Mandag den 27. februar

Bådturen fra Nong Khiaw til Muang Ngoi Neua

Bådturen til Muang Ngoi Neua er fantastisk! Denne tur – og turen videre fra Muang Ngoi Neua til Muang Khua – er egentlig den væsentligste grund til, at jeg har valgt at tage denne vej. Og det er helt afgjort det værd! Denne bådtur er meget smuk – og lidt vild. :-) Okay, man sidder jo bare i båden, men det går op mod strømmen, og der er mindre ”rapids” (stejle fald med kraftig strøm) og klippeskær overalt. Bølgerne ved de kraftigste ”rapids” er op mod en meter høje, og båden, som er halvanden meter bred på det bredeste sted, får fuld gas, så det er jo nok det nærmeste, man kan komme ”action”. Man kan leje en kajak og sejle ned her, men det er ret dyrt – det må være ret sjovt. :-) Floden Nam Ou skærer sig gennem flere hundrede meter høje klippebjerge med den tætte skov, som hager sig fast på bjergsiderne. Det er Laos natur, når det er allerbedst!
I Muang Ngoi Neua finder jeg et billigt værelse, og resten af dagen går med at gå lidt rundt og med at sidde på restauranter. Muang Ngoi Neua er en lille landsby 24 km oppe ad floden fra Nong Khiaw, og man kan kun komme dertil med båd, og der er ikke elforsyning. Denne landsby har udviklet sig til et hyggeligt turiststed med dejlige restauranter og guest houses ved flodbredden og med bjergene, som tårner sig op bag og på den anden side af Nam Ou. Dette er et lille paradis, hvis man skal holde ferie og slappe af! Om dagen kan man tage på trekking ture, hvor man besøger stammelandsbyer eller man kan sejle kajak eller tubing (badering), men ellers er restauranterne vel egentlig den primære aktivitet i selve byen. Jeg bestiller retter med and to gange i dag, da and koster det samme som kylling eller svinekød hér, så det må jeg jo udnytte. Der løber en del ænder rundt (og tigger mad, når man sidder og spiser) – intetanende, at de er årsagen til den lette adkomst til and i Muang Ngoi Neua. :-) Om aftenen tænder der nogle generatorer, så der er lidt lys. Samme system som i Nam Neun, hvor man ikke kan slukke lyset, men sengetid er, når generatoren slukker – klokken 22:00.
I morgen vil jeg videre til Muang Khua, men ved billetkontoret er der kun mig på passagerlisten, og der skal 10 personer til før, de sejler, så jeg er lidt spændt på, om jeg kommer videre, eller om jeg strander her endnu en dag. Jeg har jo fået at vide, at de sejler hver dag, men man får meget forskellige informationer i dette land, så.... det ser ikke så godt ud.

Søndag den 26. februar

Øverst: Nong Khiaw om morgenen
Nederst: Landsby 8 km fra Nong Khiaw

Også i Nong Khiaw er det lidt køligt om morgenen, så jeg sover så længe, jeg kan, til det er varmt nok til at forlade sengen. :-) Klokken 09:00 er jo lidt af en ”skraber”, når man er vant til at stå op mellem klokken 06:00 og 07:00. Jeg får vasket lidt tøj, og så skal jeg til at have kigget på mulighederne for min rejse ud af Laos. Der er temmelig mange ubekendte på denne strækning, så det har jeg været lidt spændt på. Jeg vil gerne med en båd til Muang Ngoi Neua og videre til Muang Khua, men folk giver forskellige informationer, og nogen siger, at det kan man ikke hver dag, hvis der ikke er folk nok til en båd. – Måske de bare siger det, fordi det står i guidebogen, men det betyder bestemt ikke, at det passer... Ligeledes fra Muang Khua til Dien Bien Phu i Vietnam. Det er en grænse, som først er blevet åbnet for få år siden, så logistikken er ikke tip top, og nogle folk siger, at der kun er en bus fredag til mandag, og det er jo ikke så smart, når jeg gerne vil med onsdag. Desuden er jeg lidt usikker på mine visummuligheder ved denne grænse, men det er en helt anden historie. Det finder jeg desværre først ud af ved grænsen, så vi må se, om jeg ender med bare at måtte rejse tilbage samme vej..... Jeg krydser fingre. Man må jo tage en chance i ny og næ.
Nå, der falder heldigvis hurtigt nogle ting på plads. Der er bådafgange på begge strækninger, som jeg har behov for, alle dage, og det er super fedt. Jeg er netop rejst denne vej for at få denne bådtur, da det skulle være flot – og lidt dramatisk... :-) Desuden bekræfter billetsælgeren, at der er busser til Vietnam fra Muang Khua alle dage, så hvis han ellers ved, hvad han taler om, så tegner det rigtig godt. Jeg har heller ikke penge til flere dage i Laos, og jeg ved ikke lige, om det er på disse kanter, at jeg skal forvente en ATM (hæveautomat). Jeg tvivler. Anyway. Der er styr på det, og eneste ubekendte er mit visum.
Nong Khiaw er en rigtig smuk lille by, og jeg kan bestemt anbefale, at man aflægger et besøg, om muligt. Den blå – næsten turkisblå – flod løber mellem stejle og tårnhøje bjerge, som er skovklædte og har lodrette klippesider. Over floden går en bro, og byerne er blot huse samlet om denne bro. Jeg vælger at gå en lang tur ud til en landsby mod nord, så jeg får endnu en dag med, hvad man kunne kalde trekking. 16 kilometer er i hvert fald et pænt stykke. Den lille jordvej derud skærer sig gennem skovområder med tæt beplantning, og ind imellem ligger der så et par små marker eller plantager. Det er en flot tur, og det er skønt at se det hele lidt tæt på, og ikke fra en bus. Landsbyen er også et meget hyggeligt sted. Kun 8 kilometer fra det turistede Nong Khiaw ligger denne lille landsby med bambushytter og et stenhus, som er forsamlingshus. Hér har der været bryllup i går, så nogle hygger sig vist med en slags ”after party”. Det er søndag, så børnene er ikke i skole, men drøner rundt og leger. Blandt andet har de nogle små bær, som de spiller med ved et lille hul i jorden – en slags ”mini pool”. Andre børn hjælper deres mødre med forskellige gøremål. Der ligger ikke plastikposer og flyder, og der er ikke nogen lille butik med fx drikkevarer og importerede varer. Disse butikker er ofte tiltænkt forbirejsende, og hér i denne landsby er de bare dem selv med deres grise og høns, som løber rundt alle vegne. Sådan er de fleste landsbyer i Laos. De er stort set selvforsynende, og denne landsby ser også ud til at leve sit eget liv, – men jeg ved jo så ikke så meget om, hvad de egentlig lever af i denne by; om de bare har deres marker og deres dyr. Eneste synligt moderne indslag er et par motorcykler, som jo skal sikre dem let adgang til Nong Khiaw. Det er også sandsynligt, at folk fra landsbyen arbejder i Nong Khiaw på fx restauranterne og dermed skaber noget indkomst til landsbyen.
Tilbage i Nong Khiaw finder jeg et godt sted ved floden til noget mad, og pludselig bliver det mørkt, så jeg tror jo bare, at det er strømmen, der går. Det er det ikke. Dem, som driver restauranten, begynder at synge fødselsdagssang (en forsimplet, asiatisk udgave af ”Happy Birthday”) og slukker lyset, så man kan se lysene i kagen. Det er ejerens dreng som har fødselsdag og får gaver. Spøjst, at man begynder sådan en børnefødselsdag kl. 20:00, aften. Da jeg skal til at betale og gå – jeg er den eneste i restauranten, får jeg straks et glas øl i hånden og inden længe er jeg inviteret med. Det var jo egentlig min tanke, at jeg skulle slappe af i min bungalow nu, men man siger ikke nej til en invitation, for så ”taber værten ansigt”, så jeg holder etiketten, og inden længe har jeg også fået lidt mad. Det er ganske hyggeligt, om end til tider lidt akavet, da man jo ikke rigtig ved, hvad man skal gøre af sig selv. Især faderen – han er Hmong og hun er Lao; en nærmest symbolsk kombination – taler faktisk udmærket engelsk, og det viser sig, at de er fra Luang Prabang (hvor folk generelt taler godt engelsk pga. de mange turister), og at de havde en restaurant dér, men har nu åbnet én her i Nong i Khiaw, da her er mere roligt. I Luang Prabang er turismen blevet så massiv, at det er blevet for meget. Okay, så er det ikke bare mig, som har fået det indtryk af Luang Prabang. Drengen bliver 9 år, og det er en fødselsdag, som så mange andre med et børnebord, hvor de slås med fødselsdagskagen og leger med balloner, og et voksenbord med forældrenes venner. Jeg fik selv en Beer Lao til min egen mad – og en Beer Lao er på 640 cl... – så jeg prøver jo hurtigt, at få aflivet mit lille glas øl, men det bliver hurtigt fyldt op igen. Da folk efter en times tid rejser sig og går er glassene stadig halvt fulde, og etiketten er ved at gå op for mig. Når glasset er halvt fuldt, bliver det fyldt igen, så man skal altså efterlade noget, når man går. Det ville jeg gerne have vidst for en time siden... :-) Nå, festivitasen varer kun en times tid, – drengen er ved at segne af træthed, – så jeg kan endelig komme til min bungalow og blive klar til, at jeg skal videre i morgen.

