Søndag den 26. februar

Øverst: Nong Khiaw om morgenen
Nederst: Landsby 8 km fra Nong Khiaw

Også i Nong Khiaw er det lidt køligt om morgenen, så jeg sover så længe, jeg kan, til det er varmt nok til at forlade sengen. :-) Klokken 09:00 er jo lidt af en ”skraber”, når man er vant til at stå op mellem klokken 06:00 og 07:00. Jeg får vasket lidt tøj, og så skal jeg til at have kigget på mulighederne for min rejse ud af Laos. Der er temmelig mange ubekendte på denne strækning, så det har jeg været lidt spændt på. Jeg vil gerne med en båd til Muang Ngoi Neua og videre til Muang Khua, men folk giver forskellige informationer, og nogen siger, at det kan man ikke hver dag, hvis der ikke er folk nok til en båd. – Måske de bare siger det, fordi det står i guidebogen, men det betyder bestemt ikke, at det passer... Ligeledes fra Muang Khua til Dien Bien Phu i Vietnam. Det er en grænse, som først er blevet åbnet for få år siden, så logistikken er ikke tip top, og nogle folk siger, at der kun er en bus fredag til mandag, og det er jo ikke så smart, når jeg gerne vil med onsdag. Desuden er jeg lidt usikker på mine visummuligheder ved denne grænse, men det er en helt anden historie. Det finder jeg desværre først ud af ved grænsen, så vi må se, om jeg ender med bare at måtte rejse tilbage samme vej..... Jeg krydser fingre. Man må jo tage en chance i ny og næ.
Nå, der falder heldigvis hurtigt nogle ting på plads. Der er bådafgange på begge strækninger, som jeg har behov for, alle dage, og det er super fedt. Jeg er netop rejst denne vej for at få denne bådtur, da det skulle være flot – og lidt dramatisk... :-) Desuden bekræfter billetsælgeren, at der er busser til Vietnam fra Muang Khua alle dage, så hvis han ellers ved, hvad han taler om, så tegner det rigtig godt. Jeg har heller ikke penge til flere dage i Laos, og jeg ved ikke lige, om det er på disse kanter, at jeg skal forvente en ATM (hæveautomat). Jeg tvivler. Anyway. Der er styr på det, og eneste ubekendte er mit visum.
Nong Khiaw er en rigtig smuk lille by, og jeg kan bestemt anbefale, at man aflægger et besøg, om muligt. Den blå – næsten turkisblå – flod løber mellem stejle og tårnhøje bjerge, som er skovklædte og har lodrette klippesider. Over floden går en bro, og byerne er blot huse samlet om denne bro. Jeg vælger at gå en lang tur ud til en landsby mod nord, så jeg får endnu en dag med, hvad man kunne kalde trekking. 16 kilometer er i hvert fald et pænt stykke. Den lille jordvej derud skærer sig gennem skovområder med tæt beplantning, og ind imellem ligger der så et par små marker eller plantager. Det er en flot tur, og det er skønt at se det hele lidt tæt på, og ikke fra en bus. Landsbyen er også et meget hyggeligt sted. Kun 8 kilometer fra det turistede Nong Khiaw ligger denne lille landsby med bambushytter og et stenhus, som er forsamlingshus. Hér har der været bryllup i går, så nogle hygger sig vist med en slags ”after party”. Det er søndag, så børnene er ikke i skole, men drøner rundt og leger. Blandt andet har de nogle små bær, som de spiller med ved et lille hul i jorden – en slags ”mini pool”. Andre børn hjælper deres mødre med forskellige gøremål. Der ligger ikke plastikposer og flyder, og der er ikke nogen lille butik med fx drikkevarer og importerede varer. Disse butikker er ofte tiltænkt forbirejsende, og hér i denne landsby er de bare dem selv med deres grise og høns, som løber rundt alle vegne. Sådan er de fleste landsbyer i Laos. De er stort set selvforsynende, og denne landsby ser også ud til at leve sit eget liv, – men jeg ved jo så ikke så meget om, hvad de egentlig lever af i denne by; om de bare har deres marker og deres dyr. Eneste synligt moderne indslag er et par motorcykler, som jo skal sikre dem let adgang til Nong Khiaw. Det er også sandsynligt, at folk fra landsbyen arbejder i Nong Khiaw på fx restauranterne og dermed skaber noget indkomst til landsbyen.
Tilbage i Nong Khiaw finder jeg et godt sted ved floden til noget mad, og pludselig bliver det mørkt, så jeg tror jo bare, at det er strømmen, der går. Det er det ikke. Dem, som driver restauranten, begynder at synge fødselsdagssang (en forsimplet, asiatisk udgave af ”Happy Birthday”) og slukker lyset, så man kan se lysene i kagen. Det er ejerens dreng som har fødselsdag og får gaver. Spøjst, at man begynder sådan en børnefødselsdag kl. 20:00, aften. Da jeg skal til at betale og gå – jeg er den eneste i restauranten, får jeg straks et glas øl i hånden og inden længe er jeg inviteret med. Det var jo egentlig min tanke, at jeg skulle slappe af i min bungalow nu, men man siger ikke nej til en invitation, for så ”taber værten ansigt”, så jeg holder etiketten, og inden længe har jeg også fået lidt mad. Det er ganske hyggeligt, om end til tider lidt akavet, da man jo ikke rigtig ved, hvad man skal gøre af sig selv. Især faderen – han er Hmong og hun er Lao; en nærmest symbolsk kombination – taler faktisk udmærket engelsk, og det viser sig, at de er fra Luang Prabang (hvor folk generelt taler godt engelsk pga. de mange turister), og at de havde en restaurant dér, men har nu åbnet én her i Nong i Khiaw, da her er mere roligt. I Luang Prabang er turismen blevet så massiv, at det er blevet for meget. Okay, så er det ikke bare mig, som har fået det indtryk af Luang Prabang. Drengen bliver 9 år, og det er en fødselsdag, som så mange andre med et børnebord, hvor de slås med fødselsdagskagen og leger med balloner, og et voksenbord med forældrenes venner. Jeg fik selv en Beer Lao til min egen mad – og en Beer Lao er på 640 cl... – så jeg prøver jo hurtigt, at få aflivet mit lille glas øl, men det bliver hurtigt fyldt op igen. Da folk efter en times tid rejser sig og går er glassene stadig halvt fulde, og etiketten er ved at gå op for mig. Når glasset er halvt fuldt, bliver det fyldt igen, så man skal altså efterlade noget, når man går. Det ville jeg gerne have vidst for en time siden... :-) Nå, festivitasen varer kun en times tid, – drengen er ved at segne af træthed, – så jeg kan endelig komme til min bungalow og blive klar til, at jeg skal videre i morgen.