Nogle vigtige begivenheder i Burmas historie

Burmas gamle kongedømme havde hovedstad i Pagan, som i dag er et ”arkæologisk område” med omkring 4.000 pagoder (der er en del forskellige bud om antallet..) spredt over et område på flere kvadratkilometer. Dette gamle kongedømme, som ligger ca. midt i det nuværende Burma, blev grundlagt i det 11. århundrede, og blev det herskende kongedømme i Burma, da kong Anawratha i 1057 nedkæmpede Mon kongedømmet (Mon ligger øst for Rangoon). Anawratha indførte desuden Theravada buddhismen som religion – på bekostning af hinduisme og Mahayana buddhisme. Theravada buddhismen er den mest asketiske form, og regnes i videnskabelig sammenhæng for at være tættest på den oprindelig form, og den er i dag hovedreligion i Sri Lanka, Burma, Thailand, Laos og Cambodja, mens Mahayana hører hjemme i Kina, Japan, Vietnam m.fl. Det burmesiske herredømme begyndte således i 1057, men faldt med mongolernes fremfærd fra nord i 1287. Siden hen opstod nye kongedømmer, men i 1800-tallet begyndte den britiske kolonisering. Indien var allerede britisk koloni, og gennem 3 kolonikrige blev hele Burma en britisk koloni. I 1826 tog briterne den vestlige provins Rakhaing og i 1852 hele den nedre region inklusiv Rangoon. I 1885-86 tog briterne kontrol over resten af Burma og oprettede det som en østlig provins til kolonien Indien. En del af det nuværende militærregimes paranoia omkring andre landes (Vesten) mulighed for at overløbe militærstyret militært er den historiske kendsgerning, at briterne tog Mandalay med 1000 soldater, som de sejlede op ad Ayeyarwady floden. Under kolonitiden har man ikke kunnet slippe, hvor let landet mistede deres frihed til briterne, og det menes at have indflydelse på bl.a. den meget sære beslutning, at man har bygget en helt ny hovedstad fra bunden placeret længere oppe i Burma i stedet for Rangoon.
I 1937 blev Burma en selvstændig britisk koloni. I denne periode oplevede landet stor vækst. Der er enorme ressourcer i landet med tømmer, ædelsten og der kan høstes flere gange om året. I denne periode blev Burma briternes risforsyning og havde derigennem stor eksport. I 1942 blev Burma en del 2. Verdenskrig, da en gruppe frihedskæmpere – ”de 30 kammerater”, deriblandt Aung San – militærtrænes i Japan, idet man lavede en aftale med Japan om, at man ville hjælpe dem med at smide briterne ud af Burma, og de burmesiske frihedskæmpere ville så få større frihed af japanerne. Det viste sig ikke at holde, så frihedskæmperne skiftede side igen til briterne, som befriede Burma fra japanerne i 1945 – med en aftale om, at der derefter skulle forhandles om Burmas uafhængighed.
Aftalen faldt på plads efter forhandlinger i London – forhandlinger, hvor der også var repræsentanter fra de etniske mindretal, og de blev lovet en vis grad af selvstændighed, og enkelte stater blev lovet, at de efter et par år havde ret til at kræve løsrivelse, hvis de måtte ønske det. I 1947 indtrådte en tragisk begivenhed, som har fået store konsekvenser for Burmas fremtid. Én hardliner blandt ”kammeraterne”, U Saw, gennemførte et attentat, hvor Aung San og 8 andre ledere af den kommende regering sad i møde. De blev alle myrdet med en skudsalve. Burma fik sin uafhængighed fra briterne som aftalt 4. januar 1948 – men U Saw, som gennemførte udåden i den tro, at han ville være den naturlige arvtager, blev dømt til døden og hængt sammen med de medsammensvorne.
Men skaden var sket, og i dag ser mange burmesere det sådan, at de mistede deres ellers håbefulde fremtid med national- og frihedshelten Aung Sans død. Han er stadig i dag en stor helt i Burma, og hans status som samlende helt i frigørelsen fra briterne er kraftigt medvirkende til, at hans datter, Aung San Suu Kyi, har samme status i dag. Hun var 2 år gammel, da hendes far blev myrdet, så hun kender kun hans tanker ved senere at have gjort research og læst om ham. Men hun bygger videre på samme vision, og de mange heltebilleder, som i dag kan købes bl.a. billeder med både hende og hendes far. Hendes status har også været medvirkende til, at hun ”kun” har siddet i husarrest i sit eget hus i Rangoon, og ikke har siddet i fængsel, er blevet tortureret eller dræbt. Det tør militærregimet dog ikke.