Lørdag den 25. februar

Nam Neun

Øv, musen har spist nogle af mine bananer... Jeg købte bananer på markedet i går med henblik på min tidlige afgang til bussen denne morgen. Nå, der er heldigvis stadig nok til mig. Jeg begynder at gå de 7 km tilbage til Phoulao T-krydset, og det går stejlt op, så det er godt, at det er morgen og køligt; det er faktisk ganske køligt, men vi er også ret højt oppe. Phonsavan var i 1.100 meters højde, og dette må være højere. Cirka halvvejs oppe ad bjerget kommer der en bus, som samler mig op; det ligner en slags skolebus (high school), om end de unge mennesker ikke har skoleuniformer på. Efter at have ventet i næsten 3 timer – jeg er ankommet i rigtig god tid – kommer den lokale bus drønende klokken 10:45 fra Xam Neua. Perfekt! Så er transporten til Nong Khiaw sikret, og det går så også lige op for mig, at jeg jo var ankommet i Nong Khiaw i dag ved samme tid – før solnedgang – selv om, jeg var nået til Vieng Thong i går, da det jo er samme bus.
Busturen fra Phoulao til Nong Khiaw er endnu en meget flot tur. Det er 7 timer i bjergene, og ikke på noget sted er der et stykke, som er fladt. Efter Vieng Thong kører vi igennem Phu Loei nationalparken, som er et af de beskyttede områder i Laos. Der er faktisk ganske meget af Laos’ enestående jungle, som er beskyttet, men det hjælper desværre ikke meget på problemet med afskovning. På grund af korrupte administrationsfolk i de laotiske lokalmyndigheder, så er der meget skov i parken, som er fældet, og det ses desværre tydeligt. Der er dog også dele af skoven, som tydeligt bærer præg af at være uberørt jungle, og det er fascinerende, når bussen drøner igennem på bjergvejene med træer og bevoksning, som tårner sig op på begge sider. Nu kører vi kun i de sydligste dele af nationalparken, og det kan jo nok forklare, at jeg ser mange fældede områder i parken. Og så er der sat et nydeligt skilt op der, hvor vi kører ind i området: ”We are proud to have tigers”. Cool. Dem får jeg så med sikkerhed ikke at se fra bussen....
Det er en bjergtur på omkring 230 kilometer, og i det perspektiv går det strygende med ankomst lige til solnedgang i Nong Khiaw. (Der er 2 chauffører). Eneste mindre problem på vejen er, at en finere og nyere bus, som har overhalet os på vejen, er brudt sammen 25 kilometer før Nong Khiaw, og den holder i et hårnålesving, så vi ikke kan komme forbi. Efter lidt tid får de flyttet den strejkende bus, og vi kan passere. Senere ser jeg bussen stå i Nong Khiaw, hvor de arbejder på at få den fikset. Stakkels passagerer, som bliver forsinket – jeg så et par forretningsfolk på bussen. Hvad kan man sige – man skal tage den lokale bus! – Ikke det der fine med luksusbusser... :-)
Nong Khiaw er en landsby ved Nam Ou floden, og sammen med den lille landsby, Ban Hop Soun (hvor guest houses og restauranter ligger), på den anden side af broen, så er dette sted blevet et turiststed. Det er det blandt andet, fordi stedet er nævnt i guidebogen fra Lonely Planet,.... men selvfølgelig også fordi det er et skønt og smukt sted. Jeg er i hvert fald glad for at få lidt mere civiliserede forhold for et par dage, og jeg skal virkelig bruge et bad efter et par dage på guest houses, hvor der bare har været en spand vand. Jeg får mig min egen lille bambus bungalow nær ved og med kig til floden fra min terrasse, hvor der også er to stole og en hængekøje. Top nice! Hér bliver jeg i to nætter, for det er lidt kedeligt at ankomme efter solnedgang og så rejse allerede næste morgen. Skønt med sådan en terrasse, og der er gratis internetforbindelse. Og så har jeg fundet et sted, hvor de har pulverkaffe uden mælk og sukker. Jeg har ikke fået kaffe siden det skandinaviske bageri i Vientiane, – som dog laver rigtig filterkaffe. Tænk, at jeg skulle blive så glad for en Nescafe... :-)

Fredag den 24. februar

Øverst: Phoulao
Nederst: Nam Neun

Jeg står forholdsvis tidligt op, så jeg kan være sikker på at fange en bus, hvis den dukker op. Jeg fik jo beskeden klokken 08:00 i går, så jeg møder op kl. 07:20. Der er ikke umiddelbart nogen bus, men jeg får dog at vide, at den kommer. På et tidspunkt kommer så den pick-up truck, der skal køre turen, men den er tom, og han gør tegn til, at der skal flere folk til før, han kører. Jeg husker straks den unge fyrs få engelsk gloser i går. ”Klokken 08:00 – nogen gange.” Der kører ikke nogen pick-up truck i dag, så jeg prøver at spørge til, hvad man så gør. Nogle andre unge fyre siger så, at der kommer en bus fra Vientiane, hvilket slet ikke kan passe, da den så skulle være kørt til midnat, men så er det pludselig en bus fra Phonsavan, og det giver bedre mening, da den så vil være hér 2-3 timer efter afgang kl. 08.00. – Men hvorfor begynde at snakke om Vientiane? – Og hvorfor er der ingen, som har sagt det før? Det er eneste bus, så de må da vide det? Det er typisk laotisk! Klokken lidt i 10:00 dukker en fin mini-van op, og han har et par passagerer og kører turen for en lidt dyrere pris, men det er overkommeligt, så jeg springer på.
Endnu engang går turen gennem bjergene, og selv efter adskillelige bjergture i Laos kan jeg stadig blive imponeret over naturen. Laos bjerge er forrygende. En fordel ved denne nye, fine bil er, at det går lidt hurtigere på de stejle bjergsider, og så jeg kan ankomme så tidligt, at jeg kan nå med en bus til næste by, Vieng Thong, allerede i dag. Det vil være godt, for ellers bliver transporten i morgen til Nong Khiaw så lang, at jeg ankommer sent og ikke får set byen inden afgang næste dag. Jeg bliver sat af i Phoulao, som er en lille landsby 7 kilometer nord for Nam Neun, da dette er T-krydset, hvor jeg skal springe på en bus mod vest. Chaufføren i mini-van’en siger, er der kommer én inden længe, så jeg skal bare vente. Jeg venter i et par timer og begynder at spørge en dame, som er dukket op – ellers er der kun børn. Hun viser ti fingre og giver tegn til, at man skal sove først. Skod! Så har jeg samme problem igen. Der kører kun én bus, og den begynder i en by mod vest tidlig morgen, og så er den hér klokken 10:00. Nå, jeg kan ikke lave andet hér midt i bjergene, så jeg venter lidt længere i håb om at der kommer et eller andet kørende, men det gør der ikke. Der kører stort set ingen biler mod Vieng Thong. T-krydset i Phoulao ligger på spidsen af en bjergtop, så vi er ganske højt oppe, og det blæser en del. Det er en lille, men stendød landsby, og en lille butik, hvor man kan købe nogle få ting, som drikkevarer og cigaretter, men ellers er der ikke noget. Ingen mad. Men udsigten er da i det mindste helt forrygende. Kvinden, som sagde, at bussen først kører i morgen, pegede mod Nam Neun, da hun forklarede om et sted at sove – tror jeg da. For da jeg senere får hende til at gentage det, går det op for mig, at hun peger på nabohuset på hjørnet af T-krydset. Der er bygget en helt ny lille og ikke helt færdig bygning, og jeg kan se numre på de to døre indenfor, så det er et mini guest house. Men hun viser mig ikke værelset, eller forklarer mig prisen, eller på nogen måde forsøger at yde nogen service, så jeg beslutter, at jeg vil gå tilbage til Nam Neun for natten. Det er typisk laotisk mentalitet. Man har lige bygget et nyt guest house, men man formår simpelthen ikke at sælge varen eller at yde nogen form for service. I det hele taget har Laos mange muligheder, men laoterne mangler drive til at udnytte dem. Det er meget specielt med denne mentalitet midt mellem de driftige thaier, vietnamesere og kinesere. Laotisk mentalitet minder om Afrika på det område. Desværre for Laos.
Så fik jeg mig også lidt ”trekking” i Laos. De 7 kilometer til Nam Neun er en meget smuk tur, men det er selvfølgelig lidt langt med fuld oppakning, og så går det stejlt ned hele vejen. Hmm. I morgen tidlig skal jeg den modsatte vej... I Nam Neun finder jeg – efter ganske meget besvær – et guest house, som er udmærket taget i betragtning, at dette er en meget lille by. Hér i byen er der et lille marked og nogle små restauranter, så jeg kan få mad, så det er fint. Til min store undren dukker der 4 franske pensionister op før aftenstide. De er kørende i egen mini-van og har en guide med. De vælger også – efter lidt overvejelser, da standarden på værelserne er lidt noget andet, end de er vant til – at overnatte hér, og det gør mig bestemt ikke noget. Den fyr, som viste mig hen til stedet var en underlig fyr, og selv om jeg tror, at han blot ved sine makabre fagter prøvede at forklare mig, at han ikke ville bryde ind på mit værelse i nat og stjæle mit kamera, så .... fint med nogle flere folk. Og med en fremragende guide, som taler flydende fransk og udmærket engelsk; han har bl.a. også været chauffør og guide nogle uger for en af forfatterne til Lonely Planets guidebog om Laos, så han er bestemt en god guide. Disse 4 franske pensionister rejser jo på en helt anden måde end mig, og jeg må sige, at når man har økonomien til det – og i øvrigt har behov for komforten – så er det bestemt en god måde at rejse på. Han kan sørge for alt, og han introducerer en masse ting, som det kræver en tolk at få at vide. Han sørger for, at maden bliver lavet lige, som det skal være, at tingene er i orden på vores guest house, og at de tænder nogle timer for generatoren. Han har kørt dem rundt på forskellige ture, og de har set en række forskellige etniske landsbyer på vejen, hvor de bare stopper op og kører ind. Den slags oplevelser får man ikke, når man tager på fast arrangerede ture, og slet ikke når man rejser med lokal transport som mig. Selv om det koster en del penge, så kan en guide på visse ture være en rigtig god idé!
Om aftenen tænder generatoren – jeg så ellers nogle søde små vanddrevne generatorer nede i floden, men det giver nok kun strøm til enkelte husstande. Der er ingen kontakter på mit værelse, så jeg formoder, at sengetid må være, når de slukker generatoren, – det er så ikke endnu, hvor klokken er 22:45... :-) Det er et udmærket værelse, hvor jeg har lidt forskelligt selskab. Ud over myg, edderkopper og andet småkryb, så er der en gekko og en mus, så det er jo vældig selskabeligt. :-)

