Tirsdag den 6. marts

Øverst: Morgentrafikken i Danang
I midten: Ruinerne i My Son
I midten: Nær ved landsbyen My Son
Nederst: Gadekøkken i Hoi An

Det var jo planen, at jeg ville have været helt til Hoi An i går, så jeg kunne tage på dagstur i dag. Det kan jeg stadig sagtens nå, men derfor må jeg tidligt af sted og finde en bus. Jeg finder en bus, som kører netop, som jeg ankommer ved busholdepladsen kl. 07:30, så det går strygende. Denne strækning er berygtet for, at busfolkene snyder med priserne, og det er rigtig irriterende. De prøver at afkræve mere end det dobbelte af, hvad prisen er, og det går jeg selvfølgelig ikke med til. Der er mange historier om folk, som betaler for bussen, men så halvvejs smider de deres bagage ud af bagagerummet, og tvinger derved folk til at stå af, og så kommer de kun på igen, hvis de betaler ekstra, så det er lidt af en kamp. Jeg kører den stenhårde linie, afviser deres pris og gør fra starten klart, at jeg ikke vil acceptere, at de snyder, og jeg tager min bagage med mig ind i bussen. Efter lidt kamp om, hvilket sæde jeg skal sidde på, kan jeg mærke, at nu opgiver han – de ved, at det ikke vil lykkes dem. Det er nok ikke første gang, at de har været udsat for mistænksomme turister, – hvilket er helt og holdent deres egen skyld, – så han opkræver end ikke betaling før vi er i Hoi An. Han ved nok godt, at jeg alligevel ikke betaler før vi er fremme. Tåbelig opførsel, men problemet er jo, at det virker. Han afkræver den 3-dobbelte pris af et ældre japansk ægtepar, og de nikker bare og skal til at betale, da jeg fortæller dem, at de altså bliver snydt. Anyway, jeg kommer til Hoi An ganske smertefrit.
Hoi An er en skøn by, og det er ikke så sært, at det er blevet et meget populært sted for turister. Der er en rigtig god stemning i byen, og de lokale er utrolig rare og servicemindede på en god måde. Selvfølgelig vil de sælge folk ting, men det er så også naturligt nok, da shopping er én af de væsentlige ting for turister i Hoi An. Der er utallige små skrædderforretninger, som er klar til at lavet skræddersyede jakkesæt, kjoler og meget mere. Man får taget mål, og vælger designet, som typisk kan være kraftigt inspireret af et kendt mærke, og dagen efter skal man så prøve det, som de har syet, så de kan rette det til. 1000 kr. for et specialsyet jakkesæt, som koster flere tusinder kroner i Danmark er en god pris (hvis man vælger den rigtige skrædder...), og hvis man er på ferie i Vietnam, er det helt oplagt at tage noget tøj med hjem. Jeg har så bare ikke tid til proceduren med at få det syet, og jeg gider heller ikke at slæbe det de sidste 3 uger af min rejse, men jeg skal nok få købt nogle ting senere, som jeg alligevel skal have anskaffet mig i Danmark. Man kan ligeså godt spare nogle penge, når man nu alligevel er her. :-)
Jeg køber en busbillet til Saigon med afgang i morgen aften, – det tager 22 timer + forventet forsinkelse, – og så er planen ellers i dag, at jeg vil leje en motorcykel og køre de 45 km til My Son. My Son er endnu et arkæologisk område, dog af en helt anden karakter end kejserpaladset i Hue. Ruinerne i My Son er templer fra Champa riget, som eksisterede mellem 7. og 18. århundrede med de første spor århundreder før. Champa riget strakte sig fra midten af det nuværende Vietnam til øst for deltaområdet, som oprindeligt var en del af Cambodja. Riget toppede omkring 900-tallet, og derefter blev riget gradvist reduceret af først Angkor riget og siden af kinesere og vietnamesere med det resultat, at mange etniske Cham folk flygtede til andre egne, og derfor findes de i dag i flere områder af Sydøstasien især i Cambodja. De cambodjanske Cham efterkommere er primært muslimer, da én af Cham kongerne i 1600-tallet konverterede til islam, men efterkommerne her i Vietnam er primært hinduer. Således er også templerne i My Son bygget mellem år 300 og år 1200 til Hindu guder. De fleste templer ligger i ruiner, først og fremmest fordi det er 1000 år gammelt, men også fordi dette uvurderlige stykke kulturarv blev bombet massivt under Vietnam-krigen. Nogle ruiner er restaureret, og der arbejdes stadig med støtte fra italienske kulturfonde på at genskabe flere af de gamle ruiner.
Køreturen til My Son er lidt hård i stegende hede midt på dagen, men det positive er så, at det fleste turister tager derud med dagsture fra Hoi An, som kører hjem allerede til middag. Om aftenen er der dømt hygge i Hoi An! Hoi Ans havnefront ved floden er fyldt med hyggelige restauranter, og priserne er også lavere hér end i Hanoi, som var dyrt. I dag er det fuldmåne, hvilket fejres med, at man slukker al gadebelysningen, og så sender man små papirbåde med stearinlys ned ad floden. Nice! Jeg finder en restaurant sammen med et par piger fra samme hotel, – jeg bor på sovesal, – og sådan gik endnu en dag.