Onsdag den 15. februar

Mekong floden

Det bliver en rolig morgen, da jeg skal med en båd 100 meter fra mit guest house kl. 11:00. Denne båd til Luang Prabang er helt igennem et backpacker fænomen, men når man lige indstiller sig på det, så kan det nu også være hyggeligt for en tid. Det er jo 100 unge mennesker med rigelige forsyninger af mad og øl og fra alverdens lande, så fint nok. Båden er desværre ret overfyldt, men jeg har jo ikke købt billet gennem de mere eller mindre tvivlsomme agenter i byen, men ved selve billetkontoret, så jeg har sæde nummer 1, hvilket er forrest langt væk fra motorstøjen, så jeg behøver ikke klage. Jeg kan forstå, at man overfylder busser m.m. i de fattigere områder, da kapaciteten skal udnyttes, men denne bådtur er ikke specielt billig, og de tjener rigeligt med penge, så det er ret irriterende at stå model til. Umiddelbart vil jeg ikke nødvendigvis anbefale denne tur. Naturen er smuk, men man har vel set vand, skov og klipper før... ok, hvis man kommer lige fra stranden, hvor man også bare hang ud sammen med andre udlændinge, så kan man fint fortsætte sin ferie hér.
Båden sejler planmæssigt 1½ time forsinket – det er til tiden ”Lao time”,... – og så går det ned ad floden. Denne strækning af Mekong er scenisk med de skovklædte bjerge på begge sider, og floden snor sig mellem klipper og sandbanker. Det er fascinerende natur og er karakteristisk for Laos, så set i det perspektiv er denne bådtur en udmærket introduktion.
Vi ankommer lige før solnedgang til Pakbeng, som er overnatningssted inden turen fortsætter i morgen. Denne landsby er bygget til backpackere på gennemfart og er en lang række guest houses, restauranter og butikker med forsyninger til turen. Priserne er ens hele vejen rundt, og det er forholdsvis dyrt, – det er jo hvad man kan forvente sådan et sted, hvor de ved, at folk kommer og skal bruge et værelse. Om aftenen er vi ca. 15 stykker, som finder en restaurant, og det er hyggeligt som en sommerfest i Danmark. Det er canadier, amerikanere, briter, en dansker med britisk kæreste, og 3 israelere, som netop har overstået de 2-3 års militærtjeneste, som de har i Israel. Om natten kan jeg høre, at en af canadierne er blevet meget syg, og han kaster voldsomt op hele natten, så det er jo ikke så fedt. Jeg har det heldigvis fint, men jeg bestilte heller ikke det samme mad, som ham.
Ellers en fin lille restaurant for et lille selskab – og så kan man lige tage et par sider i en gammel krimi af Johannes Møllehave, som står på bogreolen. :-)