Onsdag den 28. marts

Øverst: Grand Palace
I midten: Temple of the Emerald Buddha
I midten: Phra Wiharn Yod, Prasat Phra Dhepbidorn, Phra Mondop
Nederst: Dusit Maha Prasat Throne Hall

Jeg flyver først fra Bangkok i aften, så jeg skal have dagen til at gå. Til det formål har jeg gemt ”Grand Palace”, som vel egentlig er den seværdighed i Bangkok, som står øverst på listen over, hvad man skal se, men jeg har altså gemt det til i dag. Grand Palace er et 218.000 m2 stort område centralt i Bangkok med templer og det gamle palads. Det svarer vel lidt til det danske Amalienborg og domkirken, – det er bare langt større og mere overdådigt. Området er omgivet af en høj mur ud til resten af byen, så man kan ikke rigtigt se bygningerne fra afstand, og da de ligger ganske tæt inde på området, så trækker det jo lidt ned med hensyn til, hvor scenisk det hele er. Det er forholdsvis dyrt at komme ind og se det, og der er rigtig mange turister, og dertil kommer, at dele af området er lukket af eller er under renovering, så jeg er ikke som sådan overimponeret. Jeg har set langt kønnere ting rundt omkring i Sydøstasien de sidste måneder, men jeg må dog indrømme, at det er stort og fyldt med så mange små kunstneriske detaljer, at man bliver helt forpustet. Det gælder generelt for templer i Asien, at der er lagt ubegribeligt mange ressourcer i det, og hvis jeg tænker på de utallige templer og paladser, som jeg har set, så tæller det jo millioner og atter millioner af mandetimer. Så det mest imponerende ved Grand Palace er egentlig, at man har sådanne gamle bygninger med så stor historisk, religiøs og kunstnerisk betydning samlet på et lille område, – og man vedligeholder dem.
Det mest betydningsfulde tempel er ”Temple of the Emerald Buddha”, som er en buddha-statue med en lang historie. Den er ikke så stor endda, og er lavet i jade stone, dvs. den er grøn, men har været dækket til, da den første gang blev fundet i en stupa i Chiang Rai. Et stykke af dækket var faldet af og afslørede den lysende grønne sten, hvilket begyndte legenden om ”The Emerald Buddha”. Forskellige konger flyttede rundt på statuen indtil den endte hér i det nuværende Bangkok. De første dele af tempelområdet blev bygget omkring 1770’erne, da thaierne flyttede hovedstaden til Bangkok efter Ayuthayas fald i 1767, og buddha-statuen blev flyttet til Bangkok i 1778 (fra Laos, hvor den stod i 226 år..). Grand Palace blev bygget i 1782 som bopæl for kongen, og kongedømmets administration blev flyttet hertil, og siden hen er der kommet flere og flere palæer og templer til samt nogle stupaer med nogle af de gamle kongers grave. Der er også en stor model af Angkor Wat. I dag er kongens residens flyttet til det nordlige Bangkok, men paladset bevogtes stadig med en garde som ved Amalienborg i Danmark. Der er vagtskifte netop, som jeg kommer forbi, og man kan sige meget godt om de danske garders stil og disciplin, men de slå ikke thaiernes. Det er gennemført perfektionistisk, og det lange ritual slutter endda med, at den ene garde afslutter med at rette uniformen til på den nye garde, så alt er knivskarpt.
Efter endt sightseeing går jeg tilbage til hotellet efter min bagage, og så er det ellers blevet tid til at tænke på lufthavnen. Turen derud går glat, og flyveturen til Dubai ligeså. Inden afgang er det lidt panik nær ved, hvor jeg sidder. To niqab-klædte matroner størrelse ”meget stor” har et problem med selen; den kan ikke nå rundt om dem. :-) Men det er da godt, at personalet har udstyret til denne situation. De henter en smart lille forlænger, som man kan klikke på, og så er vi sikret, at de damer ikke flyver rundt i kabinen under take off. Man må sige, at der er stor kontrast mellem passagererne på dette fly, – ovenpå sidder Eva Mendes på Business Class... :-) Nå, jeg får et længere transit i Dubai i nat inden, jeg lander i København i morgen over middag.
Min rejse er ved at lakke mod enden, og jeg kan begynde at tænke på de kommende ugers gøremål i Danmark. Det har været en lang men også uforglemmelig tur rundt i Asien, hvor jeg synes, at jeg har formået at få vekslet lidt mellem det normale ”backpacker track” og nogle mere almindelige, lokale områder i de forskellige lande. Det har været interessant at stifte bekendtskab med den sydøstasiatiske mentalitet og religion, og jeg har sat pris på at kunne komme tættere på historien om en region, som har været enormt plaget af konflikter i især de sidste 100 år. Asiaterne er et ydmygt og omhyggeligt folkefærd, og de udviser generelt stor gæstfrihed og imødekommenhed, så det har været meget let at rejse her, og det er selvfølgelig også én af hovedårsagerne til, at det er så populært at rejse i Sydøstasien. Det er ganske enkelt noget helt andet end mine rejseoplevelser fra Afrika.
Jeg håber, at I af jer, som har holdt ud til at læse mine skriverier, har været underholdt af at følge rejsen. Det er jo nok ret få, som har tygget sig gennem det hele, da jeg har skrevet en del, – det er blevet til omkring 145 sider, – men I kan så trøste jer med, at I kun er blevet præsenteret for nogle af de bedre blandt de 6700 billeder, som jeg har fået knipset. :-) Tak for interessen for denne gang!