Søndag den 11. marts

Øverst: Tuol Sleng fængslet – S-21
Nederst: Phnom Penh set fra det olympiske stadium

Morgenens højdepunkt er helt afgjort, at Mamas restaurant på den anden side af gaden har en rigtig kaffemaskine! Det får bestemt den ellers lidt specielle kaffe til at smage hæderligt. Planen for i dag er, at jeg skal se Phnom Penh, da jeg formodentlig ikke kommer tilbage hertil igen. Jeg begynder med det vigtigste og mest interessante, som er Tuol Sleng museet, som var et grusomt fængsel under Khmer Rouge’s rædselsregime i 1975-1979.
Cambodja er rent etnisk en forholdsvis homogen befolkningsgruppe, da Khmererne udgør over 90% af befolkningen. Resten er primært etniske vietnamesere, thaier og kinesere, pga. udveksling med nabolandene. Således har de nordvestlige dele af Cambodja i nogle perioder været under thailandsk besættelse, og vietnameserne har også haft en del indflydelse – senest 1979-1989, hvor de tog kontrol med landet for at afsætte Khmer Rouge. Khmererne har været i landet siden de første spor man kender fra det 2. århundrede, og i 802 erklærede Jayavarman II sig for den første ”god-king” (gudekonge) af Angkor og lagde dermed grunden til et 600 år langt Khmer imperium. Angkor-riget dominerede hele regionen i omkring 600 år, og denne tid regnes for Cambodjas storhedstid og er i dag nationens historiske stolthed. I 889 flytter hovedstaden til Angkor området (Angkor Wat), men i 924 flytter hovedstaden til Koh Ker for en 20-årig periode, hvorefter den dog flytter tilbage igen på grund af mangel på vand. Angkor Wat – ”Alle Templers Moder” – bygges i 1112, men Angkor imperiet er begyndt at slå revner og vise svaghedstegn. I 1177 indtager Champa-riget Angkor-kongedømmet i 4 år, da de besejret khmererne med et overraskelsesangreb, men Jayavarman VII slår dem tilbage i 1181 og starter en regeringsperiode som Angkor-tidens største og mest byggende konge. Han ændrer statsreligionen fra hinduisme (som inderne havde bragt til landet århundreder før) til mahayana buddhisme og bygger Angkor Thom. Efter hans død begynder Angkor-riget at svækkes, hvilket i 1431 ender med, at thaierne endegyldigt besejrer khmererne og ødelægger Angkor og sender kongefamilien, præster og kulturpersoner i fangenskab i Ayutthaya (thai-rigets hovedstad).
De følgende århundreder er præget af kampe med vietnameserne og thaier, og Cambodja bliver landet, som ligger lidt klemt mellem de to stormagter på hver side. Hovedstaden skifter frem og tilbage, men bliver med tiden endeligt i den nuværende hovedstad Phnom Penh. I 1800-tallet er det især vietnameserne, som har taget kontrol med landet, og som truer med at udrydde det, og det ender med, at franskmændene i 1863 presser kong Norodom I til at underskrive en traktat om fransk protektorat. I 1942 overtager japanerne landet, men mister det igen efter 2. Verdenskrig. I 1953 får Cambodja selvstændighed med kong Sihanouk i spidsen, og han træder tilbage som konge i 1955, danner et politisk parti og vinder valget stort.
