Nederst: Solnedgangen over Bagan
I dag er ”store pagodedag”, men først skal jeg lige skifte hotel til May Kha Lar Guest House. Det er et helt perfekt sted for backpackere og kan helt bestemt anbefales. Værelserne er normale, men der er rigtig god hjælp at hente til den videre planlægning af rejsen. Hér kan jeg leje cykel, købe en billet til en båd til Mandalay, og den meget venlige ejer hjælper også med hotel booking i Mandalay. Det er en af ulemperne ved eksplosionen i turismen i landet, at hotellerne er booket, så det er svært at finde et værelse, og man skal gerne booke i forvejen, hvilket er lidt svært, når man som backpacker stort set planlægger fra dag til dag. Jeg får også plads i en minibus med andre rejsende fra hotellet til Mt Popa, hvor man dyrker nats – ånder fra de animistiske religioner.
Resten af dagen skal jeg cykle rundt i Bagan, som er et 75 km2 stort område med ca. 3200 pagoder! – store og små. Det er et UNESCO World Heritage Site og er et enormt arkæologisk levn fra de 230 år fra ca. 1050 til 1287, hvor Bagan kongedømmet herskede i området med Anawrahta som kongen, der grundlagde det og indførte buddhismen som hovedreligion i landet. Mange af pagoderne har været ødelagt og er blevet genopbygget især efter en lang række jordskælv gennem historien. Det seneste voldsomme jordskælv var i 1975, hvor en stor del af Bagan blev ødelagt, så mange af pagoderne er restaureret eller decideret genopbygget. Og efterhånden som de finder flere ruiner i forskellige udgravninger, bygger de dem op igen. Der har været megen diskussion gennem årene, hvorvidt man skulle bibeholde de arkæologisk set autentiske ruiner, eller om man skulle genopbygge – og måske endda forandre og modernisere nogen af dem. Det er konflikten mellem arkæologien og de lokale burmesere, som stadig ser det som et helligt sted og bruger det til bønner, donationer osv. De fleste er dog holdt i den oprindelige stil, men især i det, der hedder Old Bagan, er der lidt ”poppet” med mange souvenirsælgere og boder. Men når man kører lidt ud på sletten, så er det et virkelig hyggeligt og fredfyldt område med masser af plads og altid en ny pagode bag den næste busk :-)
Det er helt perfekt med en cykel, da jeg nok får cyklet 25 km i dag for bare at se lidt af det enorme område. På vejen derud møder jeg en fyr fra Moskva, så vi tager den lange dag på Bagans sletter i bagende sol sammen – der er nok ca. 30 grader midt på dagen her om vinteren; om sommeren kan der blive 43 grader, og så er det uudholdeligt at cykle rundt på de sandede og støvede veje og stier en hel dag. Enkelte af de store pagoder kan man komme op i, så man ser udsigten, og vi udvælger hvilken pagode, der skal være vores spot til solnedgangen – i tilpas afstand til hovedvejen, så vi kan finde hjem i mørke :-)
I Old Bagan er der en stor bod med materiale for NLD – Aung San Suu Kyis parti. Man kan købe T-shirts, kalendere og meget andet som fx en taske, hvorpå der er broderet: ”I Love Democracy”. Efter en lang varm og støvet dag slutter vi ved Shwesandaw pagoden, hvor der er god udsigt til solnedgangen. Det er den mest brugte pagode til solnedgang, så det vrimler med mennesker – jeg tror der er 6-700 mennesker, som er ankommet i 9 turistbusser, en del minibusser, og så alle os, der er på cykel. Solnedgangen er ganske fascinerende, og der er en speciel stemning her, hvor tågen hæver sig fra jorden, mens mørket sænker sig. Engang var dette et stort rige med en mangfoldig kultur og meditationer ved hver pagode – og på områderne mellem pagoderne bygget i teglsten har der været klostre, huse og markeder bygget i træ, og som nu er væk.
Om aftenen finder jeg noget mad i Restaurant Rd på en kinesisk restaurant – med dukketeater! Det er en knægt på – vil jeg tro – 12-13 år, der giver den gas med dukkerne. Det er han nu ret god til. Men den kinesiske musik er lidt anstrengende i længden :-)
Mums, lækker solnedgang!
SvarSletLyder hyggeligt med de folk du møder på din vej ;-) Nu har jeg læst frem også- men mit absolutte favorit billede er altså det øverste her- af Bagan i dagslys! Så får jeg virkelig lyst til at rejse... mon der er gode forhold for klapvogn og bleskift...? ;-)
SvarSletSuper - at læse din blog :)
SvarSletEn Klapvogn er det nødvendigt ?
Henrkik