Fredag den 16. marts

Øverst: De andre må skille deres bambustog ad
I midten: På motorcykel på de små veje på landet
Nederst: Prasat Banan

I dag er planen, at vi skal prøve det legendariske bambustog, som kører på togstrækningen, som går gennem Battambang. Jernbanen er oldgammel og i en forfærdelig sølle stand, så der kører ikke tog mere, men bambustogene kører stadig. Vi vælger at leje en motorcykel, så vi bagefter kan køre videre og se nogle andre ting. Vi kører til en lille landsby udenfor Battambang, hvorfra toget kører, og så lejer man et bambustog og kører ca. 7 km til en anden landsby. Tidligere kørte der flere lokale med disse tog, og de brugte det som transport, så der var jævnligt et lokalt tog, som man kunne hoppe på. Dem er der ikke mange af mere, så man lejer sit eget tog. Konceptet er, at man har to hjulaksler, hvorpå man lægger en slags plade af bambus på ca. 2-3 km2, og så sættes der en 6hk motor på, som driver en drivrem ned til den ene aksel. Det er en meget primitiv konstruktion, og det sjoveste ved dette tog er jo, hvad man gør, når man møder et andet tog. Så skiller man det ene tog ad, så det andet kan passere, og samler det så igen og kører videre. I tidligere tider kørte der også rigtige tog på strækningen, så når man hørte hornet fra toget, så var det bare med at komme af skinnerne i en fart! :-) I dag er der kun bambustog – og mest med turister, men der er ikke mange turister, så det er ikke træls. Det er jo sådan set kun sjovt, når man møder andre. Vi betaler for et tog og drøner af sted og møder inden længe et andet tog. Reglen er, at det tog med færrest passagerer må føje sig og skille sit tog ad. Vi er to, og det andet tog har 4 personer..... men, men, men... vi har en motorcykel! :-) Og motorcykler har altid forkørselsret, så de andre må skille deres tog ad. :-) Næste tog vi møder er to piger, som vi også talte med på båden, og de siger, at det er sjette gang, at de skiller det ad. De kunne bare have taget en motorcykel med. :-)
Normalt kører man tilbage igen, men vi har jo vores motorcykel, så vi kører videre fra landsbyen ad de små jordveje. Det er en rigtig dejlig og smuk tur, og det giver muligheden for at se landsbyer og marker i Cambodja langt fra alfarvej. Cambodjanerne er utroligt venlige! Det er meget mærkbart sammenlignet med deres nabolande. Folk hilser, er venlige og hjælpsomme, og det er skønt at drøne derud af på de små veje, mens man hilser på folk – og spørger om vej, da det ikke hjælper meget, at vi har et mindre kort med. Det er temmelig svært at finde vej alene herude. Vi kører til Prasat Banan, som er et lille angkoriansk tempel bygget på en bakketop og bygget i samme stil som det mægtige Angkor Wat. Det lokale mener, at Angkor Wat er bygget efter inspiration fra dette tempel, og det er ikke usandsynligt, – men nok ikke nødvendigvis den hele sandhed.
Fra Prasat Banan kører vi til Phnom Sampov – ”Killing Caves,” – som er et mindre bjerg med et tempel på toppen. Nedenfor templet er der et par grotter, som i dag blot kaldes Killing Caves, da de blev brugt som fængsel af Khmer Rouge, og 10.000 mennesker blev dræbt i disse grotter. Der er en stor grotte, som har en stor glasmontre med kranier, som er fundet i grotten, og der er en mindre grotte, som en lokal pige, som viser rundt, fortæller blev brugt til mindre børn. Endnu et dystert sted med minder om Cambodjas mørke historie. Fra Phnom Sampov kører vi tilbage til Battambang og ankommer lige til solnedgang. Jeg er ikke så interesseret i at køre i mørke, da det er lidt svært at hitte ud af reglerne for lys på køretøjet hér i Cambodja, og politiet er bundkorrupt, så de udnytter enhver lejlighed til at hive et par ekstra dollars ud af én. En skør ting er eksempelvis, at man kan få en bøde for at køre med lys på om dagen. Nå, jeg render ikke på problemer med politiet, og det har i det hele taget været en rigtig skøn dag med bambustoget, hvilket har været rigtigt sjovt, og det har været godt at kunne køre rundt på egen hånd.