Mandag den 16. januar

Shwedagon Paya

Dagen begynder igen med munkenes tiggergang i gaderne. Jeg skal med en bus til Meiktila i aften kl. 18:30, så jeg har tid til at se Shwedagon Paya, som er en af de helt store religiøse monumenter i Asien. Den er over 100 meter høj (jeg ved ikke lige, hvor man måler fra, da pagoden ligger på en bakketop..), og er i følge overleveringen 2500 år gammel – dvs. fra Buddhas tid. Virkeligheden er dog en pagode, som har taget forskellige former siden 600-tallet – og måske tidligere – og den har været genopbygget adskillelige gange efter jordskælv. Pagoden er belagt med bladguld! Jeg har ladet mig fortælle, at der er brugt mere end 42 tons guld til dette arbejde – mere end Storbritanniens samlede guldreserver! Desuden er der en stor mængde diamanter af meget høj karat. Det er et helt enestående byggeri, som med de omkringliggende anlæg også spreder sig over et ganske stort område.
Jeg bliver sat af taxaen ved en elevator, som fører mig op til en gangbro til pagoden – efter selvfølgelig at have parkeret sko og strømper, som man altid gør, før man går ind i et buddhistisk tempel. Det er alle burmeseres drøm at komme til Shwedagon mindst én gang, så der er mange, som kommer for at bede og sætte gaver til buddhaerne. Desuden sidder munkene rundt på de talrige bedesteder og mediterer enten højlydt messende eller stille. Jeg møder en ældre og meget snakkesalig munk med de sædvanlige 2-3 millimeters hårlængde, men med 5-10 cm hår ud af ørerne!... :-) Han fortæller om, da munkene gik på gaden i 2007 for at støtte folket mod regimet – det fortæller de gerne om, da de er stolte af deres revolution. Han fortæller om deres regeringssystem, men han er som alle andre ganske dårlig til engelsk, så det meste lyder som volapyk. Hans ærinde er dog ikke til at tage fejl af; de har en vision om et Burma, hvor de mange etniske og religiøse forskelligheder i landet kan leve harmonisk sammen i en demokratisk konstruktion.
Efter at have kigget på guld og glimmer og bedende burmesere i et stykke tid – og efter at have gået 2 gange rundt, da jeg har svært ved at finde den udgang, hvor mine sko står... :-) – går jeg til den mindre pagode, Maha Wizaya Paya, på den anden side af vejen. Udenfor disse pagoder sidder der gerne en sælger, som sælger små spurve, som man ofrer ved at slippe dem fri. Desuden er der altid en lang række boder med blomster og fade med frugt, som man stiller frem ved buddha-figurerne som donationer. Det er også en meget populær ting at ”vande” en bestemt af buddhaerne; der står en vandskål ved siden af, og så kan man hælde vand over den.
Resten af dagen går med afslapning og rejsen til busholdepladsen. Alle busser ud i landet – bortset fra nogle få til deltaregionen – afgår fra Aung Mingalar busstationen, som ligger endnu længere ude end lufthavnen. Det er lidt upraktisk, men heldigvis er det jo eftermiddag, så jeg kan tage en bus derud og undgår en dyr taxatur. Ventetiden går med at sidde på spisesteder og skrive lidt. Det vækker pænt meget opsigt, når jeg hiver min netbook frem – ikke mindst børnene synes, at det er sjovt at se billeder, men også bare at se, at jeg skriver. Lige nu (i Meiktila kl. 03:00 om natten) sidder der en dreng ved siden af mig og ser bare på, at jeg skriver tekst – der har han siddet i en time! :-)
Bussen kører planmæssigt og busserne er normale turistbusser, så der er fin komfort. Ulempen er, at der kun findes natbusser – burmeserne kan ikke bruge en arbejdsdag på transport – så jeg kan ikke se noget på vejen, og så er det temmelig køligt. Desuden er Meiktila et par timer før Mandalay, hvor bussen skal være fremme tidlig morgen, så jeg lander i Meiktila kl. 02:00 om natten – lidt upraktisk. Her sidder jeg så og skriver på et lille thehus, som har åbent midt om natten – bl.a. fordi europæiske fodboldkampe jo vises over midnat pga. tidsforskydningen – og når det bliver lyst, skal jeg forsøge at finde vej gennem byen til et af de 2 hoteller i byen, som er nævnt på mit kort. Håber de har et ledigt værelse; det skal nok gå.