Torsdag den 23. februar

Solnedgang over Muang Kham – det blå skur til venstre er mit guest house

Første destination i dag er Muang Kham, og om muligt vil jeg helt til Nam Neun i dag. Men jeg skal skifte bus i Muang Kham, så det ved man aldrig om er muligt. Hvis der kører flere busser på strækningen, er der flere afgangstidspunkter at vælge imellem, men hvis der kun kører én, så kører den om morgenen – typisk kl. 08:00. Jeg stiller mig ud til vejen mod Muang Kham og efter en halv times tid har jeg heldet med mig. Når man ved, hvornår bussen kommer er det simpelt at tage denne vej, men jeg ved jo ikke, hvad jeg skal forvente, så det er bestemt rart at se en bus! Det tager kun to timer til Muang Kham, og det er en fin vej. Der stiger nogle Hmong folk på bussen, og endnu engang slår det mig, hvor fascinerende det er at have så store etniske forskelle i ét land. Hmong folket adskiller sig markant fra laoterne med hensyn til udseende – ikke mindst med deres meget lave vækst og deres tøj, som er meget farverigt.
I Muang Kham forsøger jeg straks at finde ud af mine muligheder for at komme videre til Nam Neun. Det er meget svært, da folk absolut intet engelsk kan. Efter nogen tid møder jeg en ung fyr, som netop kan sige ”klokken 8”, og da det næppe er i aften, så må det betyde, at der på denne strækning blot kører én bus om morgenen, og det betyder så desværre også, at selv om klokken kun er 11:00, så kommer jeg ikke længere i dag. Hm. Efter at have forsøgt at spørge forskellige om muligheden for at komme videre i dag, må jeg opgive. For det første forstår de ikke, hvad jeg siger, men de forstår dog ”Nam Neun”, men for det andet så kan de ikke forklare, at det kan man ikke komme i dag. Jeg håber jo, at der vil dukke en mulighed op med en lastbil e. lign., men det ville være meget heldigt.
Okay, jeg skal have resten af dagen til at gå i denne by. Jeg finder et værelse og går en tur rundt og ser på byen. Det er såmænd ikke nogen lang tur, da denne by stort set kun er et T-kryds med hovedvejen øst-vest og så den vej, som jeg skal i morgen mod nord. Det springer dog meget i øjnene, at der bygges overalt i centrum af denne by, og det er store fine bygninger. Det ser ud til at være administrationsbygninger til myndigheder og måske nogle virksomheder (hvilket langt hen ad vejen er det samme i et så kommunistisk land), og så er der nogle fine skolebygninger. Alt det nye ser meget tomt ud. Der er også bygget en ny busholdeplads med en fin bygning, men den bliver ikke brugt endnu. Måske fordi det ikke er færdigt, men jeg har også lidt svært ved at se, hvad man skal bruge så stor en busholdeplads til. Den ene bus, jeg skal med i morgen kunne nok godt klare sig med mindre, og så mange busser er der heller ikke på den øst-vest gående hovedvej. Jeg ser kun én mere ud over den, som jeg selv er kommet med. Jeg kender ikke planerne for denne by, men den giver mig et indtryk af et klassisk kommunistisk problem – og et problem for autoritære regeringer generelt. Man bygger landet fra toppen i stedet for fra bunden. Man lægger store planer om moderne og fine faciliteter, og de midler, som man har, bruger man på at bygge og planlægge sig til udvikling. De fattige lokalbefolkninger mærker ikke tilstrækkeligt til den form for investeringer, og det er jo også baggrunden for, at kommunismen bryder sammen eller får lande til at gå i stå, for i det lange løb skal man have vækst nedefra. Laos har faktisk en ganske god økonomisk vækst for tiden bl.a. pga. deres naturressourcer og turismen, men den kommer ikke i tilstrækkelig grad de fattige til gavn. Hvad nytter det, at man bygger en fin busholdeplads, hvis folk ikke har råd til at køre med bussen, – eller behovet bare ikke er der? Og er det nu nødvendigt med så mange og så fine og store administrationsbygninger i denne lille by, som før disse projekter blot har været en simpel by? Det er i hvert fald mærkværdigt med disse store byggerier i denne søvnige by. Jeg ved ikke, hvor den aktivitet, som skulle retfærdiggøre disse byggerier, skulle komme fra. Det ved styret sikkert heller ikke, men det ser da fint ud.
Frokosten bliver også lidt af en spøjs oplevelse. De kender end ikke ordet ”rice” på engelsk, så jeg må gå fra nudelsuppekøkken til nudelsuppekøkken inden jeg finder en dame, som har ”sticky rice”, hvilket er en speciel og klæbrig rissort. Det er umuligt at forklare, hvad jeg vil have ud over ris, så jeg må med fagter forklare hende, at hun må afgøre, hvilken mad hun laver. Det bliver et kæmpemåltid, og jeg kan slet ikke spise det hele, men sjovt det var det. :-) 25.000 kip er også lidt dyrt for mad på markedet, men al den mad, jeg får er bestemt det værd, så fint nok. Kommunikationen i Laos er underlig efter min opfattelse. Ok, de er dårlige til engelsk, men det er ikke kun det. Selvom sproget er en hindring, så kan man komme langt med fagter, men det er min oplevelse, at laoterne generelt er dårlige til at forklare sig. Når man skal give en pris, kan man jo bare vise antallet med fingrene, men det kan de ofte ikke finde ud af, og så går det helt i fisk for dem. De viser fx ofte 5 fingre både, når de mener 5.000, 50.000 – og 15.000. Altså hvor svært kan det være? Den klassiske er jo så, at man skriver prisen på en lommeregner, så jeg kan læse det, men nogen gange, når jeg beder om det, så går det helt i ged. Det kan de så pludselig ikke finde ud af, og så må jeg opgive handlen.
På mit guest house kører thailandsk tv hele dagen med parlamentsdebat fra det thailandske parlament. Jeg ved ikke, hvad der foregår i Thailand lige nu, men bestyreren kommenterer denne debat ved at sige ”Thailand” og så slå to knyttede hænder sammen. ”I Thailand har de mange diskussioner og sammenstød, fordi der er flere partier.” I Laos, Vietnam og Kina er der kun ét parti (han viser én finger), og derfor er man ikke vant til debatter. Jeg kan ikke helt fornemme hans holdning til det, men jeg får faktisk indtryk af, at han synes, at det er fjollet i Thailand, at man har disse diskussioner. Det er meget bedre i Laos med ét parti, så man undgår stridigheder – på overfladen. Anyway, det er i hvert fald specielt at se en laot interessere sig for en parlamentsdebat i sit naboland. En væsentlig grund til, at Laos stadig hænger håbløst fast i dette gamle og håbløse styre er, at man har en så tilbagelænet tilgang til tilværelsen, at man ikke protesterer (modsat fx Burma). En større interesse i den laotiske befolkning – og ikke kun hos nogle af mindretallene – for et politisk klima med flere partier er efter min opfattelse første skridt til forandringer i Laos. Det har lange udsigter.

Onsdag den 22. februar

Øverst: Et almindeligt hus på landet
I midten: Floden Nam Xan
Nederst: Hovedgaden i Phonsavan

Jeg skal tidligt op, da jeg gerne skal være på busholdepladsen et stykker fra mit guest house kl. 07:30. Der kører kun én bus om dagen på denne strækning mellem Paksan og Phonsavan, så jeg skal nødigt misse den. I går mødte jeg et par backpackere, som kom med samme bus den anden vej, og de sagde, at det var en meget smuk tur, så jeg har truffet det helt rigtige valg med hensyn til rejserute. Billetten er lidt dyrere end sædvanligt, men bussen er end ikke halvt fyldt, og så koster 8 timer i bjergene jo noget saftevand :-) – så man forstår den ekstra betaling. Det er en fed, fed tur, og jeg tror ikke, at jeg har oplevet før, at en bus (mellemstørrelse) har fået så mange tæsk! Det går gennem bjergene, og nogle gange er der meget stejlt op og ned. Vejen er ikke så ringe, som den har været, da den er ved at blive forbedret, men det betyder så, at der især på det midterste stykke er en del støvet jordvej med entreprenørmaskiner. Og alle broerne er ved at blive bygget hér i den tørre tid, så vi skal ned gennem selve floden med bussen hver gang, vi skal krydse en flod. Det er ofte lidt af en off road tur, men det går fint, og bjergene og landskabet er meget smukt – ikke mindst fordi vi en stor del af vejen har floden Nam Xan og senere andre floder i bunden af dalen på den ene side.
Vi ankommer helt planmæssigt kl. 16:00 til Phonsavan, som er hovedbyen i Xieng Khuang provinsen. Desværre bliver jeg sat af i den helt forkerte ende af byen, og jeg har hverken kort eller noget som helst. Min guidebog har ikke været meget værd (Lonely Planet) – hverken i Thailand eller Laos, så jeg sidder med en følelse af, at jeg har slæbt den med rundt forgæves. Omvendt bruger man jo enkelte oplysninger, og man ved jo ikke, hvad man skal bruge, når man begynder sin rejse, – for så havde man jo bare kopieret de få relevante sider, som først og fremmest er kortene over de helt store byer. Resten er fejlinformation – eller mangel på information, så jeg er ved at indstille mig på, at jeg skal rejse lidt mere ”i blinde”. Det giver så en ekstra udfordring, når man ankommer til sådan en by, for folk kan generelt intet engelsk, og der kan gå langt tid før, man er så heldig at støde på én, som bare kan sige nogle få givende sætninger. Efter 45 minutters gang med oppakning møder jeg heldigvis en pige, som kan forklare mig, hvilken gade der er hovedgaden, og hvilken vej centrum ligger. Mere skal jeg ikke vide, men det kan også være svært nok at få den oplysning.
Phonsavan er en efter laotiske forhold forholdsvis stor by, og når man først har fundet den rigtige bydel med guest houses, så møder man også andre udlændinge, og så går det hele lidt lettere. Turister tager til Phonsavan for at tage en dagstur til ”Plain of Jars”, som er en række arkæologiske områder. Jeg er ikke interesseret i sten på en bar mark – heller ikke selv om området nu er blevet renset for UXO’s – så jeg rejser videre i morgen. Ikke fordi det ikke arkæologisk set er nogle fascinerende kar hugget ud i sten, men... jeg springer over. :-) Hvor der er turistattraktioner, er der backpackere, og hvor der er backpackere, opstår der guest houses til dette behov, og jeg finder et hyggeligt sted med god stemning ved grillen. Og prisen for en bungalow holder sig på de acceptable 50.000 kip. Desuden møder jeg en hollænder, som også netop har rejst i Burma, og det giver jo basis for en god snak.
Først på aftenen får vi også set en dokumentar ved MAG (Mines Advisory Group), som er en NGO i stil med COPE, men mens COPE arbejder med ofrene, så arbejder MAG med minerydning og med at uddanne laoter til at kunne håndtere arbejdet med at afmontere og fjerne bomber. Dokumentaren blev faktisk vist på dansk tv før jul 2011 (”Bombehøst i Laos”), så jeg har den selv og har set den før.
I morgen tager jeg videre – jeg skal gennem en række mindre byer på min vej til grænsen til Vietnam, så dette bliver vist sidste ”større” by (så stor er den heller ikke..), men det er jo så også netop formålet med denne rute. Ved at rejse til steder, som ikke er nævnt i Lonely Planet (guidebogen, som de fleste holder sig til), og ved at tage til mindre byer, så håber jeg på, at jeg får set lidt mere af det almindelige Laos og ikke blot turistområderne. Jeg vil føle det som lidt mærkeligt, hvis jeg forlader Laos uden at få det med. Jeg er lidt spændt på, hvordan det skal lykkes at komme den vej, som jeg har tænkt mig, men mon ikke det lykkes. Det værste, der kan ske er vel, at jeg får brugt et par ekstra dage, eller at jeg kan blive nødt til at rejse en helt anden vej til Vietnam. Vi må se...

