Mandag den 13. februar

Øverst: Mekong floden ud for mit guest house
I midten: Golden Triangle – spidsen er Burma – Laos til højre
Nederst: Skibslignende tempel ved Golden Triangle

Jeg finder nemt en bus til Chiang Saen, og da det jo nok er én af de mindste byer i Thailand, som jeg får besøgt, efterlader det mig med fornemmelsen af, at transport i Thailand bare ikke kan blive en udfordring. Der er styr på det hele vejen rundt – eller...? Efter godt halvdelen af de 70 km bryder bussen sammen. :-) Jeg tror, det er koblingen, som opgiver kampen. Yes, så kender vi rejselivet igen :-) – men der går så kun 15 minutter før, vi bliver samlet op af en anden bus.
Chiang Saen er en skøn by ved Mekong-flodens bred. Her er smukt, der er en rolig atmosfære og begrænset med trafik, hvilket jeg egentlig ikke havde forventet, da byen er handelsby for gods fra Kina, som sejles ned af floden, og dermed bruges floden som passage mellem Burma og Laos. Byen blev oprindeligt stedet, hvor Lanna-kongedømmet blev grundlagt inden dets magtcentrum blev flyttet til Chiang Mai. Lanna er en blanding mellem kinesisk, thailandsk og burmesisk kultur, så templernes arkitektur ser også lidt anderledes ud. Chiang Saens centrum er omgivet af en gammel bymur med voldgrav, og indenfor murene er ruiner af gamle stupaer og templer spredt overalt i bylandskabet.
Jeg finder et udmærket guest house ved floden, og da klokken kun er 13:00, kan jeg godt nå en tur de 8 km til Sop Rauk, som er det officielle ”Golden Triangle” – punktet, hvor Burma, Thailand og Laos mødes. Jeg lejer en cykel og tøffer af sted mod Golden Triangle, som i dag er en turistattraktion med turister, som køber dagsture på turistbusser fra Chiang Mai og Chiang Rai. Navnet Golden Triangle stammer fra den historisk set omfattende opiumshandel i området. I dag har Thailand nogenlunde styr på narkotikaproblemet, men i Burma dyrkes der meget opium (Shan-statens narkobaroner støttes uformelt af militærstyret, som har en stor indtægt på opium), og det giver jo så mulighed for smugling til nabolandene. Burma har for nylig overhalet Afghanistan som verdens største leverandør af opium. Mens dette strategiske punkt historisk set handlede om opium, så er det tydeligt, at fremtiden handler om noget andet: infrastruktur. På vejen passerer jeg en kæmpestor elmast, som forbinder Thailand med Laos – elektricitet i Sydøstasien kan hentes fra dæmninger på floderne, og de forskellige lande har en del slagsmål om, hvem der må bygger hvilke dæmninger, og selvfølgelig hvem der skal aftage elektriciteten. Også asfaltvejen, som jeg kører på er ved at blive udbygget til det 3-dobbelte. Jeg kender ikke dette projekt i detaljer, men jeg formoder, at man enten har lavet en aftale med Burma om at forsætte vejen langs floden gennem Burma til Kina, eller at man bygger en havn i Thailand, så godset sejles dertil. Der er stort set ingen trafik i dag, og jeg kan kun se denne vej, som en del af en korridor for tung trafik til Kina. Der laves en omfartsvej uden om Chiang Saen, og vejen bygges meget stabilt, så det er helt afgjort til tung trafik.
I Sop Rauk er det gamle ”House of Opium” i dag omdannet til et museum, og i souvenirbutikken foran støder jeg på endnu et pudseløjerligt indslag. Et tv-apparat afspiller en video – med Jesus-filmen fra 80’erne! – Med thailandsk synkroniseret tale og engelske undertekster. Det er spøjst og forekommer nærmest lidt malplaceret. I hvert fald uventet. Måske det hænger sammen med, at mange kristne NGO-projekter har handlet om narkotikabekæmpelse, og måske står en organisation bag omdannelsen af dette hus fra opiumscenter til museum. Anyway; disse organisationer kan fint fortsætte i Burma – der er rigeligt brug for det!
Fra Golden Triangle er Burma kun 50 meter væk, og det er lidt surrealistisk, at jeg jo egentlig gerne ville have rejst denne vej, men det er ikke tilladt af burmeserne. Inle Lake ligger 3-400 km mod vest, men jeg har rejst 2-3.000 km for at kommer hertil. Den dag, hvor denne strækning bliver åbnet, vil det helt sikkert blive en populær rute for backpackere.