Onsdag den 8. februar

Øverst: Havnen i Twante
Nederst: Sule Paya i Yangon centrum nær mit hotel

For at komme til Twante skal jeg krydse Ayeyarwady til Dalah og derfra videre med en pick-up truck. Jeg ville gerne have sejlet hele vejen derud med en IWT færge, men køreplanen er ændret, så den sejler ikke i dag. Jeg så i øvrigt i avisen i går, at Aung San Suu Kyi havde talt/holdt møde i Dalah forleden. Det stod i en burmesisk avis, så jeg kunne ikke læse det, men en avissælger forklarede mig det (med fagter og enkelte engelske gloser). Avissælgerne er meget stolte af, at deres ”The Lady” nu kan nævnes i avisen, og hendes gøren og laden er næsten på forsiden hver dag (bl.a. pga. kampagner op til suppleringsvalgene i april, hvor hun forventes at blive valgt til parlamentet). Avissælgerne stopper mig gerne på gaden og peger stolt på billedet for ligesom at tilkendegive, at de forbinder mig som udlænding med den vision om et for omverdenen åbent Myanmar, som Aung San Suu Kyi også altid har kæmpet for.
For 3 uger siden købte jeg en engelsksproget uafhængig avis, Myanmar Times, og jeg har trods utallige forsøg i flere byer ikke kunnet finde den igen. Jeg var lige ved at tro, at den var blevet lukket, men heldigvis møder jeg en sælge med så meget engelsk, at hun kan sige, at den kun udkommer om mandagen og derefter bliver udsolgt. Ikke flere overgreb på pressen i Myanmar, tak :-)
Efter færgeturen til Dalah og en overkommelig tur med pick-up truck kommer vi (jeg følges med en jævnaldrende tysker) til Twante. Det er en helt normal og hyggelig by ved en biflod til Ayeyarwady, og det er skønt at komme væk fra storbyen. Jeg kan godt lide det mere afsides liv med dårlige veje og overfyldte pick-up trucks og busser :-), og så møder vi kun én anden gruppe turister. Lidt specielt så tæt på Yangon, at ingen andre har fået samme tanke i dag. Måske det skyldes den ellers spritnye udgave af Lonely Planets omtale af kravet om en skriftlig tilladelse fra MTT (hvilket er afskaffet for 6-7 måneder siden).
I Twante har de en smuk og stor pagode lidt i samme stil som den mægtige Shwedagon i Yangon, så vi sluger endnu en pagode. På vejen fra centrum til pagoden (kun ca. 1 km.) er vi nær ved at tage livet af en Trishaw driver. :-) Det går let op ad bakke hele vejen, og da der jo er to passagersæder på denne cykel, må han jo tage os begge med. Han kæmper flot, men må dog opgive på det stejleste stykke. :-)
Tilbage i Yangon og efter endnu en gang ”fried rice” – du milde, hvor har jeg spist denne traditionelle ret mange gange... – så skal jeg have brændt nogen af mine sidste kyat af inden, jeg forlader landet i morgen. I går fandt jeg en fin men prismæssigt overkommelig café i et dyrt kinesisk shopping center med air condition, filter kaffe og kinesisk bagerbrød af nogenlunde dansk karakter og til dels også kvalitet. Jeg finder stedet og supplerer aftensmaden med en stor rosinbolle, et stort stykke jordbær-chokolade kage og 2 kopper kaffe. Mums. :-) Nedenunder er der et supermarked, hvilket er et meget sjældent syn i Myanmar, og de har mange dyre importvarer. Blandt andet ser jeg en række dåsemad fra Tulip. En dåse Tulip cocktailpølser koster 27 kr., hvilket er ret mange penge for en almindelig burmeser.