Tirsdag den 21. februar

Øverst: Billede fra COPE centeret – bombeskrot
Nederst: Paksan

Kald det bare fantasiløst, men jeg ender også denne morgen på det skandinaviske bageri, :-) – og jeg er ikke den eneste genganger. Derfra går jeg videre et godt stykke til COPE centeret, som jeg ikke fik set i går, men som kun er en kilometer omvej på min vej til busholdepladsen. Jeg vil meget gerne se dette center, så selv om jeg har min rygsæk med, så går jeg derud. COPE centeret er et NGO-arbejde, – eller igen er NGO lidt misvisende, da de ikke er internationale, og derfor skal samarbejde med regeringen. De arbejder med rådgivning og rehabilitetsprogrammer for ofre for UXO’s (unexploded ordnance) – se evt. mere i indlægget 19. februar. Der er en fin udstilling med informationsmateriale og selvfølgelig gamle bomber, og man kan se primitive proteser og se forskellige dokumentarfilm i et videolokale. Det er en god udstilling, og én af medarbejderne er en schweizisk kvinde, som jeg får en snak med – også om Burma, som jo har samme problem med krigshærgede områder, som er ødelagt i mange år frem pga. ueksploderet ammunition – og i Burma i høj også antipersonelminer. Udstillingen kan klart anbefales, og er en god mulighed for en aktivitet i Vientiane, hvor der ellers ikke er så mange deciderede turistaktiviteter. Centeret ligger i forbindelse med statens ministerium for sundheds arbejde med ofre for UXO’s. Der er rehabiliteringscenter, klinik, hvor tilskadekomne får lavet proteser, og et værksted, hvor de laver kørestole. Sidstnævnte kan man godt se (det er ved indgangen til COPE centeret), men resten er ikke åbent for uvedkommende.
Hele den sydøstlige del af Laos er hårdt ramt af UXO’s, da Ho Chi Minh stien gik dér. Jeg kommer ikke til denne del af landet, men den anden ramte del var Xieng Khuang provinsen, da den politiske støtte til Nordvietnam var centreret dér. Det er denne provins, som jeg kommer til i overmorgen. Det er utroligt, at en krig, som blev afsluttet for snart 40 år siden, stadig præger landet så voldsomt. Det er jo især blevet sådan, fordi ingen har villet hjælpe tilstrækkeligt med oprydningen, og Laos har været for fattigt og har manglet viden til selv at klare opgaven. Der har i efterhånden en del år været en del NGO-arbejde, som hjælper til, men det er en helt utrolig stor opgave at rense så store landområder i så uvejsomt terræn, og med det nuværende tempo vil det tage over 100 år før, man har renset landet. I dag ligger mange bomber begravet i jorden, så man ser dem først den dag, hvor man sætter en spade i dem – med fare for, at de eksploderer. Også i regntiden bliver mange bomber blotlagt – og flyttet af vandmasser, så et sted, som før var clean, kan få tilført en bombe af floden. Metallet er en del penge værd, og da lokalbefolkningen er meget fattig, kan de ofte ikke modstå fristelsen for selv at flytte bomberne. Især børn leder i skovene efter metalrester, som de kan sælge som skrot, så de kan komme hjem med penge. De bagmænd, som indvilliger i at handle med dette krigsmateriale er helt igennem skruppelløse! Det er desværre virkeligheden. Et barn kan sælge skrot for 2.000 kip per kilo, og en metaldetektor kan købes for 100.000 kip. Det tager ikke lang tid før, et barn kan tjene penge på den investering. Folk bliver dræbt eller mister arme og ben, når de arbejder i marken og rammer en bombe eller ved arbejde i skovene. Også ved vejarbejde og husbyggeri er der stor risiko, og der er også beretninger om, at bomber er eksploderet i landsbyer, da man har bygget huse ovenpå bomber, som lå skjult i jorden. Når man så tænder ild til ildsted, varmes jorden op, og det kan antænde bomben. Jeg har svært ved at forestille mig, hvordan det må være at arbejde i en mark, hvor der er risiko for at finde UXO’s. Det må være traumatisk for sådan et samfund. USA’s rolle i dette er jo åbenlys, – og man har samme problemer i Vietnam og Cambodja. Man kan jo så undre sig over, at USA ikke er mere involveret i oprydningsarbejdet, – USA er ikke specielt fremtrædende i dette arbejde. Forkasteligt!
Efter et besøg, som sagtens kunne have været længere, men jeg har ikke tid til at se dokumentarfilmene, finder jeg ud til busholdepladsen, og det er ganske simpelt at finde en bus til Paksan, da alle busser sydpå kører igennem byen. Paksan er umiddelbart en ganske almindelig by med marked og hovedgade, og det er mit indtryk, at byen er meget præget af handel og af virksomheder, som der er rigtig mange af. En anden ting, som springer i øjnene, er den markante kinesiske indflydelse, når det kommer til handel og virksomheder. De sidder på en meget stor del af det, som tilfældet også er i de andre sydøstasiatiske lande. Stort set alt, hvad der er af stål og træ en gros, og distribution af biler og motorcykler og anden handel, som er væsentlig for, at er land kan fungere; det er på kinesiske hænder.
Jeg finder et hyggeligt og fint guest house ved floden Nam Xan, og resten af dagen går jeg blot lidt rundt, og til solnedgang går jeg de 2-3 km til Mekong floden. Paksan ligger, hvor bifloden Nam Xan møder Mekong. Det er et nydeligt sted med flere (næsten tomme) restauranter, og der er gadekøkkener ved flodkanten. Men ingen udlændinge – udover mig selvfølgelig. Med besvær finder jeg noget mad, som ikke er nudelsuppe, – de kan intet engelsk og kender end ikke ordet ”rice”, så jeg må rundt og se i alle gryderne før, jeg finder noget ris. De lokale – og det gælder hele regionen, men jeg synes, at det er mest markant her i Laos og til dels i Burma – spiser nudelsuppe morgen middag og aften, og man kan besøge 10 gadekøkkener på række, som kun har nudler. Ingen ris. Min oplevelse af nudelsuppe er, at det er som at stikke tungen ud af vinduet, – og så er man sulten igen efter få timer, så..... ris, tak.

Mandag den 20. februar

Øverst: Wat Si Saket
I midten: Night Market ved den centrale havnefront i Vientiane
Nederst: Pha That Luang

Det skandinaviske bageri fra Luang Prabang har også en afdeling her i Vientiane, så den gode kaffe frister til morgenmad dér. Der er en hyggelig lille forhave, og der mangler bestemt ikke kunder i butikken, da mange europæiske fastboende kommer og henter morgenbrød hér. Efter morgenmaden går jeg på jagt efter et andet guest house, da jeg forsøgte at forhandle prisen på mit lidet prangende værelse ned uden held, og så må jeg jo videre. Ikke langt fra bageriet finder jeg Syri 1, som er væsentligt billigere end dér, hvor jeg bor nu, og så er det et langt hyggeligere sted. Blot ved at gå 300 meter fra de centrale gader med de mange restauranter og guest houses får man så meget mere for færre penge! Syri 1 Guest House har udmærkede værelser, der er en lille forhave med en dam med fisk, der er en opholdsstue med akvarium, sofaer og fjernsyn, balkoner med liggestole og akvarium, og på de brede gange er der pyntet stilfuldt med gamle træredskaber, bøger og stole og borde. På det andet guest house er der en trappe fra gaden op til et værelse med en madras på gulvet, og absolut intet andet! Det er en ufordring at finde det rigtige sted at overnatte, da man som regel går rundt med fuld oppakning, og når man så finder et værelse et sted, som egentlig ikke er optimalt, og det er sent, så tager man det. Selv om prisniveauet er højere i Vientiane, og 70.000 kip derfor ikke er vildt dyrt, så er mit prisniveau for Laos generelt 50.000 kip, og jeg får så nu også et værelse til den pris, så det kan sagtens lade sig gøre. Syri 1 Guest House i Vientiane kan hermed anbefales!
Morgenmad og hotelskift har taget lidt tid denne morgen, men nu er det på plads, og jeg har fået lejet en cykel, for i dag skal jeg se, hvad der er at se i Vientiane, – og det er især templer. Templerne i Vientiane er store og ikke helt uinteressante selv om, man er blevet lidt ”tempelmæt”. Ved et af templerne kommer jeg i snak med en novice, som sidder og læser lektier på en bænk. Han er 20 år gammel har været novice i 10 år. Han kommer fra det allernordligste Laos fra en fattig familie, og hans eneste chance for at gå i skole er at blive novice (munk i et kloster), da han så har et gratis sted at bo, og han får gratis mad, da de jo tigger om morgenen. På den måde kan han med besvær få råd til at læse, da han dog skal betale for skolegangen. Han har således efter primary school i landsbyen derhjemme taget secondary school og high school i en større by og er nu kommet til Vientiane, hvor han er på 1. år på college. Han er således på 7. år, men det har taget 10 år, da han har skullet finde penge, og som munk må han jo ikke arbejde, så det afhænger af, hvad familien derhjemme kan spare sammen. Han vil gerne arbejde for en NGO, og det er helt normalt, da det er blandt de bedste jobs i så fattigt et land, men også fordi hans hjemegn har brug for hjælp. Han sidder og læser materiale om folkesundhed og effektivt landbrug, og han har netop oversat UNDP’s årsrapport, så de lokale kan blive mere velinformerede om, hvordan de udvikler deres samfund. Så jeg bestemmer mig for, at jeg fint kan blive 20 dollars fattigere på ham, så det får han inden han egentlig selv har bedt om det (det havde han nu nok gjort siden hen alligevel...:-)...). Han inviterer mig på besøg i hans kloster, så jeg lover at dukke op sidst på dagen, når jeg har været på min rundtur i Vientiane.
Vientiane er efter min mening en skøn by, og jeg forstår, hvorfor den omtales som et dejligt og populært sted at bo for expath’s. Efter 6 dage i Laos, som udelukkende har været i landets meget turistede områder, så er Vientiane dejlig afslappende og imødekommende. Hér bliver man ikke konstant konfronteret som turist, – da halvdelen af de mange udlændinge i bycentrum er fastboende, – og her er smukt. Trafikken er heller ikke slem af en hovedstad at være. Langs hele vandkanten til floden er der bygget en slags ”havnefront”, hvor der ikke kører biler, og hvor man kan tage en løbetur, sidde og nyde solen, og der er night market ved aftenstide. Dette er efter min mening en stilfuld hovedstad!
Jeg får set en del templer i dag, og ét af dem er Wat Si Saket, som også har stor arkæologisk betydning, og som er gjort til museum. Hér gjalder lyden af en munks chanten hen over området, og efter at have set selve det gamle tempel går jeg over i en tilstødende, nyere tempelbygning, – det er hér en munk sidder med mikrofon og gennemfører en ceremoni. Det er et bryllup, og gæsterne sidder og svarer ind imellem og slår på gong-gongen på bestemte tidspunkter. Inde længe kan jeg høre et mønster, at det er, når munken kommer op i det høje falsetleje – dér, hvor det begynder at lyde anstrengende i en europæers øre... – at der skal slås på gong-gongerne. :-) Ældre kvinder sidder og forbereder den religiøse pynt til festen med blomster og blade, og brudesengene står også hér. Det har jeg nu ikke set i et tempel før. Det er en seng udsmykket med en masse fancy tingel-tangel, og så er der et donationstræ foran – et træ, hvor man sætter pengesedler på. På et tidspunkt kommer en ældre kvinde med en skål med slik blandet med blomster, og det bliver kastet ud over folk, og derefter går en skål rundt til donationer. De er meget gæstfrie, selv om dette jo egentlig er lige ved siden af en turistattraktion, og vi sidder 2-3 udlændinge bagerst og kigger på. De kommer med flasker med drikkevand til os, og vi får lidt af slikket, og så kommer der en mand med iskolde og rigtig gode iced coffees. Mums! Man bliver helt forlegen over denne venlighed overfor sådan et par fremmede som blot dumper ind, men omvendt kan man heller ikke sige nej tak, da det vil sætte værten i et dårligt lys, så jeg deltager på høfligste vis. :-)
Næste tempel er også ”optaget” af en ceremoni. Det er en familie, som har problemer, så de sidder i kreds om en munk, som forretter en privat ceremoni, hvor han blandt andet ”kaster” velsignelse over dem med noget, som ligner en lille kost. – Jeg kan ikke lige huske navnet, men det er en helt normal tingest – også i hinduismen. På et tidspunkt kommer jeg tilfældigvis forbi en katolsk kirke, Sacré Coeur, som er en beskeden kirke, men er blandt de meget få i Laos, som har fået lov at bliver der gennem hele den kommunistiske periode. (Derudover er der nogle få hundrede små private menigheder rundt i landet). Det er den første og formodentlig også den sidste kirke, jeg ser i Laos, og jeg ser den kun ude fra vejen. Da jeg stopper ved kirken, er der en bil, som stopper op, vender om og holder øje med mig til jeg er væk igen. Det kunne være en tilfældighed, men det virker nu ikke sådan, så jeg opholder mig der kun i et minuts tid og skynder mig væk. Sidst på dagen cykler jeg 4-5 km ud af byen til Pha That Luang, som har stor symbolsk betydning for Laos, – både buddhistisk betydning, men også i forhold til landets uafhængighed. Det ligger på en bakke, og lyses op af den nedgående sol. Templet er blandt andet trykt på deres pengesedler.
Jeg ankommer lidt sent til novicens kloster, da jeg farer vild i de små og efterhånden mørke gader, men efter en del søgen finder jeg stedet, og det er en god oplevelse at få lov se deres primitive sovesale, og få talt lidt mere med en lokal, som kan nok engelsk til en ordentlig samtale. Det er ikke noget prangende logi, og der er mange myg, men det er jo en seng, og jeg håber, at han med tiden falder til blandt de andre novicer – han er jo flyttet til Vientiane for nylig og kender ikke mange hér. Hans kamp for at få en uddannelse er ret urimelig – selv om han jo faktisk er blandt de mere heldige, som rent faktisk kan studere. Han har så også ofret meget for det, da han er flyttet hjemmefra som 10-årig, og han har levet det afsondrede munkeliv i 10 år for, at det kan lade sig gøre. Drømmen er – som hos de fleste andre novicer – en dag at komme så langt, at han kan få et job (og stoppe som munk) og dermed selv tjene penge til resten af studiet. Vi må håbe, at de lykkes for ham, – det gør det bestemt ikke for alle. I dette kommunistiske land kontrollerer og fordeler regeringen de fleste jobs, og kun internationale NGO’er (de helt store organisationer som FN, Verdensfødevareprogrammet, Røde Kors osv.) kan arbejde nogenlunde uafhængigt i Laos. De lokale NGO’er er underlagt statsmyndighederne med dertil hørende korruption for at få et job, og så går betegnelsen NGO (non-government organisation) jo også lidt i fisk...

