Fredag den 27. januar

En landsby med høstede rismarker i staten Kachin

Mens jeg betalte 45 dollars (260 kr.) for togturen fra Mandalay til Myitkyina, hvilket er meget dyrt, så betaler jeg meget mindre nu, hvor jeg skal næsten halvvejs tilbage – 4 dollars. Det er et generelt problem i Burma, at folk svarer i øst og vest, og når du spørger den ene, kan noget ikke lade sig gøre, og når du spørger en anden, kan det pludselig godt. Det kunne godt have ladet sig gøre at få en billigere togbillet fra Mandalay, men det fik jeg bare ikke lov til, fordi jeg spurgte den forkerte person. På toget møder jeg en pensionist fra Østrig, som også skal til Naba, og han har fået at vide, at togturen tager 5 timer; jeg har spurgt 3 forskellige og fået svarene 9 og 10 timer – og det er det rigtige. Det er en ganske fin togtur, som primært går gennem kæmpe områder med rismarker – så vi kan tilføje endnu en stor ressource til Kachin-staten (og til resten af landet): risdyrkning. Risen er netop høstet, så markerne står med stubbe, og der er høstakke overalt. Langs togstrækningen er der en militær kontrolpost for hver bro med sandsække og skyttegrave, hvilket mere eller mindre er hver anden kilometer, så militæret gør meget for at beskytte jernbanen. Der har været nogle angreb mod jernbanen, da militæret transporterer tropper til konfliktområdet, men så vidt jeg ved kun mod skinnerne. Kachins oprørshær har ingen interesse i civile ofre, så de går kun efter at ødelægge militærets infrastruktur.
Togturen er fin og behagelig, om end det bumler og gynger meget voldsomt. Det svarer sådan set til at sidde på en vippe på en legeplads i 9 timer, så det er rart, da der igen er fast grund under fødderne. I den lille by Naba holder der en bus og venter, som kører den ene times kørsel gennem bjergene til Katha. Det er nok den mest faldefærdige bus, jeg nogensinde har kørt med! Det er ren skrotbunke – men den kører. :-) Vejen går ad en bumpet jordvej gennem bjergene og over små broer med planker til 2 hjulspor; i regntiden ville jeg nok foretrække et andet køretøj til denne tur!
Jeg ankommer til Katha lige før det bliver mørkt og finder flodbredden, hvor byens få guest houses ligger, og så opstår dagens problem. Alt er optaget. Egentlig er der kun 2 guest houses, som tager udlændinge, men jeg prøver 4 steder før jeg finder et rum og det først efter lang diskussion. De mener bestemt, at jeg bare kan sove i en seng på et værelse hos en af de andre gæster, og jeg holder fast i, at der da må være et værelse et sted i Katha – så lille en by er det heller ikke. Og så er der pludselig et værelse, som jeg skal betale 70 kr. for. Det er megadyrt for et meget, meget ringe værelse på et guest house, hvor intet fungerer, men hvad kan man gøre. Efter 20 minutter ankommer en amerikansk pige, som jeg også så i Myitkyina, og der er så et værelse til hende til 45 kr. Det er virkelig anstrengende, at jeg har skullet diskutere med dem i en halv time for overhovedet at få et værelse, og så er der endda et endnu billigere værelse, hvilket jeg udtrykkeligt spurgte om (via an tolk). Det er mange steder den måde, det fungerer på, og jeg er ved at være godt træt af, at de ikke bare kan tage sig en lille smule sammen og svare på det man spørger om. Nogle gange forstår de selvfølgelig ikke, hvad man siger, men denne gang var det en lokal forretningsmand, som var god til engelsk, som oversatte. I Burma er der generelt en farlig ballade med at få et hotelværelse med bureaukrati og dårlige forhold – og for få sengepladser.
Katha er ikke et sted, hvor jeg gider at være længere end højst nødvendigt – jeg havde ellers fået at vide, at der skulle være hyggeligt. Der er ikke meget at se ud over, at det var byen, hvor den kendte forfatter George Orwell boede nogle år (1926-27). Så planen er, at jeg rejser videre i morgen tidlig. Problemet er, at den langsomme (regeringskontrollerede) færge først sejler på mandag, og hurtigbådene, som sejler i morgen og i overmorgen, koster 286 kr., hvilket er fuldstændig afsindig dyrt her i Burma. En anden mulighed er at tage tilbage til jernbanen og tage toget, men så får jeg slet ikke sejlet på floden, som jeg havde håbet. Hm, vi må se i morgen.