I 1963 flygter Pol Pot ud i junglen i det østlige Cambodja for at starte en guerilla-krig med støtte fra vietnameserne mod Sihanouk’s regering, og i 1969 drages Cambodja ind i Den Amerikanske Vietnam-krig, da præsident Nixon indleder massive bombardementer i Cambodja – først ved grænsen til Vietnam men siden i hele landet. Dermed bliver også Cambodja offer for de amerikanske bombardementer, som Laos blev det, og i dag er der også i Cambodja store problemer med UXO’s (unexplloded ordnance). Omkring 250.000 cambodjanere bliver dræbt under de amerikanske bombardementer. 1970-1975 er præget af borgerkrig, da Sihanouk bliver vælter at militærkommandør Lon Nol, og det får Sihanouk til at støtte Pol Pots Khmer Rouge i kampen mod Lon Nol. Mange unge Khmer Rouge soldater forstår ikke meget af regimets politiske agenda, men de melder sig i kampen, da de som fattige bønder hører deres konge Sihanouk – nyere Cambodjas største konge; til tider kaldet ”den sidste god-king” – opfordre dem til at melde sig hos Khmer Rouge. Khmer Rouge overtager magten og indtager Phnom Penh den 17. april 1975, og dermed begynder knap 4 års rædselsregime – et af de frygteligste regimer, som verden nogensinde har set, og de gennemfører et af verdenshistoriens mest omfattende folkemord. Khmer Rouge truer i stigende grad den vietnamesiske grænse og skaber ustabilitet i regionen, så i december 1978 invaderer Vietnam Cambodja og afslutter rædslerne ved at drive Khmer Rouge på flugt i januar 1979. Sihanouk slår sig sammen med Khmerstyrkerne i vest i kampen mod den vietnamesisk-støttede regering, men i 1984 slår vietnameserne Khmer Rouge tilbage til at føre guerilla-krig fra junglen i det nordvestlige Cambodja og fra flygtningelejre i Thailand. I 1989 trækker vietnameserne sig ud af Cambodja, da Sovjetunionens fald flytter magtbalancen, og der arrangeres valg i 1993 under ledelse af FN – en kæmpe opgave, som har lagt grunden for et stort FN og NGO arbejde i landet. Det royalistiske (Sihanouk) parti Funcinpec vinder valget, men det kommunistiske CCP truer fra øst og overtager med tiden kontrollen. I 1997 væltes Funcinpecs premierminister ved et militærkup, og Hun Sen (CCP, kommunisterne) overtager magten og siden vinder CCP et regulært valg i 2003. I 2004 træder kong Sihanouk til alles store overraskelse tilbage og overlader tronen til sin søn. Sihanouk er Cambodjas nutidige nationalhelt, men han er også til dels en splittelse for landet med sin historie med Khmer Rouge, og både kongefamilien og mange politikeres og mange embedsfolks store historiske forbindelse til Khmer Rouge regimet har gjort det meget vanskeligt for Cambodja at tage et opgør med denne historie. Således er nogle af de endnu levende ledere stadig ikke dømt, men med international hjælp er man netop i disse år i gang med retssagerne. Pol Pot døde i 1998. De senere år har været præget af et forholdsvis stabilt politisk miljø, og det er da også en væsentlig faktor i landets langsomme men positive udvikling.
Men historien spøger stadig. Khmer Rouge’s regime i 1975-1979 var et dybt, dybt sort hul i landets historie, som landet gennem nogle år med borgerkrig og under påvirkning af Vietnam-krigen faldt ned i, og som det har taget mange år at komme op af igen. Pol Pot udviklede en ekstrem maoistisk tankegang. I Kina så man Maos frygtelige regime med en landbefolkning, som skulle være kernen i samfundet. Dette ideologiske fokus på landbefolkningen førte Khmer Rouge til ekstremerne. Byerne blev tømt, og folk blev sendt på landet i arbejdslejre for at arbejde i rismarkerne. Alle større byer og ikke mindst Phnom Penh blev bogstavelig talt evakueret og tømt. Langt de fleste intellektuelle, kulturpersoner og religionspersoner blev dræbt. Man kunne blive dræbt for at kunne læse, hvis man bar briller, alle munke skulle aflægge munkehvervet, eller blev dræbt, og gjorde man den mindst indsigelse mod denne ”revolution”, blev man henrettet. Omkring 2 millioner – 25% af landets befolkning – blev dræbt på under 4 år. Pol Pot og Khmer Rouge skulle bruge 1-2 millioner mennesker for at bygge dette utopiske, kommunistiske landbrugssamfund, og budskabet var, at resten ikke skulle bruges, og deres død ville ikke være noget tab. De kunne blot dræbes. Det gik hårdest ud over folk med kontakt til udlandet, og religiøse personer, som kristne, muslimer og ikke mindst de buddhistiske munke. Folk med en uddannelse og etniske grupper, som vietnamesere og kinesere – alle, som udgjorde den mindste trussel mod eller udviste afvigelse fra ”revolutionen”, blev dræbt. Mænd, kvinder, børn, spædbørn, ældre og i høj grad også syge og handikappede. Ingen blev skånet. Også mange Khmer Rouge folk mistede livet, og det kan være lidt svært at forstå, hvad der fik unge drenge fra landet til at melde sig hos Khmer Rouge, da rigtig mange af dem ikke selv overlevede det. Én af forklaringerne er netop kongens opfordring til at gøre det, men også fattigdom og uvidenhed spillede kraftigt ind.
