Tirsdag den 21. februar

Øverst: Billede fra COPE centeret – bombeskrot
Nederst: Paksan

Kald det bare fantasiløst, men jeg ender også denne morgen på det skandinaviske bageri, :-) – og jeg er ikke den eneste genganger. Derfra går jeg videre et godt stykke til COPE centeret, som jeg ikke fik set i går, men som kun er en kilometer omvej på min vej til busholdepladsen. Jeg vil meget gerne se dette center, så selv om jeg har min rygsæk med, så går jeg derud. COPE centeret er et NGO-arbejde, – eller igen er NGO lidt misvisende, da de ikke er internationale, og derfor skal samarbejde med regeringen. De arbejder med rådgivning og rehabilitetsprogrammer for ofre for UXO’s (unexploded ordnance) – se evt. mere i indlægget 19. februar. Der er en fin udstilling med informationsmateriale og selvfølgelig gamle bomber, og man kan se primitive proteser og se forskellige dokumentarfilm i et videolokale. Det er en god udstilling, og én af medarbejderne er en schweizisk kvinde, som jeg får en snak med – også om Burma, som jo har samme problem med krigshærgede områder, som er ødelagt i mange år frem pga. ueksploderet ammunition – og i Burma i høj også antipersonelminer. Udstillingen kan klart anbefales, og er en god mulighed for en aktivitet i Vientiane, hvor der ellers ikke er så mange deciderede turistaktiviteter. Centeret ligger i forbindelse med statens ministerium for sundheds arbejde med ofre for UXO’s. Der er rehabiliteringscenter, klinik, hvor tilskadekomne får lavet proteser, og et værksted, hvor de laver kørestole. Sidstnævnte kan man godt se (det er ved indgangen til COPE centeret), men resten er ikke åbent for uvedkommende.
Hele den sydøstlige del af Laos er hårdt ramt af UXO’s, da Ho Chi Minh stien gik dér. Jeg kommer ikke til denne del af landet, men den anden ramte del var Xieng Khuang provinsen, da den politiske støtte til Nordvietnam var centreret dér. Det er denne provins, som jeg kommer til i overmorgen. Det er utroligt, at en krig, som blev afsluttet for snart 40 år siden, stadig præger landet så voldsomt. Det er jo især blevet sådan, fordi ingen har villet hjælpe tilstrækkeligt med oprydningen, og Laos har været for fattigt og har manglet viden til selv at klare opgaven. Der har i efterhånden en del år været en del NGO-arbejde, som hjælper til, men det er en helt utrolig stor opgave at rense så store landområder i så uvejsomt terræn, og med det nuværende tempo vil det tage over 100 år før, man har renset landet. I dag ligger mange bomber begravet i jorden, så man ser dem først den dag, hvor man sætter en spade i dem – med fare for, at de eksploderer. Også i regntiden bliver mange bomber blotlagt – og flyttet af vandmasser, så et sted, som før var clean, kan få tilført en bombe af floden. Metallet er en del penge værd, og da lokalbefolkningen er meget fattig, kan de ofte ikke modstå fristelsen for selv at flytte bomberne. Især børn leder i skovene efter metalrester, som de kan sælge som skrot, så de kan komme hjem med penge. De bagmænd, som indvilliger i at handle med dette krigsmateriale er helt igennem skruppelløse! Det er desværre virkeligheden. Et barn kan sælge skrot for 2.000 kip per kilo, og en metaldetektor kan købes for 100.000 kip. Det tager ikke lang tid før, et barn kan tjene penge på den investering. Folk bliver dræbt eller mister arme og ben, når de arbejder i marken og rammer en bombe eller ved arbejde i skovene. Også ved vejarbejde og husbyggeri er der stor risiko, og der er også beretninger om, at bomber er eksploderet i landsbyer, da man har bygget huse ovenpå bomber, som lå skjult i jorden. Når man så tænder ild til ildsted, varmes jorden op, og det kan antænde bomben. Jeg har svært ved at forestille mig, hvordan det må være at arbejde i en mark, hvor der er risiko for at finde UXO’s. Det må være traumatisk for sådan et samfund. USA’s rolle i dette er jo åbenlys, – og man har samme problemer i Vietnam og Cambodja. Man kan jo så undre sig over, at USA ikke er mere involveret i oprydningsarbejdet, – USA er ikke specielt fremtrædende i dette arbejde. Forkasteligt!
Efter et besøg, som sagtens kunne have været længere, men jeg har ikke tid til at se dokumentarfilmene, finder jeg ud til busholdepladsen, og det er ganske simpelt at finde en bus til Paksan, da alle busser sydpå kører igennem byen. Paksan er umiddelbart en ganske almindelig by med marked og hovedgade, og det er mit indtryk, at byen er meget præget af handel og af virksomheder, som der er rigtig mange af. En anden ting, som springer i øjnene, er den markante kinesiske indflydelse, når det kommer til handel og virksomheder. De sidder på en meget stor del af det, som tilfældet også er i de andre sydøstasiatiske lande. Stort set alt, hvad der er af stål og træ en gros, og distribution af biler og motorcykler og anden handel, som er væsentlig for, at er land kan fungere; det er på kinesiske hænder.
Jeg finder et hyggeligt og fint guest house ved floden Nam Xan, og resten af dagen går jeg blot lidt rundt, og til solnedgang går jeg de 2-3 km til Mekong floden. Paksan ligger, hvor bifloden Nam Xan møder Mekong. Det er et nydeligt sted med flere (næsten tomme) restauranter, og der er gadekøkkener ved flodkanten. Men ingen udlændinge – udover mig selvfølgelig. Med besvær finder jeg noget mad, som ikke er nudelsuppe, – de kan intet engelsk og kender end ikke ordet ”rice”, så jeg må rundt og se i alle gryderne før, jeg finder noget ris. De lokale – og det gælder hele regionen, men jeg synes, at det er mest markant her i Laos og til dels i Burma – spiser nudelsuppe morgen middag og aften, og man kan besøge 10 gadekøkkener på række, som kun har nudler. Ingen ris. Min oplevelse af nudelsuppe er, at det er som at stikke tungen ud af vinduet, – og så er man sulten igen efter få timer, så..... ris, tak.