Næste beslutning handler om, hvor jeg overhovedet skal tage hen efter Meiktila. Jeg vil til Inle Lake mod øst, og til Bagan mod vest, men jeg skal være i Mandalay på mandag, hvor det kinesiske nytår fejres – det forventer jeg giver en del festivitas. Derefter vil jeg forsøge at komme mod nord til Myitkyina, hvis jeg får lov.
Sidste sommer udbrød der kampe i Kachin-staten mellem regeringsstyrkerne og den etniske gruppe, Kachin, som er en primært kristen, etnisk gruppe. Der har ellers være våbenhvile siden midthalvfemserne, men da regimet påbegyndte et dæmningsbyggeri uden nogen form for hensyntagen til de lokale, hvor store dele af deres land og et helligt område oversvømmes, så brød kampene ud igen. Dæmningen skulle bygges af kineserne – og elektriciteten ville selvfølgelig heller ikke komme Kachin-folket til gode – eller burmeserne generelt. Kineserne skulle have strømmen og regimet pengene, så det har været endnu et af de mange udbyttende tiltag fra regimets side. Det specielle denne gang er, at den nye præsident, Thein Sein, som har stået i spidsen for mange af reformerne i landet, han har stoppet dæmningsbyggeriet – hvilket kineserne selvfølgelig er blevet stiktossede over. Som Uffe Ellemann sagde før jul: ”Burmeserne har gjort, hvad ingen andre i verden tør: de har sagt nej til kineserne”. Det har dog ikke stoppet kampene. Efter Hillary Clintons besøg i Burma i begyndelsen af december 2011 beordrede Thein Sein kampene stoppet. De er blot taget til, og hæren har rykket endnu flere tropper til regionen. Thein Sein har ikke kontrol over militæret endnu. Han får med sine reformer så lang snor, som militæret tillader, og med de sidste års udvikling har militæret fundet det hensigtsmæssigt ikke at sidde formelt og direkte på magten, men blot at styre fra kulissen. Militæret kontrollerer de fleste ressourcer i landet, de ejer de fleste virksomheder, og det er dér deres interesser ligger. Den fremtidige magtfordeling kunne nok godt sammenlignes lidt med Ægypten. I Kachin er de lokale meget trængte. Jeg købte en avis i går, hvor der blev opgjort, at der var omkring 50.000 internt fordrevne flygtninge fordelt på 66 lejre på den burmesisk kontrollerede side af kampene, og man regner med, at der er lige så mange på den Kachin-kontrollerede side. Unicef har for måneder siden været inde med en lille mængde nødhjælp – ellers har de ingen hjælp fået, da regimet ikke tillader det. FN slog alarm om den humanitære situation i området for et par uger siden. Jeg kan undre mig såre over, at verdens medier – deriblandt de danske, som blot viderebringer Reuters nyheder – ikke interesserer sig mere for denne sag. Selv den danske udviklingsminister, som var i Burma for et par uger siden, har en klar dagsorden i kun at nævne de mange fremskridt. Han rejste selvfølgelig til Burma for at skubbe på en positiv udvikling og skal derfor fortælle gode historier, så danske NGO’er får mere interesse for Burma, men.... så må medierne vel klare den mere objektive del af historien. Jeg er ikke specielt imponeret over danske mediers dækning af Burma. Jeg kan anbefale www.irrawaddy.org og www.mizzima.com, som er uafhængige nyhedsmedier med base udenfor Burma, men med folk i Burma. Desuden er medier som CNN, BBC og Al Jazeera også mere nuancerede.
Der er ikke kampe i Myitkyina, så jeg håber, at jeg får mulighed for at rejse derop – og tid! 24 timer med tog derop og måske 3-4 dage med båd hjem. Vi får se.