Søndag den 12. februar

Hovedgaden i Chiang Rai

Bussen fra Chiang Mai til Chiang Rai går først gennem bjergene, men det sidste stykke er fladt med nyplantede, lysegrønne rismarker og med bjergene 10-20 km væk på begge sider af dalen. Man kan ikke umiddelbart længere se, at også dette område var ramt af oversvømmelser for kun 3-4 måneder siden, men jeg ser adskillelige byggeprojekter, som efter alt at dømme er med henblik på en mulig gentagelse af efterårets katastrofe. Flere steder kører man jord og grus på et areal på størrelse med en halv fodboldbane, så der bliver en forhøjning på 2-3 meter. Jeg formoder, at det for at have tørre arealer til fx husdyr, lagre osv. – eller blot et sted at flygte hen. Et sted ser jeg en almindelig bygning med en lille virksomhed, hvor man ved siden af er ved at bygge en mindre bygning på 3 meter høje søjler. Det ser helt forkert ud, men meget tyder på, at 3 meter en passende højde, hvis man skal være sikker i forhold til oversvømmelser som sidste efterår.
En anden ting, som springer i øjnene, er de forholdsvis mange kirker og kirkelige projekter. Nu ved jeg jo ikke, om det er normalt for Thailand, da jeg kørte gennem de sydligere egne fra Bangkok med nattog, og trods de forholdsvis få kristne i Thailand (0,7%), så har de spillet en væsentlig rolle i landet i århundreder (socialt arbejde, skoler m.m.). Netop ankommet fra Burma er det i hvert fald et særsyn. Jeg ved ikke, om der er flere kristne i det nordlige Thailand, men det ville være sandsynligt, da der heroppe er startet mange NGO-projekter (som ofte er kristne) rettet mod bl.a. de etniske mindretal. I Burma er en ret stor del af karennerne (en af de etniske grupper) kristne, så mon ikke det også gælder i Thailand?
Chiang Rai er en hyggelig by med lidt færre turister end Chiang Mai. Der er mange caféer og et ”night market”, som ud over de sædvanlige souvenirboder har store udendørs serveringsområder, hvor der er scene og live musik af udmærket kvalitet. Stemningen minder ganske meget om en sensommerdag i mange danske byer. Jeg finder en restaurant, hvor det gratis WiFi (internet) virker, og mens jeg sidder dér, begynder en hyggepianist at spille europæisk hyggemusik. Det er formodentlig traditioner fra kolonitiden (selv om Thailand aldrig blev koloniseret), som har inspireret til meget af det musik, han spiller, – selve klaveret er jo også kommet til med europæerne, – og der er mange kendte gamle temaer i blandt. Det er dog lidt spøjst i dette buddhistiske land at høre ”Fortæl det gamle budskab” spillet på en restaurant. Muligvis ved han ikke, hvor temaet stammer fra (eller også er restauranten én af de mange i Chiang Rai, som drives af NGO’er...). Det var det samme i Burma, hvor jeg fx i Kalaw sad på et lille thehus og spiste morgenmad, mens en lille batteridrevet, gylden buddha viftede med armen og spillede ”Jesu lille lam” (kan ikke lige huske det klassiske stykkes oprindelig titel). Eller en af de burmesiske tv-kanaler, hvor de i uendeligheder spiller de højt elskede, bollywood-agtige musikvideoer, som burmesiske popartister producerer. Et af disse numre havde en strygerintro med temaet fra hymnen ”Great Is Thy Faithfullness”. Jeg formoder, at det er melodier fra den britiske kolonitid, som har hængt ved, men som de næppe forbinder med en kristen salme.
Chiang Rais natteliv falder først til ro kl. 02:00, så det er lidt en omvæltning fra Burma, hvor mange mindre byer lukkede ned kl. 20:00. Godt, at jeg har fået nogle ørepropper med.