Tirsdag den 17. januar

Phaung Daw U Paya ved Lake Meiktila

Det er lidt stenet sådan at sidde 5 timer om natten på et thehus og vente på, at det bliver lyst, men heldigvis er der et par unge fyre, som holder mig med selskab. Kl. 04:00 begynder de andre spisesteder at gøre klar til en ny dag. Der stilles frem, og frituregryden kommer i sving. Det er nu ganske fascinerende at se, hvordan det ”sidder i fingrene på dem”, når de samler en samosa eller andre af de andre ting, de sælger. Kl. 07:00 går jeg på hotelværelsejagt. Det første hotel vil have 150 kr. for det mindste værelse, så jeg vandrer videre over broen over Lake Meiktila til bydelen på den anden side – dér er også et hotel. Desværre er der fejl på mit kort, så jeg går rundt en times tid, før jeg endelig finder det. De har kun de allerbilligste værelser tilbage til 30 kr. inklusiv morgenmad, men det er en seng, så det tager jeg.
”Værelset” ligger i en gammel kolonibygning lige ved siden af hotellet, som er temmelig forfalden, og der er fire senge (heldigvis skal jeg ikke dele det med andre), et badeværelse – selvfølgelig kun med koldt vand – og så er det væsentligt for mig, at jeg har en stikkontakt til at oplade mine ting. Stikkontakten hænger på væggen og dingler i de to ledninger, så det kan jeg ikke sætte et stik i; men det bliver fikset, og så har jeg et værelse. Det interessante er så, at det er den bygning – som jeg godt vidste skulle ligge tæt på – hvor Aung San Suu Kyi for mange år siden holdt ferie (honeymoon) sammen med sin mand Michael Aris. – Der er tydeligvis ikke rørt en finger siden da.
Efter at have nappet 1-2 timers søvn som kompensation for den skrabede nattesøvn, går jeg ud i byen for at se, hvad Meiktila er. Det er i hvert fald ikke en turistby! Der er dog et par smukke pagoder ved søen – især Phaung Daw U Paya, som vel nærmest ligner et forgyldt vikingeskib. Ellers er der ikke meget at sige om Meiktila, men der er dog et mindesmærke – godt skjult ved et afsides kloster – som markerer de 20.000 japanske soldater, som blev dræbt hér, da briterne ved 2. Verdenskrigs afslutning i 1945 tog Burma tilbage (med hjælp fra Aung San og de andre burmesiske frihedskæmpere – se evt. historieafsnittet).
Ellers skal jeg have fundet ud af, hvordan jeg kommer videre til Bagan i morgen. Nær ved busselskabernes butikker møder jeg en yngre pige, som står i en mindre butik. Hun kan lidt engelsk, så det bliver en lejlighed til at få en snak om lidt af hvert. Man skal dog lige ”klappe hesten” med hensyn til de mere politiske emner, som militær, etnicitet og regeringer. I Rangoon var det generelt meget tydeligt, at støtten til Aung San Suu Kyi var stor. Hér i Meiktila fornemmer jeg, at det er lidt anderledes – ikke mindst, da der ligger en stor militær flyvebase udenfor byen, og militærets folk fylder (i civil) en del i gadebilledet.
Meiktila er først og fremmest en handelsby, da den ligger strategisk midt mellem Bagan, Taunggyi (Inle Lake) og Mandalay – og så med Rangoon mod syd. Der er virkelig mange varer på markedet! Jeg tror aldrig, at jeg har set så meget ris før. Der er tonsvis af ris, og store mængder af forskellige grøntsager og løg. Der er afsindig meget tørret rød chili – fx et lager rum på ca. 25 m3, der er fuldstændig fyldt op med chili. Eller en anden bod med omtrent 40 sække (affaldssæk størrelse) hvidløg!! Meiktila er absolut stedet, hvis man skal handle stort ind... :-)
Resten af dagen går med afslapning og aftensmad på et lokalt sted ved søen med udsigt til Phaung Daw U Paya. Der er ikke nogen egentlig restauranter i Mektila, men det mad, som jeg finder er det bedste, jeg har fået ind til videre i Burma. Serveringen bliver klaret af 3 børn, hvor den yngste er 9 år – men ligner en dreng på 6-7 år (asiaters alder er ret svær at regne ud; de ser yngre ud, end de er).
På hotellet bliver det også til en snak med en tysker – en fyr, som mere eller mindre har levet på farten i 25 år. Han er lidt en spøjs fætter, men ganske flink og i snakkehumør. Det er rart en gang i mellem at møde nogle andre udlændinge, så man kan føre en længere samtale – med hele sætninger. De fleste burmesere forstår simpelthen ikke, hvad du siger, hvis du formulerer en hel sætning. Man er nødt til at kommunikere med enkelte ord, som man kan håbe, at de kender – og så fagter. Sprogbarrieren er bestemt den største barriere, der er til det burmesiske folk – selve mentaliteten falder efter min mening rigtig godt i hak med os europæere.