Torsdag den 26. januar

Øverst: Asfaltarbejde i Myitkyina
Nederst: Ungdomsgudstjeneste for studerende

Der er ikke så voldsomt meget at se i Myitkyina, når man har set markedet, flodbredden og byens beskedne museum. Jeg skal mødes med de unge studerende kl. 15:00, da vi skal til et møde i YCF (Young Christian Fellowship), som er en kristen ungdomsgruppe for de unge universitetsstuderende – et KFS-møde. Inden da får jeg tid til et par praktiske ting. Jeg får syet den ene af mine sko (7 kr.), og så skal jeg også lige klippes lidt (14 kr.). Der er rigtig mange frisører og skønhedssaloner i Myitkyina, og de unge er meget modebevidste med europæisk/amerikansk inspiration. De to unge fyre, som står for klipningen – den ene deres bedste frisør, og den anden med et beskedent engelsk ordforråd – er meget stolte af dagens kunde, og de gør det også ganske udmærket. Jeg må dog lige få dem til at tage det værste af de asiatiske bakkenbarter, som de giver mig :-) - men ellers fint.
På vejen udenfor YMCA er de ved at lægge ”asfalt”, og også her i Myitkyina foregår det med kvinder, som slæber skærver. Det er en håbløs måde at lave asfalt på, og man forstår, hvorfor vejen hurtigt går i stykker igen. De lægger først skærver, og koger så asfalt over bål, som hældes på med en slags vandkande. Til slut en vejtromle. Man må næsten håbe, at de snart får mulighed for at importere nogle maskiner til at lægge asfalt i Burma.
Med Myitkyina stifter jeg bekendtskab med endnu et køretøj – kinesisk, tror jeg. Thonbeecars er en motorcykel/knallert med to baghjul og et lad som en mindre pick-up truck. I byen møder jeg også en far, som kommer hen til mig med sin omtrent 4-årige dreng, for at jeg kan hilse på ham. Han er albino, og faderen vil gerne have, at han skal se, at andre er lyse i huden som ham. Han ligner faktisk blot en europæisk lyshåret dreng, men hans øjne kan ikke tåle sollys, så han har store solbriller på, og da de tager dem af, så han kan se mig, bliver han meget sky.
Kl. 15:00 mødes jeg med studenterne, og de kører mig til universitetsområdet, hvor de holder deres møde i en åben, overdækket sal. De har et ”arrangement keyboard”, og det bruger de som orkester – dvs. et keyboard med trommer, bas og det hele, og så styres det blot ved at markere akkorden og trykke på forskellige knapper, når der skal være tromme fill, eller rytmeskift mellem fx vers og omkvæd. Det er, hvad de har, og det er deres muligheder for at spille vestlig lovsangsmusik, som i USA og Europa. De tre studerende skal stå for musikken i dag, så de skal øve lidt først, og så vil de selvfølgelig gerne have mig til at spille en sang også. Jeg er ikke så begejstret for arrangement keyboard,... :-) men vi finder en sang, som vi alle kender, hvor jeg kan spille til; ”Above All”. De er ganske begejstrede for at høre rigtigt klaverspil, da arrangement keyboard er noget andet – man lærer ikke rigtig at spille klaver, og de har ikke rigtige klaverer, så det kan de ikke. Da vi synger en salme, spiller én af lærerne til, og det foregår med én og samme akkord hele vejen og så melodien.
Ellers er der ligheder med moderne danske lovsangsmøder. De unge står for lovsang en halv time før – og de er to sange, som spilles, synges 5-6 gange hver med samme arrangement på keyboardet, og så begynder selve gudstjenesten. De har møde hver uge, men den sidste uge i måneden er engelsk gudstjeneste – ikke fordi der er engelsktalende gæster e. lign., men kun fordi de ønsker at blive bedre til engelsk for at have mulighed for at binde større bånd til USA og Europa. Prædikenen holdes af byens baptistpræst – de fleste i Kachin er baptister eller katolikker, – og han indleder med at udtrykke taknemmelighed for muligheden for at prædike på engelsk, en drøm som han har haft for mange år siden, og som nu går i opfyldelse, fordi han har haft mulighed for at lære engelsk. Hans prædiken er centreret om, at de unge studerende skal være meget bevidste om det privilegium og dermed også ansvar, de har. De er blandt de forholdsvis få, som kan få en universitetsuddannelse, mens andre er bønder på landet, og mange familier må sende folk til modstandshæren, som i nu 8 måneder har kæmpet mod det burmesiske militær. Disse unge studerende er meget vigtige for Kachins fremtid, da de med deres uddannelse og især med deres engelskkundskaber i de kommende år bliver Kachins mulighed for at skabe bedre relationer med eksempelvis NGO’er og virksomheder med udenlandske investorer – den dag det måtte komme.
Efter mødet – hvor jeg unægtelig skaber en del opmærksomhed, da jeg vist er den første vestlige gæst nogensinde – tager vi til markedet i byen, hvor de har en lille gave til mig. Et lille armbånd af jade stone, og så skal jeg også smage kyet u gazaw, som er en slags grød eller suppe med ris, som er gæret, som ved risvin og så med hele æg puttet i. Det er altså ris, lidt alkohol og æg, og smager sødt, om end jeg har lidt svært ved sådan bare lige at køre 3 hele æggeblommer ned. :-) Det er trist at skulle sige farvel til disse unge mennesker, men de har været et rigtig god bekendtskab i Myitkyina, og de sætter også stor pris på at møde udlændinge fra vesten, så de kan øve sig på deres engelsk og i det hele taget blive opmuntret i deres orientering mod vesten. Man forstår, hvorfor det burmesiske militær, som i 50 år har haft et fjendtligt forhold til vesten vil forhindre Kachin-staten i at danne disse vestlige forbindelser.
Tilbage på YMCA møder jeg om aftenen to mænd fra UNHCR (FN’s flygtningehøjkommissariat). Det er dem, som skal rapportere om flygtningesituationen i konfliktområdet. Det er håbløst at se på. Disse to mænd er burmesere, dvs. de er loyale overfor militæret. De har nu siddet i Myitkyina og gloet i 3 måneder uden at foretage sig noget. Militæret vil ikke give dem adgang til konfliktområdet, men på denne måde har man symbolsk gjort noget. Militæret kan sige til omverdenen, at FN er tilstede, men det er spil for galleriet. Disse oplysninger har jeg selvfølgelig fra anden side – de to mænd snakker blot om lidt af hvert, om konflikten og om katastrofen Nargis (2008), hvor de også arbejdede. Til at begynde med anede jeg ikke, hvem de var, men jeg anede uråd om, at de nok var burmesere, da jeg fortalte om det komiske forhold omkring udlændinge, når de rejser med det regeringskontrollerede tog. De bliver ved med at sige, at det handler om sikkerhed, hvilket er en ensidig og burmesisk fortolkning af situationen.
Nå, konflikten i Kachin er en speget situation. I morgen skal jeg med toget til Naba og derefter til Katha, hvor jeg forhåbentlig kan finde en seng og siden en båd til Mandalay.