For mig er det specielle ved dette folkemord den politiske motivation. Jeg har besøgt Rwanda, som også har oplevet et folkemord, men dette var etnisk motiveret, og det er lettere for mig at forstå, hvordan man gennem årtier kan opbygge fordomme mod hinanden, som kan eksplodere i sådan et had. Pol Pots regime var en ideologisk utopi. Et ideologisk projekt, hvor fjenden var dem, som var modstandere af projektet – eller som blot var i vejen. Det er svært at forstå, hvordan Khmer Rouge fik opbakning. Denne krig havde kun tabere.
Tuol Sleng museet var et fængsel under Pol Pots regime. Det var tidligere et gymnasium, men da Phnom Penh blev rømmet, omdannede man det til et fængsel, som man kaldte Security Prison 21 (S-21). Fængslet blev snart det største center for totur og henrettelser, og 20.000 personer blev ført fra fængslet til en udryddelseslejr udenfor byen og dræbt. The Killing Fields of Choeung Ek er 16 km udenfor for byen, så dér kommer jeg dog ikke ud. Noget af det, som gør S-21 til et særligt sted for eftertiden, er, at Khmer Rouge havde en helt særlig stil med notorisk at notere og dokumentere alt, hvad de foretog sig. Al tortur blev dokumenteret på skrift og med billeder, og fangerne blev bedt om at skrive tilståelser før, de blev henrettet. Alle disse dokumenter giver stof til eftertidens forskning i, hvad der forgik på dette grusomme sted. Museet er bygninger med de gamle torturlokaler og med celler til fangerne. Udstillingerne er billeddokumentation, og man kan se diverse torturredskaber. Trappeopgangene, svaleopgangene og lokalerne minder om... et gymnasium. Det var jo, hvad det oprindeligt var. Ved svalegangene er der dækket med pigtråd, så man ikke kan springe ud over rækværket og begå selvmord.
Nå. Det er et besøg, som lige skal fordøjes. Jeg går videre gennem byen forbi det olympiske stadium, hvorfra man har en ganske god udsigt over byen og videre den lange vej mod nord til den franske ambassade. Der er egentlig ikke noget særligt at se dér, men jeg vil gerne derud på grund af historien. Jeg har nok forventet en mindeplade eller lignende, men der er ingenting, og ambassaden er lukket med en stor mur omkring, så det er såmænd ikke noget særligt. Men historien er speciel, da mange udlændinge flygtede til ambassadeområdet i 1975, da Khmer Rouge tog magten. Omkring 2000 mennesker søgte tilflugt hér deriblandt en del cambodjanere, som eksempelvis var gift med eller arbejdede hos vesterlændingene. Under trussel om, at alle ellers ville blive dræbt, gennemtvang Khmer Rouge en aftale om, at alle cambodjanere skulle udleveres. Kvinder gift med mandlige vesterlændinge kunne blive – mænd gift med vestlige kvinder skulle udleveres og alle andre cambodjanere ligeså. Sådan blev det, og de fleste forventes at være blevet dræbt. Jeg har i hvert fald ikke hørt om overlevende. Franskmændene og de andre udlændinge blev siden evakueret ud af Cambodja.
Fra ambassaden går turen videre forbi Wat Phnom pagoden og langs floden til Royal Palace og Silver Pagoda. Jeg går dog ikke indenfor, – jeg er ved at være lidt overfodret med templer, paladser og andet glitter. :-) På vej tilbage til hotellet får jeg taget en tur rundt på markedet, men jeg finder ikke noget, som jeg kan bruge. Jeg prøver at finde nogle sko, men det meste er noget skrammel, og det dur jo ikke rigtig med for dårlige sko.
Tilbage på hotellet sidder en ca. 60-årig herre, som jeg talte med i morges. Det har været meget, meget varmt i dag, og jeg har på min tur bundet 6 dåsesodavand.... :-) Herren på hotellet har sammen med hotelmanageren og 1-2 andre personer valgt en anden strategi. De er blot blevet i skyggen på hotellet hele dagen og har ladet den ene dåseøl afløse den anden. Bordet er halvt fyldt, og jeg tæller ca. 80 tomme dåser... Skål! :-) Der bor ganske mange udlændinge fast i Cambodja om vinteren. Hér midt i marts begynder den varme periode, og de fortæller mig, at dette er nogle af de første rigtig varme dage i år. Jo tak. Der er 36 grader og stegende hedt, og om natten skal man hen til midnat før, man lige kravler under de 30 grader, så det er varmt, og air condition på værelset er ikke standard, da elektricitet i Cambodja er meget dyrt, så et air con værelse koster en del ekstra.