Torsdag den 23. februar

Solnedgang over Muang Kham – det blå skur til venstre er mit guest house

Første destination i dag er Muang Kham, og om muligt vil jeg helt til Nam Neun i dag. Men jeg skal skifte bus i Muang Kham, så det ved man aldrig om er muligt. Hvis der kører flere busser på strækningen, er der flere afgangstidspunkter at vælge imellem, men hvis der kun kører én, så kører den om morgenen – typisk kl. 08:00. Jeg stiller mig ud til vejen mod Muang Kham og efter en halv times tid har jeg heldet med mig. Når man ved, hvornår bussen kommer er det simpelt at tage denne vej, men jeg ved jo ikke, hvad jeg skal forvente, så det er bestemt rart at se en bus! Det tager kun to timer til Muang Kham, og det er en fin vej. Der stiger nogle Hmong folk på bussen, og endnu engang slår det mig, hvor fascinerende det er at have så store etniske forskelle i ét land. Hmong folket adskiller sig markant fra laoterne med hensyn til udseende – ikke mindst med deres meget lave vækst og deres tøj, som er meget farverigt.
I Muang Kham forsøger jeg straks at finde ud af mine muligheder for at komme videre til Nam Neun. Det er meget svært, da folk absolut intet engelsk kan. Efter nogen tid møder jeg en ung fyr, som netop kan sige ”klokken 8”, og da det næppe er i aften, så må det betyde, at der på denne strækning blot kører én bus om morgenen, og det betyder så desværre også, at selv om klokken kun er 11:00, så kommer jeg ikke længere i dag. Hm. Efter at have forsøgt at spørge forskellige om muligheden for at komme videre i dag, må jeg opgive. For det første forstår de ikke, hvad jeg siger, men de forstår dog ”Nam Neun”, men for det andet så kan de ikke forklare, at det kan man ikke komme i dag. Jeg håber jo, at der vil dukke en mulighed op med en lastbil e. lign., men det ville være meget heldigt.
Okay, jeg skal have resten af dagen til at gå i denne by. Jeg finder et værelse og går en tur rundt og ser på byen. Det er såmænd ikke nogen lang tur, da denne by stort set kun er et T-kryds med hovedvejen øst-vest og så den vej, som jeg skal i morgen mod nord. Det springer dog meget i øjnene, at der bygges overalt i centrum af denne by, og det er store fine bygninger. Det ser ud til at være administrationsbygninger til myndigheder og måske nogle virksomheder (hvilket langt hen ad vejen er det samme i et så kommunistisk land), og så er der nogle fine skolebygninger. Alt det nye ser meget tomt ud. Der er også bygget en ny busholdeplads med en fin bygning, men den bliver ikke brugt endnu. Måske fordi det ikke er færdigt, men jeg har også lidt svært ved at se, hvad man skal bruge så stor en busholdeplads til. Den ene bus, jeg skal med i morgen kunne nok godt klare sig med mindre, og så mange busser er der heller ikke på den øst-vest gående hovedvej. Jeg ser kun én mere ud over den, som jeg selv er kommet med. Jeg kender ikke planerne for denne by, men den giver mig et indtryk af et klassisk kommunistisk problem – og et problem for autoritære regeringer generelt. Man bygger landet fra toppen i stedet for fra bunden. Man lægger store planer om moderne og fine faciliteter, og de midler, som man har, bruger man på at bygge og planlægge sig til udvikling. De fattige lokalbefolkninger mærker ikke tilstrækkeligt til den form for investeringer, og det er jo også baggrunden for, at kommunismen bryder sammen eller får lande til at gå i stå, for i det lange løb skal man have vækst nedefra. Laos har faktisk en ganske god økonomisk vækst for tiden bl.a. pga. deres naturressourcer og turismen, men den kommer ikke i tilstrækkelig grad de fattige til gavn. Hvad nytter det, at man bygger en fin busholdeplads, hvis folk ikke har råd til at køre med bussen, – eller behovet bare ikke er der? Og er det nu nødvendigt med så mange og så fine og store administrationsbygninger i denne lille by, som før disse projekter blot har været en simpel by? Det er i hvert fald mærkværdigt med disse store byggerier i denne søvnige by. Jeg ved ikke, hvor den aktivitet, som skulle retfærdiggøre disse byggerier, skulle komme fra. Det ved styret sikkert heller ikke, men det ser da fint ud.
Frokosten bliver også lidt af en spøjs oplevelse. De kender end ikke ordet ”rice” på engelsk, så jeg må gå fra nudelsuppekøkken til nudelsuppekøkken inden jeg finder en dame, som har ”sticky rice”, hvilket er en speciel og klæbrig rissort. Det er umuligt at forklare, hvad jeg vil have ud over ris, så jeg må med fagter forklare hende, at hun må afgøre, hvilken mad hun laver. Det bliver et kæmpemåltid, og jeg kan slet ikke spise det hele, men sjovt det var det. :-) 25.000 kip er også lidt dyrt for mad på markedet, men al den mad, jeg får er bestemt det værd, så fint nok. Kommunikationen i Laos er underlig efter min opfattelse. Ok, de er dårlige til engelsk, men det er ikke kun det. Selvom sproget er en hindring, så kan man komme langt med fagter, men det er min oplevelse, at laoterne generelt er dårlige til at forklare sig. Når man skal give en pris, kan man jo bare vise antallet med fingrene, men det kan de ofte ikke finde ud af, og så går det helt i fisk for dem. De viser fx ofte 5 fingre både, når de mener 5.000, 50.000 – og 15.000. Altså hvor svært kan det være? Den klassiske er jo så, at man skriver prisen på en lommeregner, så jeg kan læse det, men nogen gange, når jeg beder om det, så går det helt i ged. Det kan de så pludselig ikke finde ud af, og så må jeg opgive handlen.
På mit guest house kører thailandsk tv hele dagen med parlamentsdebat fra det thailandske parlament. Jeg ved ikke, hvad der foregår i Thailand lige nu, men bestyreren kommenterer denne debat ved at sige ”Thailand” og så slå to knyttede hænder sammen. ”I Thailand har de mange diskussioner og sammenstød, fordi der er flere partier.” I Laos, Vietnam og Kina er der kun ét parti (han viser én finger), og derfor er man ikke vant til debatter. Jeg kan ikke helt fornemme hans holdning til det, men jeg får faktisk indtryk af, at han synes, at det er fjollet i Thailand, at man har disse diskussioner. Det er meget bedre i Laos med ét parti, så man undgår stridigheder – på overfladen. Anyway, det er i hvert fald specielt at se en laot interessere sig for en parlamentsdebat i sit naboland. En væsentlig grund til, at Laos stadig hænger håbløst fast i dette gamle og håbløse styre er, at man har en så tilbagelænet tilgang til tilværelsen, at man ikke protesterer (modsat fx Burma). En større interesse i den laotiske befolkning – og ikke kun hos nogle af mindretallene – for et politisk klima med flere partier er efter min opfattelse første skridt til forandringer i Laos. Det har lange udsigter.