Mandag den 5. marts

Øverst: Kongepaladset i Hue
Nederst: Mellem Hue og Danang

Planen i dag er, at jeg vil se mig omkring i Hue – med min oppakning – og så forsætte videre mod Hoi An allerede i dag. Det eneste rigtigt interessante i Hue er paladset fra Nguyen dynastiet, men det er dog også et væsentlig kulturelt sted. Hue er Vietnams gamle kongeby og hovedstad fra 1802 til 1945, hvor kommunisterne nedlagde monarkiet, og byen er et stort citadel – altså en bydel omgivet af bymur og voldgrav. Selve paladset ligger i et mindre citadel indeni det større citadel og er delvist blevet restaureret efter bombardementerne i 60’erne. Den amerikanske Vietnam-krig blev primært udkæmpet i denne region på grænsen mellem nord og syd, og det er også en af grundene til, at en del af paladsområdet ligger i ruiner. Området udgør palads, templer, åbne pladser, teater, søer og så kongens private område, ”den forbudte by”, hvor han levede med sit harem. Kun eunukker måtte komme derind, da de ikke udgjorde nogen trussel mod kejserens harem.
Der er rigtig varmt i Hue – ikke mindst efter nogle dage i det regnfulde Hanoi, – og jeg går en ganske lang tur med oppakning, så det er lidt af en dræber. Jeg prøver så at komme med et tog til Danang – uden held, – og derefter går jeg langt for at finde en bus til Danang. Jeg ankommer til Danang klokken 18:00, så der er ikke flere busser til Hoi An i dag, selv om det kun er 35 km væk, så jeg må på jagt efter et sted at sove, hvilket giver endnu en lang spadseretur, da busholdepladsen slet ikke ligger i centrum, hvor de fleste hoteller ligger. Jeg har nok gået 11-12 km i dag i stegende hede med al min bagage. Pyh. Jeg finder dog et rigtigt fint hotel, og får en fin pris på et værelse, så jeg overlever nok. :-) 53 kr. for et fint hotelværelse med bad, air condition, fjernsyn, køleskab og alt, hvad man ellers kan få brug for.
Jeg har jo spekuleret lidt på, om jeg ville kunne fornemme kulturforskellen hér i det tidligere Sydvietnam, og det er helt klart min oplevelse. Jeg opfatter folk som meget mere venlige og imødekommende, – og så er de mere afslappede. I Hue var der større parkområder, hvor lokale sad og hyggede sig, og folk hilser i gaderne og er hjælpsomme. Her i Danang er det det samme, om end den særlige interesse nok også skyldes, at de normalt ikke har turister i denne del af byen. Restauranten er også en helt anden oplevelse end Hanoi, – også selv om jeg får noget helt andet, end jeg bestiller. Men hva’. Det er da mad. :-)