Lørdag den 18. februar

Øverst: Munkene deler ud af deres almisser foran mit guest house
Nederst: Laos’ bjerge – tydeligvis ramt af for megen skovhugst

Jeg vågner tidligt, da jeg alligevel bliver vækket første gang, når munkene i klosteret på den anden side af vejen kalder til bøn kl. 04:00. Det giver anledning til at være oppe, når munkene tager almisser kl. 06:00, så det må jeg hellere se. Den dame, som har driver det guest house, som jeg bor på, begynder at rumstere allerede omkring kl. 04:30, og da jeg står op lidt før klokken 06:00, har hun allerede kogt ris og gjort det klar i små skåle nede i haven. Munkene i byen går en bestemt rute gennem byen, og mit guest house ligger allersidst på ruten, så det er jo fint. Klokken 06:00 går jeg op for enden af gaden, hvor der efterhånden er linet op på den lange hovedgade med måtter, skåle og fade med bananer, kiks m.m. Straks bliver jeg mødt af gadesælgere, som vil sælge mig noget mad, så jeg på bedste turist vis kan deltage i ceremonien. Det er ganske usmageligt. Jeg så heldigvis en vejledning på ét af klostrene i går om, hvordan de (munkene) gerne vil, at man opfører sig, og én af punkterne er ikke at købe mad hos gadesælgerne, men hvis man har et oprigtigt ønske om at deltage i ceremonien, så kan man købe noget på markedet. Hen omkring klokken 06:00 bliver det hele pludselig et virvar af trafik. Luksus mini-vans med især kinesiske turister begynder at vælte ind, og de parkerer over alt, og de kære kinesere drøner rundt for at få en plads i rækken. De skal have et fad med mad, som de kan dele ud af. Ok, kineserne er jo også buddhister, selv om det er en anden hovedretning, så man forstår bedre deres interesse i at deltage, men.... Da munkene kommer ned ad hovedgaden ser jeg sågar en østeuropæisk turist, som går ind i rækken af munke, og svanser af sted, så hans kammerat kan tage et billede. Det er håbløst, og jeg er helt overvældet af dette cirkus. Det havde jeg jo ligesom ikke ventet klokken 06:00 om morgenen. Jeg selv finder heldigvis en lille gade tidligt på ruten, hvor de lokale giver donationer udenfor deres huse. Alle turisterne er så samlet i hovedgaden, hvilket virker som et kompromis mellem de religiøse hensyn og de kommercielle hensyn. Jeg ved, at disse 2 fløje har ret svært ved at blive enige om, hvordan denne ceremoni skal forløbe i Luang Prabang – man forstår hvorfor. De religiøse kan næppe have nogen interesse i dette optrin.
Ud for mit guest house, - som jo er sidst på ruten, - sidder en række børn med skåle og små papkasser. Hele denne ceremoni kommer til at virke lidt komisk ikke mindst med alt det mad, som munkene får fra turisterne, men det trækker dog lidt op, at munkene efter at have modtaget almisserne deler ud til (formodentlig) fattige børn af det, som de måtte have for meget.
Lige så hurtigt som denne ceremoni begynder, lige så hurtigt er den ovre, og gaden vender tilbage til det normale igen. Jeg skal have morgenmad på det skandinaviske bageri, så jeg kan få noget ”rigtigt” brød og en kop filterkaffe. :-) Denne morgenmad er helt igennem godkendt! – gad vide, hvornår jeg igen ser en rigtig kaffe..?
Kl. 08:30 bliver jeg samlet op af bussen, og så går det ellers mod Vang Vieng. Det er en smuk tur i de vildeste skovklædte bjerge – eller skovklædte skal måske lige modereres, da der er mange bjergsider, som er fældet. Afskovning er et kæmpe problem i Laos. Deres vigtigste ressource er tømmer, og da landet og især regeringen er 100% i lommen på Kina, så har Kina stort set frie hænder til at udnytte landets ressourcer. Laos er gennemkorrupt, og det betyder, at selv om der egentlig er sat en del restriktioner op om, hvor det må fældes træer, så tjener korrupte distriktsledere store penge på at se igennem fingre med det. Det er både sørgeligt og uholdbart. Både fordi det er et unikt økosystem, som ødelægges, men også fordi afskovning i verden udgør 15-20% af verdens CO2 udledning. Så det hjælper ikke meget, at vi i Vesten er begyndt at gøre så meget for at spare på energien, hvis vi ikke også gør en indsats for, at fattige lande som Laos kan blive bedre til at passe på deres skove.
Vejen til Vang Vieng er i ok stand det meste af vejen, men man skal dog koncentrere sig lidt for ikke at blive køresyg af 230 kilometer (7 timer) med hårnålesving op og ned. Laos’ landskab er dramatisk, og det er dramatisk at se, hvordan landsbyerne ligger på bjergskråningerne.
Vang Vieng er Laos’ svar på ”Sunny Beach”. Det er barer og restauranter og en masse unge mennesker, som er her for at feste. Det har i grunden intet med Laos at gøre. Piger kan finde på at gå rundt med bikinitop, – hvilket ville være helt aldeles uanstændigt og fornærmende andre steder i landet, – og formålet med dette ungdomsferiested er overvejende fest, sprut – og stoffer. Om aftenen finder jeg en café, som viser en engelsk FA-cup kamp, og det første, jeg får i hånden er et menukort – med narkotiske stoffer! Hvad kan man sige? – Nu har jeg været her; jeg skal videre i morgen.