Torsdag den 2. februar

Øverst: Morgen i Kalaw
I midten: Kalaws bjerge
Nederst: På besøg hos en ældre dame i en Palaung landsby

Bussen ankommer allerede 02:30, og ved busstoppestedet i Kalaw, som er en lille bjergby fra kolonitiden, venter en guide fra et af trekking bureauerne for at få mig med på en gruppe med 3 polakker. Det passer perfekt, selv om det er blevet lidt dyrt, da priserne er steget gevaldigt det sidste halve år. Det er dog stadig billigt efter danske forhold. Jeg skal betale 390 kr. for 3 dages trekking inkl. 2 overnatninger, mad og en bådtur over søen, til Nyaungshwe, som er byen, hvor jeg skal bo mens jeg besøger Inle Lake området.
Med den tidlige ankomst i Kalaw kan jeg se hele fodboldkampen på et thehus i selskab med de mest hardcore unge. Det er meget koldt om natten, så det er jo lidt en delt fornøjelse, og efter kampen venter de hundekolde timer sidst på natten. På en bakke hævet over Kalaw har man udsigt over hele byen, og det er et perfekt sted til en solopgang. Og efter en lille tur rundt i byen møder jeg min guide og de 3 polakker, og så går det derudaf.
Vi vandrer af sted kl. 10:00 og har mindst 50 km foran os på de 3 dage med fordelingen 16, 22, 12. Dagens 16 km er i bjergrigt terræn med bl.a. fyrreskove og stejle stier gennem tæt frodig skov. Vi passerer et par søer, som er dæmmet op og fungerer som Kalaws vandreservoir, hvorfra man pumper drikkevand til byen. Derefter videre til et udsigtspunkt over Kalaws bjerge. Hér er der en del guldminer, hvilket selvfølgelig gav en del guldfeber blandt de lokale for nogle år siden, da man begyndte at finde guld. I dag har militærdiktaturet overtaget det hele og solgt rettighederne til et kinesisk firma, som udvinder guldet med kinesiske arbejdere. – Endnu en af de mange historier om et regime, som i årtier har set stort på sin egen befolknings ve og vel. Ved udsigtspunktet bor en nepalesisk familie, så frokosten bliver nepalesisk med chapati.
Turen går videre til en Palaung landsby. Palaung er én af Burmas utallige etniske grupper. Det er ikke nogen fattig landsby – dem ser vi ikke rigtig nogen af, da området har gode forhold til landbrug – men dog stadig med simple forhold, som man nu engang ser på landet. Da vi ankommer til byen, kommer en ældre kvinde hen til os og inviterer os på en kop the. Det er jo meget venligt, så vi takker selvfølgelig ja. Hun er nok ca. 55 år gammel, og fortæller bl.a. om, hvorfor hun har kort hår. For 5 måneder siden var hun nonne i et kloster (hvor man jo så barberes skaldet), men hun var der blot en uge, hvorefter hun vendte tilbage igen. Det skyldes, at hendes mand er blevet munk, og hun ville gerne se ham. Det er tilsyneladende en helt normal ting, at hvis man er utilfreds med eller bare ikke gider familien, så kan man blive munk. Han forlod således sin familie, og som munk eller nonne begynder et helt nyt liv, hvor man får nyt navn, – det gamle må slet ikke bruges mere, – og man skal lægge sin familie bag sig og må ikke have noget med dem at gøre. En gang i mellem, så kommer han forbi hendes hus på sin vandring rundt for at tigge, og så kan han sidde der et kort øjeblik, så de kan tale sammen, men det er sjældent, og det har været alt for hårdt for hende. Hun er blevet ved huset for at tage sig at børnene og børnebørnene, som jeg formoder, at det er, som sidder i huset sammen med os. Hun valgte så for nylig selv at blive nonne i et kloster i sammenhæng med hans kloster, så hun kunne se ham, og jeg formoder, at hun ville overtale ham til at komme tilbage, med hun måtte rejse igen efter en uge uden held. Om man (som i Danmark) bare skrider og sætter sig på en bar og drikker, når man vil væk fra familien, eller om man går i kloster, kan vel næsten være lige slemt. Men jeg synes nu stadig, at det er en barsk måde, hvor på man bruger den buddhistiske religion rammer. Når man går i kloster, bliver man ikke skilt (hvilket er svært at blive), og det er formodentlig en grund til, at man vælger denne løsning.
Efter en god og spændende snak i Palaung landsbyen, går vi videre nogle timer, og efter en dag med 7 timers vandring, når vi efter mørkets frembrud frem til en Danu landsby. Her skal vi sove for natten. 7 timers vandring med 3-4 km i timen giver jo noget mere end 16 km, og derfor begynder jeg mere at tro på andre guider, som siger, at turen er 60 km lang. Det lyder mere realistisk. Anyway; man får i hvert fald lidt ømme fusser. :-)
Vores sovepladser i landsbyen er helt i top i forhold til mine dage på fragtbåden. Kalaw er i 1350 meters højde, så der er køligt om natten, men vi har en tynd madras og 2 tykke tæpper, så det bliver en ganske god nats søvn. Det er der nu også behov for, inden vi skal tygge os igennem morgendagens 22 km...