Lørdag den 25. februar

Nam Neun

Øv, musen har spist nogle af mine bananer... Jeg købte bananer på markedet i går med henblik på min tidlige afgang til bussen denne morgen. Nå, der er heldigvis stadig nok til mig. Jeg begynder at gå de 7 km tilbage til Phoulao T-krydset, og det går stejlt op, så det er godt, at det er morgen og køligt; det er faktisk ganske køligt, men vi er også ret højt oppe. Phonsavan var i 1.100 meters højde, og dette må være højere. Cirka halvvejs oppe ad bjerget kommer der en bus, som samler mig op; det ligner en slags skolebus (high school), om end de unge mennesker ikke har skoleuniformer på. Efter at have ventet i næsten 3 timer – jeg er ankommet i rigtig god tid – kommer den lokale bus drønende klokken 10:45 fra Xam Neua. Perfekt! Så er transporten til Nong Khiaw sikret, og det går så også lige op for mig, at jeg jo var ankommet i Nong Khiaw i dag ved samme tid – før solnedgang – selv om, jeg var nået til Vieng Thong i går, da det jo er samme bus.
Busturen fra Phoulao til Nong Khiaw er endnu en meget flot tur. Det er 7 timer i bjergene, og ikke på noget sted er der et stykke, som er fladt. Efter Vieng Thong kører vi igennem Phu Loei nationalparken, som er et af de beskyttede områder i Laos. Der er faktisk ganske meget af Laos’ enestående jungle, som er beskyttet, men det hjælper desværre ikke meget på problemet med afskovning. På grund af korrupte administrationsfolk i de laotiske lokalmyndigheder, så er der meget skov i parken, som er fældet, og det ses desværre tydeligt. Der er dog også dele af skoven, som tydeligt bærer præg af at være uberørt jungle, og det er fascinerende, når bussen drøner igennem på bjergvejene med træer og bevoksning, som tårner sig op på begge sider. Nu kører vi kun i de sydligste dele af nationalparken, og det kan jo nok forklare, at jeg ser mange fældede områder i parken. Og så er der sat et nydeligt skilt op der, hvor vi kører ind i området: ”We are proud to have tigers”. Cool. Dem får jeg så med sikkerhed ikke at se fra bussen....
Det er en bjergtur på omkring 230 kilometer, og i det perspektiv går det strygende med ankomst lige til solnedgang i Nong Khiaw. (Der er 2 chauffører). Eneste mindre problem på vejen er, at en finere og nyere bus, som har overhalet os på vejen, er brudt sammen 25 kilometer før Nong Khiaw, og den holder i et hårnålesving, så vi ikke kan komme forbi. Efter lidt tid får de flyttet den strejkende bus, og vi kan passere. Senere ser jeg bussen stå i Nong Khiaw, hvor de arbejder på at få den fikset. Stakkels passagerer, som bliver forsinket – jeg så et par forretningsfolk på bussen. Hvad kan man sige – man skal tage den lokale bus! – Ikke det der fine med luksusbusser... :-)
Nong Khiaw er en landsby ved Nam Ou floden, og sammen med den lille landsby, Ban Hop Soun (hvor guest houses og restauranter ligger), på den anden side af broen, så er dette sted blevet et turiststed. Det er det blandt andet, fordi stedet er nævnt i guidebogen fra Lonely Planet,.... men selvfølgelig også fordi det er et skønt og smukt sted. Jeg er i hvert fald glad for at få lidt mere civiliserede forhold for et par dage, og jeg skal virkelig bruge et bad efter et par dage på guest houses, hvor der bare har været en spand vand. Jeg får mig min egen lille bambus bungalow nær ved og med kig til floden fra min terrasse, hvor der også er to stole og en hængekøje. Top nice! Hér bliver jeg i to nætter, for det er lidt kedeligt at ankomme efter solnedgang og så rejse allerede næste morgen. Skønt med sådan en terrasse, og der er gratis internetforbindelse. Og så har jeg fundet et sted, hvor de har pulverkaffe uden mælk og sukker. Jeg har ikke fået kaffe siden det skandinaviske bageri i Vientiane, – som dog laver rigtig filterkaffe. Tænk, at jeg skulle blive så glad for en Nescafe... :-)