Fredag den 9. marts

Øverst: Saigon centrum nær People’s Committee Building
I midten: Saigons havnefrant
Nederst: Saigon River

I dag skal jeg på sightseeing i Saigon, og de mest interessante ting her handler om Vietnams krigshistorie. Jeg er egentlig forberedt på, at Saigon er en kaotisk by, og jeg havde overvejet en anden rejserute udenom Saigon, men jeg bliver positivt overrasket. Saigon er en flot by, som det er nemt at besøge. Det meste ligger centralt i byen, så man kan gå rundt, og byen ligger smukt ved Saigon floden. Der er et kvarter med alle backpacker hotellerne og en lang række restauranter samt bureauer, som sælger ture og busbilletter, og så kan man gå mod centrum med høje skyskrabere, arkitektonisk fine bygninger af både ældre og nyere dato, og langs floden er der mange fine – og lidt dyre – restauranter og en lang promenade.
Jeg går først til hindutemplet, Mariamman, som er et hindu tempel som så mange andre. Det for mig mest iøjnefaldende hér er, at de mange bedendes ritual handler meget om at røre templet og figurerne og overføre kraften til deres egen krop. Eksempelvis klamrer folk sig til ydervæggene til selve skrinet med gudefiguren og alteret. Og så brænder folk røgelsespinde af i stor stil, hvilket er helt normalt. Hér i dette forholdsvis lille men populære tempel ser jeg dog skilte med en opfordring til kun at brænde én røgelsespind af hver – eller at bede i stedet for; for helbredets skyld. :-) Fra templet går turen videre til det centrale marked, da jeg skal til at tænke på at få købt de ting, som jeg skal have med hjem. Meget tøj i Asien er noget skrammel, men noget er okay, og jeg skal jo udnytte, at det er billigt. Turen går videre forbi den store Notre Dame Cathedral og Reunification Palace, som på symbolsk vis blev indtaget under Saigons fald, og videre til War Remnants Museum, som er et museum for den amerikanske Vietnam-krig. Vietnams historie handler jo i ret høj grad om deres mange krige og magtkampe med omkringliggende riger, så inden jeg fortsætter med museet må det være tid til en lille historietime.
I tiden 100-200 f.kr. blev Vietnam underlagt kinesisk herredømme, og med Vietnam menes Nordvietnam, da delta-området indtil nyere tid altid har været en del af Cambodja (Khmer-riget), og da resten af Sydvietnam i århundreder var underlagt Champa-riget. Det kinesiske herredømme over Nordvietnam varede i 1000 år til 938 e.kr., hvor krigsherren Ngo Quyen overvandt kineserne og skabte det første i en række succesfulde dynastier. Det var også i denne tid, at buddhismen blev indført som statsreligion. I tiden 1100-1800 udvidede vietnameserne riget mod syd og overtog Champa-riget og dele af Khmer-riget (deltaet) til et Vietnam. Det var dog et Vietnam splittet mellem flere forskellige dynastier, som bekæmpede hinanden, og dermed fortsatte de store forskelle mellem Nord- og Sydvietnam med at skabe ustabilitet i området. Flere krigsherrer har gennem tiden forsøgt at forene nord og syd, og det seneste var Nguyen-dynastiet, hvis palads jeg jo besøgte i Hue. Det var blandt andet truslen om et atter splittet Vietnam, som fik Frankrig til at overtage kontrollen med landet gennem flere militære slag i årene 1859-1885, og de dannede kolonien Fransk Indokina.
Japanerne invaderede Fransk Indokina i 1941 pga. franskmændenes tilbagetog i Europa, og som Tysklands allierede fik Japan kontrollen og brugte fransk Indokinas mange ressourcer i deres krigsførelse. Det førte bl.a. til en hungersnød i landet i 1945, hvor omkring 2 millioner vietnamesere – ca. 10% af befolkningen – døde. I 1941 opstod i Nordvietnam en oprørsgruppe ved navn Viet Minh under ledelse af kommunisten Ho Chi Minh, som med stærk marxistisk-leninistisk inspiration kæmpede for et Vietnam frit fra såvel fransk som japansk besættelse. Efter 2. Verdenskrigs afslutning erklærede han Vietnam selvstændigt og hans tropper indtog Hanoi, hvilket fik franskmændene til at slå tilbage og drive Viet Minh mod bjergene, hvorfra de førte guerilla-krig. Dette var begyndelsen til Den Første Indokinesiske Krig, som varede fra 1946 til 1954. Franskmændene tabte koloniherredømmet i 1954 med nederlaget i Dien Bien Phu i 1954 (se mere om dette den 29. februar). Forhandlingerne om selvstændighed i Geneva i 1954 endte med en deling mellem et Nordvietnam og et Sydvietnam, hvilket i de første måneder førte til op mod én million immigranter – mest katolikker, som flyttede fra nord mod syd af frygt for kommunisternes forfølgelser. I Sydvietnam begyndte Viet Cong en guerilla krig med formål at vælte den sydvietnamesiske regering (med katolsk leder), som havde afvist at holde et ellers i Geneva planlagt valg, og dermed begyndte den væbnede konflikt, som eskalerede til Den Amerikanske Vietnam-krig. I de følgende år blev først den katolske regimeleder Diem dræbt og siden i de følgende år var Sydvietnam præget af forskellige militære ledere, og det skabte et stadigt mere ustabilt Sydvietnam med en voksende kommunistisk tilslutning. USA støttede Sydvietnam med våben og rådgivning og i 1965 satte de de første amerikanske tropper ind i krigen mod Viet Cong. I 1968 gennemførte nordvietnameserne den berømte Tet-offensiv, som godt nok blev et militært tab, men som førte så store grusomheder med sig, at da det efterhånden nåede den amerikanske befolkning i 1968, begyndte den folkelige modstand mod krigen i USA. USA øgede sit til troppeantal til på et tidspunkt at have over en halv million soldater i Vietnam og trak de sidste soldater ud i marts 1973. Efter amerikanernes tilbagetrækning førte Nordvietnam en række angreb mod Sydvietnam, hvilket endte med Saigons fald i april 1975. Vietnam var atter forenet – under kommunistisk herredømme, og det er det stadig i dag. Mange sydvietnamesere flygtede ud af landet, men de fleste fik en tur i ”genopdragelseslejre”, hvor lærte at blive ”gode kommunister”.