Søndag den 19. februar

Vang Vieng

Jeg har formiddagen til at se mig lidt omkring i Vang Vieng. Byen er først og fremmest blevet kendt for tubing, hvor man driver ned ad floden i en stor badering og for kajaksejlads. Og så er der nogle store ”lime stone” grotter. Jeg har ikke tid (eller lyst) til vandsport – eller huller i klipper, som er pakket med turister, så jeg går blot ned til floden, som har nogle smukke stejle klippeskråninger på den ene side, og så byen på den anden. Det er ind til videre min oplevelse, at turistattraktioner i Laos er irriterende og ikke et besøg værd, først og fremmest på grund at laoternes tilgang til det. Jeg synes, at de mangler sans for turisme med den stil, hvor man skal betale for stort set hvert et skridt man tager. Det er ikke mange penge, men det er meget irriterende hele tiden at få sat et stopskilt op i næsen med krav om køb af billet. Til sammenligning har thaierne en langt bedre forståelse for god stemning for turisterne. I Thailand er taxachaufførerne fx heller ikke så frembrusende. I Laos er der taxachauffører, guide bureauer og alt muligt andet, som springer på én konstant. Attituden og stemningen ved de store turistattraktioner minder mig om, at Laos er et ganske fattigt land, og at det er derfor, at folk er mere desperate (som man også oplever det i Afrika). Jeg har i hvert fald svært ved at fremhæve noget positivt om Laos’ forhold til deres turister – det sagt efter kun have besøgt de store turistdestinationer.
Jeg finder en ”local bus” til Vientiane, og det bliver en støvet affære, da vejene er dårlige, og bussen pivåben og overfyldt. Det er gerne på den slags transport midler, hvor man finder nogle af de mere ihærdige backpackere. Der er nogle flinke folk på bussen, som holder den gode stil med beskidt tøj (det har vi alligevel hurtigt alle sammen...), guitar og god stemning. :-) (Okay, en af dem jamrer lidt, da han har brækket kravebenet i et scooterstyrt for nylig, og det harmonerer dårligt med en voldsomt hullet vej...) Et par stykker af dem indtager taget af bussen – med guitar – men de skal så heller ikke så langt som mig. Jeg vil ikke opgive min siddeplads, da jeg så kommer til at sidde på taget i 4-5 timer... Min grænse nås dog, da vi stopper ved et marked, og sælgerne kommer masende med deres grillspyd med kød. På ét af spyddene sidder – en stegt rotte! – og den synes han da lige, at han skal prøve. Og hans spiser den. Hjælp!
Da jeg ankommer til Vientiane begynder jagten på et guest house, og det er ikke så let omkring solnedgang i centrum af landets hovedstad. Efter nogen søgen finder jeg et rum, hvor der ikke er andet end 3 madrasser på gulvet, og det skal jeg betale 70.000 kip for – det er 20.000 mere end det dyreste, jeg hidtil har haft i Laos, så det er dyrt. Restauranterne er også dyre, men man kan jo så bare købe ”local food” på gadekøkkenerne, som er billigere...
Nu, hvor jeg er ankommet til hovedstaden, må det vist være tid til, at jeg lige får sat Laos ind i en asiatisk ramme historisk og politisk...
Det nuværende Laos blev grundlagt som kongedømmet Lan Xang ([landet af en] million elefanter) af krigsherren, Fa Ngum, omkring 1353, og Theravada buddhismen blev indført som statsreligion. Forskellige konger regerede med forskellig succes til den succesfulde konge, Sourigna Vongsa, fra 1637. Efter hans regeringstid blev landet delt i 3 kongedømmer, som kom under henholdsvis burmesisk og siamesisk (thailandsk) kontrol. I 1893 – da det nordlige kongedømme var ved at blive overløbet af kinesere – trådte franskmændene til og overtog kongedømmerne og lagde dem sammen som ét protektorat af Fransk Indokina. Det blev kaldt Laos (fransk flertalsbetegnelse for den største etniske gruppe, lao), og Vientiane blev hovedstad. Under 2. Verdenskrig blev Laos kortvarigt besat af japanerne, men franskmændene overtog kontrollen igen efter krigen. I oktober 1953 fik landet sin uafhængighed og blev et konstitutionelt monarki.
Fra 1953 til 1975 var Laos således et kongedømme, og det var som bekendt også perioden for Vietnamkrigen med USA, hvor Laos blev inddraget i det, som senere er blevet kaldt ”Den hemmelige Krig”. Den hemmelig Krig bestod af en luftkrig. Dette var den første krig, hvor man kæmpede udelukkende fra luften, og fra 1964-1973 fløj USA omkring 580.000 (officielle!) bombetogter over Laos, – der blev kastet flere bomber over Laos end under hele 2. Verdenskrig. Op mod en tredjedel af bomberne detonerede ikke og ligger som UXO (unexploded ordnance). Der blev også smidt mange klyngebomber, som er bomber, som indeholder ca. 400 små bomber på størrelse med en tennisbold. Problemet med disse bomber er, at mange af dem ikke eksploderede, og derfor ligger de – sammen med de større bomber – overalt i skove, på marker, i landsbyer, på veje, i skoler osv. til store fare for lokalbefolkningen. Laos var i 2010 det andet land efter initiativtageren Norge til at underskrive en traktat mod klyngebomber, hvilket Danmark selvfølgelig også deltog i. Lande som USA og Israel vil ikke skrive under. Den dag i dag dør og såres hundreder hvert år – deraf mange børn – i eksplosionsulykker, og det er et stort traume for befolkningen i de hårdest ramte områder, som lever i frygt, når de dyrker deres marker, går i skoven, graver i jorden osv. (Se mere den 21. februar). Det hemmelige ved krigen bestod i den amerikanske præsidents (vist nok Nixons) berømte citat (oversat): ”Der er ikke nogen amerikanske tropper på jorden i Laos.” Dermed benægtede man i årevis denne krig hjemme i USA, og det tog år før den amerikanske befolkning begyndte at forstå, hvad der foregik i Laos. Bombningerne var rettet mod 2 hovedmål: politiske mål, som var kommunistiske grupper især i Xieng Khuang provinsen, som støttede nordvietnameserne, og mod Ho Chi Minh stien, som var en forsyningslinie til den nordvietnamesiske guerilla gennem junglen i den østlige del af det sydlige Laos.
Da amerikanerne tabte krigen omkring 1973 og trak sig ud, blev Vietnam som bekendt overtaget af kommunisterne, og det ændrede også magtbalancen i såvel Cambodja (Khmer Rouge (De røde Khmerer)) som i Laos, hvor det kommunistiske Pathet Lao væltede kongedømmet i 1975 og dannede et et-parti-styre med LPRP (Lao People’s Revolutionary Party). Under Vietnamkrigen rekrutterede CIA i stor stil støtte hos det etniske bjergfolk, Hmong, til kamp mod det voksende Pathet Lao. Denne alliance med CIA forværrede selvfølgelig forholdet, og da kommunisterne overtog i 1975 førte det til op mod 300.000 flygtninge (10% af befolkningen) – både Hmong og andre modstandere af regimet deriblandt intellektuelle flygtede, og mange blev sat i arbejdslejre som under Khmer Rouge i Cambodja. I dag bor der omkring 222.000 Hmong i USA (med USA på en 4. plads efter Kina, Vietnam og Laos) efter flygtningestrømmen i 1975. I dag bliver Hmong stadig forfulgt i Laos, og landet kritiseres stadig skarpt for manglen på menneskerettigheder og for vold mod især mindretalsgrupper af etnisk eller religiøs art. Der er bestemt ingen pressefrihed i Laos, og der slås meget hårdt ned på kritikere af styret. De har en ekstremt skrap internetlovgivning – men ikke ressourcer til at håndhæve den. Religiøse grupper er også stærkt undertrykte. Buddhismen er efterhånden blevet alment accepteret – men havde det svært de første år efter 1975, – og Laos ligger på en lidet prangende niendeplads over kristenforfølgelser i verden. Disse forfølgelser er oftest forårsaget af kirkers kontakt med udlændinge, så det er bestemt ikke i Laos, at jeg skal på kirkebesøg.
Det politiske styre har stort set ikke ændret sig siden 1975 og er et håbløst forstenet og forældet, kommunistisk elitestyre. Nationalforsamlingen har reelt ingen indflydelse, og landet ledes af et 9 mand stort elitært kabinet, hvis bedste meritter ikke just er deres evner til at lede landet, men deres loyalitet mod partiet, og deres evne til at sikre egen magt og indflydelse. Politisk er landet stærkt forbundet med Vietnam og Kina, som har lignende styreformer, og i det perspektiv er der heller ikke rigtig udsigt til, at dette ændres til fordel for den fattige lokalbefolkning. Desværre. Der arbejder end del NGO’er i Laos, men arbejdet kræves kontrolleret af regeringen, hvilket jo ligesom ikke kan forenes med betegnelsen NGO (samme problem har været og er i Burma), så der er ikke så meget hjælpearbejde, som der burde være. – Et generelt problem i stater med diktaturlignende styreformer.
Mens landet politisk set lægger sig tæt op ad Kina og Vietnam, så ligger det kulturelt mindst lige så tæt op ad Thailand, og som turist der besøger landet, så er det det, man ser – det politiske og de manglende menneskerettigheder hører man jo ikke noget om. Én fællesnævner er sproget, da laotisk er i sprogfamilie med thai, så mange forstår thai, – men det er så kun godt halvdelen af befolkningen i Laos, som taler laotisk. Der er omkring 140 forskellige etniske grupper i Laos’ 6,8 millioner store befolkning, og de har deres egne sprog og taler ikke nødvendigvis laotisk som andetsprog. Laoterne er den dominerende (og magthavende) gruppe (60%), som har hjemme i lavlandet. Udover de sproglige bånd til Thailand, så ser laoterne også thailandsk tv (især de ”bollywood-agtige sæbeoperaer” – og fodbold..), køber importerede varer fra Thailand, og de thailandske bath kan bruges mange steder i Laos trods forsøg på at fjerne dem – og dollars – til fordel for landets egen valuta, kip.
Nå, historietimen må have en ende! Tilbage til Vientiane; i morgen har jeg god tid til at se mig om i byen, og så vil jeg forhandle om prisen på mit værelse – eller finde et andet sted.