Ved uafhængigheden blev U Nu premierminister for ”de 30 kammeraters” parti AFPFL. Desværre førte han ikke samme samlende politik, som Aung San havde sat i udsigt, og han løb bl.a. fra løfterne til de etniske mindretal. Det førte til væbnede konflikter med først karennerne i 1949 og siden med en række andre etniske grupper, og det er disse kløfter, som er blevet gravet dybere med årene, så man har den borgerkrig, som man har i dag. Krigen mod karennerne er verdens længstvarende borgerkrig med over 60 år. Den sluttede formeldt forleden, da KNU (Karen National Union) underskrev en fredsaftale med den nye reformvenlige burmesiske regering.
I 1958 splittedes AFPFL i 2 med forsvarschef Ne Win på den anden fløj – han fik dog en ministerpost. I 1960 vandt U Nu fløjen parlamentsvalget stort, hvilket førte til den tragiske hændelse, at Ne Win i 1962 gennemførte et militærkup, afsatte regeringen og afskaffede forfatningen. Burma blev gradvist gjort til en socialistisk etpartistat med Ne Wins parti BSPP som eneste parti. I 1975 dannede en række af de etniske mindretal en fælles front i den Nationale Demokratiske Front (NDF) i kampen mod regimet.
I midtfirserne styrtblødte den burmesiske økonomi, hvilket førte til, at Burma måtte anmode FN om at blive klassificeret som et ”mindst udviklet land”, hvilket gav lånemuligheder på særlige vilkår. Samtidig var der voldsom fødevaremangel, hvilket førte til, at studenterne gennemførte demonstrationer i marts 1987. Det blev slået hårdt ned med hundreder af fængslede studenter. Ne Win gik af som præsident og udskrev valg, men samtidig var Aung San Suu kyi kommet til landet – egentlig ikke for at virke politisk, men for at pleje sin syge og døende mor. Aung San Suu Kyi var britisk gift og boede i England. Da hun så, hvordan det stod til med landet besluttede hun sig for at engagere sig i den politiske kamp for at realisere sin fars – og selvfølgelig hendes egne – drømme om et demokratisk Burma, og hun oprettede partiet, som siden er kommet til at hedde NLD, den Nationale Liga for Demokrati. I 1988 var der igen voldsomme demonstrationer, som blev slået voldsomt ned med formentlig tusinder af dræbte. Denne dag var endnu en grusom og skelsættende dag i burmesernes historie – ”de fire gange otte”: 8. august 1988. Efter længere tids politisk uro, hvor det styrende parti nu kom til at hedde SLORC blev det besluttet, at der skulle holdes valg den 27. maj 1990. Aung San Suu Kyi blev sat i husarrest allerede i juli 1989 for ”at have truet statens sikkerhed”, og hun nægtedes at kunne opstilles til valget. Aung San Suu Kyis parti vandt valget stort med godt 80% af stemmerne til NLD, men det var jo ikke det, militærstyret havde håbet på. De havde nok forestillet sig, at folk ikke turde stemme på hende, så efterfølgende ændrede de valglovende med tilbagevirkende kraft og annoncerede, at de ville kontrollere landet i yderligere 10 år. Aung San Suu Kyi tildeltes Nobel Fredspris i 1991, som hendes mand og 2 sønner måtte modtage på vegne af hende. Hun kan ikke rejse ud af landet. Hun må godt – der er ikke noget militærregimet hellere ville – men hun ville aldrig komme ind i landet igen, og dermed ville hun ikke kunne tale til og kæmpe med folket, hvilket var den trussel, som hun udgjorde mod regimet. Jeg mener, at hun kortvarigt havde manden og sønnerne på besøg i begyndelsen af halvfemserne, men ellers har hun været adskilt fra familien, som har været nægtet indrejse. Regimet har forsøgt at knække hende, få hende til at give op og rejse ud af landet. Det er så ikke lykkedes – end ikke, da hendes mand døde for nogle år siden.
Med årene er der gennemført talrige overgreb på befolkningen. Et eksempel er de politiske fanger. En stor del af dem, som blev løsladt i januar 2012 er fra ”88-generationen”, dvs. de er studenter, som har siddet fængslet siden 1988. Der er uendelige beretninger om tortur, tvangsforflyttelser, konfiskation af ejendom, folk, der arresteres og forsvinder osv. Dertil kommer behandlingen af de etniske mindretal – disse grusomheder kan næsten ikke beskrives med ord. De etniske folk er blevet tortureret og voldtaget af de burmesiske soldater på hverdagsbasis. De er blevet udskrevet til tvangsarbejde bl.a. med at bære militærets oppakning til kampene i junglen, og som mineryddere ved at tvinge dem til at gå forrest gennem minefelter. Blev de trætte og segnede, blev de efterladt eller smidt ud over en klippeskrænt. Deres høst er blevet konfiskeret, og deres landsbyer brændt af utallige gange – og disse overgreb har som sagt stået på i over 60 år. Det er ganske uhyggeligt og ubegribeligt!