I december 1978 invaderede Vietnam Cambodja for at fjerne det frygtelige Khmer Rouge regime under ledelse af Pol Pot. Khmer Rouge tog i stigende grad kontrol mod øst i Cambodja og truede Vietnam med angreb ind over grænsen. Vietnam tog kontrol over Cambodja (indtil 1989), og som hævn for at afsætte det kinesisk støttede Khmer Rouge angreb Kina Vietnam fra nord i 1979. Det blev en kort invasion – 17 dage – da vietnameserne formåede at drive dem tilbage med så store tab, at de opgav. Denne konflikt med Kina fik Vietnam til politisk og økonomisk at knytte sig mere til Sovjetunionen, – kulturelt har Vietnam i århundreder været knyttet til Kina, – og det betød derfor også, at Vietnam måtte lægge en ny kurs i årene omkring Sovjetunionens sammenbrud i 1989.
Efter manglende økonomiske fremskridt i en årrække overtog en række reformpolitikere magten i slutfirserne og det førte til den berømte Doi Moi reformation i 1986, som reformerede Vietnams økonomiske politik markant fra en ren kommunistisk planøkonomi til nutidens ”socialistiske markedsøkonomi”. – Lidt i stil med det, som man ser i Kina; kommunisme og kapitalisme i forening. Det er først og fremmest denne politiske forandring i 1986, som har ført til, at Vietnam har udviklet sig markant de sidste 25 år, og som har løftet landet ud af fattigdom – og væbnede konflikter.
De mange krige fylder stadig en del i Vietnam i dag, men som turist oplever man det mest ved, at de gerne fremviser resterne fra krigene, som krigsområder, museer og gamle våben. Man oplever intet had mod franskmænd eller amerikanere. Dog er der stadig en kulturel kløft mellem Nord- og Sydvietnam, men så længe landet udvikler sig positivt økonomisk, er der ikke noget der tyder på, at der vil være opbakning til et politisk opgør med det kommunistiske et-parti styre.
Med denne historie in mente besøger jeg War Remnant museet, som har en udstilling af amerikanske våben, tanks og fly udenfor, og som indenfor er en række fotoudstillinger med billeder fra krigen. Det er en barsk udstilling med afdelinger med billeder af såvel massakrer, som af handikappede, som blev født med skader efter amerikanernes kemiske krigsførelse. Der er også en udstilling med billeder taget af de 173 krigskorrespondenter fra begge fronter i krigen, som blev dræbt. Udstillingen er som alle andre museer i Vietnam lettere propagandistisk – i dette tilfælde først og fremmest mod amerikanerne – og skal fremvise amerikanernes grusomheder under krigen. Det er veldokumenteret, og amerikanerne begik adskillelige massakrer under Vietnam-krigen, men det som museet ikke fortæller, er selvfølgelig historierne om forbrydelser begået af det kommunistiske Nordvietnam. Såvel under krigen, som i tiden før og efter. I dag, hvor vi ved, at kommunismen brød sammen, er det ofte lidt let at kritisere de væbnede konflikter mod kommunismen, men havde kommunismen overvundet den vestlige verden, havde alt set anderledes ud i dag, og det var jo med denne frygt in mente, at et land som USA gik så langt i denne krig, som de gjorde. Anyway, en sådan konflikt har 2 sider. Museer i Vietnam viser kun den ene, men det kan man nok heller ikke rigtig fortænke dem i. Hvis man tager til USA, vil man i dag stadig få lært, at USA vandt krigen. Det tror de stadig i USA, at de gjorde...
Efter dagens tur rundt i Saigon kan jeg slappe lidt af tilbage på sovesalen, som er rigtig fin af en sovesal at være. Der er air condition, – hvilket er væsentligt, når der er så varmt, – og der er tv, hvor der går Nicholas Cage film med vietnamesisk synkroniseret indtaling. :-) Luksus for 26 kr. – inklusiv morgen mad.