Shopping centeret ligger i Chinatown, og det er kun de mest velhavende, som har råd til at handle hér – og en meget stor del af dem er netop kinesere. Der er ganske stor kinesisk indflydelse i Myanmar (som i så mange andre sydøstasiatiske lande), og kineserne ejer mange store virksomheder, hoteller osv. Befolkningen i Myanmar er meget trætte af kineserne, som kommer og tager de værdifulde ressourcer i landet, og man frygter også den massive kinesiske indflydelse i en vis grad. Netop dette spørgsmål skal man ikke undervurdere, når man ser på de forandringer, som sker i landet i disse år. En politisk analyse vil i høj grad handle om en militært ledet regering, som ikke blot åbner landet pga. kravet fra sin befolkning, men fordi de ønsker USA spille en større rolle i landet som modvægt mod kineserne. Og USA har i høj grad samme interesse i Myanmar. Det var det, som Hillary Clintons besøg i Myanmar i december reelt handlede om for USA. USA har erkendt, at embargoen fra vesten ikke kun har virket positivt på Myanmars udvikling – det har blot givet mere plads til kineserne – og under alle omstændigheder, så er tiden i hvert fald nu til at fjerne denne embargo. De første sanktioner forventes at blive fjernet efter et forhåbentlig vel overstået suppleringsvalg i april. Militærdiktaturet har altså erkendt, at deres årtier lange politik med isolation fra omverdenen har gjort dem (de og deres venner ejer jo de fleste virksomheder og ressourcer i Myanmar...) for afhængige af Kina, og det forsøger man nu at ændre. Det er nok lidt naivt at tro, at det fra generalernes side reelt handler om varmere følelser for den burmesiske befolkning. Det kan man så håbe kommer med tiden med nye politiske ledere.
Mit ophold i Myanmar lakker moden enden, og det er egentlig lidt trist. Det er – i modsætning til så mange andre lande, som jeg har besøgt – et land, som jeg sagtens kunne forestille mig, at jeg ville besøge igen om nogle år. Nu har jeg set de almindelige turistting plus lidt ekstra, som fx mine dage på en fragtbåd, men da afstandene er meget store i dette store land, og mulighederne er mange, så kan man ikke nå så meget. Skulle jeg komme tilbage bliver det, når landet forhåbentlig åbner sig så meget, at man ikke skal have regeringsstyrede rejser for at komme til de etniske områder i udkanten af landet. Jeg vil gerne besøge Naga-folket i Sagaing-staten, eller Chin-staten begge på grænsen til Indien, eller nogle af de mere uvejsomme områder i Shan-staten, som i dag er domineret af opiumshandel. Og ikke mindst Moken-folket ville være et utroligt interessant besøg. Disse sigøjnere lever på vandet i både m.m., og har gjort det i århundreder, men har dog lidt meget under diktaturets forfølgelser. De er udviklet til fænomenale dykkere, og jeg har hørt, at enkelte kan dykke til op til 60 meters dybde uden hjælpemidler. En imponerende men også farlig præstation pga. risikoen for dykkersyge ved for hurtig opstigning. Jeg håber, at det inden længe bliver muligt frit at rejse til disse områder, og så må vi se, om jeg får muligheden for at komme tilbage til Myanmar.
I går fik jeg gjort mit forbrug i Myanmar op. Regnestykket blev egentlig gjort, da jeg mente, at jeg havde gemt 200 dollars i min oppakning som back up, hvis jeg skulle miste min almindelige taske, og nu kunne jeg så ikke finde dem igen. :-) Efter en sammentælling af mit forbrug måtte jeg konkludere, at jeg manglede de 200 dollars, så eftersøgningen måtte fortsætte, og jo – jeg fandt pengene. Man kan sige, at hvis en tyv skal bruge lige så lang tid som mig, så er de gemt forsvarligt væk. :-) Mit forbrug i Myanmar har jeg så kunnet gøre op til 25,27 dollars om dagen (146 kroner) i 26 dage, så det er jo ganske godt – ikke mindst taget i betragtning, at har taget en hurtigbåd (30$) og en sovekupé med toget (45$), hvilket kunne være gjort meget billigere. Jeg har vekslet 350 dollars (ud af de 650$) til Kyat i Yangon, og jeg kan dermed lige understrege overfor andre rejsende, at man ikke skal veksle alle sine penge, da nogle ting betales med dollars, og hoteller betales med fordel med dollars. Man får den bedste kurs i Yangon med 100-dollar sedler. Alle dollarsedler skal være nye (2006 og senere) og i absolut perfekt stand. Ingen pletter eller bukkede hjørner – de må end ikke bukkes på midten! Dollarsedler i ringere stand kan du ikke bruge i Myanmar – overhovedet! (I hvert fald ikke til at betale med – du kan selvfølgelig tørre r.. med dem.... :-)...)
Jeg har nu fundet mine thailandske bath frem, og det er lidt mærkeligt, at jeg i morgen forlader Myanmar. Utroligt, at der snart er gået en måned, men jeg må videre. Der er andre ting, som jeg vil se, og det er min plan at forsøge at komme på et tog til Chiang Mai allerede i morgen.