Lørdag den 18. februar

Øverst: Munkene deler ud af deres almisser foran mit guest house
Nederst: Laos’ bjerge – tydeligvis ramt af for megen skovhugst

Jeg vågner tidligt, da jeg alligevel bliver vækket første gang, når munkene i klosteret på den anden side af vejen kalder til bøn kl. 04:00. Det giver anledning til at være oppe, når munkene tager almisser kl. 06:00, så det må jeg hellere se. Den dame, som har driver det guest house, som jeg bor på, begynder at rumstere allerede omkring kl. 04:30, og da jeg står op lidt før klokken 06:00, har hun allerede kogt ris og gjort det klar i små skåle nede i haven. Munkene i byen går en bestemt rute gennem byen, og mit guest house ligger allersidst på ruten, så det er jo fint. Klokken 06:00 går jeg op for enden af gaden, hvor der efterhånden er linet op på den lange hovedgade med måtter, skåle og fade med bananer, kiks m.m. Straks bliver jeg mødt af gadesælgere, som vil sælge mig noget mad, så jeg på bedste turist vis kan deltage i ceremonien. Det er ganske usmageligt. Jeg så heldigvis en vejledning på ét af klostrene i går om, hvordan de (munkene) gerne vil, at man opfører sig, og én af punkterne er ikke at købe mad hos gadesælgerne, men hvis man har et oprigtigt ønske om at deltage i ceremonien, så kan man købe noget på markedet. Hen omkring klokken 06:00 bliver det hele pludselig et virvar af trafik. Luksus mini-vans med især kinesiske turister begynder at vælte ind, og de parkerer over alt, og de kære kinesere drøner rundt for at få en plads i rækken. De skal have et fad med mad, som de kan dele ud af. Ok, kineserne er jo også buddhister, selv om det er en anden hovedretning, så man forstår bedre deres interesse i at deltage, men.... Da munkene kommer ned ad hovedgaden ser jeg sågar en østeuropæisk turist, som går ind i rækken af munke, og svanser af sted, så hans kammerat kan tage et billede. Det er håbløst, og jeg er helt overvældet af dette cirkus. Det havde jeg jo ligesom ikke ventet klokken 06:00 om morgenen. Jeg selv finder heldigvis en lille gade tidligt på ruten, hvor de lokale giver donationer udenfor deres huse. Alle turisterne er så samlet i hovedgaden, hvilket virker som et kompromis mellem de religiøse hensyn og de kommercielle hensyn. Jeg ved, at disse 2 fløje har ret svært ved at blive enige om, hvordan denne ceremoni skal forløbe i Luang Prabang – man forstår hvorfor. De religiøse kan næppe have nogen interesse i dette optrin.
Ud for mit guest house, - som jo er sidst på ruten, - sidder en række børn med skåle og små papkasser. Hele denne ceremoni kommer til at virke lidt komisk ikke mindst med alt det mad, som munkene får fra turisterne, men det trækker dog lidt op, at munkene efter at have modtaget almisserne deler ud til (formodentlig) fattige børn af det, som de måtte have for meget.
Lige så hurtigt som denne ceremoni begynder, lige så hurtigt er den ovre, og gaden vender tilbage til det normale igen. Jeg skal have morgenmad på det skandinaviske bageri, så jeg kan få noget ”rigtigt” brød og en kop filterkaffe. :-) Denne morgenmad er helt igennem godkendt! – gad vide, hvornår jeg igen ser en rigtig kaffe..?
Kl. 08:30 bliver jeg samlet op af bussen, og så går det ellers mod Vang Vieng. Det er en smuk tur i de vildeste skovklædte bjerge – eller skovklædte skal måske lige modereres, da der er mange bjergsider, som er fældet. Afskovning er et kæmpe problem i Laos. Deres vigtigste ressource er tømmer, og da landet og især regeringen er 100% i lommen på Kina, så har Kina stort set frie hænder til at udnytte landets ressourcer. Laos er gennemkorrupt, og det betyder, at selv om der egentlig er sat en del restriktioner op om, hvor det må fældes træer, så tjener korrupte distriktsledere store penge på at se igennem fingre med det. Det er både sørgeligt og uholdbart. Både fordi det er et unikt økosystem, som ødelægges, men også fordi afskovning i verden udgør 15-20% af verdens CO2 udledning. Så det hjælper ikke meget, at vi i Vesten er begyndt at gøre så meget for at spare på energien, hvis vi ikke også gør en indsats for, at fattige lande som Laos kan blive bedre til at passe på deres skove.
Vejen til Vang Vieng er i ok stand det meste af vejen, men man skal dog koncentrere sig lidt for ikke at blive køresyg af 230 kilometer (7 timer) med hårnålesving op og ned. Laos’ landskab er dramatisk, og det er dramatisk at se, hvordan landsbyerne ligger på bjergskråningerne.
Vang Vieng er Laos’ svar på ”Sunny Beach”. Det er barer og restauranter og en masse unge mennesker, som er her for at feste. Det har i grunden intet med Laos at gøre. Piger kan finde på at gå rundt med bikinitop, – hvilket ville være helt aldeles uanstændigt og fornærmende andre steder i landet, – og formålet med dette ungdomsferiested er overvejende fest, sprut – og stoffer. Om aftenen finder jeg en café, som viser en engelsk FA-cup kamp, og det første, jeg får i hånden er et menukort – med narkotiske stoffer! Hvad kan man sige? – Nu har jeg været her; jeg skal videre i morgen.

Fredag den 17. februar

Øverst: Luang Prabang
Nederst: Novicer på vej til aftenmeditationen

Luang Prabang er en by for turister på ferie. Jeg havde forventet lidt mere kultur i form af større templer med mere, men det mest kunstneriske i byen er arkitekturen, som har et markant præg af fransk kolonitid. Ellers er det restauranter, guest houses og tour guides, som vil sælge ture til mere eller mindre seværdige steder i området – til turistpriser. Byens væsentligste seværdighed er Phu Si, som er et lille bjerg af en klippe mit i byen med nogle templer og så selvfølgelig udsigten. Egentlig er der ikke så forfærdelig meget at se, – men man får da varmen af alle trapperne derop. Der er That Chomsi templet på toppen, og så et tempel i en lille grotte – Wat Tham Phu Si – og så Buddhas fodaftryk i klippen. Pænt stor fyr.... fodaftrykket er omtrent en meter langt. Resten af dagen går med tøjvask og en spadseretur rundt i byen med diverse tempelbesøg. Ved aftenstide bliver det en tur på Hmong Night Market, som er et kæmpe stort marked stillet frem i hovedgaden før solnedgang med især tekstilvarer fra Hmong folket, som har en særlig farverig traditionel klædning. Luang Prabang er en attraktiv ferieby, men for mig er der ikke mere at komme efter, når jeg har været der én dag. Der er læssevis af restauranter, men der er jo grænser for, hvor meget jeg kan spise. Så jeg har en busbillet til Vang Vieng allerede i morgen.