De utallige krænkelser af menneskerettighederne har ført til, at de vestlige lande har indført stadig skrappere sanktioner mod landet, og i 1996 trak en lang række store vestlige virksomheder sig ud af landet – deriblandt danske Carlsberg.
I 1997 ændredes styrets konstruktion, så det kom til at hedde SPDC, men ellers blev landets befolkning holdt i den samme skruestik. I 2007 begyndte der nye demonstrationer som følge af, at så stor en del af befolkningen led under fattigdom og benzin og fødevarepriserne steg voldsomt, og regimet gjorde intet for at udbedre det. Det særlige ved disse demonstrationer var, at de ledtes af munkestanden – Saffron Revolutionen – jf. munkenes kåber. Militæret slog igen hårdt ned og bankede bl.a. en munk til døde, hvilket fik munkene til at tiltage med deres demonstrationer, hvor de fulgtes af folket. Det blev slået hård ned, og hundreder blev dræbt og fængslet. Den danske instruktør Anders Østergaard har i 2008 lavet den oscarnominerede dokumentar ”Burma VJ”, som handler om aktionen, hvor en hemmelig gruppe under stor fare filmede overgrebene i 2007 og smuglede filmene ud af landet. En af grundene til, at det kunne lade sig gøre var, at militærets agenter også gik i gaderne og filmede for senere at kunne udpege, hvem der støttede optøjerne, og det kunne være svært at se, om man var agent eller ”undercover fotograf” for den demokratiske bevægelse.
Den 2. maj 2008 indtraf en frygtelig naturkatastrofe, da cyklonen Nargis ramte deltaregionen vest for Rangoon. 140.000 blev dræbt – nogle mener, at det var langt flere og siger 200.000 – og alt blev ødelagt i et stort område. Militærregimet, som siden sin begyndelse i 1962 har lukket af for al kontakt med omverdenen, nægtede nødhjælpsorganisationer at komme ind for at hjælpe i området med den følge, at de nødstedte kun fik begrænset hjælp.
Den aldrende general Than Shwe – han er vist omkring 78 år i dag – som overtog magten efter Ne Wins tilbagetræden i 1988, har efter pres fra Saffron Revolutionen i 2007 endelig med 15 års forsinkelse i forhold til, hvad han havde lovet, udfærdiget en ny forfatning for landet, og den blev ”vedtaget” ved en ”folkeafstemning” med 92% stemmer for og en valgdeltagelse på næsten 100%. Det er ganske komisk, at man kan annoncere sådan et gennemsvindlet valgresultat uden så meget som at blinke. For almindelige mennesker er det helt til grin. Det førte dog til, at der blev holdt valg i 2010 – stadig uden at NLD måtte stille op og med Aung San Suu Kyi i husarrest. Valget blev ”vundet” af Thein Sein, som er tidligere general, men som nu er i civil. Han har siden stået for en linie med mange og helt uventede reformer, og landet er ved at åbne sig op for omverdenen. Det har ført til, at statsledere og diplomater fra hele verden har genoptaget kontakten til Burma for at genskabe diplomatiske relationer og presse på for reformer, for fri presse, for demokratiske valg og for en fredelig løsning på de etniske konflikter. I december var Hillary Clinton på besøg, i begyndelsen af januar var den britiske udenrigsminister der, og den danske udviklingsminister ligeså. Der er med god grund stor forventning til reformprocessen, om end alt ikke er rosenrødt. I juni 2011 brød der igen kampe ud mellem det hovedsageligt kristne Kachin-folk i nord og regeringen efter 17-18 års våbenhvile, og den humanitære situation i konfliktområdet er for tiden meget kritisk. Præsident Thein Sein har beordret kampene stoppet, men han har reelt ikke kontrol over militæret, så kampene fortsætter, og de burmesiske styrker tillader, som de plejer, ikke nødhjælp til civile flygtninge fra modparten, Kachin-folket.
Til april 2012 er der suppleringsvalg. Det er i stedet for at have suppleanter, så holder man en slags midtvejsvalg for at udfylde tomme pladser i parlamentet. Jeg mener, at der sidder 6-800 i parlamentet, og ved valget skal der vælges 44. Aung San Suu Kyi blev sidste år langt om længe frigivet fra sin husarrest, og NLD er blevet godkendt til at stille op til valget, så hun ventes at blive valgt ind i parlamentet til april. Det bliver spændende at se, hvad der sker ved næste valg i 2015.