Mandag den 12. marts

Vi får lappet et par hjul på et marked

Jeg skal tidligt op, da jeg har valgt at tage den tidligste bus for at få nogle timer i Kratie. Det bliver er par dage med buskørsel, men jeg vil gerne se bare lidt af det østlige Cambodja, og det bliver ved, at jeg tager en kort tur til Kratie. Jeg burde være i Kratie kl. 14:00, så medregnet lidt forsinkelse så skulle det give et par timer; måske jeg endda kan nå ud til delfinerne. Vi må se. Det er nok tvivlsomt, om det bare lige kan lade sig gøre sidst på eftermiddagen, da jeg så skal betale en formue for transport og egen båd. Irrawaddy delfinerne er en stærkt truet dyreart, og de kan opleves 15 km nord for Kratie.
Det er en udmærket bus, som jeg kører med, og vejene er rigtig gode, så det skulle man jo tro gav basis for en overkommelig bustur. Men der tager jeg fejl. Øv. Chaufføren og hans hjælper er et par skvadderhoveder, og service er i den grad et fremmedord for dem – både service overfor os udlændinge, men også de lokale er godt trætte af dem. Busturen skulle tage 6½ time, men vi bliver over 4 timer forsinkede, så jeg ankommer til solnedgang og får ikke set noget i Kratie. Turen er ganske enkelt spild af tid. Jeg aner ret tidligt, hvor det bærer hen med Gøg og Gokke ombord, så da jeg skal noget af samme vej tilbage igen i morgen, så overvejer jeg på et tidspunkt bare at hoppe af bussen. Det gjorde jeg desværre ikke.... Indenfor den første times tid har vi haft to voldsomme opbremsninger med blokerede hjul, da chaufføren kører møgelendigt og hasarderet, og det går ikke hurtigere af den grund, for vi stopper konstant og ordner små (private) ærinder undervejs. Som sædvanligt holder vi pause ved en restaurant, men vi udlændinge tager ikke fra buffeten, da han siger kun 10 minutters pause. Vi holder der i 30 minutter. Derefter kører vi 1-2 km til et marked, hvor vi venter en time mens de lapper et hjul samt vores reservehjul. – Hvorfor sørger man ikke for at have et lappet reservehjul med? Og hvorfor i alverden holdt vi ikke bare pause ved markedet, mens de lappede hjul og ikke 2 km før? Nå jo. Vi skal spise et bestemt sted, så busselskabet får betaling for at stoppe dér med bussen. Siden hen punkterer vi igen, da hjulet ikke er lappet ordentligt, og de laver samme nummer med ikke at reparere bussen mens vi holder spisepause, og til sidst fylder de alle passagererne fra en anden bus over i vores bus, så de må stå op. Sorya er landets største busselskab, så de er svære at komme udenom på visse strækninger, men jeg skal i hvert fald gøre et ihærdigt forsøg, for de har været meget ringe i dag, og især personelt har været meget, meget ubehøvlede overfor især os udlændinge.
Nå, jeg ankommer i Kratie til solnedgang, hvilket er ganske flot i denne by. Byen minder om en mindre udgave af Chiang Saen (Thailand), som jeg ganske godt kunne lide, da hele havnefronten langs floden var hovedgade med markeder, gadekøkkener og rigeligt med bænke til at nyde udsigten over Mekong floden. Efter et par dage i Cambodja mærker man klart, at deres engelskkundskaber er ret svage, og det besværliggør jo nogle ting. Jeg finder noget mad ved et gadekøkken ved floden, men hun giver mig 1000 riel for meget tilbage, og da jeg prøver at forklare det for hende og tæller pengene for hende igen og igen, så opfatter hun det som utilfredshed med, hvad jeg skal betale, for hun forstår ikke et ord engelsk. Men hun kan jo se på pengene, mens jeg tæller dem for hende, og efter nogen – lang tid – tid falder tiøren. :-) 4000 riel er én dollar, og det gælder begge veje, så der er ikke tale om, at man skal veksle mellem de to valutaer, som i andre lande, hvor differencen skal give et overskud til vekselereren. I Cambodja er riel og dollar smeltet sammen, og man får flere priser i dollar end i riel, og skal man have penge tilbage, så blander de det bare lidt efter, hvad de nu har. Det har jeg ikke set før, da veksling af penge altid koster et lille gebyr i form af en kursdifference mellem, om man veksler den ene eller den anden vej.
Dette er mere eller mindre, hvad jeg oplever i Kratie, så det er jo nok ikke rigtig den lange bustur værd, men jeg har da set en masse cambodjanske plantager på vejen. Cambodja har udmærkede landbrugsmuligheder, og allerede i dag er der forholdsvis veludviklede landbrug. Det er ikke som i Thailand og Vietnam, men dog heller ikke så ringe som i Burma – eller i Afrika, hvor landbruget er langt dårligere udviklet. Efter at have fundet et billigt værelse i Kratie, får jeg købt en busbillet til Siem Reap i morgen. Jeg har på fornemmelsen, at de efter lidt forhandling går med til at leje et værelse ud billigt i håb om, at de kan sælge mig en dagstur, eller en busbillet til næste destination; det tager de overpriser for, så de tjener på det. Han forsøger at sælge mig en busbillet til 15 dollars, hvilket jeg bliver ved med at slå hen, og til slut opgiver han med et smil og siger ”du er ikke spor nem”. Nem? Nej, det handler vel mere om, om man er dum nok til at købe en busbillet på hotellet uden at undersøge prisen først. Jeg går de 150 meter til billetkontoret og køber samme billet for 10 dollars.