Øverst: På trekking fra Kalaw til Inle Lake
I midten: Landsbyen, hvorfra båden går til Nyaungshwe
Nederst: En fisker på Inle Lake
I midten: Landsbyen, hvorfra båden går til Nyaungshwe
Nederst: En fisker på Inle Lake
Det bliver heldigvis ikke kl. 04:00 – men kl. 06:00, at novicerne giver den gas med morgenmeditationen. De sidder der i ca. 40 minutter, så det er jo en hård morgen for sådan nogle unger. Nogle af pensionistturisterne vader fra tidlig morgen rundt og taler højlydt (ved ikke om de tror, at de hvisker, men bare er døve...), og mens drengene mediterer i det kolde mørke tøffer de rundt med deres pandelommelygter. For dumt! Der er for mange turister ved dette kloster – og nogen af dem skulle måske bare være blevet på et eller andet luksus resort med et godt menukort –hele stedet kan godt virke lidt kunstigt. Klosterbygningerne er ikke noget særligt, og munkene er der ikke, og man får lidt en fornemmelse af, at novicerne mediterer hér for turisternes skyld. Under alle omstændigheder er det deres opgave morgen og aften (og sikkert også middag), og da én af børnene åbenbart har misset den fælles meditation med de andre drenge fra kl. 06:00, så må den stakkels dreng i gang alene... :-) Mens han sidder for sig selv og lirer sætninger af på Pali (som han muligvis ikke forstår, men blot har lært udenad), gør vi klar til afgang, men først skal vi lige give donationer til klosteret – 14 kr. hver. Det er normal kutyme, at man giver donationer, når man er i et kloster eller en pagode, men jeg giver dog sjældent noget, når jeg blot besøger pagoderne for at se dem. Hér har vi så fået logi for natten, så det skal vi selvfølgelig. Vi får også lige en velsignelse med på vejen (for donationen), og så beder han en bøn for os. Jeg undrer mig lidt over, hvem han beder til – buddhismen har ingen guder – men det er ikke passende at begynde at bore i det. Principielt adskiller buddhismen sig fra andre religioner ved mere at være en filosofi end en egentlig religion, men i praksis er det i høj grad en religion. Buddha-figurerne fungerer i folks daglige liv helt afgjort som gudebilleder, og donationerne er ofringerne, som skal bringe velsignelse i dette liv. Teoretisk set er det for at forbedre sin karma (dvs. sit ”niveau” i næste liv), men folk bruger det i høj grad, når de skal bruge en særlig beskyttelse i dette liv. Af samme grund går buddhismen i Burma så godt i spænd med dyrkelsen af nats, som er ånder (til beskyttelse og velsignelse). Vi passerer flere bjerge, som har et lille alter, hvor der ofres til bjergets nat – ånd.
Vandreturen på denne tredje og sidste dag går generelt stille og roligt ned ad bakke, da vi skal ned fra bjergene til søen, Inle Lake. Det er en meget speciel sø, som markant ændrer størrelse i regntidens højvande og så i forhold til tørtiden med lavere vandstand. Alle huse er på pæle og i regntiden ligger mange midt i søen. Der er mange marker, som kun dyrkes, når jorden er tørlagt, og der er flydende haver. Søen er ganske stor, men den skulle ikke noget sted være dybere end 3 meter. Ved denne sø er der en særlig kultur, og især fiskerne har deres egen stil med specielle både, hvor de står op, mens de padler, og padlen føres med en særpræget teknik med det ene ben. Det er et specielt, men også smukt samfund, og netop derfor er det et meget populært turiststed, og jeg må forberede mig på et par dage i turistland.
Vi ankommer til en mindre by ved floden, som løber mellem Inle Lake og en lignende sø syd for. I byen er der i dag et større marked, så det bliver anledningen til at få købt de sidste fysiske minder fra Burma; det bliver en lille teaktræs buddha-figur, og to theskeer lavet af store muslingeskaller (shells).
Turen med båd – en lang, smal speedbåd – varer 70 minutter, og så lander vi i Nyaungshwe. Det er egentlig en simpel, mindre by, men turismen har fuldstændig overtaget byen. Det vrimler med hoteller, guest houses, restauranter, og ikke mindst et væld af butikker og folk, som er klar til at arrangere forskellige ture, som trekking, sejlture på søen, cykeludlejning osv. Der er mange turister, men det kunne have været værre.
Vores guide har booket et værelse på et hotel, men det synes jeg er for dyrt, så jeg går på jagt. Der er et par rigtig gode steder, som plejer at være fyldt op, men jeg skal jo lige forsøge. De er som forventet fuldt booket, men jeg ender med at få et billigt værelse på Gypsy Inn. Det skal blive godt at få 2 nætter samme sted, – jeg trænger virkelig til at få vasket noget tøj... :-)
I morgen skal jeg på en heldags bådtur rundt og se, hvad der er af interessante ting på søen. Mit hotel har en gruppe, som deler en båd, så det er helt perfekt, da bådene er meget dyre. Nu skal jeg kun betale 22 kr. for en båd en hel dag. Nice!
Skønt at høre fra dig igen. Jeg har lige læst de sidste 5 beretninger,som du har lagt ind. Jeg må sige, at du oplever mange spændende ting - og kommer ud i hjørnerne af samfundet/kulturen.
SvarSletDorthe har sendt en mail til dig i aftes. På denne mail har jeg blandt andet gjort dig opmærksom på, at menuen til højre på siden ikke kommer frem, når man åbner siden.
Nu, siden du har lagt de sidste 5 dage ind, er de sidste 5 dage godt nok med ude i menuen (dem for februar). Men når man trykker på menuen for Januar, så kommer der ikke noget frem for Januar.
Hav en fortsat god tur.
kh
Hej igen. Lyder som om du fik set flere sider af Burma - det er jo fedt! Hvordan er vejret egentlig der hvor du er nu? Altså ikke nat temp. på en båd men sådan når du går rundt i byen og så'n? Knus
SvarSlet@ Kurt: Underligt. Naar jeg klikker paa januar, saa aabner menuen med indlaeg for januar som de skal. Jeg faar muligvis foerst mulighed for at forsoege at rette det, naar jeg er paa dansk internet igen.
SvarSlet@ Karen: Om dagen er der omkring 30 grader i Mandalay og jeg vil tro mindst 35 grader i Yangon. Det er rigtigt varmt i Yangon i disse dage, hvor jeg forlader Myanmar.