Onsdag den 29. februar

A1 fæstningen i Dien Bien Phu – med krater efter bortsprængt bunker

Jeg skal meget tidligt op, da jeg har fået mange forskellige meldinger om, hvornår bussen til Dien Bien Phu kører – alt fra 05:00 til 06:30, så jeg går ned til floden klokken 05:15, hvor jeg bliver sejlet over floden, da bussen kører fra den anden side. Bussen kører 06:30, og det er en lettelse, da den kører, da der har været meget tvivl om, hvorvidt den kører hver dag. Der er ca. 60 km til grænsen og yderligere 34 km på den anden side til Dien Bien Phu, så det er ikke så langt. Vejen er ikke asfalteret, men ellers er den nogenlunde, da de er ved at udbygge den til det væsentligt bedre, så bortset fra, at vi skal ned gennem floderne, når vi kommer til et brobyggeri, så ruller vi fint af sted. Turen tager os 5 timer, og for bare 1-2 år siden tog det 8-10 timer, så det siger noget om, hvor dårlig denne vej og dermed grænseovergang har været; og grænsen er først åbnet for udlændinge for få år siden.
Det går strygende ved grænsen. For det første skal vi slet ikke betale den forventede afgift på 40.000 kip for at stemple ud af Laos, og jeg får som forventet 15 dages visum ved grænsen gratis. Jeg har været noget nervøs for dette. Normalt skal man have visum fra ambassaden – man kan ikke få det ved grænsen – men som danskere har vi en helt særlig ordning med 15 dage gratis. Jeg ved jo bare ikke lige, om den slags særordninger er nået helt herop i de uvejsomme bjerge.... Det er de! Jeg kommer igennem uden problemer og sparer dermed det dyreste visum i regionen: 60 $. En hollandsk pige har sågar et visum, som først gælder fra i morgen., men 1-2 dages afvigelse er ok. En flink grænsebetjent samler os og byder os velkommen til Vietnam og forklarer kort, hvilke muligheder vi har med busser fra Dien Bien Phu, og hvornår de kører. Vietnam er helt igennem gearet og vant til turisme! Jeg har den forhåndsindstilling af Vietnam, at det er et land, som jeg kommer til at skynde mig igennem, og ikke mindst i det perspektiv er det perfekt service med sådan en introduktion. Meget imødekommende!
Det er perfekt, at jeg nu allerede er i Dien Bien Phu til middag, så jeg kan tage en natbus allerede første nat, så jeg skal ikke tjekke ind på et guest house. Jeg har kun planer om at skulle se et par museer i denne by, og det kan jeg gøre på en eftermiddag – og med fuld oppakning. Dien Bien Phu er en væsentlig by i et historisk perspektiv, da det må siges at være hér, at franskmændene tabte Vietnam (Indokina) som fransk koloni – eller set med vietnamesiske øjne hér, de gav franskmændene klø; noget så eftertrykkeligt. Krigshelten – og landets helt store nationalhelt – Ho Chi Minh modstod med sine kommunistiske Viet Minh tropper japansk besættelse under 2. Verdenskrig (mere eller mindre som de eneste i regionen), og efter krigen erklærede de Vietnam uafhængigt overfor franskmændene, som havde været koloniherrer siden midten af 1800-tallet. Franskmændene genoptog kontrollen med landet, men Viet Minh hæren kæmpede videre i det nordlige Vietnam som en modstandshær. I maj 1954 overløb de den franske bataljon i Dien Bien Phu, hvilket var en militær tragedie for Frankrig. Frankrig havde 16.000 soldater i Dien Bien Phu og 6.000 døde under kampene eller efterfølgende i fangelejre. Dien Bien Phu ligger i en dal med fine lysegrønne rismarker og med bjerge på begge sider, og det lykkedes Viet Minh at slæbe tungt artilleri op på bjergene og beskyde franskmændene derfra – det havde de ikke ventet. Desuden gravede de sig ind under franskmændenes bunkere og sprang dem dermed i luften nedefra. Selve fæstningen i Dien Bien Phu, som blev bygget i en bakke kaldet A1, ligger i byen i dag med skyttegrave, tunneller og med gamle franske tanks og artillerikanoner. Det er et interessant museum, som er oprettet med vietnamesisk publikum for øje for at uddanne om historien og for at fejre denne sejr. Det er en solid del af vietnamesernes historiske og militære selvtillid, at de bankede franskmændene, – ligesom de har bekæmpet deres nabolandes angreb gennem historien; ikke mindst kinesernes. I Dien Bien Phu er der ligeledes en gravplads for de dræbte (vietnamesere) med mindesmærke og en fin have, og så har de bygget et stort mindemonument på en bakke 7-800 meter fra A1. Efter franskmændenes nederlag i Dien Bien Phu i 1954 stod de svagt i forhandlingerne senere samme år i Geneva, og det endte med, at Frankrig måtte afgive den indokinesiske koloni, og Vietnam fik selvstændighed. Det var dog et splittet land mellem Viet Minhs kommunistiske nord og det sydlige Vietnam, og i Geneva vedtog man en deling af landet i et Nord- og Sydvietnam med skillelinie ved Ben Hai floden. Viet Minhs forsøg de kommende år på at overtage hele Vietnam gav som bekendt anledning til den amerikanske Vietnam krig (1965-1973). Det kommer jeg jo nok tilbage til senere.
Efter lidt historie sightseeing i Dien Bien Phu, – hvilket udelukkende er en visuel oplevelse, da der ikke er engelske forklaringer overhovedet, – finder jeg min bus, som kører planmæssigt. Det er en sovebus, så det skal nok blive godt! :-) Jeg tror, at jeg har fået den bedste plads, da jeg har købt billet på forhånd, så jeg har min egen udmærkede liggestol bagerst med plads til mine ting. Sove får jeg dog svært ved. Det er bjergkørsel, og man skal holde godt fast for ikke at blive kastet rundt i bussen. Men stadig godt at kunne ligge ned, da turen er på 11 timer – måske mere på grund af tåge.