Fredag den 13. januar

Øverst: Bangkok set fra Chao Phraya floden
Nederst: Bønnen er i fuld gang ved Wat Pho

Turen til den burmesiske ambassade – eller Myanmar Embassy, som den jo egentlig hedder – går tværs gennem centrum af byen, så det er noget bøvl. Heldigvis ligger den ikke langt fra floden, så jeg tager en af bådene, og pludselig går det hele meget lettere, så jeg er fremme på lidt over en time. Der står nok ca. 100 mennesker i kø ved ambassaden, og flere kommer til. Det er nu ikke noget problem. Det tager ikke lang tid, da passene blot skal udleveres, så man må sige, at de burmesiske myndigheder har oppet sig noget i forhold til tidligere tiders bureaukrati. Nuvel, det har i mange år været muligt, at få visum i Bangkok på få dage, men altid med en lille usikkerhed om, hvorvidt reglerne pludselig blev strammet eller lavet om. I dag kan man ved at betale lidt ekstra bestille et ekspres visum om formiddagen, hente det om eftermiddagen, købe en flybillet om aftenen og flyve næste morgen. Så set med danskerøjne er der ingen grund til at bestille visum i London, hvis man lige har et par dage i Bangkok, hvor man kan ordne det – eller hvis man alligevel er i Thailand, kan man impulsivt arrangere en tur til Burma.
Resten af dagen går med tempel-kiggeri. Især Wat Pho er et enormt tempel. Det er Bangkoks største og ældste tempel og indeholder landets største liggende buddha. 46 meter lang og 15 meter høj! Den fylder simpelthen hele templet ud, så man kan fx ikke sidde foran statuen, som i andre templer. Og så er den belagt med bladguld! På tempelområdet om selve tempelbygningen er der en lang række andre gårde og rum, og langs væggene sidder der 2-3 meter høje buddhaer hele vejen rundt – der er landets største samling af buddha-statuer. I en anden tempelbygning ser jeg en almindelig siddende buddha, som dog sidder på et 5-6 meter højt alter. Det er ikke så usædvanligt. Foran i den ene side sidder 20-25 munke og ”chanter”. Jeg forstår jo ikke, hvad de siger, men musikken er da lige til at overskue – én tone. På et tidspunkt synger lederen en sætning, og så sættes det hele lige en tone op, inden de fortsætter. Gad vide, om man hæver bevidsthedstilstanden et hak, når man stiger en tone? Det må i hvert fald være en hård tjans at være munk, når man skal sidde på gulvet så længe og holde én lang tone kun afbrudt af korisk vejrtrækning.
Mine første dage i Bangkok lakker mod enden – men jeg kommer tilbage. Desværre skal jeg være i lufthavnen – 30 km væk – allerede kl. 05:00 i morgen. Jeg havde grublet noget over, hvordan det skulle lykkes, da jeg er heldig at støde på et selskab med lufthavnsbusser, som kører allerede kl. 04:00 – fedt! Det betyder dog stadigvæk, at jeg skal op kl. 02:45, så jeg kommer heller ikke til at sove denne nat. Hm…