres liv.
Kommunikationen er svær i Burma, men jeg har efterhånden fundet ud af, hvad det er, de tygger, som gør deres tænder blodrøde, og som gør, at de hele tiden spytter det der klamme røde stads alle vegne. Det er betle nut. Det er en nød, som de hakker i stykker, og så går de og tygger det, så tænderne og nogle gange læberne og mundvigen bliver blodrøde. Det er et opkvikkende stof, som man bliver afhængig af, og det skader tænderne, så de med tiden ødelægges og falder ud. Desuden smører de ofte noget ”lime stone” pulver med lidt vand på. Så selv om det kunne opfattes som et ”charmerende” særpræg, så ser det ikke blot utiltalende og klamt ud; det er også meget skadeligt. Mange har brug for det opkvikkende stof pga. meget hårdt fysisk arbejde, og/eller fordi de ikke kan spise så mange måltider, som de gerne ville, og derfor henter energi med dette stof.
Vi ankommer til Mandalay kl. 14:00, og det er rigtig godt, for så skulle jeg kunne få et af de billige værelser, hvilket også lykkes efter lidt ventetid. Jeg kunne egentlig godt tage en natbus til Kalaw med det samme, men jeg må simpelthen have en ordentlig nat med et ordentligt bad inden, jeg tager en nat på en bus, og derefter måske 3 dages trekking. Jeg har sådan set ikke været i nærheden af andet end flodvand og en kold bruser i Myitkyina siden, jeg sidst forlod Mandalay for 9 dage siden... :-)
Det har været en rigtig hyggelig og anderledes oplevelse at være på en fragtbåd i 4 dage og 3 nætter, og jeg har fået set et andet Burma i et andet gear end de store byer og turiststeder. Dertil kommer, at jeg alt inklusiv (mad, sejlads og ”logi”) har brugt ca. 100 kr. på 4 dage. Det er jo godt, at der også er nogle billige dage. :-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar