Mandag den 30. januar

Øverst: Fragtbåden har ligget for natten ved byen Tagaung
Nederst: Mit yndlingssted på båden – allerforrest siddende i solen

Kl. 05:00 begynder landsbyen at vågne. Flere små både lægger til med varer til markedet, og med lommelygter i mørket aftales der handler. Hér er der ikke så tåget om morgenen, så vi kunne have sejlet allerede kl. 07:30, men det bliver først kl. 09:00, da der skal læsses endnu 4-5 tons sukker. Imens får jeg så mulighed for at spise morgenmad i landsbyen og købe lidt mad, og jeg får købt mig endnu en langærmet skjorte, hvilket hele tiden har været planen, men jeg har simpelthen ikke kunnet finde en skjorte, som er stor nok. Min tøjstørrelse er ikke lige så asiatisk, og de panikker som regel, når jeg træder ind i en tøjbutik. :-)
I går gik der en stor burmeser ombord med nogle møbler, som han skal have til Rangoon for at sælge. Han inviterer på morgenmad i landsbyen og bagefter på en snak på båden, hvor vi jo nu kan sidde i hans møbler. Han er lidt af en macho herre på 49 år, som går meget op i sine store muskler og sine fine titler og forbindelser. Han har været i militæret i 20 år og har nu fået et udmærket job. Det er det generelle billede i Burma, at den direkte vej til succes og til landets privilegier går via en karriere i og loyalitet overfor militærregimet, og denne mand viser også stolt sit identifikationskort fra myndighederne. Hans sovekabine (vi andre sover på dækket) fortæller han stolt, at han har fået ved at kontakte militæret i Katha og bede dem skaffe en plads på båden. Det er sådan det foregår i Burma, og denne magtstruktur med privilegier vil hænge ved i mange, mange år selv om deres formelle magt vil være faldende (forhåbentlig). Vi taler om, hvad der er værd at se i Burma, og han foreslår selvfølgelig Nay Pyi Taw, som er den nybyggede hovedstad mellem Rangoon og Mandalay. For ca. 10 år siden begyndte regimet at bygge en ny hovedstad – uden at folket blev spurgt – og efter nogle år flyttede man hele statsadministrationen. Denne by er bygget på en bar mark, og for en udenforstående skulle den virke død og uden nogen kultur. Det siger jo også næsten sig selv. Byer bygges af folk, som flytter sammen gennem årtier eller århundreder og danner et liv og en kultur sammen – ikke ved, at et diktatur sætter gravemaskiner i gang og tvangsforflytter. Jeg har oplevet det et par gange, at når jeg møder regimets trofast folk, så udtrykker de stolthed over deres hovedstad, og denne gamle 3-stjernede soldat kan da heller ikke forstå, hvorfor jeg ikke skal til Nay Pyi Taw. Jeg forklarer – han kan meget lidt, men dog lidt engelsk, - at der ikke er noget at komme efter i denne by, og det kan han jo så tygge lidt på. Men flink det er han bestemt og meget gæstfri. Set fra hans perspektiv, hvor han er opdraget med det burmesiske militærs fjendebilleder og dermed blåstempling af militærets handlinger, så har han jo en succesfuld karriere.
Vi lodser kun én gang mere i en time, og så er båden fuld, så nu går det mod Mandalay. Endelig rykker vi lidt på kilometertælleren! Jeg tror, at der er 300 kilometers sejlads, og vi sejler nok omkring 12-15 kilometer i timen, så det siger sig selv, at der skal nogle timer til. Og så sejler vi rigtig meget i zigzag mellem sandbankerne, hvilket forlænger strækningen. Af og til rammer vi en sandbanke. Jeg har fundet vi perfekte sted at sidde på båden; nederste dæk allerforrest, hvor man kan sidde i solen og kigge lige ned på vandet, der brydes meter for meter.
Om aftenen bliver vi ved med at sejle, så det tyder på, at vi når et godt stykke og dermed ikke ankommer alt for sent tirsdag i Mandalay – jeg håber ikke, at vi rammer en sandbanke og må stoppe.