onsdag den 29. februar 2012

Mandag den 27. februar

Bådturen fra Nong Khiaw til Muang Ngoi Neua

Bådturen til Muang Ngoi Neua er fantastisk! Denne tur – og turen videre fra Muang Ngoi Neua til Muang Khua – er egentlig den væsentligste grund til, at jeg har valgt at tage denne vej. Og det er helt afgjort det værd! Denne bådtur er meget smuk – og lidt vild. :-) Okay, man sidder jo bare i båden, men det går op mod strømmen, og der er mindre ”rapids” (stejle fald med kraftig strøm) og klippeskær overalt. Bølgerne ved de kraftigste ”rapids” er op mod en meter høje, og båden, som er halvanden meter bred på det bredeste sted, får fuld gas, så det er jo nok det nærmeste, man kan komme ”action”. Man kan leje en kajak og sejle ned her, men det er ret dyrt – det må være ret sjovt. :-) Floden Nam Ou skærer sig gennem flere hundrede meter høje klippebjerge med den tætte skov, som hager sig fast på bjergsiderne. Det er Laos natur, når det er allerbedst!
I Muang Ngoi Neua finder jeg et billigt værelse, og resten af dagen går med at gå lidt rundt og med at sidde på restauranter. Muang Ngoi Neua er en lille landsby 24 km oppe ad floden fra Nong Khiaw, og man kan kun komme dertil med båd, og der er ikke elforsyning. Denne landsby har udviklet sig til et hyggeligt turiststed med dejlige restauranter og guest houses ved flodbredden og med bjergene, som tårner sig op bag og på den anden side af Nam Ou. Dette er et lille paradis, hvis man skal holde ferie og slappe af! Om dagen kan man tage på trekking ture, hvor man besøger stammelandsbyer eller man kan sejle kajak eller tubing (badering), men ellers er restauranterne vel egentlig den primære aktivitet i selve byen. Jeg bestiller retter med and to gange i dag, da and koster det samme som kylling eller svinekød hér, så det må jeg jo udnytte. Der løber en del ænder rundt (og tigger mad, når man sidder og spiser) – intetanende, at de er årsagen til den lette adkomst til and i Muang Ngoi Neua. :-) Om aftenen tænder der nogle generatorer, så der er lidt lys. Samme system som i Nam Neun, hvor man ikke kan slukke lyset, men sengetid er, når generatoren slukker – klokken 22:00.
I morgen vil jeg videre til Muang Khua, men ved billetkontoret er der kun mig på passagerlisten, og der skal 10 personer til før, de sejler, så jeg er lidt spændt på, om jeg kommer videre, eller om jeg strander her endnu en dag. Jeg har jo fået at vide, at de sejler hver dag, men man får meget forskellige informationer i dette land, så.... det ser ikke så godt ud.

2 kommentarer:

  1. Det lyder skønt. Det er vel ikke allerværst at strande i sådan en by nogle dage.

    SvarSlet
  2. Smuk smuk natur må jeg nok sige.Dejligt med de fine billedet du sender.
    Jeg har prøvet at finde din rute på kort og google earth, men det er ikke let. Jeg har fundet nogle af stednavnene, bla det sted du kommer til i Vietnam.

    SvarSlet