Torsdag den 16. februar

Øverst: Pakbeng, hvor vi overnatter
Nederst: Mekong floden

Vi fik at vide i går, at det var vigtigt, at vi var ved båden kl. 09:00 her til morgen, da vi ville sejle til tiden. I det perspektiv er det lidt komisk, at vi først sejler kl. 11:00, men ellers er præcisionen helt, som man kan forvente – ”Lao style”. Floden har ikke ændret sig siden i går, så det er endnu en dag med skovklædte bjerge, og klipper langs floden, som en anden skærgård. Ind i mellem er der mindre ”rapids”, så der er fart på floden, og man skal i det hele taget være ret koncentreret som skipper, når man sådan zigzagger mellem klipperne. Det er jo ikke sandbanker, som man sådan bare kan sejle på uden problemer... Disse både sejler nok 20-25 km/t, og betegnelsen ”slow boats” kan synes lidt misvisende. Det er det så ikke, når man har set en ”fast boat” drøne forbi. Det er halsbrækkende, små speedbåde, som kan sejle vores 2-dages strækning – på 6 timer! Styrmanden bærer som regel styrthjelm, men ikke passagererne (det skal de formodentlig selv sørge for). Når føreren af båden bærer hjelm, så er det nok ikke for sjov. Jeg ser fx en båd drøne forbi og lægge ind til bredden, hvorefter føreren tager hjelmen af – og fortsætter på motorcykel. :-)
Vi ankommer igen til solnedgang, og så begynder cirkusset, når 120 backpackere skal finde et værelse samtidig. Der er rigeligt med guest houses i Luang Prabang, men hoteller havde nok været en mere passende betegnelse, for de er meget dyre. I hvert fald i centrum. Jeg tror, at jeg er heldig og får det sidste billige værelse i centrum. Da jeg kommer ud af mit værelse ser jeg 7 spaniere fra båden, som har kæmpet længe for at finde et værelse til under 100.000 kip – mit koster 50.000 (= 37 kr.).
Luang Prabang er en turistby men med en positiv og rolig atmosfære. Man forstår, at det regnes for én af det mest romantiske byer i verden, og der er mange gode restauranter, – og så er der et skandinavisk bageri! Det må jeg have kigget lidt nærmere på i morgen. :-) Denne aften bliver første dag uden ris i over 5 uger, hvilket er tiltrængt! Jeg bestiller en pizza, og det er godt med noget andet mad, selv om det er den ringeste ”pizza”, jeg nogensinde har smagt...

Onsdag den 15. februar

Mekong floden

Det bliver en rolig morgen, da jeg skal med en båd 100 meter fra mit guest house kl. 11:00. Denne båd til Luang Prabang er helt igennem et backpacker fænomen, men når man lige indstiller sig på det, så kan det nu også være hyggeligt for en tid. Det er jo 100 unge mennesker med rigelige forsyninger af mad og øl og fra alverdens lande, så fint nok. Båden er desværre ret overfyldt, men jeg har jo ikke købt billet gennem de mere eller mindre tvivlsomme agenter i byen, men ved selve billetkontoret, så jeg har sæde nummer 1, hvilket er forrest langt væk fra motorstøjen, så jeg behøver ikke klage. Jeg kan forstå, at man overfylder busser m.m. i de fattigere områder, da kapaciteten skal udnyttes, men denne bådtur er ikke specielt billig, og de tjener rigeligt med penge, så det er ret irriterende at stå model til. Umiddelbart vil jeg ikke nødvendigvis anbefale denne tur. Naturen er smuk, men man har vel set vand, skov og klipper før... ok, hvis man kommer lige fra stranden, hvor man også bare hang ud sammen med andre udlændinge, så kan man fint fortsætte sin ferie hér.
Båden sejler planmæssigt 1½ time forsinket – det er til tiden ”Lao time”,... – og så går det ned ad floden. Denne strækning af Mekong er scenisk med de skovklædte bjerge på begge sider, og floden snor sig mellem klipper og sandbanker. Det er fascinerende natur og er karakteristisk for Laos, så set i det perspektiv er denne bådtur en udmærket introduktion.
Vi ankommer lige før solnedgang til Pakbeng, som er overnatningssted inden turen fortsætter i morgen. Denne landsby er bygget til backpackere på gennemfart og er en lang række guest houses, restauranter og butikker med forsyninger til turen. Priserne er ens hele vejen rundt, og det er forholdsvis dyrt, – det er jo hvad man kan forvente sådan et sted, hvor de ved, at folk kommer og skal bruge et værelse. Om aftenen er vi ca. 15 stykker, som finder en restaurant, og det er hyggeligt som en sommerfest i Danmark. Det er canadier, amerikanere, briter, en dansker med britisk kæreste, og 3 israelere, som netop har overstået de 2-3 års militærtjeneste, som de har i Israel. Om natten kan jeg høre, at en af canadierne er blevet meget syg, og han kaster voldsomt op hele natten, så det er jo ikke så fedt. Jeg har det heldigvis fint, men jeg bestilte heller ikke det samme mad, som ham.
Ellers en fin lille restaurant for et lille selskab – og så kan man lige tage et par sider i en gammel krimi af Johannes Møllehave, som står på bogreolen. :-)

Tirsdag den 14. februar

Øverst: Solnedgangen set fra Ban Houei Xai Neua templet
Nederst: Grænseovergangen Chiang Khong – Huay Xai

I dag skal jeg bare finde en pick-up truck (i Thailand: sǎwngthǎew – betyder to rækker, da man sidder på to bænke) til Chiang Khong. Det er kun 50 km, så det er rart med nogle dage med korte distancer, så man kan slappe lidt af, og dette er en stille og rolig tur langs Mekong floden. Fra Chiang Khong tjekker man ud af Thailand, krydser floden i en lille båd, og tjekker ind i Laos. Det er såre simpelt. I Burma skulle man altid snakke lidt om Peter Schmeichel, når man skulle have tingene til at glide lidt let med myndighederne. Hér siger han noget med ”Med Lod”, og jeg fatter ikke en bønne af, hvad han siger ind til, at det går op for mig, at han prøver at sige Michael Laudrup. Ok, det er så ham man skal nævne i Laos. :-)
Jeg finder hurtigt en ATM og hæver penge. Desværre kan man ikke hæve mere end en million kip ad gangen, og det er kun 745 kr. (1 Euro=10.000 kip), så jeg må jo betale gebyr for at hæve igen senere. I Huey Xai er der en del unge backpackere og hotellerne i centrum er ret dyre, men jeg kender jo ikke rigtigt priserne i Laos endnu. Jeg skal med en båd i morgen, og den sejler fra en havn en kilometer nord for centrum, så jeg bestemmer mig for at gå derud og købe en billet som det første i stedet for at bruge agenterne, som selvfølgelig tager en højere pris. Det viser sig at være et godt valg, da jeg sparer 30.000 kip på billetten og får et værelse 100 meter fra havnen til 40.000 kip – halv pris af, hvad jeg fik tilbudt ved grænseovergangen i centrum. Det er det sædvanlige – de dovne kommer altid til at betale lidt mere. :-)
Der er ikke så meget at se i Huay Xai, men der er et tempel, Ban Houei Xai Neua, hvorfra man har god udsigt over floden og Thailands bjerge, så jeg tager de mange trapper derop. Ved et bord i en pavillon sidder 8-10 novicer og hygger sig i skyggen, og de inviterer mig til at sidde med. De er 15-20 år gamle og skal være novicer i 2 år – det er en lang konfirmationsforberedelse... Jeg kunne ikke lade være med at bemærke, at de var noget interesserede i de 4 unge svenske piger ved bordet ved siden af. Jeg har hørt flere sige, at de har bemærket, at mange munke er ret pigeglade.... (i Theravada buddhismen skal de leve i cølibat og må som sådan ikke have noget med kvinder at gøre). Nu er de godt nok kun novicer, men efter at have snakket nogen tid med dem om lidt af hvert kan jeg ikke dy mig. Jeg finder min kraftige zoom frem og tager et ”close-up” billede af en ung køn pige med stropbluse, hvilket vækker en del begejstring hos de ærbødige munke in spe. Slemme, slemme Anders – der var du lige skyld i, at der røg et par karma point hos de stakkels munke. :-)
Jeg finder et billigt sted at spise, men det er nu ikke så let, da priserne generelt er ret høje. Laos skulle efter sigende være lidt dyrere end nabolandende, men jeg tror nu også, at det skyldes, at dette er 100% backpackerland. Gad vide, hvornår jeg slipper væk fra dette igen; der kommer i hvert fald til at gå nogle dage.

Mandag den 13. februar

Øverst: Mekong floden ud for mit guest house
I midten: Golden Triangle – spidsen er Burma – Laos til højre
Nederst: Skibslignende tempel ved Golden Triangle

Jeg finder nemt en bus til Chiang Saen, og da det jo nok er én af de mindste byer i Thailand, som jeg får besøgt, efterlader det mig med fornemmelsen af, at transport i Thailand bare ikke kan blive en udfordring. Der er styr på det hele vejen rundt – eller...? Efter godt halvdelen af de 70 km bryder bussen sammen. :-) Jeg tror, det er koblingen, som opgiver kampen. Yes, så kender vi rejselivet igen :-) – men der går så kun 15 minutter før, vi bliver samlet op af en anden bus.
Chiang Saen er en skøn by ved Mekong-flodens bred. Her er smukt, der er en rolig atmosfære og begrænset med trafik, hvilket jeg egentlig ikke havde forventet, da byen er handelsby for gods fra Kina, som sejles ned af floden, og dermed bruges floden som passage mellem Burma og Laos. Byen blev oprindeligt stedet, hvor Lanna-kongedømmet blev grundlagt inden dets magtcentrum blev flyttet til Chiang Mai. Lanna er en blanding mellem kinesisk, thailandsk og burmesisk kultur, så templernes arkitektur ser også lidt anderledes ud. Chiang Saens centrum er omgivet af en gammel bymur med voldgrav, og indenfor murene er ruiner af gamle stupaer og templer spredt overalt i bylandskabet.
Jeg finder et udmærket guest house ved floden, og da klokken kun er 13:00, kan jeg godt nå en tur de 8 km til Sop Rauk, som er det officielle ”Golden Triangle” – punktet, hvor Burma, Thailand og Laos mødes. Jeg lejer en cykel og tøffer af sted mod Golden Triangle, som i dag er en turistattraktion med turister, som køber dagsture på turistbusser fra Chiang Mai og Chiang Rai. Navnet Golden Triangle stammer fra den historisk set omfattende opiumshandel i området. I dag har Thailand nogenlunde styr på narkotikaproblemet, men i Burma dyrkes der meget opium (Shan-statens narkobaroner støttes uformelt af militærstyret, som har en stor indtægt på opium), og det giver jo så mulighed for smugling til nabolandene. Burma har for nylig overhalet Afghanistan som verdens største leverandør af opium. Mens dette strategiske punkt historisk set handlede om opium, så er det tydeligt, at fremtiden handler om noget andet: infrastruktur. På vejen passerer jeg en kæmpestor elmast, som forbinder Thailand med Laos – elektricitet i Sydøstasien kan hentes fra dæmninger på floderne, og de forskellige lande har en del slagsmål om, hvem der må bygger hvilke dæmninger, og selvfølgelig hvem der skal aftage elektriciteten. Også asfaltvejen, som jeg kører på er ved at blive udbygget til det 3-dobbelte. Jeg kender ikke dette projekt i detaljer, men jeg formoder, at man enten har lavet en aftale med Burma om at forsætte vejen langs floden gennem Burma til Kina, eller at man bygger en havn i Thailand, så godset sejles dertil. Der er stort set ingen trafik i dag, og jeg kan kun se denne vej, som en del af en korridor for tung trafik til Kina. Der laves en omfartsvej uden om Chiang Saen, og vejen bygges meget stabilt, så det er helt afgjort til tung trafik.
I Sop Rauk er det gamle ”House of Opium” i dag omdannet til et museum, og i souvenirbutikken foran støder jeg på endnu et pudseløjerligt indslag. Et tv-apparat afspiller en video – med Jesus-filmen fra 80’erne! – Med thailandsk synkroniseret tale og engelske undertekster. Det er spøjst og forekommer nærmest lidt malplaceret. I hvert fald uventet. Måske det hænger sammen med, at mange kristne NGO-projekter har handlet om narkotikabekæmpelse, og måske står en organisation bag omdannelsen af dette hus fra opiumscenter til museum. Anyway; disse organisationer kan fint fortsætte i Burma – der er rigeligt brug for det!
Fra Golden Triangle er Burma kun 50 meter væk, og det er lidt surrealistisk, at jeg jo egentlig gerne ville have rejst denne vej, men det er ikke tilladt af burmeserne. Inle Lake ligger 3-400 km mod vest, men jeg har rejst 2-3.000 km for at kommer hertil. Den dag, hvor denne strækning bliver åbnet, vil det helt sikkert blive en populær rute for backpackere.

