Søndag den 15. januar

Øverst: To munke med toget
Nederst: Landsby ved den nordlige udkant af Rangoon

Efter 15 timers søvn begynder en ny dag med morgenmad på hotellet. Kl. 08:00 går der en munk gennem gaderne og slår på en stor klokke, og kort tid efter kommer munkene gående på række. De tager almisser hver morgen efter deres morgenmeditation (som begynder kl. 04:00). De går således på en lang række fra hus til hus, hvor folk stiller sig ud på gaden. Fx har naboen til hotellet lavet en stor skål ris, og så øser hun en stor skefuld op i hver af munkenes madskåle, som de bærer foran sig. Dette er en dybt indgroet tradition for Theravada buddhister, at man giver mad til munkene, og man giver donationer (penge) til klostrene. Ikke mindst i Burma er disse mad- og pengedonationer meget fremtrædende, da burmeserne generelt er meget religiøse, og det primært er disse meritter, som bidrager til en bedre karma. Ved ”Saffron Revolutionen”, som den kaldes, i 2007 hvor militæret senest slog demonstrationer ned med mange dræbte til følge skete der det særlige, at nu deltog munkene i demonstrationerne, mens de tidligere havde holdt sig mere uden for disse konflikter. Saffron er den mørkerøde farve på munkenes dragter (det kalder man den; den er vist i virkeligheden maroon-farvet..). I 2007 gik munkene i aktion ved at gå ud om morgenen med deres madskåle vendt på hovedet – de var ikke ude for at tage almisser, men for at demonstrere med den følge, at mange munke fik prygl af militæret og nogle blev fængslet. Dette – sammen med det forhold, at denne gang blev overgrebene videofilmet og smuglet ud (se dokumentaren Burma VJ med dansk instruktør) – har været et væsentligt vendepunkt i forhold til den udvikling, som sker i dag. Dér blev det nok; når munkene går i aktion, og man tillader at røre de i Burma meget, meget højt respekterede munke, så er man gået for langt. Uden munkestandens opbakning, kan militæret få meget svært ved at beholde magten i længden – end ikke med magt. Nu er virkeligheden selvfølgelig mere kompleks end som sådan. Munkestanden er delt, og nogle klostre støttet militæret og modtaget almisser fra dem, men de fleste støtter folket. For nogle uger siden blev en respekteret munk fra et kloster i Rangoon pålagt nogle restriktioner (han må vist bl.a. ikke prædike), da han har støttet oppositionen mod militæret.
Morgentimerne er virkelig rare i Rangoon. Det er stadig køligt og ikke diset, så farverne er klare, så det er et godt tidspunkt at gå i gaderne, om end det allerede bliver varmt midt på formiddagen. Jeg går mod havnen for at få et kig på den store flod Ayeyarwady og går derefter mod togstationen. Rangoon har en toglinie, som kører i ring, så man kommer op til det nordlige og tilbage igen på 3 timer, og da jeg er noget træt af at gå, så er det en mere behagelig måde at se nogle andre områder af Rangoon. Og så kan man tage nogle billeder af folk – med en god zoom – som man ikke kan tage i gaderne, da det vil virke for uhøfligt at tage billeder af folk.
Efter togturen går jeg forbi Shwedagon, som er Rangoons helt store attraktion. En kæmpemæssig og imponerende pagode, men da det er ved at blive mørkt ser jeg den blot udefra for så at vende tilbage i morgen, hvor jeg har bedre tid.