Lørdag den 14. januar

Markedet i Chinatown, Rangoon

Jeg skal være i god tid ved en bus et stykke væk kl. 04:00, så jeg forlader mit guest house midt om natten – og har ikke sovet. :-( Bangkok er bestemt heller ikke gået i seng. Der er stadig liv i barerne – ikke mindst på grund af, at det er weekend, og gadesælgere slæber deres vogne gennem byen for at sætte deres bod op til en ny dag. Bangkok falder aldrig til ro! Selv de støjende tuk tuks og de små motorcykler støjer i gaderne her kl. 03:30 om natten. Bangkoks mylder er fascinerende – men anstrengende i længden.
Jeg kommer planmæssigt til lufthavnen og lander i Rangoon en diset morgen. Jeg deler en taxa til centrum med to franskmænd – lufthavnen ligger udenfor byen, – og finder et ledigt værelse på det andet hotel, hvor jeg forsøger, så det kunne have været værre. Det er ikke ligefrem luksuriøst, men jeg skal også bare bruge en seng – man kan dårligt forvente mere for 50 kr. inkl. morgenmad. Resten af dagen går med at gå rundt i det centrale Rangoon med de travle handelsgader, pagoder, og Chinatown får også et besøg. Trafikken er langt mere tålelig hér end i Bangkok. Den er som man kan forvente af en storby, men ikke kaotisk. Der er også lidt mere plads i gaderne, men til gengæld er det generelt mere uorganiseret, og kigger man ind i en baggård, så ser det helt forfærdeligt ud. Der er tilsyneladende ikke noget renovationssystem – som man fx ser det i Afrika, hvor der ligger affald over alt.
Det første, jeg gør, efter at have indlogeret, er at tage på det sorte marked for at købe nogle kyat, som er den burmesiske møntfod. Der er ingen hæveautomater i landet, så jeg har alt med mig i pæne, fine dollars. Alle sedler skal være fuldstændig perfekte og nyere end 2006. Ingen bukkede hjørner eller pletter, og de må heller ikke foldes på midten, så jeg kan ikke have dem i en normal pung. Alle andre sedler bliver afvist. Desuden giver 100-dollar sedler en højere kurs end mindre sedler. Det er de samme nogle steder i Afrika, men jeg har aldrig set det så strikst som her. Jeg er selvfølgelig forberedt på det – om end min danske bankrådgiver gloede tvivlende på mig, da jeg bestilte nye og perfekte sedler. :-) På markedet køber jeg knap en kvart million kyat for 300 dollars. Hvis jeg havde købt kyat via militærregeringens officielle kurs havde jeg fået omkring 2000 kyat !! Der er dog også forandring på dette område. Det sorte markeds kurs er jo i praksis den rigtige, og nu kan jeg se, at man faktisk også kan veksle til denne kurs i bankerne – det er nyt.
Burmeserne er meget venlige og imødekommende og har en forholdsvis ukompliceret tilgang til tingene. Eneste store udfordring er sprogbarrieren. Burmeserne er ikke særligt gode til engelsk. Dem som kan lidt er meget svære at forstå, da de ikke kan udtale ordene, og det er virkelig få, som man med lidt besvær kan føre en egentlig samtale med – mest universitetsfolk og munke (som også ofte studerer); selvom de nu heller ikke nødvendigvis kan særlig meget. Heldigvis er ham, som driver mit hotel forståelig, så han kan svare på nogle praktiske spørgsmål.
Al ting bære præg af mange års isolation. Der er få internationale virksomheder, maden er kun lokal – man kan fx ikke købe en pizza, og der er slet ingen burgerbar. Og så går burmeserne stadig traditionelt klædt selv i storbyen Rangoon. Det er først og fremmest mændenes beklæder, som springer i øjnene, da de går med longyi, som er et klæde, som vikles om livet, som en slags nederdel. Og kvinderne går med thanakha, som er en slags make-up – hvid farve på kinderne, som både er udsmykning og beskytter mod solen. Rigtig mange går og tygger på noget rødt stads, som jeg ikke lige kan huske, hvad hedder (chiang e.lign.), så deres tænder og læber er blodrøde. Det ser temmelig ækelt ud, hvis du spøger mig, det er meget normalt. Og så går de og spytter med det over alt i gaderne. Overalt er fortovene rødlige, som man ser det i Afrika pga. den rødlige jord – her er det bare folk, der spytter det der klamme stads. Spøjs tradition. Jeg har endnu ikke kunnet få nogen til at svare på, om det smager godt, er euforiserende, eller hvad pointen er – det må jeg se at få opklaret; men som sagt – det kræver, at jeg finder én, som kan nok engelsk...
Burma er meget trykket efter 50 års militært regime, som med rå hånd har kontrolleret befolkningen. Det har ført til et folk, som egentlig gik en lys fremtid i møde efter uafhængigheden i 1948, og med et land med store ressourcer og enorme muligheder – også deres strategiske placering mellem Indien, Kina og Thailand taget i betragtning – dette folk blev under militært styre blot fattigere og fattigere, og i dag lever en meget stor del af befolkningen under fattigdomsgrænsen. Det sidste års tid har landet dog lagt an til forandringer, da militærstyret formelt er trådt tilbage, og der er indsat en civil præsident (som dog er tidligere general). Blandt reformerne kan nævnes frigivelse af politiske fanger, frigivelse af Aung San Suu Kyi fra husarrest, og lovliggørelse af hendes parti, så hun og hendes partifæller netop har fået lov til at stille op til suppleringsvalgene i april. I dag kan man så læse i danske medier, at den burmesiske censurlov er lempet. Det var én af de ting, som Aung San Suu Kyi understregede nødvendigheden af for nylig, da hendes parti jo skal have lov til at føre kampagne. Tidligere måtte hun ikke nævnes eller hendes billede vises i medierne. I dag er hun på forsiden af ”The Voice”, som er en regeringskontrolleret avis. Avisen er på burmesisk, så jeg forstår ikke teksten, men det må handle om de nye regler om, at hun må vises i avisen. Det er et helt usædvanligt skridt at kunne se denne avis på gaden. Der er også kommet boder, hvor man kan købe portrætter af hende i laminat, så folk kan hænge et billede op af deres elskede nationalhelt. ”The Lady” hedder hun blot i daglig tale. Folk tror på fremtiden og på, at militærstyre ikke kan vende tilbage, når de bliver så offentlige omkring deres støtte til NLD – hendes parti, National League for Democracy.
Resten af dagen går med at gå rundt i det centrale Rangoon, mens jeg ser på handlende, pagoder og de mange bygninger fra kolonitiden. Der er også hindutempler, moskéer, en katolsk kirke en baptistkirke og meget andet – sågar en Frelsens Hær. Aftensmaden spiser jeg allerede kl. 16:00, men har noget besvær med at finde et roligt sted. Der er stort set kun de små madsteder – ”thehuse” – og gade køkkener, og hér er det lidt svært at finde et større måltid mad og noget ro. Men ok, med nudler kan man komme langt i Burma. :-) Kl. 17:00 går jeg omkuld på mit værelse – jeg har vadet rundt i byen hele dage efter at have sprunget en nat over, så jeg er helt færdig.