Søndag den 12. februar

Hovedgaden i Chiang Rai

Bussen fra Chiang Mai til Chiang Rai går først gennem bjergene, men det sidste stykke er fladt med nyplantede, lysegrønne rismarker og med bjergene 10-20 km væk på begge sider af dalen. Man kan ikke umiddelbart længere se, at også dette område var ramt af oversvømmelser for kun 3-4 måneder siden, men jeg ser adskillelige byggeprojekter, som efter alt at dømme er med henblik på en mulig gentagelse af efterårets katastrofe. Flere steder kører man jord og grus på et areal på størrelse med en halv fodboldbane, så der bliver en forhøjning på 2-3 meter. Jeg formoder, at det for at have tørre arealer til fx husdyr, lagre osv. – eller blot et sted at flygte hen. Et sted ser jeg en almindelig bygning med en lille virksomhed, hvor man ved siden af er ved at bygge en mindre bygning på 3 meter høje søjler. Det ser helt forkert ud, men meget tyder på, at 3 meter en passende højde, hvis man skal være sikker i forhold til oversvømmelser som sidste efterår.
En anden ting, som springer i øjnene, er de forholdsvis mange kirker og kirkelige projekter. Nu ved jeg jo ikke, om det er normalt for Thailand, da jeg kørte gennem de sydligere egne fra Bangkok med nattog, og trods de forholdsvis få kristne i Thailand (0,7%), så har de spillet en væsentlig rolle i landet i århundreder (socialt arbejde, skoler m.m.). Netop ankommet fra Burma er det i hvert fald et særsyn. Jeg ved ikke, om der er flere kristne i det nordlige Thailand, men det ville være sandsynligt, da der heroppe er startet mange NGO-projekter (som ofte er kristne) rettet mod bl.a. de etniske mindretal. I Burma er en ret stor del af karennerne (en af de etniske grupper) kristne, så mon ikke det også gælder i Thailand?
Chiang Rai er en hyggelig by med lidt færre turister end Chiang Mai. Der er mange caféer og et ”night market”, som ud over de sædvanlige souvenirboder har store udendørs serveringsområder, hvor der er scene og live musik af udmærket kvalitet. Stemningen minder ganske meget om en sensommerdag i mange danske byer. Jeg finder en restaurant, hvor det gratis WiFi (internet) virker, og mens jeg sidder dér, begynder en hyggepianist at spille europæisk hyggemusik. Det er formodentlig traditioner fra kolonitiden (selv om Thailand aldrig blev koloniseret), som har inspireret til meget af det musik, han spiller, – selve klaveret er jo også kommet til med europæerne, – og der er mange kendte gamle temaer i blandt. Det er dog lidt spøjst i dette buddhistiske land at høre ”Fortæl det gamle budskab” spillet på en restaurant. Muligvis ved han ikke, hvor temaet stammer fra (eller også er restauranten én af de mange i Chiang Rai, som drives af NGO’er...). Det var det samme i Burma, hvor jeg fx i Kalaw sad på et lille thehus og spiste morgenmad, mens en lille batteridrevet, gylden buddha viftede med armen og spillede ”Jesu lille lam” (kan ikke lige huske det klassiske stykkes oprindelig titel). Eller en af de burmesiske tv-kanaler, hvor de i uendeligheder spiller de højt elskede, bollywood-agtige musikvideoer, som burmesiske popartister producerer. Et af disse numre havde en strygerintro med temaet fra hymnen ”Great Is Thy Faithfullness”. Jeg formoder, at det er melodier fra den britiske kolonitid, som har hængt ved, men som de næppe forbinder med en kristen salme.
Chiang Rais natteliv falder først til ro kl. 02:00, så det er lidt en omvæltning fra Burma, hvor mange mindre byer lukkede ned kl. 20:00. Godt, at jeg har fået nogle ørepropper med.

Lørdag den 11. februar

Øverst: Doi Suthep
I midten: Det røde lyn – og mig :-)
Nederst: En Hmong kvinde laver en skøn stempelkaffe til mig

Dagen begynder fra morgenstunden selv om, jeg er lidt træt, men jeg vil gerne sikre mig, at jeg kan leje en motorcykel dér, hvor jeg har tænkt, da forsikringen er i orden dér. Det går fint, og inden længe er jeg i besiddelse af ”det røde lyn” af en motorcykel, eller en scooter er efter min mening en mere passende betegnelse.. :-) De kalder dem altså motorcykler, og den har 110 ccm, og kan snildt komme op på 80, så en knallert er det jo heller ikke. Efter lidt ekstra koncentration i begyndelsen, hvor jeg skal vænne mig til venstrekørsel – og et gearsystem, som gør ondt på en motorcyklist; man skifter bare gear uden kobling... – finder jeg efter en del omveje den rigtige vej ud af byen, og så går det bare op ad! Det er hårnålesving op ad bjerget, og min kære lille røde ganger klarer sig fint. Jeg kommer op i 1500 meters højde, så det går op ad (kender ikke lige højden på Chiang Mai, men det er jo nede ved en flod, så nok et par hundrede meter over havet). Et godt stykke oppe ad bjerget ligget templet Doi Suthep, og det er en stor turistattraktion, hvilket ikke mindst er tydeligt ved, at der er en 2-sporet asfalteret vej derop! Det her er 100% turistland, og thaierne vrider al den turisme ud af området, som de kan. På vejen stopper jeg ved et vandfald, hvor der er skilte til. Der er boder, turistinformation og guider osv. – men da jeg går derud, er der, hvad jeg vil kalde en stor bæk, der falder ud over en klippekant.... stenet!
Ved Doi Suthep er der tusinder af turister! Der er pakket med luksusminibusser fra de dyre hoteller, og man kan dårligt komme igennem med en scooter. Jeg har så heller ikke valgt den bedste dag, da det jo er lørdag, så det er weekend, og halvdelen af turisterne er thaier, som er på weekendtur. Selve templet er nydeligt og bestemt et besøg værd, men det mest specielle er egentlig denne markedsstemning af turister. Man går så tæt som på Strøget en lørdag før jul, og der er boder overalt og mange aktiviteter, så det minder vel mest af alt om Tivoli i København. På pladsen foran templet er der ungdomsgrupper, som optræder med traditionel musik og dans (fra de etniske grupper i området), og inde ved selve stupaen går bedende rundt i en cirkel om stupaen med bedesedler og blomster. Alle de thailandske turister er jo buddhister, og de kommer også for at bede. Pyh, sikke et marked.
Nå, jeg kører videre op ad bjerget, da jeg håber, at jeg kan besøge en Hmong landsby. Der er én landsby, som de fleste turister kører til, og jeg frygter zoologisk have tilstande, hvis der bare er 400 turister der ad gangen. Hvis man tager en lille og dårlig vej længere op, så skulle der være en mere fjern landsby – jeg prøver. På vej derop kommer man forbi Bhubing Palace, som er den kongelige families vinterresidens. Den thailandske konge er meget højt respekteret, og det er ved lov meget strafbart at vanære kongen, så man skal lige tænke sig om før, man moon’er.. :-) Thaierne har billeder af ham foran de fleste offentlige bygninger, og han indtræder på denne måde en halvreligiøs position i samfundet. Således også hér ved paladset, som man kan komme ind og se. Man skal være anstændigt klædt og tage skoene af før, at man går ind i et thailandsk tempel, men lange shorts, som går ned over knæene er ok, og sokker er også ok, mens stropbluser kræver, at man dækker sig til med et tørklæde. Men hos kongen! Dér skal man have lange busker, og selvfølgelig dække overkroppen for at komme ind – kun T-shirt er ok. Det virker på mig lidt skævt i forhold til templernes status – jeg kunne forstå, hvis det var Burma, hvor bukser skal være lange, og også sokkerne skal af i templerne. Denne stramning ved paladset springer mig i øjnene, men anyway – jeg har ikke tid (og lyst) til at gå derind. Det er vist bare nogle haver, man ser. Jeg skal finde en Hmong Landsby.
Efter at have kørt lidt frem og tilbage, da jeg er så langt ude på de små bjergveje (ala cykelstier..), at jeg tror, at jeg er kørt forkert, så finder jeg endelig landsbyen Ban Kun Chang Kian. De dyrker bl.a. kaffe, og den bliver høstet i januar, så jeg får købt mig en skøn kop frisklavet stempelkaffe. Den er rigtig god! Hmong folket er lave af vækst, og jeg tror, at kvinden, som laver min kaffe er omkring 140 cm – men jeg kunne dog ikke få mig selv til at bede om et foto ved siden af mig. :-)
Denne landsby er et skønt sted, og det er lige, hvad jeg har ledt efter ovenpå markedet i Chiang Mai og ved Doi Suthep. Vi er højest 10 udlændinge i området med kaffeboden, og jeg er den eneste, som ulejliger mig med en gåtur ned i landsbyen. Det er en smuk, smuk landsby med ro, god plads og med blomster. Hmong folket er et stammefolk, som lever som etnisk mindretal i både det nordlige Thailand, Laos og Vietnam – og de fleste lever i Kina. Mon ikke jeg møder dem senere på min tur.
Turen tilbage til Chiang Mai er zigzag ned ad bjerget, så det er fun. ;-) Det har været superfedt at have en scooter i dag, så jeg på egen hånd har kunnet komme lidt længere væk fra byen. Jeg har kørt 77 km – på 1½ liter benzin – og alt i alt har den kostet mig 39 kr. i dag! Det bliver, hvad jeg får set i Chiang Mai. I morgen tager jeg en bus de ca. 190 km til Chiang Rai, som er nærmere grænseposten til Laos.