Onsdag den 18. januar

En lille 2-takts lastbil

Efter en rolig morgen, vandrer jeg mod busopsamlingsstedet. Der skulle komme en bus ca. kl. 11:00, og det tager 4-5 timer til Bagan. Da klokken bliver 11:30 vinker manden fra billetkontoret mig ud for nu er bussen her, men da jeg ser en overfyldt pick-up truck, bliver jeg temmelig sur. Jeg har betalt for en billet, til en rigtig bus – faktisk en luksusbus, og så stiller han op med en pick-up truck. Det er absolut første gang, at jeg oplever, at nogen prøver at snyde i Burma, – og det kunne også godt blive sidste gang. Burmeserne er normalt helt igennem fair, og man kan stole på dem, så jeg bliver lidt overrasket over dette scenarium. Efter at have gjort klart, at han har lovet – og jeg har betalt for – en bus, så gik der 2 minutter. Så stod der en bus! Pludselig var det ikke noget problem at finde en bus, men det var en ”local bus” med varer i midtergangen og en del stop på vejen, men det er jo nu engang en del af charmen.
Køretøjerne i Burma er en historie for sig. Det er ét af de områder, hvor man virkelig kan se, at Burma har været et lukket land, og jeg har fået fortalt, at det har været endnu værre med meget færre biler blot for få måneder siden. Med forandringerne i landet er priserne på biler blevet normale, så almindelige middelklassefolk kan købe en bil, så bilparken er vokset gevaldigt de sidste måneder. En bil, som tidligere kostede måske 60.000$ (hvilket stort set kun regimets folk havde råd til) koster i dag 15.000$, så denne ændring har store konsekvenser. Jeg håber ikke, at forandringerne sker så hurtigt, at Burma som samfund ikke kan følge med – ingen kan have interesse i, at trafikken ender med at være som fx i Bangkok. Nå, men vejen på vores bustur skal vi tanke ved en lille tankstation. Der kommer også en lille lastbil af en slags, som der kører ganske mange af. Det er en 2-taktsmotor, som vel nærmest ligner motoren fra en knallert, som sidder i det fri forrest foran en slags førerhus, og så er der et mellemstort lad bagpå. De oser vildt og lyder omtrent som en fiskekutter, og det er virkelig specielt, når sådan en tøffer gennem gaderne fuldt læsset på vej fra landet til markedet i byen. Da den skal starte igen, er det noget med at kortslutte nogle ledninger under rattet, og så spytter den en masse sort røg ud og er klar til at køre. Jeg ved ikke hvor gamle disse motorer er, men jeg tror, at de er et levn fra ”temmelig gamle dage”. Jeg kan fx ikke huske, at jeg har set dem i Afrika, selv om dér også er mange meget gamle lastbiler.
Vores egen bus er nu også en gammel raslebunke, og det viser sig, at for at starte bussen igen.... så skal den skubbes i gang! Med lidt besvær kommer vi i gang, og så rasler vi videre til Nyaung U, som er byen, hvor jeg skal bo ca. 5 km fra Bagan. Da jeg ankommer, forsøger jeg mig på et par populære hoteller, men de er fuldt booket, så det er først ved det fjerde hotel, at jeg finder en seng. Det er ikke noget super godt sted, men det ligger lige ved siden af et rigtig godt sted, som er fuldt booket, men hvor jeg kan få et værelse dagen efter, så jeg tager én nat, og skifter hotel til nabohotellet, hvor der er meget mere liv med mange backpackere.
Nyaung U er et sted med rigtig mange udenlandske turister, så det sætter bestemt sit præg på byen, og der er rigtig mange restauranter. Det plejer egentlig at være et ”turn off” for mig med alle de turister, men jeg kan faktisk godt lide atmosfæren her i Bagan. Det er rigtig hyggeligt, alting er afslappet, man møder andre udlændinge, og der er en hyggelig sidegade, som populært kaldes ”Restaurant Road”, med mange hyggelige restauranter side om side. Det passer mig fint, at jeg skal være her i 3-4 dage.