mandag den 6. februar 2012

Onsdag den 1. februar

Shwe In Bin Kyaung – kloster i Mandalay

Jeg skal først med en bus fra Mandalay centrum kl. 16:00, så der er mulighed for at se lidt mere af Mandalay end jeg fik set sidst, jeg var her. Jeg lejer en cykel og kører af sted mod flodbredden. Ved fragtbåden arbejdes der på højtryk. De har allerede læsset det gods af båden, som det tog 2 dage at læsse på.... det er forskellen på 7-8 bærere i en landsby og så 40 bærere i Mandalay. Langs bredden bor fattige familier i simple ”huse”, og jeg formoder, at mange af dem arbejder på havnen. Det er ret vigtigt for Burma, at de kan fragte gods på floden, og der sejler mange skibe, og derfor kan det undre lidt, at der ikke er nogen egentlig havn i Mandalay. Alt foregår via en planke til flodbredden.
Jeg cykler videre, og får mulighed for at se stenhuggernes område, jadestens markedet (en grøn sten, som især bruges til smykker), og så napper jeg lige endnu et kloster til samlingen. Shwe In Bin Kyaung er et hyggeligt og på sin vis interessant kloster. Det er ikke voldsomt prangende, men det er bygget i teaktræ, og er ganske flot med mange udskæringer. Middagsmeditationen går i gang, og som i stort set alle andre klostre, så foregår det ved, at der messes for via en båndoptager, som afspilles. Det er sikkert meditationer fra en kendt og fremtrædende munk, og også prædikenen er på bånd. Menigheden istemmer så med svar på bestemte tidspunkter.
Efter det sædvanlige besvær med transporten mellem de store byer, hvor busholdepladserne er i udkanten af byen, og man derfor skal med en anden bus ud til holdepladsen, og efter den sædvanligt lange ventetid på en kaotisk og larmende buscentral, så sidder jeg endelig i bussen på vej til Kalaw. Det er en tur på primært jordveje, og så går det op i bjergene i Shan-staten. Det er lidt ærgerligt, at jeg ikke kan tage en dagsbus, da det skulle være en smuk tur, men de fleste busser er natbusser, da burmeserne ikke kan spilde en dag på transport, og de få dagsbusser er knap så luksuriøse og med mange stop, og på ruten til Kalaw er de endnu ikke tilladte for udlændinge.
Vi skulle være fremme kl. 03:30, og jeg har en skummel plan om at skulle finde et åbent thehus, hvor de viser fodbold, da Bolton- Arsenal spiller. :-) Og om muligt vil jeg hoppe med på en trekkingtur allerede samme dag, så jeg ikke skal bruge en hel dag i Kalaw. Håber denne plan lykkes...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar