Lørdag den 11. februar

Øverst: Doi Suthep
I midten: Det røde lyn – og mig :-)
Nederst: En Hmong kvinde laver en skøn stempelkaffe til mig

Dagen begynder fra morgenstunden selv om, jeg er lidt træt, men jeg vil gerne sikre mig, at jeg kan leje en motorcykel dér, hvor jeg har tænkt, da forsikringen er i orden dér. Det går fint, og inden længe er jeg i besiddelse af ”det røde lyn” af en motorcykel, eller en scooter er efter min mening en mere passende betegnelse.. :-) De kalder dem altså motorcykler, og den har 110 ccm, og kan snildt komme op på 80, så en knallert er det jo heller ikke. Efter lidt ekstra koncentration i begyndelsen, hvor jeg skal vænne mig til venstrekørsel – og et gearsystem, som gør ondt på en motorcyklist; man skifter bare gear uden kobling... – finder jeg efter en del omveje den rigtige vej ud af byen, og så går det bare op ad! Det er hårnålesving op ad bjerget, og min kære lille røde ganger klarer sig fint. Jeg kommer op i 1500 meters højde, så det går op ad (kender ikke lige højden på Chiang Mai, men det er jo nede ved en flod, så nok et par hundrede meter over havet). Et godt stykke oppe ad bjerget ligget templet Doi Suthep, og det er en stor turistattraktion, hvilket ikke mindst er tydeligt ved, at der er en 2-sporet asfalteret vej derop! Det her er 100% turistland, og thaierne vrider al den turisme ud af området, som de kan. På vejen stopper jeg ved et vandfald, hvor der er skilte til. Der er boder, turistinformation og guider osv. – men da jeg går derud, er der, hvad jeg vil kalde en stor bæk, der falder ud over en klippekant.... stenet!
Ved Doi Suthep er der tusinder af turister! Der er pakket med luksusminibusser fra de dyre hoteller, og man kan dårligt komme igennem med en scooter. Jeg har så heller ikke valgt den bedste dag, da det jo er lørdag, så det er weekend, og halvdelen af turisterne er thaier, som er på weekendtur. Selve templet er nydeligt og bestemt et besøg værd, men det mest specielle er egentlig denne markedsstemning af turister. Man går så tæt som på Strøget en lørdag før jul, og der er boder overalt og mange aktiviteter, så det minder vel mest af alt om Tivoli i København. På pladsen foran templet er der ungdomsgrupper, som optræder med traditionel musik og dans (fra de etniske grupper i området), og inde ved selve stupaen går bedende rundt i en cirkel om stupaen med bedesedler og blomster. Alle de thailandske turister er jo buddhister, og de kommer også for at bede. Pyh, sikke et marked.
Nå, jeg kører videre op ad bjerget, da jeg håber, at jeg kan besøge en Hmong landsby. Der er én landsby, som de fleste turister kører til, og jeg frygter zoologisk have tilstande, hvis der bare er 400 turister der ad gangen. Hvis man tager en lille og dårlig vej længere op, så skulle der være en mere fjern landsby – jeg prøver. På vej derop kommer man forbi Bhubing Palace, som er den kongelige families vinterresidens. Den thailandske konge er meget højt respekteret, og det er ved lov meget strafbart at vanære kongen, så man skal lige tænke sig om før, man moon’er.. :-) Thaierne har billeder af ham foran de fleste offentlige bygninger, og han indtræder på denne måde en halvreligiøs position i samfundet. Således også hér ved paladset, som man kan komme ind og se. Man skal være anstændigt klædt og tage skoene af før, at man går ind i et thailandsk tempel, men lange shorts, som går ned over knæene er ok, og sokker er også ok, mens stropbluser kræver, at man dækker sig til med et tørklæde. Men hos kongen! Dér skal man have lange busker, og selvfølgelig dække overkroppen for at komme ind – kun T-shirt er ok. Det virker på mig lidt skævt i forhold til templernes status – jeg kunne forstå, hvis det var Burma, hvor bukser skal være lange, og også sokkerne skal af i templerne. Denne stramning ved paladset springer mig i øjnene, men anyway – jeg har ikke tid (og lyst) til at gå derind. Det er vist bare nogle haver, man ser. Jeg skal finde en Hmong Landsby.
Efter at have kørt lidt frem og tilbage, da jeg er så langt ude på de små bjergveje (ala cykelstier..), at jeg tror, at jeg er kørt forkert, så finder jeg endelig landsbyen Ban Kun Chang Kian. De dyrker bl.a. kaffe, og den bliver høstet i januar, så jeg får købt mig en skøn kop frisklavet stempelkaffe. Den er rigtig god! Hmong folket er lave af vækst, og jeg tror, at kvinden, som laver min kaffe er omkring 140 cm – men jeg kunne dog ikke få mig selv til at bede om et foto ved siden af mig. :-)
Denne landsby er et skønt sted, og det er lige, hvad jeg har ledt efter ovenpå markedet i Chiang Mai og ved Doi Suthep. Vi er højest 10 udlændinge i området med kaffeboden, og jeg er den eneste, som ulejliger mig med en gåtur ned i landsbyen. Det er en smuk, smuk landsby med ro, god plads og med blomster. Hmong folket er et stammefolk, som lever som etnisk mindretal i både det nordlige Thailand, Laos og Vietnam – og de fleste lever i Kina. Mon ikke jeg møder dem senere på min tur.
Turen tilbage til Chiang Mai er zigzag ned ad bjerget, så det er fun. ;-) Det har været superfedt at have en scooter i dag, så jeg på egen hånd har kunnet komme lidt længere væk fra byen. Jeg har kørt 77 km – på 1½ liter benzin – og alt i alt har den kostet mig 39 kr. i dag! Det bliver, hvad jeg får set i Chiang Mai. I morgen tager jeg en bus de ca. 190 km til Chiang Rai, som er nærmere grænseposten til Laos.